2016: Færre skal have ret

Mit nytårsønske er, at 2016 bliver året, hvor færre får ret.
Kampen om at få ret skaber en stor del af Verdens konflikter - både dem i hjemmet, på arbejdet og i hele samfundet.

Se bare på Facebook
Vi må gerne være uenige, og vi må gerne diskutere. Blot målet er at finde en løsning - og ikke bare at få ret. Der bliver brugt alt for meget energi på at få andre ned med nakken og på at overbevise dem om, at de er galt afmarcheret. Det kommer der intet godt ud af.
Se bare på Facebook, hvad folk får ud af at kritisere andre og mistænkeliggøre dem. Se bare på konflikterne rundt omkring på kloden. De fleste handler om nogen, der af religiøse grunde mener at have ret til det ene eller det andet.
Tænk sig, hvis de ville bruge al deres energi på at løse problemer i stedet for at overbevise andre om deres ret.

Dig og mig
De gjorde det nede i Paris i december, hvor det på magisk vis lykkedes at lave en klimaaftale, der var mere ambitiøs, end nogen havde turdet håbe på. Hele konferencen var båret af en stemning om, at det skulle lykkes, og at det var til fælles bedste at bruge mindre olie, kul og gas.
Det er ikke kun diplomater, der skal have mindre ret. Det er også dig og mig. Vi får et nemmere liv og et sjovere arbejde, hvis vi i en række situationer i hverdagen minder os selv om, at vi ikke skal kæmpe for at få ret.

Vores idé er bedre end min
For mig som chef er det lidt af et mantra, at folk ikke skal gøre, som jeg siger - blot fordi det er mig, der har sagt det. Min mening er et input lige som andres, og så diskuterer teamet sig frem til en konklusion. Meget tit ender vi på en løsning, som ikke var min og ikke var en andens - men som opstod i diskussionen og derfor blev en fælles løsning. Den bedste idé er den, vi har fået sammen. Den har også flest ejermænd.
Når jeg forlader et møde, hvor sådan en idé er opstået, er jeg helt høj. Der er en magi i at opleve en god idé komme svævende lige som flaskens ånd. Bagefter er det ikke til at afgøre, hvem der fik idéen. Den var der bare lige pludselig.
Det kunne jeg ønske, at mange ville opleve i 2016.
Har jeg ikke ret?

Mit første år som forældreløs

I dag er det et år siden, min far sov sødt ind, mens vi andre holdt ham i hånden. Dermed har jeg oplevet mit første år som forældreløs.
Det er specielt, og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu.
Far havde kendt mig hele mit liv. Han vidste ikke alt om mig, men det meste. Og vi havde en særlig loyalitet over for hinanden.

Gratis hotel
I de sidste år boede han i en fantastisk lejlighed i Middelfart, og jeg brugte den som gratis hotel, når jeg skulle til møder på Fyn, Sjælland eller Sydjylland. Tit kom jeg efter 21 om aftenen, hvor far var gået i seng, og så kunne jeg finde på at køre klokken 7 næste morgen. Så jeg nåede bare at sige godnat og godmorgen.
Jeg havde lidt dårlig samvittighed, og syntes jeg udnyttede far en lille smule. Jeg kan se nu, at det var det rene sludder. Det var hyggeligt for ham at have mig i huset og være lidt med i mit arbejde. Det var bestemt også hyggeligt for mig, og jeg savner det meget. Hotel og privat overnatning er bare træls i forhold til en hyggelig aften ved Lillebælt sammen med far.

Jeg ringer lige til far
Jeg har løbet rigtig mange aftenture i Middelfart i de senere år. Jeg kan stadig løbe en aftentur, hvis jeg overnatter et sted. Men det er ikke det samme. Det er meget sjovere at komme hjem til én, der spørger interesseret til turen og måske fortæller en lille historie om et af de steder, jeg er løbet forbi. Det savner jeg også.
Men mest af alt savner jeg far at ringe til. Jeg har grebet mig selv i det snesevis af gange. Når der er sket noget, som jeg ved far gerne ville vide, er det mærkeligt, at man ikke kan ringe og fortælle ham det.
Det kan være en lille historie fra Frederikshavn eller Holstebro. Det kan være spændende person, jeg har mødt eller et godt dødsfald, som fars moster Yrsa kaldte det.

Tankegangs ven
Det kan også være nyt fra Tankegang, som far altid var interesseret modtager af. 2015 bliver et kanonår for firmaet, og det ville far blive så lykkelig for at få at vide. Og jeg ville være rigtig stolt af at overbringe nyheden. Faktisk var det sidste, jeg nåede at fortælle ham for 1 år siden, at vi havde vi havde fået to kæmpe ordrer, og det blev han meget glad for at høre.
Da vi ryddede op i lejligheden fandt vi minsandten alle Tankegangs profilbrochurer fra den tid, jeg har været i firmaet, samt hver eneste folder, jeg har givet ham.

Indkøb for fars penge
På 1-års dagen har Lærke, Solle og jeg været i et outlet. På vejen derhen erklærede jeg højtideligt, at far i dagens anledning betalte alle indkøb. Vi ved alle, at han var en gavmild mand, og nu når vi har tømt alle poserne, kan jeg med stolthed erklære, at vi har opført os helt i fars ånd.
Det gad jeg godt lige ringe og fortælle ham...

Før vi kendte ordet integration

I går fik jeg en fantastisk historie.
Den handler om Nam, der i dag arbejder med it i en stor virksomhed i Odense. Jeg havde ham med som passager fra Odense til Aalborg med delekøre-servicen GoMore.
Vi faldt hurtigt i snak om alt muligt. Nam fortalte, at han var bådflygtning. Det har vist været en meget dramatisk tur, som har sat sig spor for livet. Men det sprang vi let hen over.
Til gengæld var jeg ved at tabe kæben, da min rare passager fortalte, hvordan han lærte dansk.

Fremtid til sønnen
Han var 17 år og kom alene til Danmark. Menneskesmuglerne skulle have en formue for at sende folk ude på havene i de gamle både. Så Nams forældre brugte alle pengene på at sikre deres søn en god fremtid.
Nam kom til Aalborg i slutningen af 80erne. FIk en lille lejlighed og lidt penge, og kom til at gå i en dansk folkeskole. I 3. klasse.
Det må væres spøjst at forestille sig en 17-årig gå sammen med små børn på 9-10 år. I starten var det helt håbløst i dansktimerne, men når der kom matematik på tavlen var den unge mand fra Vietnam naturligvis klassens stjerne.

Ingen sprogskole
Et par år efter gik Nam i 7. klasse, så i 9. og så videre til gymnasiet og Aalborg Universitet. Dansk? Det lærte han på få måneder i 3. klasse. Sprogskole? Nej, det eksisterede ikke. Integration? Nej, det var heller ikke på dagsordenen. Men alle var flinke og meget, meget hjælpsomme. Så der var ikke brug for et stort system, der hjalp landets nye indbyggere på plads i de kolde omgivelser.
Jeg krydsforhørte ikke den gode mand, men af beretningen fremgik det, at han havde haft en god tid, som ung i skolen. Mange andre unge mænd har været igennem lignende forløb, og langt de fleste har klaret sig godt.
Det er tankevækkende.

Bedre dansk
Selvfølgelig kan modellen ikke overføres til nutiden, hvor der kommer mange flere flygtninge og en del af dem har psykiske problemer med i bagagen.
Men den helt centrale del med at lære dansk, kan helt sikkert forbedres. I dag går alle, der får asyl, på sprogskole. Sammen med andre, der heller ikke kan dansk. Og det er deres vigtigste aktivitet. Det er en meget dårlig måde at lære et sprog på.
Det bedste er at komme ud blandt danskere. På en arbejdsplads, i en forening, i en skole eller et fjerde sted. I den første tid forstår man ikke et suk, men man lærer hurtigt de ord og vendinger, der er nødvendige for at klare sig på det pågældende sted. Og lige pludselig har man knækket koden.

Sproget er nøglen
Sproget er nøglen til integration. Man kan ikke tilpasse sig vores kultur eller blive en del af den, når man ikke forstår den. Det er simpelthen umuligt.
Sproget er en større forhindring end religion. Derfor er det værd at afprøve nye metoder for at lære flygtningene dansk. De skal ud blandt os andre. Det må vi tåle. Vi risikerer selvfølgelig at lære nogle spændende mennesker at kende. Det kan endda vise sig, at de hverken er islamister eller terrorister.

Miraklet i Midtpunkt

Breaking news fra Tankegang: Det er lykkedes os at få annulleret en parkeringsbøde.
Det, som ingen troede muligt, er realiseret takket være en tålmodig og kløgtig indsats fra vores bogholder Birgit Korsgaard.

Vi starter med en rykker
Her er hele den sensationelle historie.
For et par uger siden modtog vi en rykker fra Euro-Park. Den lød på 1200 kr., og ifølge rykkeren havde vi tidligere modtaget en såkaldt kontrolafgift på 650 kr. Det er det, vi andre kalder for en parkeringsbøde. Årsagen var, at p-skiven ikke var indstillet korrekt.

Afgiften gjaldt den bil, jeg normalt kører i. Og forseelsen var begået den første dag, vi havde bilen. Det havde fundet sted i gården i Midtpunkt, hvor Tankegang holder til.

Jeg blev hamrende irriteret. For jeg vidste, at jeg havde sat parkeringskortet over i den nye bil. Det sidder i en lomme i forruden, og så må man holde der døgnet rundt uden at stille på p-skiven.

Hverken Birgit eller jeg havde modtaget selve bøden. Vi hørte ikke fra dem, før der kom en rykker. Vel at mærke med truende formuleringer om at betale beløbet inden en nær dato for at undgå at blive sendt til inkasso.

Betal og klag
Birgit har prøvet det før, og hun vidste af erfaring, at man ikke sådan slipper fri af Euro-Parks kløer. Det er ikke nok at have ret. Og rimelighed tæller slet ikke i den verden.

Så hun foreslog at betale rykkeren - og at henvende sig til Euro-Park for at gøre opmærksom på, at der sad et gyldigt kort i forruden samt at vi ikke havde modtaget den oprindelige afgift.

Det sidste skete via en formular på firmaets hjemmeside. Birgit scannede et billede af bilens forrude ind, hvor man tydeligt kan se det lille kort, der sidder lige ved siden af p-skiven. Her i ugen kom der svar. Euro-Park havde besluttet at frafalde kravet, og her kommer den fantastiske formulering: "pr kulance og som et enkeltstående særtilfælde".

Brev fra et menneske
Ingen indrømmelser her. Ingen fejl fra Euro-Parks side. Ingen beklagelser.
Brevet må være skrevet af et menneske. Hvordan får man folk til at skrive sådan? Der er garanteret tale om en rar person, der her søndag eftermiddag sidder og spiser æbleskiver med sine børn og klapper en kælen kat i sofaen. Men når han eller hun er på arbejde i Euro-Park går tiden med at skrive følelseskolde breve, som gør modtageren i dårligt humør.

Jeg kender modargumentet. Tingene skal kunne holde i retten, og når man skal være helt præcis i sin sprogbrug, kan det godt blive lidt kedeligt og meget svært at forstå. Den holder ikke. Man kan godt skrive venligt, korrekt og letforståeligt på én gang.

Men dem om det. Jeg er sådan set ligeglad med, om det er pr. ambulance eller poste restante. Bare vi får vores penge igen.

Live om stormen direkte fra roklubben

Produktudvikling af min blog. Jeg er gået på video

http://www.youtube.com/watch?v=A22iZyCDzII

Fra miljøflip til mainstream

Se, hvad jeg fandt i Brugsen i Gærum i dag.

For et lille år siden ringede nogle af vores venner med et varmt tip: De havde fundet en butik, hvor vi kunne købe økologiske appelsiner.
I dag har alle vores lokale supermarkeder den skønne orange frugt i usprøjtet form. Og hundredevis af andre økologiske varer. Det er gået rigtigt stærkt her i 2015. Økologien har simpelthen forandret sig fra miljøflip til mainstream.

Hvorfor ikke?
En stor del af middelklassen køber økologiske varer - ikke alt, men mere og mere. Forklaringen er enkel: Hvorfor købe noget med gift i, når vi har råd til at købe det uden?
Hvorfor købe fødevarer, hvor vi ved, dyrene har haft det elendigt, når vi har råd til at købe kød fra dyr, der har haft nogenlunde rimelige forhold?
Succesen bider sig selv i halen. Jo flere forbrugere, der går efter økologi, jo større bliver udbuddet. Og så er der en automatisk mekanisme med, at priserne falder. Så får flere råd til økologi, og så fortsætter den gode spiral.

Udbud og efterspørgsel
Coop gik for et år siden i front og satte priserne på en række økologiske varer 25 pct. ned. Det havde omgående virkning på efterspørgslen - og desværre også en negativ sideeffekt. De økologiske æbler blev revet væk, og det var ikke muligt at forhøje produktionen i februar, så supermarkederne måtte længere og længere væk for at finde øko-æbler med det resultat, at priserne steg.
Økologi og dyrevelfærd er et marked. Det er drevet af udbud og efterspørgsel, og som det går for tiden, driver markedet de grønne løsninger frem.

0 buræg i LIDL
I dag meddelte discountkæden LIDL, at den stopper for salg af buræg i danske butikke og  holder op med at bruge buræg som ingrediens i fødevarer, man kan købe i LIDL. Jeg hørte direktøren, og han var en ærlig mand. I stedet for at rode sig ud i noget HR-sludder om miljø og dyrevelfærd, forklarede han, at forbrugerne efterspørger varer uden buræg. Det er ren business for LIDL, og sådan skal det også være.

Business for landbruget
Et grønt landbrug kan også blive god business for Danmark. Vi forbrugere er med. Vi vil gerne have flere danske økologiske varer. Tyskerne, hollænderne, belgierne, franskmændene, amerikanerne, australierne og mange andre er også med. Listen bliver længere og længere år for år. Markedet for økologi og dyrevelfærd vokser og vokser. Det er en enestående chance, som jeg håber, de danske bønder vil gribe.

Til gavn for vores fælles økonomi.
Og for miljøet, det billige skidt.

Skandaløst skamridt af Carl Holst

Den tredje skandale om Carl Holst oprulles i denne tid. Det er mediernes skandaløse skamridt af sagen, som læsere, lyttere, seere og klikkere for længst er stået af.

Vi gider ikke føljetoner
Mediebrugere gider ikke føljetoner, der kører i samme skure. Vi gider ikke blive ved med at svælge i gamle bilag og såkaldte afsløringer af, at en medarbejder i Region Sydjylland har skrevet en politisk tale til Carl Holst.
Det tilfører intet nyt, og det er ligegyldigt. Carl Holst er blevet pillet ned og ydmyget og sidder på bageste række i Folketinget som kirkeordfører.
Medieskandalen bidrager kun til én ting: Journalistleden.
Der er tusindvis af professionelle mediebrugere i Danmark, og vi undrer os over, at lemminger inde på Christiansborg fortsat kan få julelys i øjnene over den mindste lille prut, Carl Holst måtte have slået. Det minder om ren personforfølgelse og intet andet. Og det bekræfter desværre folks værste fordomme om journalister og nyhedsmedier.

Offentlighedens interesse
Der er klart, at Carl Holst som forvalter af offentlige midler skal kunne tåle kritik og må finde sig i at blive kigget efter i sømmene. Det ligger i hele vores demokrati.
Men det skal være i den såkaldte offentligheds interesse, og den er for længst blevet varetaget. Nu er det kun journalisternes personlige interesse i at bringe snask frem, der bliver tilgodeset.

Den lykkelige bogsparers dilemma

Jeg er blevet medlem af en vanvittigt billig bogklub.
For 39 kr. pr. måned får jeg hver måned 8 gode bøger til mit e-bibliotek. De fleste er udenlandske, en del er krimier, men så vidt jeg kan bedømme, er alle bøgerne rigtig gode.
Der er sådan set kun ét problem: Jeg får dem ikke læst :-)

Over min ration
8 bøger om måneden er langt over min ration. Det er kun i juli, jeg kan komme op i de højder. Solle læser langt mere, og hun har også adgang til mine billige bøger, men heller ikke hun har benyttet sig af herlighederne. Hun låner på biblioteket og mangler sjældent noget at læse i.
Så der er nok ikke andet at gøre end at sige abonnementet op. Når jeg engang har fået tygget mig igennem de 16 bøger, jeg indtil videre har slæbt sammen, kan jeg genoptage medlemskabet i en måned eller to.

Hvad mon jeg sparer?
Det nager mig lidt, for det er godt nok billigt. Lige under 5 kr. for en spritny bog, jeg kan beholde resten af mine dage.
Gad vide, hvor meget jeg i grunden sparer ved at købe alle disse billige bøger? Normalprisen er mindst 79 kr. pr. e-bog, så det bliver til nogle hundrede kroners besparelse hver måned. Skattefrit. Lige ned i foret.
Jeg tror søreme, jeg napper en måned mere i Riidrs bogklub.

Propfyldt i Maskinhallen

Jeg har haft en lillefinger med i spillet ved et arrangement i Maskinhallen i Frederikshavn i dag: En kulturdag, hvor mennesker fra hele Verden viste deres egen kultur frem. Der var linet op med mad fra hele Verden, dans, musik, hårkunst, spejderliv, fodbold og teater.
Initiativet kom fra Azam Stavad og Melissa Pedersen, der begge er aktive i Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune. Integrationsafdelingen har hjulpet rigtig godt til, og jeg har været ordstyrer til en idéaften og hjulpet med markedsføringen.

Fadene var ribbet
Vi var spændte på, om vi kunne samle interesse for arrangementet. Det behøvede vi på ingen måde at være bekymrede for. Det væltede ind med folk, og der var fuld knald på i de første 4-5 timer. Da jeg kom over middag, var det for længst for sent at få smagsprøver fra hele Verden. Fadene var ribbet.
Til gengæld kogte selve Maskinhallen. En sydamerikansk dansegruppe gav den gas på scenen, og inviterede flere og flere med op til at være med. Nede i salen dansede, klappede og hujede folk med. Der var mennesker i alle hudfarver, færrest hvide. Og alle så ud til at hygge sig og leve med i festlighederne. Alle børn var malet i ansigtet, de fleste med flag fra deres forældres fædreland.

Danseglade syriske mænd
Et særligt indslag var en gruppe syriske mænd, som dansede sammen i en stor gruppe. Et par unge mænd i jakkesæt, nogle midaldrende folk i sweatshirts, andre i læderjakker og et par stykker i skjorteærmer. De dansede i en cirkel med hinanden i hænderne og skiftedes til at træde ind i midten af cirklen og lede dansen. De kunne blive ved og ved, og det var fantastisk at se glæden i deres ansigter.
Jeg stod og snakkede med den rare Henrik Carlsen fra Strandby, og vi blev enige om, at det nok ville være vanskeligt at finde 8 danske mænd, der ville stille op til den slags.

En skøn dag for integrationen
Jeg skal ikke komme med vidtløftige konklusioner efter arrangementet. Jeg glæder mig bare over, at flere hundrede flygtninge og indvandrere har haft en skøn dag sammen med nysgerrige frederikshavnere. Det må være godt for den svære integration, vi hører så meget om.

Pyt med regeringen

Grøn energi er en god historie for Frederikshavn og for Danmark

I næste uge sender Energibyen og Tankegang et 24 siders magasin ud i postkasserne i Frederikshavn Kommune. Det hedder Tjek & Tjen og handler om energirenovering af boliger.

En kæmpe fornøjelse
Det består mest af historier om husejere, der fortæller om deres store og små projekter. Dem har jeg lavet, og det har været en kæmpe fornøjelse.
Først og fremmest, fordi dem jeg har talt med, betragter det som en selvfølge, at vi alle sammen skal spare på energien og udnytte vind og sol mest muligt. Husejeren, der havde fået LED-lys, havde tidligere isoleret og installeret solceller. Og den gode mand i Elling, der havde isoleret loft og vægge, var også i gang med at skifte over til LED-lys.

Tre grønne grunde
Næsten alle har tre ligestillede argumenter:
1. Vi sparer penge
2. Det er nødvendigt for miljøet
3. Det er med til at skabe gode arbejdspladser

Tre gode argumenter for en grøn omstilling, som de fleste danskere er enige i. Er jeg temmelig sikker på.
Den regering, vi har for tiden, er helt ude af sync med befolkningen på det område. Det er ærgerligt, men pyt med det. Det er jo bare en regering.

Vi ændrer samfundet imens
Den kan sidde derude på sit sidespor og se på, at vi andre ændrer det danske samfund, så der ikke længere er brug for kul, olie og gas. Den udvikling buldrer derudaf, med eller uden en tilfældig regerings deltagelse.

Energiselskaber fører an
Den vigtigste medspiller er de danske energiselskaber. Over alt i landet er de i gang med ambitiøse projekter med solvarme, solceller, vindmøller, termisk varme, jordvarme, overskudsvarme fra virksomheder og andet smart. De er drevet af ansvarlige folk, som vil tilbyde forbrugerne holdbare og varige løsninger, og det er ikke de gammeldags forurenende kedler.

Kommunerne rykker
Så er der kommunerne, som næsten alle har målsætninger om at reducere udslip af CO2 eller at producere egen energi. To af dem, der er længst fremme, er Lemvig og Ringkøbing-Skjern, som formentlig når 100 % vedvarende energi om 5-7 år. Gode, fornuftige Venstre-kommuner.
Og der er virksomhederne, som for længst har opfattet, at miljørigtig adfærd er et salgsparameter. Og som i øvrigt oplever et pres fra medarbejderne.

Vi klarer den
Endelig er der alle os forbrugere, mennesker, borgere, boligejere, lejere, ansatte, eller hvad vores rolle nu er. Vi er også med til at rykke i den grønne retning.
Alle de kræfter er meget, meget stærkere end en svag og bagudstræbende regering.
Vi skal nok få trukket Danmark i den retning, som er bedst for miljøet, for mennesker i Danmark og for økonomien.

Familiespil på rådhuset

Kunsten i baggrunden er af Paul M. Cederdorff

En skæg dame.

Da jeg forleden kom til Ringkøbing Rådhus hang der en plakat for min formningslærer fra gymnasiet, Paul Cederdorff. Han udstillede malerier og skulpturer i foyeren.
Jeg var i god tid, så jeg ville lige gå en runde og se på den gode mands værker. Det blev imidlertid slet ikke til noget.

Familie har udviklet spillet
For inde i den flotte foyer blev jeg på det sødeste antastet af tre glade mennesker.
- Vil du være med til Verdens Sjoveste Spil? spurgte de.
Det ville jeg naturligvis gerne. Det viste sig at være familien Lindemann fra Balling ved Skive, mor og to børn. De har gennem fire år udviklet spillet, som hedder Skæg og Skøre Briller.
Det er et brætspil, som man køber i en traditionel spilæske. Men for demonstrationens skyld havde de en kæmpeudgave med, som var rullet ud på gulvet i Ringkøbing.
Vi havde det sjovt i de 5-10 minutter, jeg kunne afse inden det vigtige møde. Spillet er en kombination af kendte elementer fra brætspil: Et lykkehjul, en kasse med opgaveark, en terning og et bræt. Man skal udfordre hinanden og kan blive slået hjem. Man skal lave skøre øvelser og gøre sjove ting sammen.
Rammer man et særigt felt, skal man tage Skæg og Skøre Briller på indtil én af de andre spillere rammer feltet.

Happenning og Facebook
Et herligt spil, som jeg ønsker mig til jul.
Og en herlig oplevelse. Det var en rigtig fin idé at lave en lille happenning i foyeren ved et rådhus. Det er dyrt at markedsføre et spil, så den opfindsomme familie er aktiv på Facebook og rykker ud og udfordrer folk til at spille.
Dagen efter var de i Hvide Sande, hvor en del børn og voksne kom forbi til skæg og skør leg. Det kom også på Facebook, hvor der med jævne mellemrum er konkurrencer.
Nu får de lidt omtale på min blog. Det får næppe salgstallene til at eksplodere, men mon ikke også der falder lidt rigtig medieomtale af, når den glade familien Lindemann er på spilletur?
Det håber jeg for dem og ønsker hele og lykke med spillet.
Og så kunne det være dejligt, hvis Pauls kunst stadig er i lokalet næste gang, jeg kommer forbi.

Det grønne Danmarks dilemma

Gratis grøn oplevelse, som selv den mest ligegyldige minister ikke kan tage fra mig.

Lige som i 2001 er den borgerlige regering godt i gang med at bremse miljøindsatsen i Danmark. Randzoner skal væk, der skal sprøjtes på hedearealer, landmænd må udlede mere ammoniak, elbiler skal betale afgift, letbanen i Aalborg får ingen penge, færre penge til forskning i grøn energi, og fremme af økologisk landbrug skal ned i fart. Næsten hver dag er der et lille initiativ væk fra det grønne fra den politiske chef for det, der tidligere hed Miljøministeriet.

Det tavse flertal
Det er fuldt lovligt, og regeringen har flertal for sine sorte initiativer. De konservative har pippet lidt om elbilerne, men ellers bliver alt mødt med tavshed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ser ikke ud til at mene noget om miljø.
Over for det står det grønne Danmark i et kæmpe dilemma.
Den klassiske reaktion er at protestere vildt og voldsomt imod enhver nedskæring. Det nytter ikke noget. Tværtimod gør det ondt værre, for det bekræfter et billede af, at der er sådan en selvgod grøn elite i Danmark, som vil være ååh så økologisk og som vogter over enhver lille bille i den danske natur.

Store koncerner med i klynkekoret
Med til denne grønne klike hører førende danske virksomheder som Novozymes, Grundfos, Danfoss og Vestas, som alle har nydt godt af den danske miljøindsats. Og som har været med til at skabe mange tusinde arbejdspladser på et område, der vil være i vækst mange år fremover.
Jo mere, de grønne pipper, jo mere bekræfter de billedet af et klynkekor, som spiller fornærmet hver gang, der sker den mindste forandring.
Herregud, Danmark behøver ikke være i front på miljøområdet. Det er nok at være iblandt de bedste, lyder det med et skuldetræk fra regeringsfløjen.

Dunk ikke - fortæl
Miljø er ikke et nær så godt emne i den politiske debat som flygtninge. Det kan vi ikke lave om på. Så den eneste vej væk fra det sorte sidespor, Danmark igen er på vej ud af - er oplysning.
Vi, der går ind for den grønne dagsorden, skal ikke dunke regeringen oven i skallen med dommedagsprofetier.
Vi skal i stedet fortælle om alle fordelene ved at bruge ren energi, ved at dyrke og spise økologiske varer, ved at beskytte naturen og ved at udvikle ny teknologi, som trækker langt mindre på Jordens knappe ressourcer.
Det kan påvirke mennesker til at gøre noget andet end i dag. Til at bruge mindre vand, el og energi. Til at sortere affaldet. Til at købe færre overflødige varer. Til at købe mere økologisk og smide mindre mad ud. Til at gå en tur i skoven eller ved stranden.

Vi har magten
Vi kan gøre en forskel privat, på arbejde og i de foreninger, vi er aktive i. Vi borgere har større magt over miljøet end en uengageret miljø- og fødevareminister.
Og så er det sjovt. Og sundt.

Muhammedkrisen - hverken sort eller hvid

Selv zebraerne er ikke bare sorte og hvide, når du går tæt på.

Forleden var det 10 år siden, Jyllands-Posten første gang trykte Muhammed-tegningerne. I alle årene har de fyret op under debatter overalt i medierne. Om ytringsfrihed, Islam og stort set hvad som helst.
Da det gik allerhedest for sig, var debatten giftig. Og der var masser af folk med skråsikre meninger.
På den ene side stod ytringsfriheds-fundamentalister som mente, at man ikke kunne være delvist gravid. Enten er der ytringsfrihed eller også er der ikke.
På den anden side hørte vi fra folk, som mente, at tegningerne var en ren provokation fra Jyllands-Postens side. Flemming Rose & co ville bare håne, spotte og latterliggøre muslimer og Islam. De ville bevidst såre troende menneskers følelser og brugte ytringsfriheden som undskyldning.

Redigering og selvcensur
I dag ved vi, at virkeligheden hverken er sort eller hvid. Jyllands-Postens nuværende chefredaktør Jørn Mikkelsen har erkendt, at der altid vil være en eller anden form for selvcensur. Det er en del af enhver redigering på en avis. Man vælger noget til og noget fra, og et af kriterierne kan være at tage hensyn til folk.
Jeg har selv været meget skeptisk over for Jyllands-Posten, så jeg vil gerne nuancere min holdning. Selve projektet med tegningerne var efter min mening helt i orden. Det havde været en debat om selvcensur blandt danske kunstnere, og Jyllands-Posten satte sig for at undersøge det i praksis. De inviterede over 50 danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Ikke til at gøre grin med Muhammed eller Islam. Vinklen måtte de helt selv bestemme. 12 tog imod udfordringen, og alle tegninger blev trykt i avisen. Et par stykker af dem var kritiske over for Jyllands-Posten, men de er ikke blevet berømte. Det er alene Kurt Westergaards glimrende motiv med Muhammed med en granat i turbanen.

Sagen eksploderede
Initiativet gav lidt debat i dagene efter offentliggørelsen. Og så gik der 3-4 måneder, før sagen eksploderede. Muslimer i Indien, Mellemøsten og snart resten af Verden begyndte at protestere. Det var ikke blot tegningen. De fandt på alverdens uhyrligheder om Danmark. Det kunne Jyllands-Posten selvfølgelig ikke gøre for.

Fogh havde altid ret
Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne, for at puste konflikten op. Han var fra starten 100 % urokkelig. Der er ytringsfrihed i Danmark, og det står ikke til diskussion. Slut.
Ikke noget med at lytte. Ikke noget med at anerkende en vrede og en bekymring. Foghs verden var sort og hvid. Fogh havde altid ret. I hele sin regeringstid indrømmede han kun én fejl.
Da 13 ambassadører fra lande i Mellemøsten bad om et møde med statsministeren for at få ham til at banke Jyllands-Posten på plads, sagde han NEJ!
Fogh havde selvfølgelig ret i, at en statsminister i Danmark ikke kan pålægge en avis noget som helst. Men han kunne da godt mødes med dem, lytte til deres argumenter og stille og roligt forklare det danske synspunkt. Det er almindelig høflighed. Det gør man, når der er kurrer på tråden.

To linjer i den samme regering
Den stejle statsminister var i den grad med til at optrappe konflikten. Og det betød et kæmpe arbejde for Per Stig Møller, der var udenrigsminister i den samme regering, men som Anders Fogh overhovedet ikke respekterede. Da de danske varer blev flået ned fra hylderne i supermarkederne i Mellemøsten, satte Udenrigsministeriet store kampagner og informationsindsatser i værk for at vise det rette billede af Danmark.

Ro - men ikke på JP
Nu er gemytterne faldet til ro - blot ikke på Jyllands-Posten, hvor det hele startede. Avisen har modtaget adskillige dødstrusler og har været udsat for attentatforsøg. Det er så udansk, som noget kan være, og det var overhovedet ikke til at forudse, da de 12 tegninger for første gang mødte en rotationspresse.

Liderligheden er løs

I foråret er alt idyl i krondyrflokken.

Liderligheden er løs her på egnen. En stor fyr gør klar til et sandt sexorgie. Hver aften står han og fører sig frem over for pigerne. Og så lige her hos os.
Det foregår i fuld offentlighed - ja vi kan ikke undgå at lægge mærke til det. For den sexglade herre brøler simpelthen så højt, at alle her på vejen kan høre ham.

Størst og stærkest
Kønt lyder det ikke, men det er temmelig specielt og meget fascinerende. Den brunstige skabning er en kronhjort, og ham der brøler, er den største og stærkeste han. Som leder af flokken har han ret til at bedække alle hunnerne. De er hver især kun i brunst i 1 døgn, og når det sker, hopper hannen på dem adskillige gange for at være helt sikker på at få udbytte af anstrengelserne. Så med en 10-12 hunner i flokken kan det være hårdt, sjovt arbejde at være en brølende hjort.

Mudder og tis
Den sexgale hjort er i konstant bevægelse i disse dage, og det er ikke usædvanligt, at sådan en fyr taber sig over 30 kilo, mens fornøjelserne med damerne står på.
Han brøler for at vise sin magt over for de andre hanner. Og han gør sig lækker ved at bade i en blanding af mudder og tis, så han dufter af moskus og er uimodståelig for sine piger.
De andre hanner ser misundeligt til, og hvis lejligheden byder sig, hopper de meget gerne ind og bedækker en brunstig hun. Men som regel jager føreren dem væk. Er de to hanner nogenlunde lige store kan der opstå slagsmål, så gevirerne klikker mod hinanden.

Idyllisk til foråret
Om nogle uger er det hele overstået. Så går der 8 måneder, før de nye kalve bliver født. Og så står flokken gerne her på marken og gufler løs. Det ser så smukt og idyllisk ud, og det er svært at forestille sig, at ét af de rolige dyr få måneder senere stiller sig an og brøler med en styrke, så Arbejdstilsynet burde gribe ind.

Når direktørkæden hopper af

Odense Kommune skal spare 10 mio. kr. på anbringelse af børn. En eller flere finder på at gøre det ved ulovligt at lukke en række sager. Det bliver opdaget, og kommunen bliver hængt ud i medierne. Kommunen bestiller en rapport til 500.000 kr. og ender med at fyre en direktør, der skal have 4,5 mio. kr. i løn og fratrædelsesgodtgørelse.
Så mangler de ikke 10 men 15 mio. kr.
Det er da dagens dumhed. En rigtig møgsag. Det skulle de ikke have gjort i Odense, og det har de også fortrudt.
Der sker fejl i alle virksomheder, og i en stor virksomhed som Odense Kommune kan fejl hurtigt blive store. Sådan er det bare.

Amoralsk gyldent håndtryk
Men det svære ved sagen er de mange penge til direktøren. Det har vi også set i private virksomheder, og det er helt galt begge steder. Det er ubegribeligt, at folk der har det ledelsesmæssige eller direkte ansvar for en skandale skal have et gyldent håndtryk. Det er amoralsk.
DJØF vil sikkert argumentere med, at det er en del af direktørernes ansættelse. Det fremgår af deres kontrakt.
Jamen, så må man lade være med at lave sådan nogle kontrakter. Jurister kan uden tvivl formulere det sådan, at man ikke automatisk får en kæmpe fratrædelsessum, hvis man har jokket alvorligt i spinaten. Måske vil en jurist bruge finere ord :-)

Belønning for at stoppe
Husk på, vi taler om folk, der i forvejen får en meget høj løn. De har et stort ansvar og arbejder meget. Langt de fleste er dygtige og er garanteret deres løn værd, og så er det fint. Der åbenbart en tradition blandt højtlønnede direktører for, at man opsparer fratrædelsesgodtgørelse måned for måned. Det har jeg svært ved at forstå logikken i. Hvorfor skal man belønnes for at stoppe? Hvis man får et andet vellønnet job, er det helt unødvendigt. Hvis man har været en dårlig direktør, er det vel rigeligt, at man har fået for høj en løn gennem mange måneder. Og hvis man går på pension, er jeg helt sikker på, at der også er en lukrativ pensionsopsparing.
Hvis man bliver fyret på grund af samarbejdsproblemer eller af mere eller mindre usaglige grunde, er det selvfølgelig rimeligt, at man kan forhandle sig til et plaster på såret. At arbejdsgiveren må betale nogle måneders løn for at slippe af med en chef, som ikke har gjort noget direkte galt, men som af en eller anden grund er faldet i unåde.

En kasse guld ved udgangen
Men min kæde hopper af, når folk automatisk får millioner ind på kontoen, når de forlader deres arbejdsplads. Hvad får virksomheden for de penge? Er direktøren mere motiveret eller mere engageret, fordi han ved, at der står en kasse guld ved udgangen? Den står der jo, uanset om han gør det godt eller skidt.
Den slags får vi aldrig råd til i Tankegang.

Kig forbi i dit demokrati

Frederikshavn Byråd i arbejdstøjet.

Hvis du er ramt af politikerlede, er her en nem og lærerig kur: Tag til byrådsmøde.
Så vil du næsten med garanti opleve seriøst arbejdende folk, der taler pænt til hinanden og tager deres ansvar for lokalsamfundets største virksomhed - kommunen - meget alvorligt.

Enorme beløb svirrede i luften
I forrige uge var jeg til byrådsmøde i Frederikshavn. Et kort et af slagsen, der var overstået på 39 minutter. Det var en fin oplevelse.
Der var 12 sager på den åbne dagsorden og alle blev enstemmigt godkendt eller vedtaget uden afstemning. Det lyder lidt kedeligt, men sådan er det tit i kommunalbestyrelserne. Her gælder det om at finde fælles løsninger - ikke om at markere sig på uenighed og lede efter modstandernes svagheder.
Der var således intet drama, men der svirrede enorme beløb i luften.
Byrådet godkendte et anlægsregnskab for Frederikshavns nye skole, Nordstjerneskolen. Budgettet lød på 200 mio. kr., og det holdt. Der var et mindreforbrug på 13.000 kr. Samme dag havde borgmesteren været til underskrivelse af en kontrakt på 600 mio. kr. til udvidelse af Frederikshavn Havn.
Byrådet godkendte også et byggeregnskab fra Boligeforeningen Vesterport, der har opført 84 nye boliger til en samlet pris på 143 mio. kr.

Garanti til Forsyningen
Og så var der en garanti til Frederikshavn Forsyning. Selskabet må låne op til 252 mio. kr., men skal dog kun hente ca 70 mio. kr. Kommunens garanti betyder lavere renter, og det giver også en indtægt til kommunekassen. Forsyningen skal betale kommunen 0,75 % om året af det beløb den låner inden for garantien.
Senere fulgte godkendelse af en revisionsrapport for kommunens årsregnskab for 2014. Gab! Og dog.
I starten af 2014 kom det nemlig frem, at kommunens økonomi var helt til rotterne, og Indenrigsministeriet var ved at overtage styringen. Oven i kom en meget alvorlig sag om brug af penge fra en byggekredit til at dække kommunens løbende drift. Frederikshavn Kommune var i alle landets medier og måtte sætte en meget skrap spareplan i værk.
Derfor var det skønt for byrådet at læse, at der nu er styr på økonomien, og at revisionen ikke har nogen kritiske bemærkninger. Flot arbejde af Frederikshavn Byråd, som også benyttede anledningen til at rose sig selv på forskellig måde.

Der er plads til flere
Til slut var der en fin lille debat om kommunens byggesagsbehandling. Den blev rejst af et byrådsmedlem fra Venstre, som fik et meget grundigt og imødekommende svar fra borgmester Birgit Hansen (S).
Jeg var 1 af 2 civile tilhørere, så der er plads til andre. Også i din kommune. Benyt anledningen til at få en lille sludder med nogle af politikerne. Det er flinke folk, og de bliver så glade, når borgerne interesserer sig for deres arbejde.

Hov, hvor kom det lige fra?

Hov, hvor kom det lige fra, at uddannelsesinstitutionerne skal spare milliarder af kroner i en tid, hvor alle er enige om, at uddannelse er helt centralt for Danmark?
I de seneste år har de højere læreanstalter sparet 2 pct på deres budgetter - og har i princippet fået pengene igen til at oprette nye studiepladser. Nu bliver de mødt af rene sparekrav med en hilsen fra ministeren om, at de er kornfede.
Hov, hvor kom det lige fra, at der skal spares på miljøet, at Danmarks klima-ambitioner skal sænkes, og at vi skal fyre kul af i flere år end hidtil planlagt?
Hov, hvor kom det lige fra, at folk, der har fået besked om, at de er blevet danske statsborgere nu skal have deres sag behandlet på ny?
Hov, hvor kom det lige fra, at kommunerne skal igennem nye sparerunder og aflevere en del af pengene til staten?
Det havde vi altsammen ikke hørt noget om i valgkampen.
Der havde vi kun hørt, at vi skal have så få flygtninge som muligt, og at håndværkerfradraget skal genindføres.

Hvor peger fingeren hen?
Hvor kommer det så fra?
Det kommer fra vælgerne. Et flertal af dem stemte på de partier, der vil have Venstre til at lede landet. Det har de nu fået, og så forsøger Venstre at gennemføre sin politik. Det hedder demokrati.
Du er ikke blevet snydt. Du har fået det, du har stemt for. Vil du have noget andet, må du stemme på nogle andre.
Husk det, når du ved næste valgkamp hører en politisk banalytiker fortælle dig, at det hele handler om partiledernes troværdighed og personlige gennemslagskraft. Det passer ikke. Du stemmer på en politisk linje. Og din afgørelse har konsekvenser op til fire år frem i tiden.

Små sensationer

Dadaaa!

Vi har haft en elendig rosæson med kun tre ture indtil videre.
Vejret kan passende få en del af skylden. Når vi har kunnet ro, har det enten være blæse- eller regnvejr. Når der så endelig har været magsvejr, har vi skullet noget andet.
En periode gik der også lidt dovenskab i den. Vi kunne godt have nået det. Det blæste noget, men man kunne godt ro. Så blev vi hjemme.

Tak til Kirsten A.
Men i dag kom vi afsted, takket være Kirsten A., der lagde en invitation ud på roklubbens Facebookside. Der var ingen undskyldning, og vi havde en perfekt tur.
Den hører under kategorien Små Sensationer, som Poul Krebs opfandt for 20 år siden. Der er ikke noget at skrive om, og det gør jeg så.
Vi sad bare der tre personer i Rødspætten. På det blå Kattegat, som for det meste lå badet i solen. Fra starten var der bittesmå bølger, og da vi nærmede os vendepunktet ved øen Deget blev vandet lidt uroligt. Men ikke noget problem.

Ikke noget at skrive om
Så indtraf den lille sensation. En stor sæl stak sit venlige ansigt op 10 meter fra os. Det er altså ikke noget at skrive om. Der er tusindvis af sæler i de danske farvande og masser af dem i Kattegat mellem fastlandet og Læsø.
Men alligevel. Det var da sjovt. Sælen lagde sig nogle få meter bag ved robåden og fulgte os næsten hele vejen rundt om Deget. Jeg var styrmand og sad med ryggen, men Solle og Kirsten fulgte med og sagde hej til sælen, hver gang den stak overskægget op ad vandet.
Jeg har aldrig tidligere set en sæl på en rotur, og det er altså en oplevelse. At der sådan ud af det blå dukker en legesyg svømmer op. Uden at vi har købt en billet.

Ro og oplevelser
Det er en af grundene til, at vi gerne vil ro mere, end vi har gjort i år. Der er både ro og oplevelser derude på vandet. Og så er man i nærkontakt med naturen uden at være i fare.

Ingen Sælfie
Som styrmand skal man være agtpågivende i det lave, strømfyldte vand ved Deget, så jeg tog ikke min telefon frem for at nappe en Sælfie.
Men der skal et billede på indlægget her. Det er også fra en sensationel oplevelse. Viktor og jeg samlede sidste weekend mindst 50 musilingeskaller og 20 rigtig flotte sten, som vi lagde i en lille hule, vi gravede i en banke ved Fjellerup Strand. Er det ikke fantastisk? 50 muslingeskaller og 20 sten. Godt, jeg fik det fotograferet.

Gyldig rejsehjemmel

For et par år somre siden mødte jeg en mand ved en dansk turistattraktion. Han kiggede længe på mig, så lyste hans ansigt op, og han udbrød glad: Gyldig rejsehjemmel! Det er da dig, ikke?
Det måtte jeg så indrømme. Manden var fra Randers Kommune og havde deltaget i et arrangement 7-8 år tidligere, hvor jeg havde fortalt en historie om gyldig rejsehjemmel.
Den kunne han meget tydeligt huske, men både mit og Tankegangs navn stod ikke klart for ham.
Her kommer så historien, som stadig holder.

Alene med tog
Jeg var 11-12 år og skulle til en tennisturnering i Herning. Jeg skulle alene med tog for første gang i mit liv. Jeg var egentlig ikke nervøs, for det var ret simpelt: Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning. En halv time, og så ville jeg stå på Herning Station.
Min mor fulgte mig til banegården og købte en billet. Det var sådan en gulbrun papskive, som man fik lyst til at bide i. Jeg lagde den et sikkert sted, og da toget kom, fandt jeg hurtigt en tom kupé, hvor ingen pladser var reserveret. Jeg vinkede farvel til min mor, og alt var trygt og godt. Tøftøf.
Jeg hørte konduktøren åbne døren ind til en af de andre kupéer og råbe: Nye passagerer? Og i samme øjeblik så jeg et skilt ude på gangen med den skæbnesvangre tekst:

Gyldig rejsehjemmel  

skal på foranledning 

forevises konduktøren.

Hjælp!
Sådan én havde jeg ikke, og jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde kun den papbillet, vi lige havde købt. Jeg spekulerede ikke over, hvad en gyldig rejsehjemmel kunne være. Her og nu gjaldt det om at overleve mødet med konduktøren.

Tilståelse eller nonchalant
Der var 2 muligheder:
1. Aflægge fuld tilståelse og sige, at jeg kun havde en billet - og ikke vidste, at jeg også skulle have en gyldig rejsehjemmel.
2. Ligne én, der har lommerne fulde af gyldige rejsehjemmeler og nonchalant vise konduktøren billetten.
Jeg valgte det sidste. Og havde heldet med mig. Selv om manden i den sorte uniform kunne se, at jeg svedte tran og havde klamme hænder, godtog han min billet og undlod mirakuløst at spørge til min rejsehjemmel.

ID-kort?
Da skrækken var ude af kroppen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok måtte få fat i sådan en karl til næste gang. Jeg forestillede mig, at det var et slags id-kort, man skulle udfylde for at have ret til at køre med DSB.
Det fik jeg aldrig gjort, og siden hen kørte jeg tit med tog uden at spekulere nærmere over den mystiske tekst på skiltet.
Først mange år senere fandt jeg ud af, at gyldig rejsehjemmel er en billet eller et kort.Det kunne de bare have skrevet.

Skræmmer borgerne væk
Pointen i historien er, at fagsprog skræmmer kunder væk. Jeg følte mig som en andenrangs togpassager. Jeg følte mig dum. Og jeg turde ikke engang spørge. For når det står på et skilt, må enhver da vide, hvad det betyder.
Så mit råd til gode kommunale folk i Randers og resten af landet er: Undgå gyldig rejsehjemmel. Brug ord og vendinger, som borgerne forstår. Ellers støder I dem fra jer.
Selv de klogeste mennesker forstår enkle budskaber. Og det gør vi andre også.

Jeg har fået BMW

Så har jeg fået BMW. En fiks lille hvid sag, støjsvag og meget hurtig i acceleration. Modellen hedder BMW i3, og som jeg forstår det, er den allerede meget populær. Så jeg er med på moden.
Jeg skal ikke køre i den herhjemme. Det er en lille bybil, som ikke egner sig til at bumle rundt på grusveje, hvor der pludselig kan komme rådyr, kartoffelavlere og andre mystiske skabninger.

Rart at have
Men når jeg er i København, er det meget rart at have en BMW. Det er der, jeg skal bruge den. Normalt bruger jeg Metro i København, men nogen gange skal man jo et sted hen, som ligger et par kilometer fra nærmeste M. Så fumler jeg rundt med bussen og kører galt og for langt og i den forkerte retning.
Så er det meget skønnere at have en BMW. Så den nupper jeg til de korte ture i København.
Det er selvfølgelig luksus at have en bil bare til det, men en gang imellem skal man være god ved sig selv. Og her er altså et område, hvor jeg gerne vil have en smule luksus. Så det har jeg valgt. Prioritering hedder det vist.

400 BMWer
Indtil videre koster det gratis, for jeg ejer nemlig ikke den nye bil. Det gør Arriva, som driver tjenesten drive-now.com, der stiller min nye BMW til rådighed. Der kommer 400 biler i Dronningens by fra den 3. september, og dem har jeg sikret mig ret til at leje, når jeg får brug for det. Jeg er oprettet og godkendt som bruger via hjemmesiden.
Jeg skal give 2,50 kr. pr. minut. Taxameteret tæller fra jeg åbner bilen med mit Rejsekort, til jeg låser den igen. Bilen har parkeringslicens, så jeg kan stille den overalt i København. Og så kan andre leje den.
Vi ses i København :-)

Sådan får du hjemmedyrkede grønsager

 Vores (og sneglenes) lille køkkenhave

Drømmen om den rige køkkenhave blomstrer hvert forår, og nogle måneder senere viser det sig, at der skulle en vedvarende indsats til for at få den til at gå i opfyldelse :-(
Vi er kommet et pænt skridt videre i år. Alt er ikke gået godt, men det er betydeligt bedre end sidste år.

Fra drivhus til køkkenhave
Kartoflerne har givet glimrende. Næste år finder vi en bedre sort, men ellers er der vist bestået. Også rødbederne får tommelfingre opad. Deres liv startede i drivhuset og i forsommeren satte vi de spæde planter ned i køkkenhaven. Nu høster vi de runde farvebomber i rigt mål.

Sneglene høster
Squashplanter har fulgt samme opskrift. Planterne er rigtig fine, men endnu har vi ikke kunnet høste. Det har sneglene til gengæld, så vi skal have fundet en metode til at snyde de slimede krybere.
Bladselleri ser ud til at gå fint, mens gulerødderne slet ikke fungerer i den tidligere mødding, som vi nu kalder køkkenhave.
Alle erfaringer bærer vi videre til næste år, hvor ambitionerne bliver en lille smule større end i år.
Det er altsammen så fint.

Sådan gør du
Men i overskriften har jeg lovet at give dig opskriften på at få hjemmedyrkede grønsager. Den kommer her:
Bliv venner med nogle dygtige havemennesker, der har brugt flere år på at opbygge en nærmest perfekt køkkenhave. Og vent så på, at de tager på en længere ferie midt i den sæson, hvor herlighederne er klar til at blive høstet. Det har vi gjort, så i dag kunne Solle hente en spand med kartofler, løg, to slags persille, artiskokker og spidskål. Og på søndag henter vi nok en spandfuld mere.
Så er havearbejde en ren fornøjelse :-)

Politisk korrekt manipulation

Et velkendt trick i politiske debatter er at tillægge ens modpart et synspunkt, hun ikke har, og så argumentere imod det. Her er et par eksempler fra hver sin fløj:
"De borgerlige vil undergrave velfærdssamfundet for at give skattelettelser til de rige".
"De røde vil give tusindvis af kroner til enhver muslim, der stiller sig op ved landegrænsen og råber asyl".
Det er næsten umuligt at forsvare sig imod den form for argumentation. For man kommer til at starte med en lang diskussion om selve påstanden - og når den er afsluttet, har folk glemt, hvad det hele startede med.

Stinker til fri afbenyttelse
Et interessant eksempel på den slags manipulation er udtrykket politisk korrekt. Det kan man frit anklage andre for at være. Og det er lidt af en stinker. I alle livets forhold vil vi gerne være nogenlunde korrekte, men politisk korrekt ønsker ingen at være. Som politisk korrekt er du et uselvstændigt væsen, der gør eller mener noget for at tækkes flertallet - eller som i virkeligheden mener noget andet, men ikke tør indrømme det.
Så når man løber tør for argumenter, kan man irriteret udbryde, at modparten er åååh så politisk korrekt.
Der er frit slag, for der er ikke en officiel liste over politiske korrektheder. Derfor kan jeg også fabulere over det uden at komme ret galt afsted.

Det suverænt største problem i Danmark
Det politiske korrekte må være det, som et flertal af politikerne og befolkningen går ind for - og synes er vigtigt. Lige for tiden kan jeg kun komme på én ting: At vi skal have så få flygtninge som muligt. Det går et flertal på Christiansborg ind for, og det mener et flertal i befolkningen.
Hvis du også hører til dem, der mener, at flygtninge er det suverænt største problem i det danske samfund, så vil jeg med god samvittighed beskylde dig for at være politisk korrekt. Eller måske ligefrem politisk stueren.
Flygtninge skal ikke til Danmark. De skal hjælpes i nærområdet, og vi skal samtidig skære ned på ulandshjælpen. Det er politisk korrekt.

Kriminalitet og miljø
Når det gælder kriminalitet, så er den politisk korrekte holdning, at vi skal have hårdere straffe. Så kan de lære det, de mørke og rockerne og den slags.
Og miljø - det er godt nok, men nu skal vi jo ikke tro, at lille Danmark kan løse alle Verdens problemer. Det politiske korrekte synspunkt er, at miljøhensyn ikke må veje alt for tungt. Det er jo heller ikke sikkert, at det passer det der med klimatruslen.
Det er desværre korrekt. Men det kan korrigeres.

Løbetossens svage ben og dumme hoved

Min seneste diagnose

Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.

Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.

Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.

Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.

Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982. 

Vinderdanmark mod Ryanair

Nogen græder over tabet af arbejdspladser i Billund Lufthavn, fordi Ryanair har lukket sin base der. Det gør jeg ikke. Tværtimod.
Forløbet viser, at Danmark er et vinderland. Vi skal leve af god service og af at finde på nye måder at gøre tingene på. Det kræver medarbejdere, som har det godt. Det vil sige, at de får en ordentlig løn og har ordentlige arbejdsforhold.

Dansk succes
Det er den danske strategi, og den er succesfuld. Novo, Carlsberg, Grundfos, Vestas, Mærsk og en lang række andre store virksomheder eksporterer varer og viden til hele Verden og tjener masser af penge hjem til Danmark. Hos dem arbejder veluddannede folk til en rigtig god løn, og de bliver forkælet af virksomhederne. For de er meget værdifulde.
Modsætningen er Ryanair, hvis eksistensgrundlag er at få alt så billigt som muligt: Adgang til lufthavne, medarbejdere, fly og udstyr. Så kan selskabet tilbyde lave priser på selve flyrejsen og gør så alt, hvad der står i dets magt på at hive penge ud af kunderne på anden vis.

Alt var skrabet
Vi har fløjet med Ryanair et par gange, og det var ingen fornøjelse. Alt var skrabet, servicen var ikke-eksisterende, og vi følte os mistænkeliggjort og konstant udsat for et købepres.
I vinter kiggede vi på en ferie til Tenerife og fandt også en bllig tur, men da det til slut viste sig, at vi skulle flyve med Ryanair, hoppede jeg fra og valgte en dyrere rejse.
En ferie er en oplevelse, og den starter, når man tager afsted. Med Ryanair er det træls og træls og træls, indtil man slipper ud af lufthavnen. Det er en dårlig start på ferien. Det er et ringe og billigt produkt, som jeg ikke gider at købe.
Der er folk, som bare vil have den billigst mulige flyvetur. De må for min skyld gerne flyve med Ryanair.

Skruen uden ende
Men Ryanairs lavkvalitet og spareiver skal ikke være normsættende for Danmark. Det er skruen uden ende, hvis vi skal konkurrere på lave lønninger og lave skatter. Der er altid et land, hvor det er endnu billigere, og så skal vi også matche dem.
I stedet skal vi fortsætte med at levere god kvalitet til en fornuftig pris. Det vil der altid være et marked for.
Hvis du sælger en vare med 50 pct. fortjeneste, tjener du dobbelt så meget på at sælge en god vare til 100 kr. end en dårlig til 50.

Tour de dope

Om jeg fatter, hvorfor medierne igen-igen dækker Tour de France så intenst.
Forleden ville jeg tjekke resultatet af sæsonens første superligakamp i fodbold. På tre nyhedsmediers sportssider, var hele toppen plastret til med et kæmpe udbud af historier fra cykelløbet i Frankrig. Jeg skulle skrolle et pænt stykke ned for at finde den aktuelle fodboldhistorie fra Danmark.

Riis - svindler og løgner
Om jeg fatter, hvorfor medierne bruger så meget spalteplads og sendetid på Bjarne Riis. Han er en gemen løgner og en svindler. Han har tjent millioner af kroner på at snyde. Det er dokumenteret og bevist, og alligevel bliver han brugt som ekspert, og medierne svælger i historier om, at han måske skal være kaptajn for endnu et cykelhold.

Hurra for motionisterne
Jeg forstår godt facinationen af cykelsport - især hos de mange motionscyklister. Og jeg bliver rigtig glad, når jeg ser folk trampe rundt i sommerlandet på deres smarte racercykler.
Jeg kritiserer absolut ikke dem, der interesserer sig for cykelsport.
Men det professionelle game har i årevis været spoleret af doping. Og ingen tror vel på, at det er overstået. Bjarne Riis underholdt for 7-8 år siden med, at hans hold var rent. Det troede ingen på, og det viste sig også at være endnu en løgn fra hans side.

Rytterne lever af medierne
Det er muligvis en lille smule bedre i dag. Jeg ved det ikke - men jeg tvivler.
Om fem år vil medierne fortælle historier om dopingmisbrug i Tour de France i 2015 - og så vil de med kæmpe entusiasme dække løbet.
De dopede ryttere og hold lever af mediedækningen. Uden den ingen reklameindtægter. Uden reklameindtægter ingen løn. Sådan er det.
På den måde er medierne med til at holde uvæsenet i live.
Om jeg fatter det.

Sludrechatollet fra Brønshøj

Hvor var ytringsfriheds-fundamentalisterne henne, da den 57-årige boghandler fra Brønshøj Said Mansur forleden fik 4,5 års fængsel? Manden blev dømt for sine ytringer og for at sælge nogle bøger. Er det en forbrydelse Danmark? Har vi helt glemt Charlie Hebdo og den skånesløse kamp for retten til at mene og sige hvad som helst?

Glasklart ulovligt
Svaret er, at grænsen for ytringsfriheden går ved straffeloven. I dette tilfælde en af de hårde bestemmelser, nemlig om terror. Sludrechatollet fra Brønshøj har både i mails og på Facebook opfordret til terror - og til at dræbe navngivne personer.
Det er glasklart ulovligt, og derfor er dommen også meget klar. Når straffen bliver så høj, er det fordi det er anden gang, Mansur har været for retten og er blevet dømt for at opfordre til terror.
Retten har talt, og det er garanteret helt efter paragrafferne. Men det er også lidt underligt.
Said Mansur er ikke en farlig terrorist og har aldrig været det. Han er et vrøvlehoved, der mener en masse underlige ting. Der er ikke rigtig nogen, der lytter til ham, så hans opfordringer til terror har formentlig ikke påvirket nogen. Der har ikke været optræk til så meget som en lillebitte terrorhandling som følge af boghandlernes udgydelser.

Hinsides almindelig logik
Mansur er et af den slags problemer, der ikke kan løses, fordi han er hinsides almindelig logik. Han har ikke kun gjort sig utilbens i Danmark - men også i Marokko, hvor han boede som ung. Så meget, at han måske/måske ikke risikerer dødsstraf, hvis han kommer til sit fædreland.
Mansur har været dansk statsborger siden 1984. Hvorfor han vil det, når han så åbenlyst bekæmper alt det, som et kæmpe flertal af danskerne står for, forstår jeg ikke. Hvorfor han fortsætter med at opfordre til terror, når han ved, det medfører en lang fængselsstraf og i øvrigt ikke har nogen effekt - kan jeg heller ikke begribe. Og jeg er ikke sikker på, at hovedpersonen selv kan.
Jeg tror, at det system, han går ind for, vil være anderledes hårdhændet over for folk, der som han opfordrer til terror og til at slå andre ihjel.

Spærret inde og ikke udvist
Vi kan kun ryste på hovedet af sådan en fyr. Nu bliver han spærret inde i et fængsel. Det har ikke den ringeste effekt. Men det ville også være forkert at lade ham gå fri, når nu vi har de regler og nogen har opdaget, at Mansur har skrevet noget tåbeligt.
Dommen fratager Mansur sit danske statsborgerskab, så han i princippet skal sendes til Marokko. Det kommer han ikke, hvis han er i livsfare dernede. Det er selvfølgelig pip, at den danske stat skal blive ved med at forsørge sådan en klyt, men det kan ikke være anderledes. Vi går ikke ind for at udvise folk til tortur og død, uanset hvor skøre de måtte være.

Danmarks største natløb

    Vinderne af Cost2Coast 2015.

Forleden var Nikolaj og jeg med i Danmarks største natløb, Coast2Coast. 2700 løbere og cyklister mødtes ved Skallerup Klit kl. 22.22, da den smukke røde sol sænkede sig ned i Vesterhavet. Da den stod op igen over Kattegats blide bølger var vi nået til Palmestranden i Frederikshavn.

Nikolaj og jeg var på bike & run: To mand og 1 cykel. Vi løb, gik og cyklede 50 kilometer.

Det blev en kæmpe oplevelse.

Hyggeløb

For det første på grund af stemningen. Coast2Coast er et hyggeløb, hvor tiden slet ikke bliver registreret (andet end på deltagernes talrige elektroniske dimser). Så der er masser af snak undervejs, og ingen jager med hinanden eller klager over, at de ikke kan komme forbi.

Depoterne

For det andet på grund af depoterne, som var en egen oplevelse. Ved det første efter 5 kilometer blev vi fristet med et lille glas whisky. Siden fulgte blandt andet et julemandsdepot med gløgg og småkager, rødvin og slik i Højene, fadøl og chips i Sindal og pandekager i Elling.

I landsbyerne Astrup og Mosbjerg var der levende fakler i gaderne og lokale beboere bød på kaffe, vand, frugt og andre løbsnødvendigheder.

Lyst, mørkt, lyst

For det tredje var det en mageløs oplevelse at gå fra lys aften over tusmørke til kulsort nat over den gryende dag til den lyse morgen. Løbet foregik på årets korteste nat. Vi kom i mål fem kvarter før solopgangen, og da var det allerede lyst. Solen stod først rigtigt op, da vi lagde os i seng derhjemme.

Taktik - nå!

På forhånd havde vi talt en del om taktikken. Hvordan skulle vi fordele løb, gang og cykling, og hvor hurtigt skulle vi løbe? Og det lå vel også i baghovedet, om vi overhovedet kunne klare strabadserne.

Det var slet ikke et tema. Vi fulgte planen, og så fyldte det fysiske ikke noget. Det vigtigste var turen - naturen - mørket - og de andre tosser, der tumlede rundt på Vendsyssels normalt næsten mennesketomme biveje.

Hold øje

Vi er med igen næste år. Og jeg gør lige opmærksom på, at der blandt andet er en dejlig cykeltur på 70 kilometer, som de fleste kan klare. Den går også forbi alle de fristende depoter. Så hold øje med Coast2Coast hjemmesiden i starten af 2016 og skriv tilmeldingsdatoen i din kalender.

Der er rift om pladserne.

Ja fra kloge vestjyder

Christina Cvitanich har været Verden rundt og valgte Herborg

Kan man få almindelige vestjyder til at diskutere en kommunes vision?
Midt i en valgkamp og på en af årets første varme sommeraftener?

Sådan spurgte jeg i sidste uge her på bloggen, og her kommer svaret: Ja, da.
Ringkøbing-Skjern Kommune holdt 28 borgermøder på tre aftener. Et par stykker af dem havde 5 deltagere, et par stykker var over de 50, og de øvrige lå på 20-40 aktive borgere.

Jeg var selv rundt til fire af dem onsdag aften. I en af de helt små byer Herborg lidt uden for Videbæk mødte 40 frem.

Herborg har alt
De hørte blandt andet på Christina Cvitanich, som har boet og arbejdet mange steder i Verden, men som for nogle år siden lejede et hus i Herborg. Hun og familien har siden købt ét. Det ligger lige ved siden af skolen og idrætsklubben og alle de andre aktiviteter, børnene går til. Christina er vildt begejstret for det lokale sammenhold og for det trygge liv i landsbyen. Hun savner intet.
Tilsvarende historier hørte jeg i Rækker Mølle og i Lem, og jeg ved, at de har lydt ved mange andre af møderne.
Diskussionen er IKKE, om det er bedre at bo i en lille landsby i Vestjylland end i Aarhus. Det er det for nogen, mens det for andre er lige omvendt. Det spændende er, at folk reflekterer over det gode liv, sætter ord på de værdier, de lever efter, og på den måde styrker det lokale fællesskab.

Banalyse
Det gode samfund skabes ikke af politikere på Christiansborg eller i et byråd. Det skabes af dig, din familie, dine naboer, venner og kolleger.
Det er helt banalt, men som så ofte før er de største sandheder de mest enkle.
Eller også er det bar min fatteevne, der ikke rækker videre.

Højere straffe for sex med dyr

Hvad har jeg nu gang i med den overskrift? Et lille kursus i at bruge sproget til politisk manipulation.
Enhver kan se, at kravet i min overskrift er plat og alene spiller på et ønske om at få opmærksomhed. Alle er imod sex med dyr og mener, at det skal straffes hårdt. Der er ingen sager om det, og derfor et krav om højere straffe et slag i luften.
Så fik jeg dig indenfor. Nu kommer et tilsvarende eksempel fra den virkelige verden:
"Det skal kunne betale sig at arbejde".

Alle er enige
Du har nok hørt det udsagn et par gange i de seneste uger. Det er ren manipulation.
Uden at sige det direkte antyder formuleringen, at det ikke kan betale sig at arbejde i dag. Vedkommende, som med alvorsfuld mine fremsiger erklæringen, beskylder indirekte sine politiske modstandere for at mene det modsatte.

Problemet er bare, at det gør de ikke. Alle partier mener, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Og det kan det. Økonomisk, socialt og menneskeligt.
Spørg alle os, der arbejder, om vi får mere ud af det end af at gå på kontanthjælp. Spørg de ledige, om det vil kunne betale sig for dem at arbejde. Svaret er helt selvfølgeligt: JA.

Arbejde giver mere i løn - og man får penge til pensionen.
Du har mulighed for at få overarbejde. Du øger dine chancer for at få et bedre betalt job. Ved at arbejde øger du simpelthen din egen værdi på arbejdsmarkedet. Så både på kort og på lang sigt kan det helt ubetinget betale sig at arbejde.
Det ved enhver.
Og så kommer det menneskelige med netværk, kolleger og faglige udfordringer, som ikke bare er en sidegevinst.

Ingen personer
Men af politiske grunde ønsker et par partier at skabe et billede af, at nogen får for meget af det offentlige og andre betaler for meget i skat. Så de har brugt et par uger på at markedsføre det manipulerende udsagn. De har ikke kunnet finde en person, der lægger et regnestykke frem, som dokumenterer, at det ikke kan betale sig for vedkommende at arbejde. Men de har fremlagt et indirekte bevis i form af et par arbejdsgivere, som fortæller, at en eller flere personer sagde nej tak til et lavtlønnet, hårdt job hos dem med den begrundelse, at de ville have flere penge til sig selv ved at være på kontanthjælp eller understøttelse.

Et problem - og et rigtigt problem
Regnestykket har vi ikke set, og vi ved ikke, om de pågældende bare har slynget en løs påstand ud for at slippe for at forklare sig nærmere. Dem, der kender til reglerne for kontanthjælp og understøttelse, har lagt taksterne frem, og af dem kan man se, at påstanden ikke holder vand.
Skulle det lykkes at finde et par personer, er det naturligvis et problem. Men det er altså et langt større problem, at der er 140.000 ledige, som ikke kan få et job. Det har danskerne gennemskuet, og det er også ved at gå op for de trængte partier, så de kaster sig over et nyt emne, der plejer at give sikker gevinst:
Flygtninge.

Det egentlige problem
Vogt dig for den sproglige manipulation, når de fører sig frem med dybe panderynker i den kommende uge. Og overvej, hvad det er for et problem, de pågældende partier i virkeligeheden søger at løse. Jeg fornemmer, at det egentlige problem for dem er meningsmålingerne.

28 borgermøder midt i valgkampen

Gider folk bruge en aften på at snakke om det her? Vi får se

I næste uge gennemfører Ringkøbing-Skjern Kommune et eksperiment: 28 borgermøder på 3 dage om noget så abstrakt som kommunens vision. Og så endda midt i en valgkamp. Gider folk det?

Ja, det tror jeg. Og jeg håber det, for det er min idé og et koncept, som Tankegang har udviklet.
Borgerne er ikke så ugidelige og platte, som vi nogen gange vil gøre dem til. De vil gerne andet end at protestere over vindmøller.

Byrådsmedlem er rigsformand
Vi kalder arrangementerne for Naturens Rigsdag. Det er et af mine små ordspil. Visionen har overskriften Naturens Rige, og så synes jeg, det var spændende at lave rigsdage rundt omkring i hele kommunen.

Hvert sted er et byrådsmedlem ordstyrer - rigsformand. Hun eller han er vært for mødet og starter med at give sin personlige fortolkning af visionen, som jeg har lavet i tæt samarbejde med byrådet.

Fire temaer
Så er der film. Kommunen viser en eller flere af de 5 små film om Naturens Rige, som udgør planstrategien for Ringkøbing-Skjern Kommune. I dem fortæller borgere om deres gode liv i Danmarks største kommune. På den måde sætter de kød og blod på visionens fire temaer:
- Natur med pladsgaranti
- Vækstjydernes hjem
- Et liv i balance
- Værtens bedste historie

Efter en rundbordssnak om visionen, kommer to lokale ambassadører og fortæller om deres tanker om Naturens Rige: Hvad betyder det for mig? Hvilke idéer har jeg til at føre visionen ud i livet her i lokalområdet og i hele kommunen? Hvordan kan vi fortælle de gode historier om vores område?

Idéer og tanker
Så går snakken garanteret livligt rundt om bordene. Borgerne kan komme med idéer til aktiviteter, de gerne vil gennemføre sammen. De kan også bare tale om det, der har betydning for dem. Der ligger nogle små kort, hvor de kan skrive deres idéer og tanker på.

En medarbejder fra kommunen tager billeder, samler guldkorn op og sender materialet til Tankegang, som de kommende dage samler 28 sider med resultatet af Naturens Rigsdag og sender ud til alle, der har deltaget - samt alle øvrige interesserede.

Derude, hvor folk er sammen
Møderne holdes ude i idrætshaller, skoler og forsamlingshuse rundt omkring i kommunen. Der hvor folketingskandidaterne sjældent kommer. Der, hvor folk holder sølvbryllupper og konfirmationer. Der, hvor folk er sammen.

Og aftenen handler om deres verden, deres liv og deres tanker.
Derfor tror jeg på, at folk vælger valgkamp og boligprogrammer fra for en aften og begiver sig ud i Naturens Rige.

Vindmøller - ja tak for pokker

135 borgere protesterede ret voldsomt imod planerne om en vindmøllepark i Kattegat 4 kilometer fra kysten ud for Sæby, da Naturstyrelsen torsdag aften holdt borgermøde om VVM-redegørelsen for projektet.

En gave til os
Det skal de være velkomne til. Og der kan også komme ny viden, som ændrer lidt på projektet.
Men vindmølleparken skal op at stå. Det er en gave til os, først og fremmest fordi, vindmøllerne producerer ren energi. Og for det andet fordi, den kan skabe arbejdspladser i den maritime industri i vores hårdt trængte kommune.
Hovedargumentet imod vindmølleparken er, at den ødelægger folks havudsigt. Det er jeg lodret uenig i. Den ændrer udsigten, men ikke til det værre.

Flot udsigt
Samme protest kom, da vi for 15 år siden skulle have fire store vindmøller på havnen i Frederikshavn. Der var ikke grænser for alle de ulykker, de ifølge modstanderne ville være skyld i. Jeg nyder det flotte syn, når jeg cykler ned ad Gærumbakken om morgenen. Jeg glæder mig over den rene energi, de producerer. Og jeg glæder mig over de arbejdspladser, pilotprojektet med en ny slags fundament til vindmøllerne har skabt her i området.
Vindmøller er flotte. Lige som svaner, færger og visse skyformationer. Men det er selvfølgelig smag og behag.

Ingen eksempler
Vindmøller 4 kilometer ude i havet forringer ikke ejendomsværdien af huse, lejligheder og sommerhuse. Det er i hvert fald nemt nok at sælge boliger på Amager, hvor møllerne endda står endnu tættere på.
Et tredje argument fra borgermødet skulle være, at der vil komme færre sejlturister til Sæby, fordi det bliver svært at manøvrere uden om møllerne. Det tror jeg overhovedet ikke på, og der er vist heller ingen eksempler fra nogen steder i verden.

Vi skal have energi
Man kan ikke lave omelet uden at knække et æg. Vi kan ikke drive vores samfund uden energi, og det vil give nogle gener. Olie, kul og naturgas forurener, og naboerne til større anlæg må tåle at se på høje skorstene, leve med lidt støj og måske lugtgener engang imellem.
Sammenlignet med det giver flotte møller 4 kilometer ude i havet ingen gener.
Så jeg siger et stort ja tak til møllerne.

Kan Novo tjene for mange penge?

Her er nogle svimlende tal om Novo fra Sydbanks hjemmeside

Novo er Nordens største virksomhed, og det er nogle imponerende tal, selskabet i Bagsværd lægger frem, når det offentliggør sit regnskab.
I år ventes omsætningen at passere 100 mia. kr., og der kommer sandsynligvis et overskud før skat på 44.000.000.000 kr. Det er 8000 kr. pr. dansker.

Rige medarbejdere
Novos ansatte har et godt arbejde. Mange af dem har medarbejderaktier, som stiger og stiger i kurs. Der er eksempler på fabriksarbejdere, der har beholdt aktierne i alle årene, og nu har værdipapirer for flere mio. kr. Det er da dejligt.
Novos hovedaktionær er en godmodig fond, som spytter enorme beløb ud til forskning. Et stort center, der skal forsøge at forstå proteiners sammensætning modtager hvert år kæmpebeløb fra Novos ejer, og der er mange andre gode historier fra den kant.

Et ædelt formål
Den kære ejer har også et ædelt formål: At udrydde sukkersyge. Det lyder paradoksalt, for det er netop på grund af sukkersygens hærgen, at det danske firma er blevet så enormt stort og overdrevent rigt.
Næste skud på stammen er slankepiller, som Novo er ved at få godkendt overalt i Verden. Det føjer flere millarder til omsætning og overskud, får aktiekurserne til at fortsætte himmelflugten og gør de trofaste medarbejdere endnu rigere.

Høj profit
Men der er også en anden historie end de fine tal og de mange glade, rige mennesker: En uhyggeligt høj profit. Novos omsætning var i 2014 på 88,8 mia. kr. og ud af det lavede selskabet et overskud på 34,1 mia. kr. Det betyder, at når Novo sælger medicin for 100 kr. ryger de 38 kr. direkte ned på bundlinjen. Efter at alle omkostninger til produktion, udvikling, salg, markedsføring og medarbejderpleje er betalt.
Den medicin betaler folk med sukkersyge. Det kan være rige amerikanere, men en meget stor del af patienterne har dårligt råd til den stjernedyre men nødvendige medicin fra det danske succesfirma. Mange har slet ikke råd og får ikke ordentlig behandling for sukkersyge.
I Danmark betaler regionerne via sygesikringen en stor del af udgiften til Novos fine produkter. Regionerne er i disse måneder igennem en større sparerunde på grund af stigende udgifter til medicin. Det er ikke Novos skyld alene. For alle medicinalfirmaer tager skyhøje priser for deres produkter.

Udvikling og godkendelse
De argumenterer med, at det koster milliardbeløb at udvikle og få godkendt nye lægemidler. Og at der også skal være råd til, at det går galt. Det er der mildest talt også. Selve produktionen af Novos medicin er en lillebitte del af virksomhedens omkostning. Forskning, udvikling, salg og markedsføring vejer langt tungere - og alligevel er der er et overskud på 38 kr. for hver 100 kroners omsætning.

Rent drikkevand 
Overskuddet hos Verdens store medicinalvirksomheder løber hvert år op i absurde milliardbeløb. Betalt af syge mennesker og offentlige kasser. Bare 10 pct. af disse penge kunne skaffe rent drikkevand til alle på kloden eller udrydde malaria. For Novos vedkommende ville det betyde, at overskuddet i år faldt fra 44 til 40 mia. kr. Det lyder ikke som nogen katastrofe.

Højt og ambitiøst mål
Det kunne være dejligt, hvis Novo ville gå i spidsen for en global aktion for billigere medicin til gavn for menneskeheden. Nu er det lykkedes at bliver Danmarks og Nordens største og rigeste virksomhed. Det er på tide at sætte et rigtigt højt og ambitiøst mål, som ikke kun handler om penge.

Folkemødejammer

Et par ekstremistiske foreninger har inviteret nogle endnu mere ekstremistiske venner til Folkemødet på Allinge Havn i næste måned.
Så kan de stå der og bekræfte hinanden i, at en tredje slags ekstremister er de værste i hele Verden.
Lad dem bare det. Det bliver 3-4 arrangementer ud af 2000 på Folkemødet. Det kan overhovedet ikke få noget i kog hos mig.

Selvfølgelig skal jeg med
Og det kan slet ikke få mig til så meget som at overveje at blive hjemme. Selvfølgelig skal jeg til Folkemøde. Det er helt fantastisk. En lang weekend fyldt med spændende debatter og en havnfuld af folk, der har noget på hjerte for fællesskabet.
At der så også kommer 10 landsbytosser, som står ovre i et hjørne - det giver bare lidt ekstra kolorit. Det kan muligvis også blive en stor mediebegivenhed. Altså ikke ekstremisternes budskaber - men politiopbuddet og alle de folk, der mener, at ekstremisterne er en skændsel for det det ene eller det andet.

Jammerkoret
Lidt dumt, hvis medierne ukritisk hopper på den, når nu der sker så meget andet på havnen i de dage. Og det er meget dumt, at politikere og kommentatorer hyler op om, at Folkemødet bliver misbrugt.
Jeg deltager ikke i jammerkoret. Og jeg kommer heller ikke til ekstremisternes arrangementer. Der er i forvejen alt for mange spændende programpunkter på Folkemødet, jeg ikke kan nå at være med i, så Islam-haderne når ikke mine ører på Bornholm.

Indfør demokrati i Storbritannien

De konservative blev en klar vinder af det britiske valg, og derfor er David Cameron den rigtige premierminister. Ingen tvivl om det.
Men valget har endnu engang udstillet det oldbritiske demokrati, som bare ikke hører hjemme i dette århundrede. De konservative fik en tredjedel af stemmerne, men mere end halvdelen af pladserne i parlamentet. Hvis Cameron ellers kan få sine partifæller til at makke ret, kan han regere landet uden at tage spor hensyn til to tredjedele af vælgerne. Det er udemokratisk.

Winner takes it all
Storbritannien vælger stadig efter det dårlige gamle princip "the winner takes it all". Der vælges én kandidat i hver kreds - de øvrige stemmer er spildt. Systemet favoriserer de store partier, og de er derfor ikke interesserede i at ændre det.
I Danmark har vi løst det med tillægsmandater. Det betyder, at et parti, der får en tredjedel af stemmerne også ret nøjagtigt får en tredjedel af pladserne i Folketinget.

Snakkeklub for snobber
I Storbritannien har de også et såkaldt Overhus, House of Lords. Det består af bisper, adelige og fine folk udpeget af dronningen eller premierministeren. Overhuset kan ikke vedtage eller forkaste love men kan forhale lovgivning. Desuden fungerer den fortidige institution fortsat som øverste appelinstans i visse retssager.
Det er ikke noget demokratisk problem, at der er sådan en ekstra snakkeklub for snobber. Det bidrager til underholdningen, lige som diverse kongehuse. Det har vi brug for i lande med meget regnvejr.
Men valgsystemet bør de lave om, inden der opstår en decideret skævert. Hvad sker der, hvis de konservative næste gang får en tredjedel af stemmerne igen, men kun en femtedel af pladserne i det såkaldte Underhus? Er det så bare demokratiets vilkår.
Hvad sker der, hvis to partier med i alt 30 pct. af stemmerne, får flertal i parlamentet, mens to andre partier med 40 pct kun får 25 pct af pladserne? Kan briterne leve med, at blå blok får flest stemmer og færrest mandater - eller omvendt?

Romantik
Det kan godt være, at briterne og Cameron er konservative. Men for mig er der ikke noget romantik i at bevare et forkert system, bare fordi det er en tradition. Det er bare dumt, og det er et levn fra en tid, hvor kongen havde reel magt. Det er selv briterne gået fra.

Snyd sygdomsvæsenet

Når der lige om lidt bliver valgkamp, vil alle politiske partier stå i kø for at fortælle dig, at netop de vil gøre allermest for sundhedsvæsenet. De vil strø om sig med milliardtal. Pengene skal gå til kræftbehandling, garantier mod venteliste og hurtigere behandling af en række sygdomme.
Det er fup. Falsk varebetegnelse.
De mange ekstra milliarder går ikke til sundhed. De går til sygdom.

100 mia. mere til sygdom
I øjeblikket bygger vi supersygehuse for vistnok omkring 100 mia. kr. Det fremmer ikke sundheden i Danmark for fem øre. Det gør muligvis behandlingen af sygdomme bedre, men danskerne bliver ikke sundere af den grund.
De såkaldte sundhedsordførere på Christiansborg taler i virkeligheden kun om at styrke sygdomsvæsenet. De er sygdomsordførere.
Det kunne være fedt, hvis de begyndte at interessere sig for sundhed. Det vil sige at investere i det.
Rent økonomisk vil det være en meget, meget bedre forretning end de enorme sygehuse.

2000 x Chris MacDonald
Forestil dig, at staten satte 1 mia. kr. af til at ansætte Chris MacDonalder rundt omkring i landet. Beløbet kunne række til, at 2000 mennesker fik den ene opgave at få flere til at motionere. Ikke til at løbe maratonløb eller cykle op ad Alpe d'Huez.
Men til at cykle på arbejde, tage trappen i stedet for elevatoren, gå sine ærinder i byen, gå bag plæneklipperen i stedet for at sidde på den, gå med eller uden hunden, spille bold med ungerne og dyrke anden motion et par gange om ugen.

Tjene sig hjem
Det vil have en dramatisk på sundheden. Hos ældre, hos yngre og hos de dovne midaldrende. Medicinudgifterne vil rasle ned. Sygefraværet vil falde markant. Færre vil gå til lægen og på de nye sygehusslotte. Hvis de 2000 lykkes med at få bare 10 pct. flere til at motionere lidt mere i hverdagen, så vil den ene milliard kroner tjene sig selv hjem med renter på få år.
Og tusinder af danskere vil få et bedre og længere liv. De vil have det sjovere i hverdagen, skændes mindre med deres omgivelser og opleve færre ærgrelser.

Din egen sundhedsminister
Mens vi venter på politikerne, kan du blive din egen sundhedsminister: Find 7 situationer i hverdagen, hvor du kan bevæge dig mere, end du gør i dag. Det koster ingenting, du kan holde til det, og det giver øjeblikkeligt velvære. En af dem kunne være 5 minutters morgengymnastik. Der findes tusindvis af programmer på nettet, og det er fantastisk godt for din krop at få apparatet og organerne i gang fra morgenstunden.

89-årig: Det vigtigste er at røre sig
Forleden hørte jeg en 89-årig kvinde i radioen fortælle, at hun cykler hen til svømmehallen 6 gange om ugen. For at svømme 1 kilometer. Og så sagde hun nogenlunde frit efter min hukommelse:
"Det vigtigste er at røre sig. Det er min erfaring. Vi får alle sammen problemer her i livet. Dem kan vi ikke undgå. Men at holde vores krop i gang - det kan vi gøre noget ved, og det er helt afgørende."
Hvis hun var politiker, kunne hun blive Danmarks første sundhedsordfører.

Vi har tabt 27 mio. kr. i Lotto

 
 Endelig er jeg heldig, og så vinder jeg en lillebitte gevinst.

Min familie har i denne weekend tabt 27 mio. kr. i Lotto.
Uhyggeligt, men sandt og helt igennem uretfærdigt. Næsten lige så slemt som de børn, der ikke kan få de sidste dyrekort fra Føtex. Men også kun næsten :-)

200 meter fra 15 mio. kr.
Det startede lørdag eftermiddag, da DR skrev om en gevinst på 15 mio. kr. i EuroJackpot. Den var faldet til en talon, der var købt på en tankstation 200 meter fra min lillebrors hjem. Så jeg sendte nyheden videre til Gregers og spurgte, om han var den glade vinder.
Tænk sig: Han havde købt en EuroJackpot på netop den tankstation. Da mailen tikkede ind, tjekkede ham tallene med tilbageholdt åndedræt og sendte en kærlig tanke til sin opmærksomme bror. Men, ak. Der var nul og niks i gevinst.
Jeg kan have en mistanke om, at han købte kuponen i mandags, da jeg var på besøg. Der stod i hvert faldt rigelige mængder kage på bordet, og jeg mener at kunne genkende sortimentet fra OK Plus kæden. Man er vel kender.
Personligt fik jeg mere ud af kageindkøbet end jeg ville have fået af en gevinst på 15 mio. kr. Så det var okay.

532 kroners bip
Søndag gik det ud over mig. Mens jeg gik tur med Bertha bippede min telefon. Der var besked fra Danske Spil om, at jeg havde vundet 532 kr. i Lotto. Det blev jeg glad for. Jeg har ikke vundet i mange måneder, så det er også på tide, at staten betaler lidt tilbage til en trofast velgører.
Jeg har spillet hver uge igennem en del år. Den samme 10-rækkers kupon, hvor fire tal går igen på samtlige rækker. De er aldrig blevet trukket ud samme uge, men skulle det ske en dag, må chancen for den helt store gevinst være ret stor. Synes jeg uden at tænke nærmere over matematikken.
Det kom jeg til, for jeg synes, at 532 kr. var et underligt beløb. Hvordan mon det var fremkommet? Jeg tjekkede lottotallene på mobilen, og minsandten om ikke mine 4 numre var blandt dem.
Nu var 532 kr. lige pludselig en lillebitte gevinst. Alle 10 rækker havde mindst 4 rigtige. Det viser sig, at jeg har haft 8 rækker med 4 rigtige og 2 med 5. Det er nok det mindste, man overhovedet kan vinde, når alle 4 tal kommer ud.

96-årig katteven
Ingen havde ramt 7 rigtige. Men det havde jeg da fortjent, når nu mine fire tal endelig kom ud for første gang i dette årtusinde. En 7er ville have givet 12 mio. kr., som nu går videre til næste uges pulje. Så bliver min gevinst sikkert snuppet af en 96-årig katteven uden familie.
15 mio. kr. den ene dag og 12 mio. kr. den næste. Det har været en dyr weekend. Som så ofte før tænker jeg på et af min fars ordsprog, som jeg har hørt 100 gange uden at tænke over det: Lykken banker på, men den lukker ikke op.