Jeg stiller sjældent op til motionsløb, men nu er Coast2Coast blevet en kær tradition i familien. Løbet mellem Skallerup Klit og Palmestranden på årets korteste nat er en fed oplevelse, og vi glæder os til næste fredag.
Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.
Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.
3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.
Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.
Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.
Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.
Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.
3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.
Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.
Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar