2016: Færre skal have ret

Mit nytårsønske er, at 2016 bliver året, hvor færre får ret.
Kampen om at få ret skaber en stor del af Verdens konflikter - både dem i hjemmet, på arbejdet og i hele samfundet.

Se bare på Facebook
Vi må gerne være uenige, og vi må gerne diskutere. Blot målet er at finde en løsning - og ikke bare at få ret. Der bliver brugt alt for meget energi på at få andre ned med nakken og på at overbevise dem om, at de er galt afmarcheret. Det kommer der intet godt ud af.
Se bare på Facebook, hvad folk får ud af at kritisere andre og mistænkeliggøre dem. Se bare på konflikterne rundt omkring på kloden. De fleste handler om nogen, der af religiøse grunde mener at have ret til det ene eller det andet.
Tænk sig, hvis de ville bruge al deres energi på at løse problemer i stedet for at overbevise andre om deres ret.

Dig og mig
De gjorde det nede i Paris i december, hvor det på magisk vis lykkedes at lave en klimaaftale, der var mere ambitiøs, end nogen havde turdet håbe på. Hele konferencen var båret af en stemning om, at det skulle lykkes, og at det var til fælles bedste at bruge mindre olie, kul og gas.
Det er ikke kun diplomater, der skal have mindre ret. Det er også dig og mig. Vi får et nemmere liv og et sjovere arbejde, hvis vi i en række situationer i hverdagen minder os selv om, at vi ikke skal kæmpe for at få ret.

Vores idé er bedre end min
For mig som chef er det lidt af et mantra, at folk ikke skal gøre, som jeg siger - blot fordi det er mig, der har sagt det. Min mening er et input lige som andres, og så diskuterer teamet sig frem til en konklusion. Meget tit ender vi på en løsning, som ikke var min og ikke var en andens - men som opstod i diskussionen og derfor blev en fælles løsning. Den bedste idé er den, vi har fået sammen. Den har også flest ejermænd.
Når jeg forlader et møde, hvor sådan en idé er opstået, er jeg helt høj. Der er en magi i at opleve en god idé komme svævende lige som flaskens ånd. Bagefter er det ikke til at afgøre, hvem der fik idéen. Den var der bare lige pludselig.
Det kunne jeg ønske, at mange ville opleve i 2016.
Har jeg ikke ret?

Mit første år som forældreløs

I dag er det et år siden, min far sov sødt ind, mens vi andre holdt ham i hånden. Dermed har jeg oplevet mit første år som forældreløs.
Det er specielt, og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu.
Far havde kendt mig hele mit liv. Han vidste ikke alt om mig, men det meste. Og vi havde en særlig loyalitet over for hinanden.

Gratis hotel
I de sidste år boede han i en fantastisk lejlighed i Middelfart, og jeg brugte den som gratis hotel, når jeg skulle til møder på Fyn, Sjælland eller Sydjylland. Tit kom jeg efter 21 om aftenen, hvor far var gået i seng, og så kunne jeg finde på at køre klokken 7 næste morgen. Så jeg nåede bare at sige godnat og godmorgen.
Jeg havde lidt dårlig samvittighed, og syntes jeg udnyttede far en lille smule. Jeg kan se nu, at det var det rene sludder. Det var hyggeligt for ham at have mig i huset og være lidt med i mit arbejde. Det var bestemt også hyggeligt for mig, og jeg savner det meget. Hotel og privat overnatning er bare træls i forhold til en hyggelig aften ved Lillebælt sammen med far.

Jeg ringer lige til far
Jeg har løbet rigtig mange aftenture i Middelfart i de senere år. Jeg kan stadig løbe en aftentur, hvis jeg overnatter et sted. Men det er ikke det samme. Det er meget sjovere at komme hjem til én, der spørger interesseret til turen og måske fortæller en lille historie om et af de steder, jeg er løbet forbi. Det savner jeg også.
Men mest af alt savner jeg far at ringe til. Jeg har grebet mig selv i det snesevis af gange. Når der er sket noget, som jeg ved far gerne ville vide, er det mærkeligt, at man ikke kan ringe og fortælle ham det.
Det kan være en lille historie fra Frederikshavn eller Holstebro. Det kan være spændende person, jeg har mødt eller et godt dødsfald, som fars moster Yrsa kaldte det.

Tankegangs ven
Det kan også være nyt fra Tankegang, som far altid var interesseret modtager af. 2015 bliver et kanonår for firmaet, og det ville far blive så lykkelig for at få at vide. Og jeg ville være rigtig stolt af at overbringe nyheden. Faktisk var det sidste, jeg nåede at fortælle ham for 1 år siden, at vi havde vi havde fået to kæmpe ordrer, og det blev han meget glad for at høre.
Da vi ryddede op i lejligheden fandt vi minsandten alle Tankegangs profilbrochurer fra den tid, jeg har været i firmaet, samt hver eneste folder, jeg har givet ham.

Indkøb for fars penge
På 1-års dagen har Lærke, Solle og jeg været i et outlet. På vejen derhen erklærede jeg højtideligt, at far i dagens anledning betalte alle indkøb. Vi ved alle, at han var en gavmild mand, og nu når vi har tømt alle poserne, kan jeg med stolthed erklære, at vi har opført os helt i fars ånd.
Det gad jeg godt lige ringe og fortælle ham...

Før vi kendte ordet integration

I går fik jeg en fantastisk historie.
Den handler om Nam, der i dag arbejder med it i en stor virksomhed i Odense. Jeg havde ham med som passager fra Odense til Aalborg med delekøre-servicen GoMore.
Vi faldt hurtigt i snak om alt muligt. Nam fortalte, at han var bådflygtning. Det har vist været en meget dramatisk tur, som har sat sig spor for livet. Men det sprang vi let hen over.
Til gengæld var jeg ved at tabe kæben, da min rare passager fortalte, hvordan han lærte dansk.

Fremtid til sønnen
Han var 17 år og kom alene til Danmark. Menneskesmuglerne skulle have en formue for at sende folk ude på havene i de gamle både. Så Nams forældre brugte alle pengene på at sikre deres søn en god fremtid.
Nam kom til Aalborg i slutningen af 80erne. FIk en lille lejlighed og lidt penge, og kom til at gå i en dansk folkeskole. I 3. klasse.
Det må væres spøjst at forestille sig en 17-årig gå sammen med små børn på 9-10 år. I starten var det helt håbløst i dansktimerne, men når der kom matematik på tavlen var den unge mand fra Vietnam naturligvis klassens stjerne.

Ingen sprogskole
Et par år efter gik Nam i 7. klasse, så i 9. og så videre til gymnasiet og Aalborg Universitet. Dansk? Det lærte han på få måneder i 3. klasse. Sprogskole? Nej, det eksisterede ikke. Integration? Nej, det var heller ikke på dagsordenen. Men alle var flinke og meget, meget hjælpsomme. Så der var ikke brug for et stort system, der hjalp landets nye indbyggere på plads i de kolde omgivelser.
Jeg krydsforhørte ikke den gode mand, men af beretningen fremgik det, at han havde haft en god tid, som ung i skolen. Mange andre unge mænd har været igennem lignende forløb, og langt de fleste har klaret sig godt.
Det er tankevækkende.

Bedre dansk
Selvfølgelig kan modellen ikke overføres til nutiden, hvor der kommer mange flere flygtninge og en del af dem har psykiske problemer med i bagagen.
Men den helt centrale del med at lære dansk, kan helt sikkert forbedres. I dag går alle, der får asyl, på sprogskole. Sammen med andre, der heller ikke kan dansk. Og det er deres vigtigste aktivitet. Det er en meget dårlig måde at lære et sprog på.
Det bedste er at komme ud blandt danskere. På en arbejdsplads, i en forening, i en skole eller et fjerde sted. I den første tid forstår man ikke et suk, men man lærer hurtigt de ord og vendinger, der er nødvendige for at klare sig på det pågældende sted. Og lige pludselig har man knækket koden.

Sproget er nøglen
Sproget er nøglen til integration. Man kan ikke tilpasse sig vores kultur eller blive en del af den, når man ikke forstår den. Det er simpelthen umuligt.
Sproget er en større forhindring end religion. Derfor er det værd at afprøve nye metoder for at lære flygtningene dansk. De skal ud blandt os andre. Det må vi tåle. Vi risikerer selvfølgelig at lære nogle spændende mennesker at kende. Det kan endda vise sig, at de hverken er islamister eller terrorister.

Miraklet i Midtpunkt

Breaking news fra Tankegang: Det er lykkedes os at få annulleret en parkeringsbøde.
Det, som ingen troede muligt, er realiseret takket være en tålmodig og kløgtig indsats fra vores bogholder Birgit Korsgaard.

Vi starter med en rykker
Her er hele den sensationelle historie.
For et par uger siden modtog vi en rykker fra Euro-Park. Den lød på 1200 kr., og ifølge rykkeren havde vi tidligere modtaget en såkaldt kontrolafgift på 650 kr. Det er det, vi andre kalder for en parkeringsbøde. Årsagen var, at p-skiven ikke var indstillet korrekt.

Afgiften gjaldt den bil, jeg normalt kører i. Og forseelsen var begået den første dag, vi havde bilen. Det havde fundet sted i gården i Midtpunkt, hvor Tankegang holder til.

Jeg blev hamrende irriteret. For jeg vidste, at jeg havde sat parkeringskortet over i den nye bil. Det sidder i en lomme i forruden, og så må man holde der døgnet rundt uden at stille på p-skiven.

Hverken Birgit eller jeg havde modtaget selve bøden. Vi hørte ikke fra dem, før der kom en rykker. Vel at mærke med truende formuleringer om at betale beløbet inden en nær dato for at undgå at blive sendt til inkasso.

Betal og klag
Birgit har prøvet det før, og hun vidste af erfaring, at man ikke sådan slipper fri af Euro-Parks kløer. Det er ikke nok at have ret. Og rimelighed tæller slet ikke i den verden.

Så hun foreslog at betale rykkeren - og at henvende sig til Euro-Park for at gøre opmærksom på, at der sad et gyldigt kort i forruden samt at vi ikke havde modtaget den oprindelige afgift.

Det sidste skete via en formular på firmaets hjemmeside. Birgit scannede et billede af bilens forrude ind, hvor man tydeligt kan se det lille kort, der sidder lige ved siden af p-skiven. Her i ugen kom der svar. Euro-Park havde besluttet at frafalde kravet, og her kommer den fantastiske formulering: "pr kulance og som et enkeltstående særtilfælde".

Brev fra et menneske
Ingen indrømmelser her. Ingen fejl fra Euro-Parks side. Ingen beklagelser.
Brevet må være skrevet af et menneske. Hvordan får man folk til at skrive sådan? Der er garanteret tale om en rar person, der her søndag eftermiddag sidder og spiser æbleskiver med sine børn og klapper en kælen kat i sofaen. Men når han eller hun er på arbejde i Euro-Park går tiden med at skrive følelseskolde breve, som gør modtageren i dårligt humør.

Jeg kender modargumentet. Tingene skal kunne holde i retten, og når man skal være helt præcis i sin sprogbrug, kan det godt blive lidt kedeligt og meget svært at forstå. Den holder ikke. Man kan godt skrive venligt, korrekt og letforståeligt på én gang.

Men dem om det. Jeg er sådan set ligeglad med, om det er pr. ambulance eller poste restante. Bare vi får vores penge igen.