onsdag den 29. marts 2017

Taxa og Uber møder virkeligheden

Uber bakker ud af Danmark. Nogen glæder sig over, at en organiseret pirattaxa-virksomhed forsvinder.
Andre begræder, at vi siger nej til ny teknologi, deleøkonomi og en ny måde at hjælpe hinanden på.
Jeg gør begge dele.

Brugervenligt
Det gode ved Uber var brugervenligheden. Jeg har prøvet servicen en enkelt gang i København. Jeg fik personligt svar fra chaufføren under 1 minut efter, at jeg havde bestilt turen på appen. Vi ringede sammen, han fandt mig lige uden for lufthavnen og ledte mig hen til bilen. Han bød på en sodavand og kørte mig sikkert og hurtigt til bestemmelsesstedet. Jeg havde betalt for turen via appen. Nemt og bekvemt - og meget bedre service, end jeg nogensinde har oplevet fra noget taxaselskab.

Jeg undrede mig
Men jeg undrede mig også. Mit indtryk var, at den flinke mand levede af være Uberchauffør. Jeg tror, han kørte dagen lang. Så var han i direkte konkurrence med taxa, og så skulle han naturligvis betale skat og han skulle leve op til de samme sikkerhedskrav som sine konkurrenter. Ingen tvivl om det.
Det er ikke deleøkonomi. Det er simpelthen pirattaxa.
Deleøkonomi er, hvis man lejer sin lejlighed eller et værelse ud, når man ikke har brug for det. Når man lejer sin bil ud, eller som Uber, når man lejer den ud med chauffør. Det er ikke forretning - det er hjælp til folk, som man får en skilling for.

Erhverv eller hobbyhalløj
Hvis du køber en lejlighed for at leje den ud gennem Airbnb - så driver du erhvervsmæssig udlejning, og skal følge samme regler for det som alle andre. Men hvis du lejer et værelse ud nogle få gange om måneden, er det deleøkonomi.
På samme måde er det at køre med andre. Hvad enten det er med Uber, GoMore eller noget, du selv organiserer via en hjemmeside eller Facebook. Hvis det er dit arbejde, skal du leve op til samme lovgivning som andre professionelle chauffører. Hvis det er lidt hobbyhalløj til nogle få hundrede kroner om måneden, skal du ikke underlægges et kæmpe bureaukrati.

Uber skader sagen
Det kunne Uber sagtens have taget højde for. Selskabet kunne lægge en begrænsning ind på chaufførernes omsætning, så det ikke blev til erhvervskørsel. Uber holdt stædigt fast i sin egen fortolkning af at være en app og så ikke virkeligheden i øjnene.
Uber vidste, at en del af deres chauffører overtrådte loven. De var ikke i god tro. Det har skadet deleøkonomien i Danmark, og det er jeg træt af.

Aftale med privatperson
Deleøkonomien er kommet for at blive og jeg ønsker, at den udvikler sig. Det er godt for miljøet, at vi udnytter biler, boliger og maskiner, og det bringer mennesker sammen.
Som bruger ved jeg godt, at jeg laver en aftale med en privatperson. Jeg kan ikke klage til Forbrugerombudsmanden, hvis jeg har givet min nabo en middag for at låne hans hækkesaks, og så går dyret død efter 10 minutter.
Jeg kører også med folk på GoMore. Der er jo plads i bilen, vi får en hyggelig snak. De får en billig tur, og jeg får en skilling. Der er hverken moms eller skat eller andet bureaukrati. Det er ikke et arbejde, jeg har. Det er bare organiseret blafferi mod en beskeden betaling.

Ingen kommentarer: