tirsdag den 26. december 2017

En dygtig bureaukrat

Tankegang er gået glip af en refusion af sygedagpenge på adskillige tusinde kroner, fordi vi ikke kan forstå reglerne.

Her står det på klart dansk
Det er denne passage, der har kostet os en mindre formue:
"Indberetningen er lagt i venteregistret indtil den 14. august 2017. Indberetningen kan først signeres fra denne dato. Vi sender først din indberetning til kommunen, når du har signeret den. Signering bør derfor ske, inden fristens udløb.
OBS!! Det er ikke obligatorisk at anmode om refusion i en anmeldelse. Nedenfor kan du læse om reglerne for anmodning om refusion.
Hvis du har anmodet om refusion ud i fremtiden, kan din indberetning tidligst signeres den dag, du har søgt refusion til. Ønsker du at signere din indberetning i dag, må du maksimalt anmode om refusion til dags dato. Hvis virksomheden endnu ikke er berettiget til refusion, skal du undlade at anmode om refusion i anmeldelsen af fraværet. Ret eller slet refusionsperioden og gå videre til signering."

To personer og en revisor
Du tror det næppe, men teksten stammer fra en side, der hedder NemRefusion.
To personer hos os læste smøren igennem og mente at forstå, at vi først måtte indberette sygdommen den 14. august. For en sikkerheds skyld spurgte vi vores revisor, som bekræftede vores udlægning.
Det var helt galt. Og det har vi nu fået at vide i meget klare vendinger fra en rigtig dygtig bureaukrat fra Udbetaling Danmark.
Vi har nemlig klaget og fået et afslag, der slutter med følgende selvsikre formulering: "Afgørelsen er truffet på baggrund af en samlet vurdering. Vi mener ikke, at jeres oplysninger kan føre til et andet resultat."
Slam! Der er ikke noget at komme efter. Vi skulle have søgt refusionen tidligere, og hvis vi var i tvivl, skulle vi have spurgt Udbetaling Danmark.

Fjolser på den anden side
Vi har jo ikke snydt eller fiflet. Der var tale om en gravid medarbejder, som blev sygemeldt af lægen, og så har arbejdsgiveren krav på at få refunderet sygedagpenge. Det nævner bureaukraten ikke noget om. Det hele handler om at melde sygdommen i tide, og når ansøgeren har misforstået proceduren, er der bare ikke noget at gøre.
Jeg tænker, der sker hundredvis af den slags fejl og misforståelser fra virksomheder, der ikke lige er vant til at søge refusion for gravide, der bliver sygemeldt af lægen. Eller andet, som for os som kunder kun sker én gang i et arbejdsliv, men som for bureaukraten er hverdag. For den, der kun arbejder med refusion af sygedagpenge kan det være voldsomt irriterende, at fjolserne på den anden side af skærmen ikke har sat sig ind i lovgivning, cirkulære og bekendtgørelser.
For retfærdigheden er det simpelthen ikke rimeligt, at vi ikke kan få pengene. Eventuelt imod et betaling for ekstra sagsbehandling i Udbetaling Danmark.

Kære, søde, rare Ankestyrelse
Udbetaling Danmark har været over to måneder om at afvise vores klage. De har sendt papirerne videre til Ankestyrelsen. Jeg håber, styrelsens medarbejdere er lige knap så dygtige. Jeg håber, de vurderer, om det er en arbejdsgiver, der prøver at snyde eller bøje reglerne. Eller om det blot er nogle almindelige mennesker, der ikke kender arbejdsgangen.
Det håber jeg. Men jeg tror, Ankestyrelsens afgørelse bliver en kopi af Udbetaling Danmarks, når den kommer om et ukendt antal måneder.
Det vigtigste i sagen er, at graviditet og fødsel forløb godt, så vi i Tankegang har fået endnu en glad mor.

Ingen kommentarer: