Nej tak til forlagsstyret planøkonomi

 En af de forkætrede bøger, købt på tilbud i Føtex, til glæde for forbrugeren

Går du ind for, at Arla, Apple eller Carlsberg skal bestemme, hvad deres produkter koster ude i butikkerne? At ingen må sætte deres varer på tilbud?
Nej, vel. Det lyder helt forkert i en forbrugers ører. Priserne er høje nok i forvejen, og det bedste værn mod høje priser er fri konkurrence. I butikkerne og på nettet.

Lav fortjeneste i supermarkeder
Det går danske boghandlere ikke ind for. De vil give forlagene ret til at fastsætte priser på nye bøger, som alle forhandlere skal rette sig efter. Sådan var systemet i mange år i Danmark, og siden det blev afskaffet for et par år siden, har en del boghandlere måtte dreje nøglen om.
De kunne ikke konkurrere med supermarkeder og netbutikkerne, som køber store partier populære bøger og sælger dem med en meget lav fortjeneste. Det er trist for den enkelte boghandler, som må lukke sin forretning, helt bestemt. Men det er ikke noget argument for at indføre forlagsstyret planøkonomi på bogmarkedet.

Smal litteratur - på nettet med det
Boghandlerne og forlagene har argumenteret med, at de høje priser på populære bøger sikrede udgivelse af smal litteratur. Det er digtsamlinger og romaner, som sælger i nogle få hundrede eksemplarer. De er på ingen måde i fare. Dem kan forfatteren udgive på nettet, hvor familie, venner og 12 andre interesserede kan købe eller bare læse dem.
Så er der boghandlerens rådgivning af kunderne. Det lyder meget smukt, men er det nu hos boghandleren, læserne får deres inspiration? Ikke for mit vedkommende, og jeg er da en nogenlunde flittig boglæser - og køber. Jeg får min viden fra omtale i medierne og fra anbefalinger fra andre. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg nogensinde har fået et råd fra en boghandler, inden jeg købte en ny bog.

Flere og billigere bøger
Frie priser på bøger har ikke kun betydet, at flere boghandlere har lukket. Det har også resulteret i større bogsalg og lavere priser på rigtig mange af de populære bøger. Det må enhver bogelsker da være glad for.
Selv køber jeg bøger her og der: Hos boghandlere, i supermarkeder og på nettet. Jeg køber også e-bøger og lydbøger og låner begge dele på biblioteket.
Sådan tror jeg, mange gør, og det nytter ikke at forsøge at stoppe udviklingen ved at gå tilbage til fortidens fusere. Planøkonomi kan ikke opretholdes i en digital verden, hvor vi handler i og med hele verden.

Stop kampen mod virkeligheden
Så de kære boghandlere må stoppe kampen mod virkeligheden og i stedet bruge kræfterne på at skabe en bæredygtig forretning på de nye vilkår. Det er branchen som helhed i øvrigt rigtig godt i gang med, så der skal nok være boghandlere i de større danske byer mange år fremover.

Lær af e-butikkerne

 Wupti! en julegave købt på nettet på få minutter

De fleste, jeg kender, har købt en del af deres julegaver på nettet. Det er nemt og fleksibelt og i nogle tilfælde også billigere.
Og så er det lærerigt for alle, der driver forretning og for alle os, der har med offentlig kommunikation at gøre. Der er så meget at lære i de e-butikker. De lærer det nemlig selv på den hårde måde: Hver gang, der er en lille funktionalitet på hjemmesiden, som er besværlig eller svær at forstå, falder kunderne fra.

Lidt lettere for kunden
Hvis der kommer 100 kunder ind på siden, og de gennemfører to handler, kan man fordoble sin omsætning ved at gøre det en lille smule lettere for kunden over alt på siden.
Første kneb er at fremhæve de varer, som flest kunder køber. Det næste er at gøre indkøbskurven synlig, og det tredje er at gøre det let at betale.
Du har sikkert prøvet at fare vild i en formular. Så skal de have adresse på en bestemt måde, og man skal opgive både telefonnummer, mobilnummer og kontaktnummer - det samme tre gange. Så har man glemt et eller andet, og når man vender tilbage er alle felterne ryddet. Den går ikke. Mange os hopper fra i det kaos. Vi gider ikke bruge vores tid på at finde ud af webbutikkens logik.

Pas ind i systemet
Har du oplevet det, er det sandsynligvis en af de gamle butikker, der mere eller mindre modstræbende har oprettet en webshop. De har langt flere systemer, som kunden skal passe ind i, mens de fødte webbutikker kun tænker på at hjælpe kunden frem til det hellige øjeblik med dankortet.
Når du så har handlet, får du en venlig mail med kvittering, og i de følgende dage bliver du holdt orienteret. Når du har fået eller hentet varen, får du en mail med et lille spørgeskema, hvor du skal bedømme butikkens service.
Det skaber mersalg, hvis kunden er tilfreds. Og de fleste kunder er tilfredse, hvis det har været let at handle og den rigtige vare er kommet hurtigt frem.

Gør det let for kunden
Hvad kan kommunikationsfolk lære af alt det her? Hvad kan vi i Tankegang bruge det til over for kommuner og forsyningsselskaber? Noget meget centralt: at tage udgangspunkt i kundens behov. Det gælder selvfølgelig for selvbetjeningsløsninger, som skal være til at finde ud af. Men det gælder al anden kommunikation mellem det offentlige og kunder eller borgere.
Slut med, at kommunen fortæller borgerne, hvad kommunen gør og står for. I stedet skal det offentlige gøre det let for borgeren eller kunden at opnå den service eller viden, hun har brug for.
Det er også det, vi gør, vil mange af vores kunder utvivlsomt svare. Og mange vil fortælle om deres store arbejde med at vedligeholde kommunens hjemmeside.

Og hvad med Facebook?
Fint nok - men brugeren er langt mere på Facebook end på offentlige hjemmesider. Det tåler overhovedet ingen sammenligning. Alligevel bruger kommunen mere end 10 gange så meget energi på hjemmesiden end på Facebook.
De nye webbutikker har opdaget det for længst. Deres it-folk arbejder på hjemmesiden, mens salg og marketing bruger langt de fleste kræfter på Facebook.
Det gør de ikke, fordi det er smart. Men fordi de får mest ud af det. Fordi de tager udgangspunkt i kunderne.

Skyl ud og skældud

Her starter balladen

Selv her i den søde juletid kan folk hidse sig op over det mest utrolige. Forleden var det et nydeligt midaldrende ægtepar i en butik, der pludselig begyndte at bræge op om nogle flygtninge, der åbenbart fik et eller andet tilskud. I løbet af få minutter var de pæne mennesker helt oppe i det røde felt. Ekspedienten turde ikke andet end at give dem ret, og de forlod butikken med savl om mundvigene.
Stakkels mennesker.

Bundfældningstank
Tilsvarende er der landet over folk, som i den grad kan hidse sig op over, at kommunen stiller krav om, at deres bundfældningstank skal tømmes.
Sådan én har vi. Vi bor på landet, hvor der ikke er kloakeret, så når vi skyller ud, løber spildevandet ud i en brønd ude i marken. Der skulle gerne foregå en naturlig biologisk proces, så de fæle bakterier ikke forurener vandløb i nærheden.
For at sikre mod overløb har samfundet bestemt, at tanken skal tømmes en gang om året. Det skal vi naturligvis betale for, og vores udmærkede lokale forsyningsselskab har fået opgaven. Det udbyder opgaven til interesserede slamsugerfirmaer for et par år ad gangen for at få den billigst mulige pris. Og så ender vi med at betale et rimeligt beløb. For de næste år bliver det 672,50 kr.
Altsammen ganske fornuftigt og for mig helt harmløst. En fornuftig og nødvendig opgave, som forsyningen løser for mig nemt og bekvemt og til en okay pris.

Overgreb fra kommunen
Men der er en frygtelig ballade hele tiden. Da ordningen startede var der en håndfuld kritiske sommerhusejere, som kom i avisen i ugevis og fortalte om dette overgreb fra kommunens side. Det var unødvendigt, og det var diktatorisk, at forsyningen skulle bestemme, hvem der skulle stå for arbejdet.
Nu har der været et nyt udbud, som et fynsk firma har vundet. Så starter hylekoret igen. En forsmået konkurrent beklager sig over, at Forsyningen sender arbejde ud af kommunen, og nogle sommerhusejere hidser sig op over, at de skal betale et administrationsgebyr på 312 kr., hvis de lader en anden end forsyningens leverandør tømme tanken. De har fået et byrådsmedlem med på galejen.
Stakkels mennesker.

Hele landet
Det er ikke noget frederikshavnerfænomen. Over alt i landet oplever forsyningsselskaber og kommuner rasende modstand fra folk, der bare ikke vil tvinges ind i en kommunal ordning. De kære medarbejdere i de kommunale selskaber bruger mange timer på at behandle klager og snakke med de utilfredse folk. Og de må finde sig i at blive beskyldt for at være kommunister, tyveknægte og papirnussere.

Brokkegebyr
Det er jeg egentlig forarget over, at jeg skal være med til at betale for. Skulle man ikke pålægge dem et særligt brokkegebyr? Så har de også noget nyt at klage over.

Amerikansk våbenlogik

Her er mit våben

Fredagens skydetragedie i Connecticut har endnu engang udstillet den amerikanske våbenlogik, som de færreste europæere deler eller forstår.
For amerikanerne er det en grundlovssikret ret at have et skydevåben, så man kan forsvare sig selv.
Det er ikke våben, der dræber, men mennesker. Mener et flertal af amerikanerne.
De har demokrati, så de må selv bestemme.

Jo flere våben - jo flere drab
Hvis det slår klik for en person i Danmark, kan vedkommende ikke mere eller mindre spontant slå 28 mennesker ihjel. For de færreste har adgang til våben, endsige erfaring i at bruge dem.
I USA kan alle få fat i et farligt våben - har jeg indtryk af.
Det ER altså en forskel.
Jo flere, der har skydevåben - jo flere skud bliver der affyret. Det er da helt logisk.
Jo flere biler, der er, jo mere bliver der kørt i bil.

Omvendt logik
For mig er det en helt omvendt logik, at man har ret til et skydevåben, fordi man skal kunne forsvare sig selv.
Jeg bor i et fredeligt samfund, hvor folk ikke må gå med våben. Derfor har jeg ikke brug for en pistol eller et gevær til at forsvare mig selv.
Næsten alle drab i Danmark bliver begået i affekt eller i en form for rus. Dem kunne vi ikke forhindre ved, at ofret havde en pistol i nærheden.
De øvrige drab sker i rocker- eller narkokredse, hvor det er ret almindeligt at bære våben. Det forhindrer ingen drab, så vidt jeg ved.
Retten til våben forhindrer ikke mord - men fremkalder dem.

Dødelig rettighed
Og så er der lige det værste, som nærmest er ubærligt her dagen efter tragedien. Våbenindustrien i USA bruger milliarder af dollars på lobbyarbejde for at opretholde og styrke sin forretning. Det er måske hovedårsagen til, at et solidt flertal af amerikanere holder på deres dødelige rettighed.

Miniguide til politiske niche-sites

Hvis du hører til dem, der synes, at medierne er for blå, for røde, for enøjede eller for sensationslystne - så er det din egen skyld. Du kan bare læse nogle andre - eller endnu bedre: Nogle flere.
Interesserer du dig for politik, er der rige muligheder for at blive din egen redaktør. Du kan samle stof og meninger sammen fra alle verdenshjørner og så tage stilling. Det er bedre end altid at læse Politiken.dk og så blive sur på dem.
Her er en miniguide til politiske nichesites, fra højre mod venstre.

www.180grader.dk
En levende og meget ordrig liberal debattjeneste. Den er stiftet og drevet af Ole Birk Olesen, som også er medlem af Folketinget. Han skriver ikke så meget selv for tiden, men har gennem nogle år opbygget et trofast korps af borgerlige skribenter, som ikke kan lade være med at ytre sig. Siden er bygget op sådan, at brugernes mest populære indlæg står øverst.

www.denkorteavis.dk
Ralf Pittelkows og Karin Jespersen egen lille avis, som udkommer søndag - torsdag. De to højreorienterede skriver kort og skarpt. Pittelkows yndlingsemne er Helle Thorning-Schmidt, som simpelthen ikke kan gøre noget rigtigt. Der er en fin lille spalte med læserbreve, og så er der en række skribenter, som skriver om alle mulige emner. De fleste er borgerlige. fjernt fra midten, men der er et skønt engagement.

www.altinget.dk
Uafhængig og dybt seriøs netavis, som kun skriver om Christiansborg. Her er meget lidt om taktik og spin. En del af nyhederne er de samme som på de landsdækkende medier, men når dagens store historier ude i samfundet ikke er fra Christiansborg, er der altid spændende nyt fra Altinget.

www.piopio.dk
Ny netavis, som kalder sig uafhængig, men den er stiftet af Henrik Sass-Larsen og andre fremtrædende socialdemokrater. Mange af partiets profiler skriver indlæg på piopio, som er opkaldt efter Socialdemokratiets stifter. Målet er at danne modvægt til den borgerlige presse, og det går blandt andet hårdt ud over BT.

www.modkraft.dk
Venstrefløjs-side - og her er vi ude omkring den venstre side af Enhedslisten. Modkraft er drevet af en række uafhængige redaktioner og har et meget bredt stofområde, blandt andet med en masse kulturstof. 2 ud af 3 læsere er under 30 år, og de fleste er fra Aarhus og København.

Jeg er ikke fast læser af dem allesammen, men jeg kigger forbi med jævne mellemrum. Det er virkelig interessant at se nyhederne og debatten fra helt nye sider. Det er både god underholdning og gedigen folkeoplysning, og så er det allesammen sobre og ordentlige sider. De går til vaflerne i deres holdninger, men de primitive personangreb trives ikke ret godt på nichesiderne.

Farvelbæk - hvor er udgangen?

Efter de seneste dages underholdning i medierne om Uffe Elbæks tætte samarbejde med sin mands arbejdsplads, står hovedpersonen og resten af regeringen med 1 problem: Hvordan får man lempet Uffe Elbæk ud af ministeriet på den mindst skadelige måde?
Reelt er han færdig som kulturminister, men for hver dag der går uden en fyreseddel bliver det sværere og sværere for Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt at forklare, hvorfor det skulle tage så lang tid.

Gør-det-selv?
Så ender det nok med, at Uffe Elbæk selv træder tilbage. Det kan han altid gøre med den begrundelse, at han er blevet en belastning for regeringen, og at denne forholdsvis lille sag tager fokus fra det politiske arbejde, han så gerne ville udføre.
Det var et friskt forsøg at hive en utraditionel og kreativ type som Uffe Elbæk ind i Kulturministeriet. Men det var risikabelt, for folk ude fra samfundet kan begå mange fodfejl i politik, og sådan en outsider som den tidligere leder af De flyvende Pisbønner og Kaospiloterne får ikke to chancer inde på Slotsholmen.

Flere undersøgelser
Det, han bliver udsat for nu, er i hvert fald ikke uhæmmet kreativitet. Det er et blodigt kobbel af oppositionspolitikere og pressefolk, som hiver den ydmyge minister igennem sølet.
Det systems opfindsomhed rækker til at hyre Rigsrevisionen til at foretage en undersøgelse af de bevillinger på 180.000 kr., som Elbæk én gang har redegjort for. Hvorfor spørger ingen, hvad sådan en undersøgelse koster? Hvorfor stiller de sig én efter én op og ser betydningsfulde ud og erklærer sig tilfredse med, at forholdene nu bliver undersøgt til bunds?

En usynlig minister
Det er rent skuespil, af den mest dilettantiske slags, som ikke fortjener en øre i kulturstøtte.
Lad tæppet falde for det pjat og se at få indsat en usynlig og driftssikker person i den ministerstol.
Så kunne vi måske få gang i de medieforhandlinger igen.

Mediefiduser i selvsving

En kommunikationsfidus eller en ekspert?

Når alle tilsyneladende er rørende enige om, at en bestemt person eller virksomhed har dummet sig - så er der grund til undersøge, om der skulle være et ledigt standpunkt.

Skandale! Vi skal ikke have et juletræ
For tiden er der en række sager, hvor medier og kommunikationsfiduser alle løber i samme retning. Det gælder for eksempel det berømte juletræ i Kokkedal. Sagen kulminerede i denne uge med, at boligselskabets afdeling valgte en ny bestyrelse, som så siger ja til juletræet. Der var tæt på at være lige så mange journalister som lejere til begivenheden, og jeg tror bestemt, der var live-tv fra mødet. Det er proportionsforvrængning af værste skuffe. Jeg skrev på Twitter forleden, at vi ikke skal have noget juletræ herhjemme i år - men ikke én journalist har opsøgt mig for at stille kritiske spørgsmål.

Occupy Wall Street
En anden selvsvinger er Danske Banks nye reklamekampagne New Normal. Forleden måtte banken trække et af kampagnens billeder tilbage efter massiv kritik fra kommunikationsfiduser. Billedet forestillede en aktivist fra Occupy Wall Street, og kritikerne mente, at banken misbrugte bevægelsen, der netop er særdeles kritisk over for bankerne.
Når nu alle kommunikationseksperter er enige om, at Danske Bank trådte sig selv over fødderne ved at bruge sådan et billede - så vil jeg gerne forsvare det stakkels foretagende. Jeg havde ikke lagt mærke til reklamen, før kritikken kom frem, men jeg synes, den er elegant.

Kvindekys og isbjerg
Danske Bank har brug for at forberede kunderne på store forandringer, og budskabet i New Normal er, at banken forsøger at forandre sig i takt med omverdenens forandring. Der er et billede af to kvinder, der kysser hinanden, af et barn med en iPad, af et smeltende isbjerg og altså af en Occupy Wall Street demonstrant.
Det er den verden, den lidt støvede, konservative bank skal eksistere i. Ved at tage billedet med demonstranten med, går banken helt til kanten og anerkender den kritik af bankerne, som har været fremme de seneste år. Kritikerne spørger - med rette - om Danske Bank har lært af den, om Danske Bank er blevet mindre grisk. Har banken ikke bare hævet renter og gebyrer i ly af finanskrisen?
Gode spørgsmål, som Danske Bank kunne tage en dialog om, hvis den i virkeligheden ønskede at anerkende New Normal. Men i stedet valgte banken desværre at trække billedet tilbage, fordi det var blevet misforstået.

Fejlen var en anden
Så i modsætning til alle eksperterne mener jeg, at den egentlige fejl fra Danske Bank var at trække billedet tilbage. Og så lige på det tidspunkt, hvor det havde opnået den effekt, som banken ønskede: En debat om bankens position i en verden i forandring.