Flugtforsøg, skuddrama og 3 blottere

Sikke en dramatisk weekend.
I går oplevede jeg et flugtforsøg. I dag var jeg vidne til et skuddrama og jeg så 3 blottere. Hvadbehager?

Stilheden brudt på roturen
Vi starter med flugtforsøget, og her var scenen en robåd i Kattegat tæt på kysten ud for Palmestranden. Vi sad 5 mennesker og nød sæsonens første rotur. Der var stille. Vi hørte kun de regelmæssige åretag. Pludselig pegede John op og viste os 7 store edderfugle, som fløj i formation lige over os. De var tydeligvis på flugt. Væk fra de varme lande, op til det kølige Skandinavien, hvor de skal bygge rede, lægge og udruge æg og sikre deres unger en god start på livet.
Måske ender deres flugt i Elling, måske skal de til Læsø og måske napper de en tur over til Sverige, inden de falder til ro.

Den brune skovbund skifter ham
Ro var også målet for min tur ned gennem Vandværksskoven med Bertha i dag. Men sikke et halløj. Der var skud overalt. Små, grønne skud på buske og træer og i skovbunden. Det pibler frem. For et par uger siden var skovbunden brun af efterårets blade. Nu bliver de fortrængt af de mange grønne skud.

Bar røv i skovbrynet
Og knap var vi kommet op fra skovbrynet, før vi mødte tre blottere. De stod der 50 meter fra os og viste deres hvide numser frem. Ja, de stod faktisk og strittede med dem. Tæt på en offentlig vej - en søndag nogle få timer efter kirketiden.
Jeg standsede op og gloede med åben mund på de tre bare røve. Bertha viftede med halen, og da hun udstødte et lille bjæf, opdagede de tre rådyr os og løb ind i skoven mens de hvide numser koket vinkede farvel.

Jeg kender en borger

Fotoet er tage af Lene Høg, AVV og ejes af Mike Zuckerberg.

I mandags skete der noget nyt til en affaldskonference. Der mødte en borger frem - en ganske almindelig én. En af dem, der ikke kender forskel på genanvendelse og genbrug.
I de 14 år, hvor jeg er kommet til den slags arrangementer, har jeg siddet nede i salen og lyttet til politikere, ledende embedsmænd, forskere, ingeniører og en sjælden gang kommunikationsfiduser. Men aldrig til en borger.

Nulskrald fik en time
Så jeg måtte selv komme med én. Nulskrald fik en time på Dansk Affaldsforenings årsmøde i Aalborg, og jeg udnyttede mine 20 minutter i programmet til at bringe Birgitte Gleerup fra Brønderslev på podiet. Hun fortalte om sin deltagelse i Nulskrald, og det gjorde hun helt fantastisk.
Vi havde aftalt at gøre det på en lidt afslappet facon, så det foregik på den måde, at jeg interviewede Birgitte. Det blev en hyggelig lille stund, og Birgitte afleverede nogle af dagens bedste pointer.

Sortering er sjovt
Den ene er, at folk gerne vil sortere deres affald, hvis det er sjovt. Og ifølge Birgitte Gleerup er Nulskrald sjovt. Tidligere måtte hun op at stå i skraldespanden for at mase det sidste ned. Nu får hun kun tømt beholderen hver anden uge, og der er stadig rigeligt med plads. Det er sjovt.

Nej tak til standardsløsninger
Den anden pointe er, at der ikke skal være én standardløsning, som alle borgere skal proppes ind i. Folk skal selv være med til at bestemme, hvilket udstyr de skal have ved boligen.

Både Birgitte og jeg fik mange rosende bemærkninger fra tilhørerne. Det var vi glade for, og vi hyggede os rigtigt med at rose hinanden, da vi kørte hjem.

Invitér en borger på scenen
Bagefter kan jeg godt undre mig over, at man aldrig ser borgere til konferencer og seminarer. Selv ikke dem, der handler om tidens hotteste emne i det offentlige: Borgerinddragelse.
Hvis du er med til at lave program til den slags arrangementer, har du hermed fået et gratis tip. Invitér en borger på scenen og bed hende fortælle, hvordan din branche ser ud gennem hendes briller. Du og dine kolleger får ny viden - og en helt ny oplevelse.

DR for godt

Organisationen Danske Medier er i gang med et kæmpe lobbyarbejde forud for de politiske forhandlinger om licensmidlerne. Det, som de på Christiansborg kalder et medieforlig.

Danske Medier repræsenterer dagbladene, internetmedier og magasinpressen, og deres hovedmål er at stække DR. De private mediers organisation mener, at DR er blevet for dominerende, og at DR tager brødet ud af munden på dagbladene.

Den gratis model
De store private mediehuse er i gang med at opbygge betalingsmure omkring deres indhold på nettet. Abonnenterne på de trykte aviser falder fra, og det samme gør annoncørerne. Derfor er aviserne nødt til at forlange penge for at læse stoffet på nettet.
Og her er DR en konkurrent, for hvis man skal betale for at læse en nyhed på politiken.dk, kan man i stedet finde den gratis på dr.dk. Og så vælger man selvfølgelig den gratis model.
Det passer - måske. Men det er en fattig argumentation.
Dagbladene bliver ikke rigere af et tandløst, udsultet DR. De skal klare sig ved egen succes og ikke ved andres fiasko. Og det kan lade sig gøre.

Egmont klynker ikke
Danmarks største private mediekoncern Egmont har netop præsenteret endnu et rekordoverskud. Koncernen, der både laver tv, ugeblade og film, følger den enkle filosofi at opfylde kundernes behov. Det betyder, at de leverer mere og mere digitalt og hele tiden udvikler nye forretningsmodeller. Til gengæld skal man lede længe efter offentligt klynk fra Egmonts side.

Dagbladene er godt på vej
Løsningen på dagbladenes faldende indtægter ligger ikke på den flade hånd. Men jeg synes, de er ganske godt på vej i omstillingen fra papir til skærm. Den journalistiske strategi må være at lave godt og originalt indhold med en særlig profil. Det vil kunderne gerne betale for. Vi vil derimod ikke betale for telegramnyheder.
 Den kommercielle strategi er at lave sideforretninger med udgangspunkt i virksomhedens gode brand. Det gør bladhusene i dag for fulde gardiner.

Stop klynkeriet
Så held og lykke med det, og stop så det klynkeri over DR. Alle os, der betaler licens, vil gerne have noget godt for pengene, og det gør DR bare knaldhamrende dygtigt. Både på tv, radio og nettet. Ingen vinder noget ved et svækket DR - men seere og lyttere risikerer at blive lidt dårligere informeret og underholdt.

Drik flodvand behandlet med kaustisk soda

 

Gallonvis af kaustisk soda 

skal der til for at gøre flodvandet drikkeligt

Anlægget i San Diego 

er præmieret som et af USAs bedste.

Der er en dejlig løbetur rundt om søen,

som i virkeligeheden er et vandlager.

Kan du forestille dig et sted, hvor en halv mio. mennesker hver dag drikker flodvand, som har været opbevaret i en sø, og siden er behandlet på et anlæg med blandt andet kaustisk soda?

Jeg har lige været der, og du ser dokumentationen på de tre billeder her. Vi er ikke i Bangladesh eller en fjern kinesisk provins uden for Verdenspressens søgelys.
Det foregår i en af de rigeste og mest veludviklede stater i Verden - iPhonens, Facebooks og Googles hjemmebane - Californien.

Vand fra Colorado River
Anlægget her er prisebelønnet som et af de bedste i USA. Det ligger i San Diego, og jeg har løbet rundt om den dejlige sø 8 gange - en virkelig skøn tur.
Men da jeg på et museum så, at 50 % af vandforsyningen i San Diego kommer fra Colorado River, blev jeg lidt nysgerrig efter at se, hvad der foregik bag trådhegnet ved det store anlæg, der hvor alle løberne, cyklisterne, joggerne og vandrerne parkerede.
Der holder Miramar Water Treatment Plant til, og på hjemmesiden kan jeg læse mig til, at anlægget hiver over 500 millioner liter vand op af søen hver dag, behandler det og sender det ud til 500.000 beboere i området. Vi nød godt af det på hotellet, da vi var på ferie.

24.000 gallon kaustisk soda
Hvordan vandet bliver behandlet, kan jeg ikke helt greje på hjemmesiden. Men jeg kan se mit eget øverste billede. Der står en beholder, som indeholder 24.000 gallons kaustisk soda. Dem er der mindst 3 af - måske 6 eller 12. Og det stiller de vel ikke op for at have et sted at opbevare kaustisk soda.
Vi drak ikke af vandet, hverken før eller efter, at jeg havde taget billederne. Det smagte af klor, og Solle havde ondt i maven de første par dage. Det gik over, da hun begyndte at sige nej tak til isteringer i sodavand.

Det regner aldrig
De gode vandfolk i det sydlige Californien er hverken onde eller dumme. Deres vilkår er, at det næsten aldrig regner. Så der er næsten intet grundvand, og der kommer meget lidt fra bjergene. Det har været helt galt det seneste år i det meste af Californien, så i øjeblikket raser en vandkrig mellem det lidt fugtige nord og det knastørre syd, som San Diego hører til.

Hjem igen til Vandværksskoven
Jeg slutter historien her hos os. I dag løb jeg en tur ned i Vandværksskoven, og jeg stoppede op for at tage et billede af den sø, der indtil for 50 år siden forsynede hele sydbyen i Frederikshavn med drikkevand. Det stoppede, da det halve Bangsbostrand fik langvarig diarré.
Nu om dage tager vi det som en selvfølge i Danmark, at vi har rent grundvand, som vi kan tappe fra vandhanen uden nogen form for kemisk behandling. Vi tillader os endda nogen gange at brokke os over, at det er for dyrt.
Selv om det er både langt billigere og langt bedre end det, de rige californiere må nøjes med.

Vandværkssøen forsynede i mange år 

den sydlige del af Frederikshavn med elendigt drikkevand.

Tag den ikke på putinen

Putin er den onde.
Demonstranterne og hende med fletningen er de gode.

Sådan tror jeg, de fleste danskere har reageret på urolighederne i Ukraine. Jeg har også selv gjort det i det første lange stykke tid. For jeg kan virkelig hidse mig op over ham Putin.

Men nu er der kommet nogle nuancer på, så vi kan ikke bare køre den på automatpiloten.
Som i alle andre konflikter er de onde ikke kun onde, og de gode er bestemt ikke altid kun gode.

Regeringen har ingen legitimitet
Hvis vi først tager det helt grundlæggende - så er demokratiet sat ud af kraft i Ukraine. Den regering, der sidder nu, har ingen legitimitet. Den bør ikke beslutte noget som helst af betydning. Der skal vælges et nyt parlament, så hurtigt som muligt + en ny præsident og regering. Det kan kun gå for langsomt med det valg, og den vigtigste opgave for EU og Rusland må være at hjælpe med at få organiseret det valg, så det bliver fredeligt og retfærdigt.

Den nye regering foreslog at forbyde russisk som officielt sprog i de egne af landet, hvor der bor flest russere. Det er simpelthen et overgreb mod de mennesker. Så tager man friheden fra dem og udelukker dem fra demokratiet. Det forstår jeg godt, at de reagerede meget kraftigt imod, og jeg forstår godt, at Rusland tog affære. Det var ikke bare dumt af regeringen. Det var en krigserklæring mod russerne - i Ukraine og Rusland.

Krim
Det lokale parlament i Krim er ved at organisere en folkeafstemning om halvøens løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. Sådan en afstemning bør allerhøjst være vejledende. Den kan ikke gennemføres i en stat, der reelt ikke har nogen regering.

Det er ualmindeligt dumt, at sådan et lokalt parlament puster til konflikten, mens den er allervarmest. Og det er ekstra kritisk, fordi parlamentet kan beskyldes for at være styret direkte fra Kreml. Det er trods alt russerne, der kontrollerer Krim rent militært.

Stor sag for Rusland
Putins motiver kender jeg ikke. Jeg har ikke talt med ham, og han har udtalt sig meget sparsomt om konflikten. Så vi kan frit skyde ham alt muligt i skoene.

For en gangs skyld vil jeg tiltro ham det bedste - nemlig, at han gerne vil hjælpe de russere, der bor i Ukraine. Det er et ædelt motiv, og da vi taler om over en million mennesker, er det også en stor og vigtig sag for Rusland.

Putins sprog er magtens, så han har skyndt sig at sende soldater afsted. Heldigvis har der ikke været nogen krigshandlinger, og det må der heller ikke komme. Det kan ikke være i nogens interesse.

Nedton konflikten
Hvis Putin vil gøre noget godt for russerne i Ukraine, må han medvirke til at nedtone konflikten. Og han må bidrage aktivt til, at parlamentsvalget bliver gennemført på fredelig vis så hurtigt som muligt. Det er i alles interesse i Ukraine.

Hvis befolkningen i Krim og i andre dele af landet ønsker at blive en del af Rusland - så må de forhandle og stemme sig til det i samarbejde med en lovligt valg ukrainsk regering. Det må kunne lade sig gøre.

Det handler om Ukraine - ikke Rusland
EU skal hverken sende soldater til Ukraine eller lave konfliktoptrappende boykot af Rusland. Vi skal som de pæne, demokratiske lande hjælpe ukrainere og russere i Ukraine med at komme overens og få skik på deres land igen.

Vi skal fokusere på Ukraine, som er i dyb nød, både økonomisk og politisk. Det er sagen - ikke Putin. Han er bare en nød, og det han gør i Ukraine er såmænd ikke værre end det, han gør i Rusland. 

Pælefodbold - fodboldens sjæl

Jørgen Michelsen og jeg i kamp, 

mens lillebror Gregers suger til sig.

Billedet her er fra toppen af min fodboldkarriere. Det er taget på Blåbærhus Stadion ved Søndervig, som i 70erne lagde hus til nogle af de bedst spillede og mest dramatiske pælefodboldkampe i Verden. Intet mindre. Det er mig i det blå outfit.
Pælefodbold er i den version, vi spillede, opfundet af min onkel Kristof, som aldrig selv dyrkede spillet. Det gjorde vi til gengæld sammen med naboen, der her er ved at tabe i en af turneringerne i sommeren 1974.

Jeg tager lige reglerne.
Banen er nogenlunde lige så stor som en håndboldbane. Hver mand eller hvert hold forsvarer en pæl, og det går simpelthen ud på at ramme modstandernes pæl med bolden. Det er fodbold, og der er ingen målmand. Banen går bag om pælen, som man kan ramme fra alle sider. Første halvleg varer til den ene part har scoret 3 mål, og kampen slutter, når den ene har scoret 6. Så har han eller holdet vundet.

3-mands er bedst
Det er meget sjovere end traditionel fodbold. Ja, det er et genialt spil. Du kan spille 1-5 personer på hvert hold. 3-mands pælefodbold er det bedste, men enmandskampe har deres egen charme.
Pælefodbold er at gå ind til kernen i fodbold: Driblinger, finter, taktik, hurtige afleveringer, teknik, udholdenhed og held.

Nede ved jorden
Det, du ikke kan bruge er: Langskud, hovedstød, flugtninger, tacklinger, vristspark og lange løbeture.
I pælefodbold foregår alt spillet nede ved jorden. I 3-mands er der som regel én fra det forsvarende hold, der passer målet. Imens løber de to andre rundt i de cirkler, modstanderne spiller bolden rundt i. Mindst 1 fra det angribende hold står lidt tilbagetrukket, så han hurtigt kan løbe ned til egen pæl, hvis modstanderne skulle opsnappe bolden.

Tika-taka
Hvis du tror, at Barcelona har opfundet tika-taka fodbold, så er det fordi du ikke lige var ved Søndervig i de somre for 40 år siden. Den lille bold skiftede fra spiller til spiller i lyntempo. Vi kunne alt med fodskifte, og vi kendte alle hinandens kropsfinter.
Rigtig fodbold bliver også spillet med munden. Spillere i bevægelse fortæller hele tiden hinanden, hvor de er, og de kommer også med morsomme bemærkninger om modstanderne. Det er en del af spillet.

Kun straffespark
Til gengæld er der ikke noget, der hedder frispark i pælefodbold. Vi spiller fair play. Kommer man til at fælde en modstander - eller at vælte ens egen pæl - får de andre straffespark. Det skydes fra deres egen pæl, hvor der er fri bane ned til vores. Ingen må røre bolden, før den er bagved pælen.
Vi brugte hundreder af timer på spillet og afviklede hver sommer to store turneringer. Vi blev skrappe til det lille fikse spil. Undertiden spillede vi med andre, og selv dygtige fodboldspillere faldt igennem på vores hjemmebane. De var så vant til de hårde spark og langskud, som bare slet ikke giver pote i pælefodbold.

Utrolige afbrændere
Og så er der er noget helt utroligt. Hundreder af gange er det sket, at jeg og andre har skudt ved siden af pælen fra under 10 centimeters afstand. Det er helt utroligt vanvittigt ærgerligt. Og det er så dejligt, når det sker for modstanderne.

Prøv selv
Prøv selv. Pælefodbold er fleksibelt. Er I 2, 4 eller 6, kan I spille. I behøver bare en bold, en plæne eller en mark og et par pinde. I får garanteret sved på panden, for I kan ikke undgå at gå op i spillet. Men det er ikke et kondispil. Den gode teknik og taktiker vinder.