Til morgenbordet fortalte jeg begejstret om konstruktiv journalistik. Her går det ikke ud på at lede efter en konflikt men på at fremhæve det positive i en historie og at pege på løsninger.
Dårlig nyhed = god historie
Får en journalist en statistik over mordraten i alle amerikanske byer, vil automatreaktionen være at lave en historie om den by, hvor der sker flest mord. Og at lede efter nogen, der har ansvaret.
En konstruktiv journalist vil finde den mest fredelige by og høre, hvad der mon er sket der, siden der sker så få drab.
Skrækkeligt langsom
Det problemorienterede ligger i uddannelsen - men måske også i den menneskelige natur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kom hjem fra en løbetur i dag.
Den var kort, synes jeg. Jeg løb pinligt langsomt. Og jeg var stærkt forpustet den sidste kilometer. Kun af ren stædighed stoppede jeg ikke.
Jeg var skuffet over min egen dårlige form og tænkte, at jeg aldrig nogensinde kommer til at løbe i et ordentligt tempo igen.
Lyder det ikke skrækkeligt?
Manden med de onde hænder
Havde jeg i stedet været en konstruktiv løbetosse, ville jeg have jublet. For jeg er lige begyndt at træne op igen efter over to måneders pause. Jeg har (haft?) en skade i højre baglår, som fysioterapeuten har behandlet 5 gange. Jeg ved ikke, om skaden er væk, så jeg har lovet manden med de onde hænder, at jeg løber forsigtigt og ikke forcerer noget. Så må det vise sig, om jeg mærker noget i benet.
Løbeglæde
I dag mærkede jeg ingenting på en tur på 6,5 kilometer. Det er da bare fantastisk :-) Jo, jeg mærkede den friske luft, den kære skov og den berusende følelse af at bruge kroppen. Og jeg mærkede i den grad mit åndedræt, da den stejle stigning dukkede op. Jeg mærkede trætheden komme snigende og havde den indre kamp med mig selv om ikke at stoppe op og få vejret. Kort sagt: Løbeglæden.
Det er en rigtig god historie.
Den er egentlig bedre end den om mit langsomme tempo.
Men det var alligevel noget værre møg :-(
Dårlig nyhed = god historie
Får en journalist en statistik over mordraten i alle amerikanske byer, vil automatreaktionen være at lave en historie om den by, hvor der sker flest mord. Og at lede efter nogen, der har ansvaret.
En konstruktiv journalist vil finde den mest fredelige by og høre, hvad der mon er sket der, siden der sker så få drab.
Skrækkeligt langsom
Det problemorienterede ligger i uddannelsen - men måske også i den menneskelige natur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kom hjem fra en løbetur i dag.
Den var kort, synes jeg. Jeg løb pinligt langsomt. Og jeg var stærkt forpustet den sidste kilometer. Kun af ren stædighed stoppede jeg ikke.
Jeg var skuffet over min egen dårlige form og tænkte, at jeg aldrig nogensinde kommer til at løbe i et ordentligt tempo igen.
Lyder det ikke skrækkeligt?
Manden med de onde hænder
Havde jeg i stedet været en konstruktiv løbetosse, ville jeg have jublet. For jeg er lige begyndt at træne op igen efter over to måneders pause. Jeg har (haft?) en skade i højre baglår, som fysioterapeuten har behandlet 5 gange. Jeg ved ikke, om skaden er væk, så jeg har lovet manden med de onde hænder, at jeg løber forsigtigt og ikke forcerer noget. Så må det vise sig, om jeg mærker noget i benet.
Løbeglæde
I dag mærkede jeg ingenting på en tur på 6,5 kilometer. Det er da bare fantastisk :-) Jo, jeg mærkede den friske luft, den kære skov og den berusende følelse af at bruge kroppen. Og jeg mærkede i den grad mit åndedræt, da den stejle stigning dukkede op. Jeg mærkede trætheden komme snigende og havde den indre kamp med mig selv om ikke at stoppe op og få vejret. Kort sagt: Løbeglæden.
Det er en rigtig god historie.
Den er egentlig bedre end den om mit langsomme tempo.
Men det var alligevel noget værre møg :-(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar