1 million læsere styrer SE og HØR

Dagens kæmpehistorie om, at SE og HØR muligvis har købt kreditkortoplysninger om kendte danskere af en programmør udløser enorm forargelse. Med rette.
Men jeg vil lige minde om, at SEog HØR ikke kun består af en flok skruppelløse redaktører, journalister og fotografer på et kontor på Holmen i København.

1 mio. læsere
SE og HØRs berettigelse er læserne. Det er ikke mig, og det er selvfølgelig heller ikke dig. Men det er knap 1.000.000 andre danskere, som hver uge læser eller kigger i bladet. Knap 150.000 blade bliver solgt hver uge - og jo mere saftige skandaler, der er på forsiden, jo flere ofrer de 20-25 kr., bladet koster.
Alle dem, der kigger med hos frisøren (og alle deres frisører), er med til at støtte SE og HØRs journalistik og arbejdsmetoder.
De ved godt, at SE og HØR ikke er fin i kanten, at SE og HØR forfølger kendte og kongelige, og at SE og HØR nogle gange kalkulerer med at skulle betale erstatning, når bladet er gået over stregen.
Alligevel læser de bladet og ser annoncerne. Derfor eksisterer SE og HØR. Derfor tjener SE og HØR penge.

Bladet kan stoppes
Mekanismen er meget enkel. SE og HØR er læsernes blad. Så længe, der er mange læsere, fortsætter SE og HØR med sine ulækre metoder.
Hvis påstandene om køb af kreditkortoplysninger er sande, vælger Aller måske at lukke SE og HØR. Læserne kan også gøre det.
Hvis de mener noget med deres forargelse.

Psykologi for løbetosser

Endomondo afslører det hele,

og det sætter sig på hjernen.

Enhver løber kender paradokset: Den ene dag føler man sig frisk og regner med at løbe rigtig godt. Så går det elendigt. En anden dag er man uoplagt og småtræt og løber en tur for at kvikke sig selv op - og så spunser benene afsted. :-)
Forklaringen er sikkert slet ikke i benene, men mellem ørerne. Jeg er helt sikker på, at psyken også spiller ind, når vi løber.

Tidtagningen plager mig
Jeg har selv været udsat for det her i påsken. Endnu engang er det den forbandede tidtagning, som plager mig. Jeg burde egentlig lade være med at måle tid og distance, men det er jo så nemt med Endomondo, og det er meget skægt at se de vitale data efter turen.
De seneste måneder har jeg ikke løbet så langt, som jeg gerne ville, så jeg følte mig i halvdårlig form op til påsken. De mange fridage gav mig mulighed for at løbe hver anden dag, og jeg besluttede mig for at tage en rigtig barsk 12 kilometer tur gennem skoven 5 gange i løbet af påsken.
Den går op og ned ad nogle vanvittige bakker. Pulsen kommer helt op, og man når ikke at få den normaliseret, inden den næste monster-stigning melder sig. Selvpineri for løbetosser - og rigtig god træning.

Oplagt - til påskens langsomste tid
På den første tur måtte jeg stoppe og gå, da jeg på et tidspunkt løb ad en åben vej i modstorm. Min tid for turen var 5.05 minutter pr. kilometer, og det var jeg ikke tilfreds med - men okay, jeg var jo heller ikke i så god form. Desuden løb jeg sidst på formiddagen, og jeg plejer at være bedre om eftermiddagen.
Anden gang stoppede jeg ikke op og løbe en lillebitte anelse hurtigere. Tredje gang gik det okay, men tiden var nogenlunde den samme, og det var jeg lidt skuffet over. Fjerde gang var lørdag eftermiddag under perfekte forhold. Jeg var udhvilet og i godt humør og turen gik fint. Jeg følte mig ovenpå, og konstaterede bagefter, at det var påskens langsomste tid :-(
Så blev jeg forkølet og femte tur blev kortet af.

Forkølet tur hjem
Forkølelsen sidder stadig i kroppen, så da jeg skulle løbe hjem fra arbejde i dag, overvejede først den korteste tur hjem. Men benene førte mig en anden vej, så det blev lidt over 11 kilometer. Jeg kunne mærke forkølelsen i kroppen og på mit åndedræt, så jeg tog det nogenlunde roligt. Den sidste del af turen er den skrappe stigning op ad Gærumbakken, og det gik sådan set fint nok. Da jeg kom hjem, så jeg til min forbløffelse, at gennemsnitsfarten var 4,33 minutter pr. kilometer.
Det er en meget fin tid på en rute med grimme stigninger og ingen fald.

Den skal have gas
Så det viser sig, at bakketræningen har givet resultater. Jeg er kommet i bedre form på en uge. Så meget bedre, at jeg kan løbe i en pæn tid, selv om kroppen ikke er helt på toppen.
Når forkølelsen er helt ud af kroppen, skal jeg ud at give den gas. Så går det sikkert ad Pommern til.

En gruppe, det også er synd for

 Folk stiller rendegravere de underligste

steder uden at tænke på alt det besvær, 

det giver os stakkels bedsteforældre.

Medierne beretter hele tiden om dem, der har det svært. Hvis man kan finde en ny gruppe med problemer, som ingen før har været opmærksom på, så kan man hive store overskrifter. Det kommer her: Bedsteforældre.
Bedsteforældre til små børn har det hårdt. Virkelig hårdt. Og politikerne er ligeglade. Både dem på Christiansborg og i de 98 byråd.
Her er nogle af de mange problemer, vi går og døjer med i det skjulte:

Is og søde sager
For det første er der ernæringen. Børnebørn skal have masser af is og slik, når de er sammen med deres bedsteforældre. Og vi bliver nødt til at deltage i løjerne. Vi skal jo være nærværende. Så har man slidt og slæbt i fitness-centret i ugevis - og det hele bliver ødelagt på en weekend, hvor man må tygge sig igennem softice, Matador-mix og Nutellamadder. Surt show.

Jok på en Legoklods
For det andet er der tiden. Har man sådan nogle små størrelser på besøg, kan man ikke foretage sig andet end at passe dem. Det giver stress. Bedsteforældre til småbørn er ikke pensionister. Vi er på toppen af vores karriere, og vi arbejder faktisk temmelig meget, så de unge mennesker kan tage barnets første sygedag. Så vi har brug for weekenderne til at slappe af i Berlin eller vaske bil, ordne drivhus eller løse Sudoku. Og så kommer de kære små og napper al tiden. Bagefter render vi huset rundt og leder efter forsvundne Legoklodser. Hvor sjovt er det lige? Har du prøvet at jokke på én, når du skal op at tisse om natten?

Formel 1 klaptorsk
For det tredje er der en masse besværlig teknik, man skal sætte sig ind i. Nutidens klapvogne er næsten lige så komplicerede som en Formel 1 racer, og det er hverken nemt eller sjovt at få et træt barn installeret i sådan et monstrum. Babyalarmer er heller ikke at spøge med. De skal slås til to steder og på samme kanal, og så skal afsenderen stå et sted, hvor der ikke er anden støj. Det er dømt til at gå galt. Og bleer - det er så nemt nu om dage, at man risikerer at gøre forkert, fordi man tror, man bare lige skal... Første gang vendte jeg den forkert (selv om der var et hoved foran og en hale bagi!). Anden gang sad den skævt.

Flere store problemer
Og sådan kunne jeg blive ved med at remse meget store problemer op, som samfundet bare ignorerer. Hvem har for eksempel bestemt, at bedsteforældredage skal holdes på hverdage, hvor vi er på arbejde 175 kilometer væk? Og hvad med alle dem, der kører rundt i rendegravere og traktorer og andre store maskiner. Tænker de nogensinde på al den hurlumhej, det skaber hos små drenge, hvis bedsteforældre troede, de skulle have et øjebliks fred?

Det synes jeg, nogen skulle gøre noget ved.

Nulprop - uden mere asfalt

 Indlægget her bliver bragt i Nordjyske i dag

I årevis har en samlet nordjysk magtelite råbt på den tredje Limfjordsforbindelse. Følger man dækningen i Nordjyske fremgår det, at den tredje forbindelse simpelthen er en forudsætning for, at virksomhederne i Nordjylland kan klare sig. Om få år må vi lukke og slukke, fordi 5 minutters daglig kø i tunnelen bliver til 10 eller 20, efterhånden som trafikmængden vokser.

Kan det virkelig passe, at vi ikke kan komme op med en bedre løsning end den helt traditionelle: Mere asfalt.
Vi er da en kreativ landsdel, og vi har et 40 år erfarent universitet med nogle af landets førende trafikforskere. Kan vi ikke sammen lave et katalog af indsatser, som betyder mindre trængsel, mindre CO2 udslip og mere trivsel for nordjyderne og vores gæster?

Vi sidder selv på førersæderne
Hvorfor er der kø i tunnelen to gange om dagen? Ja, det er altså ikke Folketingets trafikudvalg, den gamle eller den nye regering, som skaber trængslen. Det er alle os, der sidder på førersæderne. Mig, dig, din kollega, dine venner og din familie.

Vi vælger at sætte os i en bil og krydse Limfjorden. Tænk sig, hvis vi kunne droppe hver femte tur. Så ville der være 20 pct. færre biler i tunnelen og på broen. Det er jeg sikker på, at vi kan gøre uden at sætte velfærd over styr. Vendelboerne kan stadig komme til Aalborg og vi kan fortsat få besøg af syddanskerne.

Jeg arbejder til daglig med affaldskommunikation og har været med til at skabe Nulskrald. Det handler om adfærd hos den enkelte bruger. Her har vi spurgt folk: Hvordan vil du skabe så lidt affald som muligt? Vi har svaret på spørgsmål og vi har fået folk til at udveksle idéer. Resultatet var overvældende: Deltagerne lavede 50 pct. mindre skrald. De købte mere bevidst ind, smed mindre ud og sorterede mere fra til genbrug.

Nulprop
På samme måde tror jeg, at vi kan få os Limfjordskrydsere til at ændre adfærd. Hvis vi får den udfordring, at vi skal krydse fjorden mindre alene i egen bil - så er jeg sikker på, at idéerne pibler frem. Lad os bare kalde det Nulprop.

Vi skal have hjælp. Fra universitet, kommunerne, regionen, NT og fra private firmaer, som udvikler smarte løsninger, som jeg endnu ikke har hørt om. Der er penge i systemet, for kommuner og region bruger både tid og penge til at fremme deres sag om mere asfalt på tværs af Limfjorden.

Måske skal vi også have en økonomisk håndsrækning fra staten. For halvdelen af det beløb forundersøgelsen til en tredje forbindelse koster, vil vi komme meget langt.

Jeg er med på, at ændret adfærd hos den enkelte ikke kan løse alle problemer. Der må også nye systemer til. Det kan være alt fra fjordbusser, store fjernparkeringspladser til apps, der koordinerer samkørsel.

Udbud og efterspørgsel
Mekanismen om udbud og efterspørgsel virker også på trafikområdet. Jo flere motorveje, vi har - jo flere kører på motorvej. Jo flere cykelstier - jo flere kører på cykel. Jo nemmere det er at køre sammen, jo flere gør det.

København og Odense har med stor succes fået flere til at cykle. Det giver et bedre miljø, mere sundhed, billigere drift af vejene - og et bedre liv i storbyen.

I Nordjylland skal vi gå samme vej med trafikken på tværs af Limfjorden. Mere asfalt er fortidens løsning. Alle kommuner arbejder med klimaplaner, og det går glimrende med vedvarende energi, energibesparelser og biogas. Men transporten halter, og kommunerne modarbejder deres egne intentioner, hvis de fortsat arbejder for den tredje forbindelse.

Så lad os komme i gang med Nulprop - som erstatning for den nordjyske elites tunnelsyn.

Skræklige bidler

I dag rodede jeg mig ud i en diskussion på Facebook om udtalen af ordet billeder. En ven var irriteret over, at en P3 vært sagde "bidler". Det var ifølge vennen og flere følgere en talefejl.
Jeg bidrog med en af mine kæpheste om, at dem der slår ned på nye måder at udtale ordene på, er "sure gamle mænd". En sød kvinde påtog sig gladeligt den rolle.

Ikke en talefejl
Lad mig først tilstå, at jeg heller ikke bryder mig om udtalen "bidler". Men det er ikke en talefejl. Sådan udtaler en del yngre østdanskere ordet. Måske for at være friske, måske fordi det er kluntet at sige billeder - men sandsynligvis fordi de mener, at ordet udtales sådan. Dem, de efterligner deres sprog efter, siger "bidler".

Amin Jensen
Jeg tror, udtalen har omkring 10 år på bagen. Jeg hørte den første gang i en tv-quiz med Amin Jensen, og jeg synes, det var en meget sød talefejl, den store mand havde. Siden har det spredt sig i en sådan grad, at det nu er en del af sproget.
Måske breder det sig videre, så 90 % siger "bidler" om 20 år. Måske går fænomenet i sig selv igen. Det afgør vi sprogbrugere i hverdagen. Vi stemmer med munden.

Hver en stavelse
Mit bidrag til diskussionen var ordet skrækkelig. De fleste udtaler det i dag "skræklig". Det synes du formentlig ikke er forkert. Du gør det garanteret også selv. Det lyder om-stæn-de-ligt at udtale hver en stavelse tydeligt i ordet skrækkelig.
Hvis nogen for 30 år siden havde sagt "skræklig" i radioen, ville datidens sure gamle mænd have beklaget sig over det sjuskede sprog, som de nymodens journalister talte. De ville lige som en af dagens Facebook-kommentatorer have krævet, at DRs medarbejdere skulle have undervisning af en talepædagog.

Hvordan talte du i 1984?
Jeg er ikke bevidst om, at jeg taler anderledes, end jeg gjorde i 1984. Men det gør jeg - temmelig markant endda. Jeg skærer en masse lyde af og udtaler en del ord anderledes. Og jeg vil grine lidt overbærende af min udtale i dag, hvis jeg hører en optagelse af den i 2034.

Kan du forstå det?
P3 er de unges kanal, hvor værterne taler et ungt sprog. Derfor er "bidler" ikke en fejl. Det er fin kommunikation til lytterne. Både målgruppen og de sure gamle mænd af begge køn forstår ordet - og det er jo det egentlige formål med sproget.
Ik å?