lørdag den 6. januar 2018

Jeg savner betalingsbalancen

Da jeg var ung, dukkede en venlig og meget pædagogisk mand ved navn Hans Bischoff med jævne mellemrum op i TV-Avisen. Så vidste vi alle sammen, at den var gal igen.
Hans yndlingsemne var betalingsbalancen. Den havde det elendigt i 1970erne og 1980erne, og Hans Bischoff kunne tegne og lege med klodser, så de her grueligheder var til at forstå for os tv-kiggere.

Indgreb fra Anker
Men det hjalp ingenting. Den blev ved med at være i kæmpe minus, den forbaskede betalingsbalance.
Anker Jørgensen talte også om den, og når han gjorde det, så han meget alvorlig ud. Så kom der et eller andet indgreb, som betød, at pengene blev mindre værd eller folk skulle betale mere i skat.
Jeg tror, de fleste danskere dengang vidste, at betalingsbalancen var vigtig for vores økonomi, og at det stod skidt til med den.

Kæmpe overskud
Siden har vi ikke hørt så meget til den. Men den er der endnu.
Der er bare sket det forunderlige, at den er gået i plus. Det har den været i mange år, og nu om dage er overskuddet på betalingsbalancen betydeligt højere, end underskuddet var dengang Anker og Bischoff gjorde os bekymrede.
I de første 10 måneder af 2017 var overskuddet på 148 mia. kr. Det betyder, at vi har solgt varer og tjenesteydelser til udlandet for 148 mia. kr. mere, end vi har købt for. En del af overskuddet er renter af gæld som følge af tidligere års overskud.

Over 1000 mia. kr.
Betalingsbalancen vendte i 1990, og der er nu ophobet pænt over 1000 mia. kr. i overskud.
Økonomer elsker at være bekymrede, så enkelte har været ude at forklare, at det store danske overskud er et problem. Men langt de fleste eksperter er enige om, at den fine betalingsbalance er et udtryk for en bomstærk dansk økonomi.

En omvendt Bischoff
Hans Bischoff er for længst gået på pension, men det er vel ikke den eneste grund til, at vi ikke længere hører om betalingsbalancen. Den gode historie er, når noget går skidt.
Jeg synes godt, vi kunne trænge til at få besøg af en omvendt Bischoff en gang imellem. En, der på en pædagogisk måde kan fortælle, hvor godt det i grunden går for dansk økonomi, og hvordan vores fælles økonomiske vejrudsigt ser ud. Det er også public service.

Ingen kommentarer: