Åbent byggeri - hemmelig skole

Folk strømede til byens nye skole

Nej, hvor blev jeg glad, da jeg så, at mange hundrede frederikshavnere i går besøgte den nye, flotte skole, kommunen er ved at bygge i vestbyen. Jeg blev overrasket over, at så mange var på min alder og opefter - folk, der ikke selv har børn i skolen.
Vi kom, fordi vi interesserer os for vores by og vores kommune. Og fordi skoler er noget særligt. Det har betydning for alle, at byens børn får en god uddannelse.

1100 skolebørn
Nej, hvor blev jeg glad, da jeg kom inden for i den enorme bygning, som om to måneder siger goddag til 1100 skolebørn. Et dejligt byggeri med gode lydforhold. Det er nemt at overskue, fordi det er stjerneformet og alting tager udgangspunkt i det store indgangsrum. Der ser også ud til at være udmærket plads, selv om det er svært at forestille sig, hvordan lokalerne tager sig ud i hverdagen.

Vi fik intet at vide
Og nej, hvor blev jeg ked af, at alle os interesserede borgere ikke fik noget som helst at vide om det vigtigste ved bygningen: skolen. Der lå kun en lille plantegning. Ingen information om tankerne bag byggeriet, om læring, samspil og hele meningen med byggeriet. Vi kunne bare gå i en lang række og kigge på nogle tommer lokaler og se, at der skulle de og de klasser være.
Jeg har masser af spørgsmål, som de helt sikkert har tænkt over. Hvorfor skal der være vinduer fra klasseværelserne og ud til gangene? Hvorfor skal gangene være så brede? Hvad skal de bruges til? Bygger det på klasseundervisning eller er der mere samarbejde på tværs? Skal autisterne gå for sig selv? Hvad betyder farverne? Det er hemmeligt, selv om et par tusinde mennesker gerne ville høre, se og forstå det, og gerne ville fortælle videre til andre.

Ingen guider
Nej, hvor blev jeg ked af, at der ikke var ét menneske til stede, som påtog sig at vise rundt. Jeg så ingen fra byrådet, ingen fra skoleforvaltningen og ingen af de ansatte på den store skole. De kan have været der på andre tidspunkter end mig, og jeg kender heller ikke dem alle sammen. Men der var ingen, som guidede de mange interesserede. Ingen som stolt viste deres og vores nye skole frem.
Det er der, når et affaldsselskab holder åbent hus på forbrændingen eller genbrugspladsen eller når en virksomhed inviterer folk inden for. Samme dag var der ekstra bemanding på biblioteket, fordi der var et arrangement med Børnenes Rekordbog, som trak mange til huse.

T-shirt og gul sodavand
Men kommunens vigtigste og dyreste byggeri i mange år - det har ingen ejere. Ingen glade værter, som viser frem, fortæller og svarer på spørgsmål. En rød t-shirt til 25 personer og to stykker smørebrød og en gul sodavand til hver, var hvad der skulle til. Så havde kommunen haft et par tusinde ambassadører, som kunne fortælle vidt og bredt om fremtidens skole, der åbner i Frederikshavn om to måneder.

Vi har alt for få gode historier i Frederikshavn Kommune i disse år. Nordstjerneskolen er én af dem. Tror og håber jeg.

Digital boghandel med håndsving

Min lydbog kommer slet ikke frem på Riidrs app

Jeg handler lidt i en lille digital boghandel, der Riidr. Den har sin egen app, så man nemt kan læse bøgerne på iPad. Det fungerer okay uden at være en kæmpe brugeroplevelse. Det er indholdet, der har bragt mig ind hos Riidr, for de forhandler nogle lange journalistiske temaartikler som e-bøger.

Glædestrålende nyhed
Forleden kom der så et glædestrålende nyhedsbrev fra Riidr om, at den norske mediekoncern Schibsted havde investeret i den lille bogbiks. Det fejrede de med 20 pct. rabat på alt, som kunderne købte via hjemmesiden den dag.
Andet bind af Øvig Knudsens Hippie-bog er netop udkommet, og hvorfor ikke få den 20 % billigere, tænkte jeg nærigt. Jeg gik ind på app'en og skulle lige til at gennemføre købet, da jeg kom i tanke om, at rabatten kun gjaldt køb via hjemmesiden. Smart nok, for køber du via app'en, skal Apple have 30 % af omsætningen, så 20 % rabat på hjemmesiden kan godt betale sig!

Hov, ingen bog
Ind på riidr.com, find bogen, køb, skriv rabatkoden og betal. Det gik sådan set nemt nok. Jeg købte lydbogudgaven, så jeg kan høre den i bilen den kommende tid.
Tilbage på app'en - hov der var ingen bog. Luk app'en ned, genstart og luk op igen. Stadig ingen bog. Tilbage på riidr.com - der var lydbogen og en mulighed for at downloade den.
Jeg skrev til Riidr og fik den besked, at der desværre ikke er mulighed for at bruge lydbøger via app'en.

Besværlig procedure
For at gemme den på Ipad'en skulle jeg igennem en noget besværlig procedure:
1. Download bogen som zip-fil og pak den ud
2. Åbn iTunes og opret en spilleliste med bogens titel
3. Træk alle lydfilerne over i spillelisten
4. Sæt iPadden til computeren og synkroniser
Der er en hel del knas med indstillingerne i synkroniseringen, så jeg måtte makke med det i en lille halv time, inden bogen lå på min iPad.
Det er bare ikke godt nok.

Malk selv din ko
Fordelen ved en digital boghandel er, at man henter bogen ned og med det samme kan læse den. Jeg kender adskillige iPad-ejere, som ikke kunne have klaret overførslen uden hjælp. Jeg vil kalde det en digital boghandel med håndsving.
Den stakkels support-medarbejder fik et surt opstød fra mig om, at det svarer til at købe en liter mælk og så få besked på selv at malke koen. Det var selvfølgelig synd for ham, men hvis man vil have en digital butik, så skal kunderne altså høste fordelen af teknikken.

Cykler ned i butikken
I dag skal jeg have en ny bog, 6. bind af Karl Ove Knausgårds forrygende MIG-roman Min Kamp. Den cykler jeg ned i boghandlen og køber. Jeg regner ikke med, at jeg skal sidde og sprætte siderne op for at komme til at læse den.

Cykelbyer og bycykler

Bycykler i Gøteborg

Far blev ikke sur; far blev skuffet, da jeg for nylig læste, at Københavns Kommune havde sparet bycyklerne væk i sit budget for 2013.
Sammen med Frederiksberg Kommune havde vores hovedstad planlagt en variant af det fremragende system, som findes i Stockholm, Barcelona, Gøteborg og andre storbyer. Det går ud på, at man kan leje en cykel i tre dage eller et år ad gangen. Så få man et kort og kan frit bruge en cykel i to timer, stille den i et stativ og tage en cykel igen i to timer. Altså i praksis fri cykel, ingen vedligeholdelse og ingen problemer med forsikring og tyveri. Herresmart.

Byen rundt mange gange
I weekenden var vi i København og i mangel af Frank Jensens tilbud lejede vi to glimrende cykler på Hotel Opera, hvor vi boede. Det var rigtig nemt, prisen var rimelig, og vejret var perfekt til en cykelweekend. Vi var i Nordhavnen, på Frederiksberg, på Nørrebro, Østerbro og Vesterbro og på Christianshavn, Holmen og Refshaleøen. Og vi var forbi Strøget og indre by adskillige gange. Uden at anstrenge os eller at have travlt.
Det er skønt at cykle rundt i København, og der er virkelig gode forhold for cyklister. Mange steder gode, brede cykelstier. Ellers er der tydelige afmærkninger i vejen, og der er en trafikkultur, hvor cyklisterne er en naturlig del af systemet. Cyklisterne er simpelthen tænkt ind som en vigtig del af Københavns infrastruktur.

Svensk system og spansk anarki
Sådan er det ikke i Stockholm og Gøteborg. I Sverige er der bestemt cykelstier men ikke nær så mange som i København, og ingen steder har jeg set skilte, der tillader cykler at køre imod ensretningen. Der er langt færre cykler, og bilisterne opfører sig lige som i en dansk provinsby - de er irriterede på eller bange for cyklisterne.
I Barcelona er det anarki. Cyklerne kan køre på de brede fortove. Det er der tit nogen, der bliver sure over, men så trækker man på skulderen eller skælder dem ud.

Massive investeringer
Weekendens oplevelse har gjort det klart for mig, at en cykelby ikke bare er en by med bycykler. Tværtimod. Det vigtigste ved en cykelby er at skabe gode forhold for cyklisterne. Og jeg noterer mig, at Københavns Kommune fortsætter sine massive investeringer på dette område. Tak for det.

Men det er stadig ærgerligt, at vores hovedstad sakker bagud med bycyklerne. Det er et godt tilbud til turister og en effektiv markedsføring af cyklen som hurtigt, billigt og miljøvenligt transportmiddel.

Ufattelige USA

Jeg kan godt forstå, at der findes en amerikaner, som vil
- forbyde abort
- forbyde ægteskab mellem homoseksuelle
- starte tre nye krige
- give skattelettelser til de rige.
Men, at der er en risiko for, at denne mand bliver valgt til præsident i et oplyst demokrati - det er jeg ude af stand til at fatte.

Mens vi venter på medieforliget

Her er hovedaktøren i ugens forlig

Mens vi venter på medieforliget, har et kæmpe flertal i Folketinget indgået endnu et licensforlig.
Her har de fordelt den stigende mængde licenspenge, og det var let nok. Ingen fik færre penge, og de fleste fik lidt flere. Det kan alle politikere finde ud af.

Pengene er brugt
Men medieforliget - det lader endnu engang vente på sig. Imens forstærkes de problemer, som forliget skal håndtere, og nogle af de penge, der kunne være meget nyttige at have til medieforliget, er nu disponeret i licensforliget.
Det store problem i den danske - og internationale - medieverden er at få betaling for at producere nyheder. Dagbladene, som leverer en væsentlig del af nyhedsstoffet, er ved at forbløde, fordi de mister abonnenter til nettet og annonceindtægter til Google og Facebook.
Dagbladene er fri for at betale moms, og desuden modtager de en såkaldt distributionsstøtte på i alt 400 mio. kr. Begge dele er forældede modeller, som ikke tilgodeser de nyt netmedier.

Udredninger og rapporter
Disse problemstillinger kender partiernes medieordførere ud og ind. De har gennem de seneste fem år bestilt og fået udredninger og rapporter, som alle har bekræftet problemets art. Sagen er fuldt oplyst og klar til politisk stillingtagen. Det har den været i flere år, men der sker ikke noget.
Jo, ude på dagbladene er der hektisk aktivitet. Fyresedlerne fyger omkring, og Lolland-Falsters Folketidende er i fare for at lukke. Sker det, har vi den første større egn i Danmark uden daglig journalistisk dækning. Flere følger efter.
Licenspengene går ikke bare til radio og tv. De går til public service, som blandt andet er den nyhedsformidling, markedet ikke selv kan bære. I 2012 er det også lokaljournalistik, og det er netjournalistik.

Christiansborg
Mediebranchen har gennem flere år råbt og skreget på en helhedsløsning, så de såkaldte medieforlig ikke kun handlede om radio og tv.
Men det er desværre ikke lykkedes at trænge igennem til Christiansborg.

Banalytiker - tænk 4 måneder tilbage

Kan du huske, hvad der skete for 4 måneder siden?
Det er jo ikke en evighed, så lidt må der da hænge fast.

På Christiansborg indgik den nuværende og den tidligere regering et skatteforlig, hvis indhold meget hurtigt blev glemt. En næsten enig presse med de højtråbende banalytikere i spidsen beskæftigede sig nemlig mere med det taktiske end med indholdet.
Så mindre end et døgn efter den brede politiske aftale kunne Jyllands-Posten sætte denne overskrift på toppen af sin netavis: Regeringens liv hænger i en tynd tråd.

Det så nemlig ud til at være umuligt at hive et forlig om finansloven i hus. Enhedslisten krævede i sin ophidselse, at skatteforliget nærmest blev trukket tilbage, før partiet ville forhandle om finansloven.
Venstre erklærede, at partiet ikke vil stemme for en finanslov, hvis ikke regeringen havde sit flertal på plads.

Jyllands-Posten var ikke alene om den beskrivelse. Thomas Larsen, Qvortrup, Engell og Pittelkow var var langt hen ad vejen enige. Dog med det lille forbehold, at Enhedslisten muligvis ville give sig til sidst, fordi partiet ikke vil bringe Lars Løkke tilbage i Statsministeriet.

Hvad er der sket siden? Enhedslisten har dæmpet retorikken og stiller kampklar men ikke buldrende op til de forhandlinger, der officielt starter hos Bjarne Corydon om en time.

Venstre har for over en måned siden trukket sit krav tilbage og tilbyder sig nu gerne som leverandør af flertal for regeringen. Hvis altså partiet kan opnå en god aftale om finansloven.

Er det overraskende? Næ. Det er helt almindeligt på Christiansborg. Jeg er bestemt ikke ekspert, men jeg har da en hukommelse, der rækker mere end fire måneder tilbage. Historien er fuld af situationer, hvor partier i god tid har markeret bastante synspunkter, som de så har trukket tilbage i det øjeblik, de stod over for muligheden for reel politisk indflydelse.

Det er et banalt politisk spil, som man ikke behøver at have været spindoktor eller minister for at gennemskue.

Så mit råd til dig, der forsøger at følge med i politik: Slå ørerne fra, når banalytikerne forsøger at gøre dagsaktuelle bataljer til store principielle konflikter. Næste store forlig afgøres ved forhandlingsbordet og ikke i klummer og spinprogrammer.

Det spændende spørgsmål er: Ved banalytikerne ikke det her? Det må du selv svare på.

Hvis vi vender tilbage til Jyllands-Posten er jeg personligt helt sikker på, at avisens kritiske sans ikke er særlig stærk, når det gælder analyser, der peger på problemer for den nuværende regering.

Kys din bruger

Budskabet præsenteres på fuglebryst

Brugervenlighed og et lækkert design.

Det er årsagen til iPhonens succes. Børn helt ned til 1 års alderen kan bruge Apples produkter.

Det samme bør gælde de digitale løsninger, som kommunerne udvikler i de kommende år. De skal først og fremmest være brugervenlige og godt designet. Ellers bliver de ikke brugt.

Brugernes behov styrer

De løsninger, som tager udgangspunkt i kommunernes egne systemer og arbejdsgange – de findes i hobetal og lever et helt anonymt liv rundt omkring i hjørnerne af hjemmesiderne. Måske har der for et par år siden været en chef, som har godtet sig over, at de ikke blev brugt. ”Der kan I selv se: Ingen har brug for digital selvbetjening, for de skemaer, man kan udfylde hos os, er der ingen, der benytter sig af,” har argumentet måske lydt.

I dag er alle enige om, at fremtiden er digital, og den er her lige om et øjeblik.

Men er alle også enige i, at det er brugerens behov, der er omdrejningspunktet for de digitale services? Starter udviklingen af en digital service med at inddrage og spørge brugerne? Eller starter den med et ønske om at rationalisere en arbejdsgang? Det er forskellen på succes og fiasko.

Fire klik lettere

Apple er det gode eksempel. Find din gamle Nokia telefon frem og se, hvor besværligt det i grunden var at finde en kontaktperson og ringe vedkommende op. Det er fire klik lettere hos Apple, og der er ingen logik, man som bruger skal forsøge at sætte sig ind i.

Det er ikke spor anderledes med teknik og miljøs digitale løsninger. Tværtimod. Behovet for at gøre det enkelt og let forståeligt for brugeren er endnu større end ved din egen telefon. Kommunens univers er ukendt land for de fleste, så brugerne skal virkelig tages i hånden. De skal nemt kunne finde ud af at finde oplysninger og betjene sig selv, og det må gerne være sjovt.

Sjovt? Ja, det mener vi.

Hugotrold

Vi har mere lyst til at prøve noget sjovt end noget kedeligt. Som bruger kan man ikke lade være med at gå videre, hvis der er noget sjovt. Hvad vil du helst følge – et hyperlink med en lille blå tekst, eller en lille Hugotrold, som siger ”Hvor skal vi hen, du?”

Fra webshop-verdenen ved vi, at det ikke er nok at lokke folk inden for i butikken. Under halvdelen af dem, der lægger en vare i kurven, ender med at betale. Derfor gør webshop-ejerne sig store anstrengelser for at gøre vejen fra kurv til kasse så enkel og fristende som muligt.

Også det kan direkte overføres til kommunernes digitale løsninger. De skal holde brugeren i hånden hele vejen igennem. Kunden skal gå helt til kassen og ekspedere sig selv – og så skal hun have en sød hilsen bagefter. Og endnu en hilsen nogle dage efter, hvor hun bliver bedt om at bedømme servicen.

Derfor er design og brugeroplevelse ikke et biprodukt. Det er produktet.

Brugervenlighed = digital strategi

Det er også overliggeren for den digitale strategi. Teknik og miljø må sætte sig som mål at give kunderne lækre, sjove, lettilgængelige og nyttige digitale services, som gør livet lettere for kunden.

Lykkes det – så vil kommunen uden tvivl opnå den behagelige sideeffekt, at administrationen bliver billigere og mere effektiv.

Tænk derfor digitale services som en kommunikationsopgave. Brugeren er en målgruppe, hvis behov vi skal opfylde. Og det gælder også de digitale værktøjer, kommunens medarbejdere sidder med i hverdagen. De skal også være brugervenlige med et lækkert design.

Mange mandetimer går tabt ved at medarbejdere farer vild i administrative systemer, glemmer koder og taster ind i de forkerte kolonner. Og værre endnu: Mange data bliver aldrig gemt, fordi medarbejdere og chefer simpelthen ikke bruger systemet. Det løser vi ikke ved at indføre nye regler og kontrolprocedurer, for den slags fører kun mistillid og tabt arbejdsglæde med sig. Løsningen er at insistere på, at de ditigale systemer er brugervenlige, sjove og nyttige.

--------------------------------------------

Denne artikel blev i september bragt i et magasin for KTCs årsmøde i Ringsted. KTC er en forening for chefer i teknik og miljø i kommunerne.