lørdag den 28. februar 2015

Kontant selvbedrag


Se, hvad jeg har.

Forleden lagde jeg 750 kr. ud for min storebror. Det var så nemt og tog bare et øjeblik. Jeg overførte pengene via MobilePay, og jeg frydede mig over den brugervenlige digitale service.
I dag fik jeg pengene tilbage. Rigtige penge. En plovmand, to hunde og en halvtredser. Min pung bugner, og det er en tryg fornemmelse. Jeg føler mig en lille smule rigere end i går.

Konto eller pung
Det er selvfølgelig selvbedrag. Jeg er hverken blevet rigere eller fattigere. Der står 750 kr. mindre på min konto, og der ligger 750 kr. mere i min pung.
Det er heller ikke nemmere at købe noget med penge på lommen. Havde der ikke været én mønt eller seddel i den, kunne jeg altid købe med kortet eller betale med min telefon. Det ved jeg da godt.
Men alligevel: En rigtig plovmand. Det er da noget, hvad?

300 kr. i Bikuben
Da jeg gik på journalisthøjskolen, hævede jeg penge i Bikuben på Stjernepladsen i Århus med Å. 300 kr. var det faste beløb, og jeg var rigtig godt tilfreds med mig selv, hvis jeg kunne nøjes med at hæve en gang om ugen. Dengang var det en decideret begivenhed, hvis jeg havde en 500-kroneseddel. Og når jeg nu om dage en sjælden gang betaler med en stor seddel, bliver jeg en anelse nervøs. Jeg synes, ekspedienten kigger kritisk på mig, og jeg forventer indirekte, at hun holder den op mod lyset eller tegner på den med en særlig tusch for at se, om den skulle være falsk.
For en 500- eller 1000-kroneseddel det er noget ganske særligt.

15.000 kr. med et klik
Derimod rører det mig ikke at betale en rejse til 15.000 kr. over nettet. Og jeg trækker på skulderen, hvis jeg kører Dankortet gennem automaten med 3000 kr. til en ny motorsav. Jeg tror heller ikke, ekspedienten vil spørge, om jeg nu overtrækker min konto.
Pengesedler er noget særligt for os, der stammer fra den analoge verden. De er ikke mere værd. De er ikke mere sikre. Og de er ikke lettere at have med at gøre.
Men det er rigtige penge.


søndag den 22. februar 2015

Det gode liv er langt ude

Det her kan du få henne om hjørnet

For tiden arbejder jeg med bosætning og vision for flere dejlige områder i Danmark. Og der er nok at gøre for en kommunikationsfidus som mig. Jeg arbejder stik imod en global tendens, der kaldes urbanisering. Den betyder, at folk flytter fra land til by, fra by til storby og fra storby til hovedstad.
Det gør de i Grønland, Ghana, Grækenland og stort set alle andre lande.

Dejligt i København - et par dage
Jeg forstår det ikke. Der er dejligt i København. Solle og jeg har lige været der et par dage her i vinterferien. Men der er meget skønnere at bo her midt i naturen, tæt på byen. I de seneste dage har en stor flok krondyr igen stået og hygget sig ude på marken, og jeg har haft nogle skønne løbeture i den stejle skov lige her, hvor vi bor.

10 minutter på arbejde
Vi har drukket for meget vin med vores venner, og vi har læst bøger. Solle har redet på sin hest, og jeg har blandt andet hygget mig med at kløve brænde med de drabelige flækøkser. I næste uge skal vi i biografen med nogle venner og til et show i Arena Nord. Og så skal vi på arbejde. Det tager 10 minutter at køre derned i bil og et kvarter på cykel. Der er ingen kø.
Det er vores gode liv, og det vil vi ikke kunne få på Østerbro eller i Hasle.

Trafikstøj er for fedt
Der er garanteret mange gode grunde til at bo i en lejlighed i Vanløse. Eller i et parcelhus i Herlev. Jeg håber, at gode mennesker lever et fint liv der, som de er tilfredse med. Men jeg kan ikke forstå, at strømmen går den vej. Hvorfor er det så attraktivt at bo i trafikstøj og så pinligt dumt at bo ude på landet helt oppe i Frederikshavn? Eller helt ovre i Skjern. Eller i noget, der hedder Aabybro. Eller Sønderborg, Varde - ja sågar Næstved, Assens og Jægerspris?

Café latte
Det er min udfordring som kommunikationsfidus at fortælle folk, at vi lever et godt liv, selv om vi ikke kan komme af med 45 kroner for en cafe latte henne om hjørnet. Vi er kulturelle, sunde og sociale. Vi er på Twitter og Instagram, og vi kan også læse Huffington Post herude på Flade Rævdalvej.
Det gjorde jeg lige i går. En af historierne var, at USAs lykkeligste stat er Alaska. En stor videnskabelig undersøgelse har målt på 10 parametre for det gode liv, og som den eneste stat fik Alaska topkarakter på dem alle.
Det er langt ude. På den gode måde.

søndag den 15. februar 2015

Løbetossens enkle opskrift

For to måneder siden var jeg i dyb løbekrise. Min snart mangeårige skade i baglåret var brudt op igen, og jeg havde i længere tid kun løbet korte ture på 5-6 kilometer.
En dygtig fysioterapeut bankede løs på det ømme sted, og jeg fik lov at løbe lidt, mens behandlingen stod på. Omkring juletid indstillede jeg mig på en fremtid, hvor jeg skulle være glad for at løbe ture på højst 10 kilometer.
I dag løb jeg uden problemer 17 kilometer med nogle krasse stigninger undervejs. Så måske er jeg på sporet igen :-)

Åreknuder og tortur
Næste milepæl bliver om tre uger, hvor jeg endelig skal have fjernet mine åreknuder i venstre ben. Mit håb er, at den operation kan stoppe den tilbagevendende krampe i lægmusklen, som jeg første gang oplevede ved Århus City Marathon i 1996 - og som jeg aldrig er blevet kvit.
Selv om jeg ikke løber så langt som tidligere, kalder jeg mig stadig løbetosse. Det er sådan én, der altid har den næste uges løbeture i baghovedet. Det er sådan én, der er virkelig bekymret for en operation for åreknuder, fordi den onde sygeplejerske har sagt, at jeg ikke må løbe i to uger efter indgrebet. TO UGER. Hvad tænker hun på? Det er tortur.
Og derfor er jeg nødt til at træne mig op, så jeg ikke er helt til rotterne, når de mange, mange dage uden løbeture er overstået.

Samme opskrift i 25 år
En løbetosse er også én, der uden problemer kan træne sig i bedre form. Jeg følger den samme opskrift, som har været en del af min hverdag i ca 25 år: Tre ture om ugen, én af dem noget længere end de andre. Og det er hver uge. Hver eneste uge. Også, når det sner eller der er hedebølge. Også, når man har travlt eller er træt. Også, når man holder ferie.
Hvis ikke jeg er skadet, følger jeg mønstret. Det glipper måske 2 uger om året, men så er der mindst to andre uger, hvor jeg får 4 ture.

Længere over tid
Jeg følger ikke noget program. Den lange tur er helst om søndagen. Hvis jeg har været i byen lørdag, bliver turen ikke lang. Hvis jeg er rigtig frisk, bliver den længere. Over tid bliver den lange tur længere og længere, og de korte kan også vokse.
I denne uge har jeg løbet 9, 6 og 17 kilometer. Det er ok, men til sommer er jeg måske på 10, 13 og 22. Eller 8, 11 og 20. Det vil være ganske udmærket.
Men det må ikke gå for stærkt. For så kommer den jägla skade, og så sidder jeg der og har ondt af mig selv.

lørdag den 7. februar 2015

Populister har ret

Normalt giver jeg ikke populister ret. Og jeg har meget lidt respekt for folketingspolitikere, som blander sig i administrative spørgsmål.
Men jeg må melde mig i koret af populister, der forlanger Sundhedsstyrelsens chef fyret i kølvandet på sagen om den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, som DR rullede op i søndags.

Helt hen i skoven
Han kom til skade ved et trafikuheld i 2004 og fungerede i 9 år som privatpraktiserende psykiater med offentlig støtte. Det viste sig at være helt hen i skoven, og der kom talrige indberetninger fra kommuner, patienter, pårørende og organisationer. Men det lykkedes altså at holde den kørende i 9 år, og DR kunne søndag aften dokumentere, at et par af hans patienter døde og at adskillige fik alt for meget medicin. Psykiatere, der har kigget i papirerne, tror ikke deres egne øjne. En patient fik 10-12 gange den dosis, der regnes for maksimal af en særlig medicin.

Nej til aktindsigt
DR ville naturligvis belyse Sundhedsstyrelsens rolle i sagen og søgte aktindsigt. Det nægtede styrelsen. DR gik til ombudsmanden, som vurderede, at Sundhedsstyrelsen helt klart skulle udlevere papirerne. Det rettede styrelsen sig efter.
Søndag nægtede styrelsen at udtale sig, da der var tale om personsager.
Men et par dage efter var styrelsens direktør i studiet. Det blev en tæerkrummende forestilling. Hun mente, at styrelsen havde behandlet sagen korrekt de første fem år. Så havde de ladet nogle papirer ligge lidt for længe, men siden har styrelsen rettet op på nogle arbejdsgange, så det ikke kan ske igen.
Så der var stort set ikke noget problem.

Empati?
Og der var nærmest ingen medfølelse med de mange hundrede patienter og pårørende, som er blevet behandlet af en syg mand, der helt åbenlyst ikke kan magte opgaven. Empati mærkede vi ikke noget til. Direktøren forsvarede sig selv og sin styrelse - ikke patienter og pårørende.
Siden har Dansk Folkeparti og SF krævet direktøren fyret, og jeg er helt enig. Vi kan ikke have en sundhedsstyrelse, som er til for at forsvare sig selv. Direktøren for sådan en styrelse må og skal være optaget af at sikre, at patienter får en god behandling og at pårørende føler sig trygge.

Meget alvorlig sag
Sundhedsstyrelsen skal naturligvis ikke have ansvaret for enhver fejl, enhver læge eller sygeplejerske måtte begå. Men styrelsen skal være reelt optaget af at sikre, at der sker så få fejl som muligt. Og når der sker hundredevis af fejl gennem ni år med én psykiater, er det en meget alvorlig sag for Sundhedsstyrelsen, der er blandt andet er sat i verden for at sikre kvaliteten af behandlingen. Så skal styrelsen aktivt medvirke til at opklare og løse sagen. Og dens direktør skal meget, meget stærkt beklage, at sådan en fejl kunne ske, og hun skal forsikre, at hun og hendes folk vil gøre alt for at undgå gentagelser.

Velkommen til jobzonen
Så direktøren må ud, og det er nok værd at kigge kulturen i Sundhedsstyrelsen efter i sømmene. Direktørens holdning kommer sikkert ikke ud af ingenting. Hun har vel drøftet hele sagen med den øvrige ledelse og med pressechefen, inden hun gik i studiet. Hvis de har været enige, så er der et par profiler mere på jobzonen.dk