Hurra for den røde knap

Helt som forudset er der nu en heftig debat i medierne om, at dækningen af retssagen mod Breivik fylder for meget og er for detaljeret.
Det giver mig endnu en tur på en af mine kæpheste; nemlig at hovedpersonen i medierne er modtageren. Seeren, lytteren, læseren. DIG.

Det Stockholmske Blodbad
Hvis du ikke gider følge alle detaljer i retssagen i Oslo, så lad være. Det gør jeg, men jeg forstår udmærket, at næsten alle nyhedsmedier prioriterer historien meget højt. Det er Nordens næststørste kriminalsag nogensinde. Kun overgået af Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor den danske Kong Christian 2. henrettede 82 svenske adelsmænd på et smukt torv i hjertet af det, der nu hedder Gamla Stan.
Personligt synes jeg ikke, der er noget principielt eller lærerigt ved Breiviksagen og blodige detaljer har aldrig interesseret mig, så jeg følger kun sporadisk med i dækningen fra Oslo. Men jeg bebrejder absolut ingen, som gør det, for jeg forstår sagtens, at man kan føle sig fascineret af den vanvittige historie.

Jeg er arrogant
Min lille kæphest om selv at tage stilling får mig undertiden til at virke arrogant. Jeg hører tit folk beklage sig over, at de betaler for en masse tv-stationer, og så er der kun dårlige amerikanske serier og genudsendelser. Og så kommer jeg med min dumme bemærkning om, at vi har sådan en rød knap på fjernbetjeningen, som vi trykker på, når der ikke er noget interessant.
Takket være den kender jeg ikke tidens tv-reklamer, og jeg har aldrig set en reality-serie. Der er heller ingen huller i min uvidenhed om amerikanske tv-serier.
Det opfatter folk som arrogance eller bedreviden. Men sådan er det ikke inde i mit hoved. Jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde nogen, at de ser et underholdende og lidt plat tv-program. Jeg kan jo ikke engang sige, at det er dårligt, for jeg kender det ikke. Jeg laver selv masser af ting i løbet af dagen, som ikke er spor åndeligt eller nyttigt - men bare sjovt, hyggeligt eller dumt.

Addd - det lugter
Men jeg har bare ikke lyst til at se dårligt tv, til at læse en masse detaljer om Breivik eller for den sags skyld til at overvære et boksestævne. Så det lader jeg være med og glæder mig over, at andre har fornøjelse af det.
Et andet udslag af min kæphest er, når folk opdager noget, der lugter rigtig fælt. Så kan de finde på at sige: "Addd. Prøv lige og kom her og lugt". Det siger jeg altid nej tak til. Jeg gider da ikke lugte til noget grimt.
Husk, at det er dig selv, der bruger fjernbetjeningen. Den røde knap er der altid.

De satans humanister

Hver fjerde nyuddannet akademiker fra i sommer går stadig ledig, lyder en af dagens kedelige nyheder.
Og så fortæller erhvervsorganisationerne os igen, at der bliver uddannet for mange humanister og alt for få på de naturvidenskabelige fag.
Og det er nemt at se for sig, at tusindvis af unge uddanner sig til gymnasielærere og offentligt ansatte, mens virksomhederne har brug for nogen ingeniører og programmører.
Men det er bare ikke sådan, det hænger sammen.

Ældgammel fordom
Det er en ældgammel fordom, at humanister bliver uddannet til det offentlige og teknikere til det private. Og det er netop en af årsagerne til, at de satans humanister har det så svært. Alt for mange virksomheder kender ikke nutidens humanistiske uddannelser og dermed de kompetencer, kandidaterne har.
Universiteterne er ikke elfenbenstårne,  som uddanner filosoffer og antropologer uden hensyntagen til samfundets behov. De har løbende udviklet uddannelserne, studieforløbene og arbejdsformen i takt med den udvikling, der sker i det øvrige samfund. Nogen hurtigere end andre.
Universiteter og andre højere læreanstalter bruger meget krudt på dialog med virksomheder for at opfylde behovene bedst muligt. De gør blandt andet et stort arbejde for at etablere længere praktikforløb i virksomheder. Tankegang har mange gange haft glæde af studerende fra Aalborg Universitet og andre uddannelses-institutioner.

1300 virksomheds-kommunikatører
For nylig var jeg til en forelæsning på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet (se foto). Her fortalte professor Finn Frandsen, at handelshøjskolen på 11 år har opbygget kommunikationsuddannelser, der nu tæller 1300 studerende. Det er altså også humanister - alle sammen med fokus på virksomheder.
Humanisterne kan blive gode ledere, projektmagere, administratorer, formidlere, udviklere og mange andre nøglefunktioner, som danske virksomheder har brug for nu og i fremtiden for at skille sig ud. Tag ud på virksomhederne og se, hvem der laver hvad. Så er der en landinspektør som personalechef, mens en  cand. polit. står for udviklingsafdelingen.

Teknikere er ikke firkantede
Akademikere har en grundlæggende kompetence til at sætte sig ind i og bearbejde komplekse problemstillinger og til at analysere og finde løsninger. Derfor kan humanister klare sig de underligste steder, når først de får foden indenfor.
På samme måde er teknikerne ikke så firkantede og faktaorienterede, som humanisterne forestiller sig. Deres uddannelser retter sig nemlig også mod virkeligheden. Og den kan ikke sættes på formel.

Borgmesteren er fredet

Kan man være dårlig til sit arbejde og så være sikker på at beholde det i fire år? Ja, hvis man er borgmester, for den øverste leder i en kommune kan i realiteten ikke fyres i valgperioden.
Den debat er nu åbnet i forbindelse med Rebildsagen, hvor Dansk Folkeparti kræver, at borgmester Anny Winther (V) går af, mens politikere på Christiansborg vil have kulegravet det politiske ansvar i sagen og andre foreslår mulighed for at afsætte borgmestre i utide.

Kaos i kommunerne
Jeg vil godt advare mod den slags forslag. De kommer til at skade kommunerne meget alvorligt.
Hvis borgmesteren kan afsættes i utide, vil det være af et flertal i byrådet. Og så risikerer vi permanent kaos i kommunerne. Blot en enkelt af borgmesterens partifæller skifter side, skal kommunen have ny borgmester - og måske nye udvalgsformænd.
Efter hvert kommunalvalg er der store dramaer i 5-10 kommuner, hvor den ene er borgmester i et døgn, men så springer aftale-partneren eller en enkelt person og sikrer en anden den eftertragtede post. Ved sidste valg var der i øvrigt et meget speget spil i netop Rebild Kommune.

Service - ikke spin
Kommuner er ikke spinfabrikker. Det er lokale servicevirksomheder, som løser opgaver for borgerne.  Kommunerne har en fornem tradition for, at politikerne slås til valget og så i øvrigt arbejder rigtig godt sammen i fire år, når posterne er fordelt. Det er en af grundene til, at de danske kommuner er så velfungerende.
Der er altid undtagelser. Enkelte kommuner er i perioder præget af politiske stridigheder i hele valgperioden, og det smitter af på hele kommunens virksomhed. Det koster millioner af kroner og betyder, at udviklingen i kommunen bliver sat tilbage. Det ser vi eksempler på i hver valgperiode.
Så et system, hvor borgmesterposten - og de øvrige poster - er på spil hele tiden, risikerer at splitte den politiske samarbejdsånd, som er forudsætningen for en velfungerende kommune.

Ligegyldig kransekagefigur
Så hellere risikere en borgmester, der ikke er dygtig. Vedkommende er jo ikke fri for ansvar. Træffer han ulovlige beslutninger, kan han blive dømt til at betale erstatning. Politisk kan en borgmester blive kørt helt ud på et sidespor og til sidst stå tilbage som ligegyldig kransekagefigur, mens andre styrer kommunen.
Endelig er der eksempler på borgmestre, som har måttet trække sig på grund af alkoholproblemer eller en meget ubehagelig sag, som har belastet dem personligt.

Konsekvenser - for børnene
Rebildsagen skal have konsekvenser. Den skulle meget gerne betyde, at misbrugte børn i Danmark fremover får hurtigere hjælp af samfundet - både i Rebild og i resten af landet. Børnenes tarv er vigtigere end store undersøgelser af politiske procedurer.

Nøgen journalistik på Twitter

Journalist Jens Ringberg. Foto: DR

For journalister af min generation er Nils Ufers 24 år gamle bog Den Nøgne Journalist lidt af en bibel. Titlen er ikke spor pornografisk. Ufers pointe er, at journalisten ikke er i centrum, men de udsagn, begivenheder eller sammenhænge, hun fortæller om.
I disse år fyldes medierne af journalisme - kommenterende, analyserende og vurderende journalistik, hvor substansen kommer i baggrunden. Nyhederne handler ikke om indholdet af et energiforlig men om Venstres taktiske overvejelser eller om energiministerens evne til at lande et forlig. Milevidt fra Ufers ideal.
Den nøgne journalist fortæller, hvad der sker, og så tager læseren, lytteren eller seeren selv stilling.
Et fornemt eksempel på dette håndværk leverede DRs Jens Ringberg i weekenden fra SFs landsmøde. Det foregik på Twitter, hvor @JensRingberg refererede fra Kolding i to døgn. Først kom Villy Søvndals velkomsttale i de små bidder, som Twitter tillader. Næsten live fik vi alle Søvndals pointer - ikke Ringbergs.
Siden fulgte de mange debatter. Der kom snesevis af tweets fra Ringberg med talerens navn og budskab.
Jeg sad ikke med næsen i computeren og fulgte hvert et ord. Men jeg var forbi med jævne mellemrum og fik et godt indtryk af debatten takket være Jens Ringbergs små godbidder.
Senere fulgte afstemningerne om sager og valg til landsledelsen - undertiden ledsaget af forklaringer. Da Meta Fuglsang blev topscorer ved valget til landsledelsen gjorde Ringberg opmærksom på, at det ikke automatisk betød genvalg som næstformand. Det var ikke en kommentar, men en forbrugeroplysning.
Twitter fandtes ikke i Ufers alt for korte levetid, men det har vist sig, at dette lidt smarte medie for kommunikationsfolk, nørder, politikere og kändisser er meget velegnet til nøgen journalistik. Her kan man lave livedækning af alverdens begivenheder til dem, det måtte interessere.
For en journalist er det næsten som at skrive noter, og så er det meget tilfredsstillende, at det kan offentliggøres med det samme. En nyhed er i sagens natur ny, så når Jens Ringberg rapporterer, hvad der sker lige nu på SFs landsmøde, så er det nyhedsformidling i sin reneste og fineste form.
Og det er bedre end live-tv, for vi får den erfarne journalists vurdering af væsentligheden. Vi slipper for pauser, øh og bøh, floskler, gentagelser og tomgang. Ringberg refererer talernes pointer og intet andet.
Desværre er der ikke ret mange på Twitter i Danmark, men jeg vil meget stærkt opfordre medierne til at tænke dette enkle medie ind som en del af deres dækning.
Måske kommer der flere læsere, når folk lærer Twitter at kende og opdager, hvor mange nyheder, der flyver rundt på tjenesten.

Mirakelpillen er opfundet

Kan man blive rig på at lancere en mirakelpille, som har disse virkninger:
- Bedre humør
- Mere energi
- Bedre helbred
- Pænere figur
- Højere indlæringsevne
Nej, det kan man ikke. For den er gratis, og den blev opfundet samtidig med mennesket. Den hedder motion.
Men man kan blive rig af at lave magasiner med slankekure. Man kan blive rig af at producere lykkepiller og al mulig anden farlig medicin. Meget rig.

Unge får stress
Vi har en masse unge, der klarer sig dårligt i skolen. De får stress og har svært ved at koncentrere sig. De skal til psykolog og vejleder og have al mulig hjælp. Det ser ikke ud til at hjælpe. Men hvis de fik motion hver dag, ville de klare sig bedre i skolen, pjække mindre, have det bedre og kunne undvære medicin og psykologhjælp. Det ved vi, det er afprøvet og dokumenteret. Og det bliver næsten ikke brugt. Hvorfor?

Mere end 8 piller om dagen
700.000 danskere spiser mere end 8 piller om dagen. Diabetes 2, hjerte-kar sygdomme, stress, migræne, gigt og 1000 andre lidelser. Der kommer nærmest nye sygdomme frem hver uge - og nye piller til dem. De kan lindre, men ikke helbrede. Men hvis patienterne fik motion - så ville de på få måneder kunne opnå forbløffende resultater. Det ved vi, det er afprøvet, og der er hundredevis af historier om folk, der har motioneret sig ud af sygdommens jerngreb. Men det bliver næsten ikke brugt. Hvorfor?
Jeg ved det ikke.

Tid?? Du ser tv i over 3 timer om dagen
Men jeg ved, at det aldrig er for sent at begynde at motionere. Kroppen er klar, selv om du er 86 år. Så snart, du begynder at træne, reagerer den positivt og hjælper til. Lever, nyre, milt og alle de andre indre organer fungerer bedre. Blodomløbet styrkes, og du bliver i bedre humør.
Du behøver ikke at løbe 10 eller 20 kilometer. En gåtur, en rask gåtur, en cykeltur, et par gange op og ned ad trappen eller lidt fysisk arbejde. 4 x 5 minutter om dagen har alle tid til. Danskerne ser i gennemsnit tv i over 3 timer hver dag, så der skulle være plads til at motionere i 20 minutter.

Fem forslag, som kan sættes i gang NU
Det skal bare sættes i gang, og det skal være nu. At vi ikke har råd, er rent nonsens. Det er en knaldhamrende fed forretning for samfundet at investere i motion.
- 1 times motion på skoleskemaet hver dag på alle uddannelser.
- Motion på recept med vejledning til alle patienter, der får mere end 7 piller
- Motion med vejledning til alle med livsstilssygdomme
- Motion med gratis vejledning til alle psykiatriske patienter
Det kan vi starte med. Det vil betyde markant mindre udgifter til medicin og behandling, færre sygedage og højere effektivitet i hele det danske samfund.

Og så kan vi endda glemme alt om slankekure. Siger jeg, som spiste et enormt stykke islagkage ude hos Mariean og Ole i aftes. UHM.

Vind-vind når du deler på nettet

Her kommer et indlæg om fidusen ved at dele indhold på nettet.
For mange af mine læsere er det nærmest pinligt banalt. For enkelte vil det være tæt på uforståeligt, og for en tredje gruppe vil det nok være nogenlunde kendt stof.
Jeg tilhører selv den sidste gruppe, og jeg skriver det for selv at forstå mekanismen ordentligt. Det er en af de måder, jeg lærer på.
Hvis vi sidder hjemme med avisen, og Solle læser en spændende artikel, fortæller hun måske mig om den. Når jeg senere ser avisen, vil jeg næsten altid læse artiklen. Hvis ikke Solle havde fortalt om den, havde jeg måske overset den. Så er der to, der har læst artiklen.
Det er deling i den analoge verden. Og det er meget smartere i den digitale.

Link til blogindlæg
Når jeg skriver et indlæg på min blog, lægger jeg et link på Facebook, Twitter og nogle gange på LinkedIn. 20-25 mennesker klikker på linket og læser min artikel. Nogen af dem går tilbage til Facebook og trykker på Synes Om knappen. Så kan deres venner se, at de har læst min artikel og enkelte af dem vil måske læse den. Skulle en eller flere af dem kunne lide artiklen, trykker de måske også på Synes Om knappen, så endnu flere ser den.
Fidusen her er ikke bare, at flere får mulighed for at læse min artikel. Hvis jeg sendte et link til Peter Outsen i Struer, ville han sikkert ikke ofre det så meget som et blink. Men hvis Peter Outsens ven Jens Hagen fra Holstebro sender linket, vil Peter Outsen lige se, hvad det er. For han ved, at Jens Hagen finder spændende artikler. Jens Hagen er min ven, og takket være Facebook bliver han min ambassadør over for sine venner.

Vinde-vinde situation
Det er en endda en vinde-vinde situation. For jo flere interessante artikler, Jens kan pege ud for sine venner, jo mere holder de af ham. Jeg hjælper Jens. Jens hjælper mig, og det kræver bare et enkelt klik.
Der er faktisk masser af mennesker på Facebook og Twitter, som har en stor læserskare alene i kraft af de spændende links, de finder frem. Følger man de rigtige på Twitter, får man nyheder fra hele verden hurtigere end på de store netaviser. Massakren på Utøya læste jeg om på Twitter, inden de kom frem på norsk tv. På Twitter så jeg det ikke fra et vidne, men fra en ven til en til en ven til en ven til en ven, der selv var der. Det tager under et minut at sprede breaking news til millioner af mennesker.

Kommunikationsfiduser hjælper hinanden
For nylig skrev jeg et indlæg på Trine Elkjærs blog om kommuners digitale kommunikation. Det var en anden dimension af vind-vind.
Lad os nu lege, at indlægget var godt. Så giver det i sig selv værdi for Trines blog. Og det giver bloggen status, at jeg vil skrive på den. Selv om jeg bare er mig, er jeg trods alt en kommunikationsfidus. Når Trine kan få mig til at skrive for sig, må hun have en vis betydning.
Omvendt giver det også mig status, at Trine inviterer mig til at skrive på bloggen. Hun er ganske vist bare Trine, men hun er jo også en kommunikationsfidus, som endda har en blog om noget af det nye.
Jeg linker til artiklen. Trine linker til den. Det giver trafik på Trines blog og drypper med lidt opmærksomhed på min blog. Nogle af Trines venner får øje på mig og vil måske kigge forbi min blog en anden gang.

Princippet møder virkeligheden
Jo flere steder, mine udgydelser er omtalt, jo mere bliver de spredt, og jo højere kommer de op på Google, når folk søger på de emner, jeg skriver om.
Det er princippet.
Virkeligheden er, at hvert indlæg læses af 30-50 personer. Det kan jeg sagtens ændre. Jeg kan sætte et billede på af en bar røv eller skrive Amalies bryster i overskriften. Så bliver det spredt med lynets hast.
Men det er okay. Jeg samler på gode læsere som dig, og du interesserer dig jo ikke for ligegyldigheder. Men for at teste effekten af et godt billede, har jeg udstyret artiklen med ét. Det har ganske vist intet med indholdet at gøre. Men det er godt. Send endelig videre.

Dumt spørgsmål: Har du tid?

Hvor mange gange i løbet af en arbejdsdag hører du ikke det høflige spørgsmål "Har du tid?"
Det er høfligt, men det er også en af de mange tomme fraser, vi bruger uden at tænke nærmere over det.
For selvfølgelig har vi tid. Vi har jo ikke andet. Livet er tid.
Har du tid til at læse denne artikel? Har du tid til at gå på Facebook? Har du tid til at sidde ude og nyde solen? Har du tid til at lave mad til familien? Har du tid til at hygge dig med dine venner? Det spørger vi ikke om, for det er jo formålet med alle vores vigtige gøremål at få tid til at have det godt.
Men hvad er så formålet med vores arbejde? Uha, der er sikkert mange. Men et af dem af de allervigtigste er for mig at skabe noget godt sammen med andre.
Den bedste tid på jobbet er, når vi gør noget sammen. Udvikler en idé, diskuterer et problem, løser et dilemma eller aftaler en opgaves forløb. Det er skønt at blive enige, og det giver tryghed for alle, at vi har talt en opgave igennem. Derfor bliver jeg altid glad, når en kollega kommer hen for at spørge om noget eller vende et lille problem med mig. Eller for den sags skyld for at rykke for noget, jeg ikke har fået lavet.
Som regel lyder indgangsbemærkningen: "Har du tid et øjeblik?" Den antyder, at min kollega kommer og tager noget af min tid og at den tid, jeg bruger på at sidde alene og arbejde er mere vigtig end den tid, vi bruger sammen. Og det er lige omvendt.
Vi bliver ikke forstyrret af kolleger. Hvis det var sådan, kunne vi alle sammen have hvert vores firma og sidde derhjemme og være effektive.
Jeg bruger også selv det dumme, høflige spørgsmål. Og det er måske sket 1 eller 2 gange, at jeg er blevet afvist. Kollegaen havde ikke tid. Så kan det fraværende svar lyde: "Nej, det har jeg faktisk ikke. Var det vigtigt?" Eller: Njjaaaeeej. Er det noget, vi kan klare i en fart?"
Så slår spørgsmålet tilbage som en boomerang, og jeg bliver lidt såret. Jeg kommer og spørger pænt om noget, og så vil vedkommende ikke engang høre, hvad det handler om. Hvor frækt!
Så er det netop, spørgsmålet er blevet en frase. Hvis man kun kan tåle at få 1 svar, skal man ikke spørge.
Men så kommer det svære. Hvordan henvender jeg mig så til kollegaen? For det lille spørgsmål har jo den funktion, at det lige skaber kontakten - fortæller, at jeg har noget, jeg gerne vil snakke med dig om.
Jeg kunne også sige "Må jeg lige spørge om noget?", men det er jo det samme. Selvfølgelig må jeg det, og jeg bliver forundret eller stødt, hvis du svarer nej.
Jeg tror, at jeg selv skaber kontakten ved at gå hen til kollegaen, sige hendes navn og så stille mit spørgsmål, når hun har svaret ja. Hvis det lille ja er meget fortravlet eller forbeholdent, så bliver det et hurtigt spørgsmål - eller måske er jeg så snarrådig, at jeg bakker ud og vender tilbage senere.
Tak for din tid.

Jeg morer mig kirkeligt

I snart mange måneder har en lille gruppe skriftkloge hidset sig selv mere og mere op over regeringens ønske om, at bøsser og lesbiske skal kunne giftes i en kirke.
Det er virkelig sjovt at hoppe ind og følge den debat engang imellem. De ortodokse præster og debattører skriger nu så skingert, så de beskylder kirkeminister Manu Sareen for at ville splitte og ødelægge folkekirken. Undervejs har flere biskopper i fuldt alvor argumenteret for, at kirken slet ikke skal tage sig af vielser.
Deres indlæg er i meget ringe grad præget af den næstekærlighed, som jeg engang lærte som Biblens hovedbudskab.
Vi får en teologisk forklaring på, at folkekirken godt kan velsigne et registreret partnerskab men ikke vie to homoseksuelle. Det vil nærmest få hele kirken til at brase sammen, kan vi forstå.
Det er her, kæden hopper af.
De højtråbende debattører tilhører et lille mindretal, som befinder sig i en helt anden verden end det store flertal af folkekirkens 4,4 mio. medlemmer. Den almindelige dansker er ikke bibelstærk og mener heller ikke, at enhver formulering i Bibelen skal efterleves til punkt og prikke.
Danskerne er medlem af Folkekirken, fordi de gerne vil have deres børn døbt og konfirmeret, fordi det er hyggeligt at komme i kirken til jul (hvis de når det), og fordi kirken er rigtig velegnet til bryllupper og begravelser. Danskerne er sådan lidt kristne ved højtidelige lejligheder.
Men de er først og fremmest en del af et samfund, der løbende udvikler sig. Danskerne er tilhængere af ligestilling og dermed også af kvindelige præster. Selv om nogle af de skriftkloge kan finde argumenter mod det i Bibelen.
Danskerne er tilhængere af skilsmisser, selv om de har lovet at blive sammen til døden skiller dem ad.
Danskerne er tolerante og vil ikke diskriminere bøsser og lesbiske. Derfor går det store flertal af folkekirkens medlemmer ind for kirkelig vielse af homoseksuelle.
Sådan er virkeligheden hos dem, der ikke sidder med næsen begravet i gamle testamenter.
Derfor er det så hylemorsomt at læse indlæg om, at Manu Sareen er en elefant i en glasbutik, som ikke ved noget om kirkelige forhold og at han slet ikke er værdig til at være kirkeminister. Derfor er det så skægt at læse folk med alvorstung mine forklare, at hele fundamentet for folkekirken nu styrter sammen.
Nej, de skulle tage og takke regeringen for forslaget. For det har givet dem en fin anledning til at lufte deres tusindårige opfattelser og til at spy deres galde ud over alle de ukristelige politikere (og medlemmer af Folkekirken).