søndag den 26. juli 2015

Vinderdanmark mod Ryanair

Nogen græder over tabet af arbejdspladser i Billund Lufthavn, fordi Ryanair har lukket sin base der. Det gør jeg ikke. Tværtimod.
Forløbet viser, at Danmark er et vinderland. Vi skal leve af god service og af at finde på nye måder at gøre tingene på. Det kræver medarbejdere, som har det godt. Det vil sige, at de får en ordentlig løn og har ordentlige arbejdsforhold.

Dansk succes
Det er den danske strategi, og den er succesfuld. Novo, Carlsberg, Grundfos, Vestas, Mærsk og en lang række andre store virksomheder eksporterer varer og viden til hele Verden og tjener masser af penge hjem til Danmark. Hos dem arbejder veluddannede folk til en rigtig god løn, og de bliver forkælet af virksomhederne. For de er meget værdifulde.
Modsætningen er Ryanair, hvis eksistensgrundlag er at få alt så billigt som muligt: Adgang til lufthavne, medarbejdere, fly og udstyr. Så kan selskabet tilbyde lave priser på selve flyrejsen og gør så alt, hvad der står i dets magt på at hive penge ud af kunderne på anden vis.

Alt var skrabet
Vi har fløjet med Ryanair et par gange, og det var ingen fornøjelse. Alt var skrabet, servicen var ikke-eksisterende, og vi følte os mistænkeliggjort og konstant udsat for et købepres.
I vinter kiggede vi på en ferie til Tenerife og fandt også en bllig tur, men da det til slut viste sig, at vi skulle flyve med Ryanair, hoppede jeg fra og valgte en dyrere rejse.
En ferie er en oplevelse, og den starter, når man tager afsted. Med Ryanair er det træls og træls og træls, indtil man slipper ud af lufthavnen. Det er en dårlig start på ferien. Det er et ringe og billigt produkt, som jeg ikke gider at købe.
Der er folk, som bare vil have den billigst mulige flyvetur. De må for min skyld gerne flyve med Ryanair.

Skruen uden ende
Men Ryanairs lavkvalitet og spareiver skal ikke være normsættende for Danmark. Det er skruen uden ende, hvis vi skal konkurrere på lave lønninger og lave skatter. Der er altid et land, hvor det er endnu billigere, og så skal vi også matche dem.
I stedet skal vi fortsætte med at levere god kvalitet til en fornuftig pris. Det vil der altid være et marked for.
Hvis du sælger en vare med 50 pct. fortjeneste, tjener du dobbelt så meget på at sælge en god vare til 100 kr. end en dårlig til 50.



mandag den 20. juli 2015

Tour de dope

Om jeg fatter, hvorfor medierne igen-igen dækker Tour de France så intenst.
Forleden ville jeg tjekke resultatet af sæsonens første superligakamp i fodbold. På tre nyhedsmediers sportssider, var hele toppen plastret til med et kæmpe udbud af historier fra cykelløbet i Frankrig. Jeg skulle skrolle et pænt stykke ned for at finde den aktuelle fodboldhistorie fra Danmark.

Riis - svindler og løgner
Om jeg fatter, hvorfor medierne bruger så meget spalteplads og sendetid på Bjarne Riis. Han er en gemen løgner og en svindler. Han har tjent millioner af kroner på at snyde. Det er dokumenteret og bevist, og alligevel bliver han brugt som ekspert, og medierne svælger i historier om, at han måske skal være kaptajn for endnu et cykelhold.

Hurra for motionisterne
Jeg forstår godt facinationen af cykelsport - især hos de mange motionscyklister. Og jeg bliver rigtig glad, når jeg ser folk trampe rundt i sommerlandet på deres smarte racercykler.
Jeg kritiserer absolut ikke dem, der interesserer sig for cykelsport.
Men det professionelle game har i årevis været spoleret af doping. Og ingen tror vel på, at det er overstået. Bjarne Riis underholdt for 7-8 år siden med, at hans hold var rent. Det troede ingen på, og det viste sig også at være endnu en løgn fra hans side.

Rytterne lever af medierne
Det er muligvis en lille smule bedre i dag. Jeg ved det ikke - men jeg tvivler.
Om fem år vil medierne fortælle historier om dopingmisbrug i Tour de France i 2015 - og så vil de med kæmpe entusiasme dække løbet.
De dopede ryttere og hold lever af mediedækningen. Uden den ingen reklameindtægter. Uden reklameindtægter ingen løn. Sådan er det.
På den måde er medierne med til at holde uvæsenet i live.
Om jeg fatter det.

lørdag den 4. juli 2015

Sludrechatollet fra Brønshøj

Hvor var ytringsfriheds-fundamentalisterne henne, da den 57-årige boghandler fra Brønshøj Said Mansur forleden fik 4,5 års fængsel? Manden blev dømt for sine ytringer og for at sælge nogle bøger. Er det en forbrydelse Danmark? Har vi helt glemt Charlie Hebdo og den skånesløse kamp for retten til at mene og sige hvad som helst?

Glasklart ulovligt
Svaret er, at grænsen for ytringsfriheden går ved straffeloven. I dette tilfælde en af de hårde bestemmelser, nemlig om terror. Sludrechatollet fra Brønshøj har både i mails og på Facebook opfordret til terror - og til at dræbe navngivne personer.
Det er glasklart ulovligt, og derfor er dommen også meget klar. Når straffen bliver så høj, er det fordi det er anden gang, Mansur har været for retten og er blevet dømt for at opfordre til terror.
Retten har talt, og det er garanteret helt efter paragrafferne. Men det er også lidt underligt.
Said Mansur er ikke en farlig terrorist og har aldrig været det. Han er et vrøvlehoved, der mener en masse underlige ting. Der er ikke rigtig nogen, der lytter til ham, så hans opfordringer til terror har formentlig ikke påvirket nogen. Der har ikke været optræk til så meget som en lillebitte terrorhandling som følge af boghandlernes udgydelser.

Hinsides almindelig logik
Mansur er et af den slags problemer, der ikke kan løses, fordi han er hinsides almindelig logik. Han har ikke kun gjort sig utilbens i Danmark - men også i Marokko, hvor han boede som ung. Så meget, at han måske/måske ikke risikerer dødsstraf, hvis han kommer til sit fædreland.
Mansur har været dansk statsborger siden 1984. Hvorfor han vil det, når han så åbenlyst bekæmper alt det, som et kæmpe flertal af danskerne står for, forstår jeg ikke. Hvorfor han fortsætter med at opfordre til terror, når han ved, det medfører en lang fængselsstraf og i øvrigt ikke har nogen effekt - kan jeg heller ikke begribe. Og jeg er ikke sikker på, at hovedpersonen selv kan.
Jeg tror, at det system, han går ind for, vil være anderledes hårdhændet over for folk, der som han opfordrer til terror og til at slå andre ihjel.

Spærret inde og ikke udvist
Vi kan kun ryste på hovedet af sådan en fyr. Nu bliver han spærret inde i et fængsel. Det har ikke den ringeste effekt. Men det ville også være forkert at lade ham gå fri, når nu vi har de regler og nogen har opdaget, at Mansur har skrevet noget tåbeligt.
Dommen fratager Mansur sit danske statsborgerskab, så han i princippet skal sendes til Marokko. Det kommer han ikke, hvis han er i livsfare dernede. Det er selvfølgelig pip, at den danske stat skal blive ved med at forsørge sådan en klyt, men det kan ikke være anderledes. Vi går ikke ind for at udvise folk til tortur og død, uanset hvor skøre de måtte være.