mandag den 15. januar 2018

I sne og slud skal tossen ud

 Man behøver ikke at være tosset for at 
løbe en tur i snestorm. Men det hjælper.


Det ligger altid i baghovedet på mig: Hvornår kan jeg komme ud at løbe i denne uge? Jeg skal finde tre tidspunkter, hvor det passer ind, og det er ikke altid let.
I denne uge har jeg et stramt program, så for at nå de tre løbeture, skulle jeg afsted i dag. Det var ved 16.30 tiden, hvor mørket begyndte at falde på. Det stormede, og der faldt sne. Det var hundekoldt, og der var ild i brændeovnen.

Øjenlågs-studier
Der var kort sagt alle mulige gode undskyldninger for at hoppe fra og sætte sig i sofaen og studere øjenlåg.
Det overvejede jeg overhovedet ikke. Jeg tænkte mest på ruten. Det kan være direkte ubehageligt at løbe i meget hård modvind, så jeg ville gerne ned i skoven. På grund af det fremskredne tidspunkt endte det med en lidt kort tur, for når det bliver mørkt, er det farligt at løbe i skoven på denne årstid.

Dårligt vejr = dejlig tur
Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur, og det var overhovedet ikke koldt. Sådan er det hver gang, vejret er hårdt - så bliver løbeturen en fed oplevelse.
Måske er det fordi, jeg slapper mere af og ikke presser mig selv til at løbe langt eller hurtigt. Det kan jo være lige meget i sådan et vejr. Det vigtigste er at komme afsted og at have det rart.

Falsk varebetegnelse
Derfor kalder jeg stadig mig selv for løbetosse, selv om det nærmer sig falsk varebetegnelse. Jeg er efterhånden skadet 2-3 måneder hvert år, og når jeg kommer i gang igen, når jeg i form til at løbe en halv maraton. Der er jeg ikke endnu.
Lige nu løber jeg 7-10 kilometer tre gange om ugen. 13-15 i weekenden, hvis vejret tillader det. Det er ikke meget. Det er ikke fanatisk, og det er slet ikke spor tosset.

Lidt skørt
Jeg indrømmer gerne, at det er lidt skørt at begive sig ud i en snestorm bare for at opfylde et mål om at løbe tre gange om ugen.
Men jeg havde en dejlig tur.

Ingen kommentarer: