lørdag den 31. marts 2012

Jeg er nærig på nettet

I går udkom et nyt journalistisk magasin, som introducerer en ny genre i Danmark. Det koster 24 kr., og det er jo billigere end et dameblad.
Men jeg har ikke købt det endnu. For det er på nettet, og af en eller anden grund er der noget grænseoverskridende ved at bruge hele 24 kr. på at downloade noget. Hvis det var et blad, jeg kunne få i hånden - og som jeg forholdsvis hurtigt ville smide ud igen - ville det ikke betyde noget at give 25 eller 35 kr.
Det er en mærkelig psykologi. Vi vil gerne købe varer over nettet. Rejser, bøger, biografbilletter, tøj og elektronik elsker vi at klare via nettet. Men at betale 1 kr. for at læse en god artikel eller 50 kr. om måneden for et spændende magasin - det har vi endnu ikke vænnet os til.
Bøger er på vej, men jeg er selv ikke nået til det. Jeg elsker at læse bøger på iPadden, men jeg vil (endnu) ikke betale for dem. Jeg låner dem på ereolen.dk. Det er gratis for mig, men Frederikshavn bibliotek betaler 18 kr. for hver bog, jeg henter ned. Det har jeg åbenbart ikke problemer med. Spørgsmålet er, om jeg ville låne bogen, hvis jeg selv skulle betale 18 kr. for at have adgang til den i en måned?
Nej, nu går jeg ind og køber det magasin til 24 kr. Det er til salg på zetland.dk, som er drevet af fire journalister. Den nye genre hedder single. Det er én artikel på ca. 50 sider, dybtgående, grundigt researchet og underholdende, lover udgiverne. Premiere-singlen handler om den danske adel og bringer os rundt på nogle af de store godser, hvor unge og gamle adelige sætter os ind i deres verden og mentalitet.
Gad vide, om de handler på nettet, eller om de er så konservative, som vi går og forestiller os.

onsdag den 28. marts 2012

Jeg indberetter min skat med gru

Jeg hører til dem, der gerne betaler skat, og det er også rimeligt, at jeg med en pæn indkomst har en høj trækprocent.
Alligevel er jeg fly forbandet over SKAT, nærmere betegnet over deres indberetningssystem. Det er lavet til skatterevisorer og ikke til borgere. Det er lige før, jeg lader være med at indberette fradrag i bar frustration og vrede over, at det skal være så besværligt.
Vi kan få servicefradrag for håndværkerudgifter på huset, men hold da op et arbejde at taste skidtet ind. Man skal opgive CVR-nummer på håndværkeren - selv om SKAT har det. Det står ikke på alle fakturaer, og det er heller ikke altid til at finde på cvrs hjemmeside. For selskabet kan hedde noget andet end sit kaldenavn.
Så skal alle beløb indtastes uden moms. Altså trækker man 20 pct. fra, hvorefter SKATs regnemaskine lægger 25 pct. til. Man får nemlig fradrag for momsen, men for at opnå det, skal man sidde og regne og dividere med mulighed for at lave fejl.
Da det var gjort, gjaldt det nogle aktiehandler. Det har jeg ikke plads til at forklare til bunds her, men jeg fik indberettet mine handler på den dertil indrettede side. Nede i bunden er der en lille grå knap, hvor man kan vælge at overføre de indtastede beløb til selvangivelsen. Hvorfor det? Selvfølgelig skal oplysningen over på selvangivelsen. Det er jo derfor, man taster dem ind. Det burde naturligvis ske automatisk.
Men jeg overså den lille overflødige knap 1 gang. Så i dag stod der pludselig for mange penge på min konto. Jeg havde fået penge tilbage i skat, fordi min indtastede aktiegevinst ikke var kommet med over på selvangivelsen.
Så de penge, jeg har fået, skal jeg betale tilbage - sikkert med renter. Og jeg tror nok, at Solle også skal af med lidt på grund af den ene fejl.
Der bliver ingen sag ud af det, for SKAT har jo ret i, at jeg har begået en fejl. Jeg har også godkendt selvangivelsen uden aktiegevinsten, og det kunne jeg jo bare tjekket.
De kunne jo også vælge at lave et system, som almindelige folk kan bruge og forstå.

søndag den 25. marts 2012

To tresserbørns traumer

En læser har gjort mig opmærksom på en ligegyldig men pudsig historie. Den handler om Ekstra-Bladets chefredaktør Poul Madsen, der er fire måneder ældre end mig. Han fortalte i et tv-program om to mindre traumer, han bærer med sig fra barndommen:
1. Han blev tvunget til at spise en ostemad hver morgen
2. Han er hunderæd for hunde.
Hvor sjovt, tænkte min læser. Det samme gjorde jeg, for jeg kan skrive under på begge punkter. Måske er det en enestående tilfældighed - men måske går en halv generation af tresserbørn rundt med fæle oste- og hundeminder.
Hver morgen sad vi tre knægte bænket i køkkenet hjemme på Snerlevej i Holstebro. På det lille bræt foran os lå en halv rugbrødsmad med ost. Jeg har altid været glad for mad, og mange kan bevidne, at jeg spiser alt for hurtigt. Men som jeg husker det sad jeg hver morgen og kiggede med gru på den ækle mad og tænkte på den forfærdelige smag, jeg nu skulle udsættes for.
Der var ikke den store konflikt. Min mor insisterede på, at vi skulle spise ostemaden, og så gjorde jeg det. Langsomt og - som jeg husker det - ofte med brækfornemmelser.
Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har spurgt, hvorfor jeg dog skulle starte dagen med noget så ulækkert. Men min mor var bestemt ikke ond, så hun har garanteret været overbevist om, at det var både sundt og nødvendigt. En overgang fik vi også levertran, men det var overhovedet ikke slemt. Ostemadden var ti gange værre.
Da vi mange år senere kom til at tale om det, grinede min mor af sig selv og indrømmede, at det var forkert af hende. Lige som Poul Madsen tager jeg det med som en pudsig oplevelse fra en god barndom, og jeg tror ikke, jeg har pådraget mig varige mén.
Og så er der hundene. Jeg har altid været bange for halvstore og store hunde. På vejen var der en familie, der havde en stor mynde, som i mine øjne var en lille isbjørn. Den havde en lang mund fuld af skarpe tænder. En dag, da jeg skulle gå i skole, stod den oppe ved deres hus for enden af en stikvej ca. 100 meter fra det fortov, jeg gik på. Jeg turde ikke gå over gaden og endte med at gå en omvej på over 2 kilometer for ikke at blive angrebet af den farlige hund.
Da jeg senere blev avisbud, var der et par steder på ruten, hvor man kunne risikere at møde en stor hund, og jeg vænnede mig aldrig til det. Selv, når hunden lå bag brevsprækken og gøede og snappede efter avisen, fór mit hjerte op i halsen.
Jeg er aldrig blevet rigtigt bidt, men jeg er stadig lige bange for hunde. Vores nabo har nogle temmelig livlige jagthunde, som har den modbydelige vane at spæne efter folk, der kommer løbende fredeligt på vejen. Jeg stivner af skræk, og det er naturligvis det dummeste, man kan gøre. Ofte hopper de op ad mig, så jeg får rifter på arme eller ben, og én af dem har også snappet efter mig.
De er sikkert legesyge eller noget andet godt. Men det kan jeg ikke forstå i situationen. Jeg er simpelthen hunderæd.
Måske skulle man have en ostemad med og give til hunden. Det skulle jo være så sundt.

torsdag den 22. marts 2012

Positiv journalistik uhauha

Hvad vil folk helst læse - en positiv historie eller en negativ? Det lyder måske som et dumt spørgsmål, for umiddelbart vil de fleste svare en positiv. Det er også det korrekte svar.
Hviken slags historie vi journalisterne helst lave? Her tror jeg de fleste danskere vi svare en negativ. Og det er sikkert også rigtigt. Det er det i hvert fald for min, den forrige og den efterfølgende generation af journalister.
Det er en indgroet del af vores journalistiske selvforståelse, at vi skal gå kritisk til alt og alle, især magthavere. Derfor er en historie om svindel i et firma bedre end en om en kæmpe ordre, der kaster nye arbejdspladser af sig.
Watergate står som et ideal for de fleste journalister i den vestlige verden, som er over 35 år. Selv om 999,999 promille af os aldrig har været i nærheden af sådan en historie, går vi efter konflikter, problemer og svigt frem for løsninger.
Det har journalist Cathrine Gyldensted nu startet en meget fin debat om. I en masterafhandling dokumenterer hun, at læserne bliver i dårligt humør af de negative historier, mens de positive giver dem lyst til at handle.
Hendes udgangspunkt var en reportage fra et gadekøkken, hun selv skrev til en stor avis. Hun interviewede nogle af de fattige, de frivillige og hjælpeorganisationernes ledere.
Det blev til den traditionelle negative historie om, at der kommer flere og flere fattige og at gadekøkkenerne snart ikke kan følge med mere.
Senere fandt hun sine noter frem og skrev historien med en anden vinkel. Her fortalte de fattige, at gadekøkkenet var en stor hjælp for dem, og at de troede på, at deres børn fik en uddannelse. De frivillige fortalte om det meningsfuldei at hjælpe andre og organisationsfolkene berettede om gode resultater af deres arbejde.
Gyldensted lavede andre versioner af artiklen og sendte dem ud til læsere, som skulle reflektere over dem.
Den positivt vinkede historie var langt mest populær, og det var også den, der motiverede læserne mest til selv at foretage sig noget. Den traditionelle med den negative vinkel gjorde læserne i dårligt humør og motiveredes dem slet ikke.
Gyldensted har optrådt flittigt i medierne med sine resultater og har også været rundt til arrangementer i mange mediehuse.
Hun har fat i noget og min fornemmelse er at de unge journalister ikke har samme automatpilot som os andre. For dem er det ikke nok, at en ældre kollega blot taler om en god historie og en skarp vinkel. Der skal en begrundelse til, og de unge journalister er meget mere bevidste om læsernes behov og ønsker. 
Det har vi andre aldrig været plaget af. Ordet målgruppe var ikke i min bevidsthed i de 15 år jeg skrev til aviser. Jeg skrev gode historier efter den definition, der nu var på den pågældende redaktion.
Og der var et mord bedre end et tyveri.

lørdag den 17. marts 2012

En fed fiasko

Jeg var til et kæmpe flop af et foredrag forleden. Manden på podiet var overfladisk og plat og jeg endte højst uhøfligt med at gå i utide. Det var ikke til at holde ud.
Bagefter har jeg fortalt vidt og bredt om oplevelsen, og det gør jeg også nu. Hvorfor det? Det er da ikke værd at fortælle om en fiasko. Den skal da bare glemmes hurtigst muligt.
Men sådan er vi mennesker ikke. Tværtimod.
Vi er eminent dygtige til at huske de situationer, hvor det gik helt galt. Vi for vild, missede et tog og mistede vores bagage. Vi blev berøvet. Det begyndte at styrte ned, og vi blev gennemblødte. Vi tog ud til det afsides liggende museum, og da vi endelig nåede frem, var det lukket. Vi besøgte den fine restaurant og fik elendig mad, som vi blev syge af. Og så videre. Du har sikkert selv en masse lignende historier.
Den slags fortæller vi igen og igen. Og vi griner af dem. Det, som i situationen var en forfærdelig oplevelse, hvor vi også blev uvenner, er på lang afstand en rigtig sjov historie. Et dyrebart minde.
Hvorfor? Én forklaring er, at vi altid husker det usædvanlige. Avisen skriver jo også om de få biler, der kører galt - ikke om de mange, der kommer sikkert frem.
En anden kan være vores selvironiske, uhøjtidelige danske facon. Vi kan godt lide at fortælle om, at vi i al uskyldighed har dummet os. Det er vigtigere for os at fortælle en god historie end at pleje et image som ufejlbarlig.
Og så er der måske det helt banale, at vi som lyttere til historien bedre kan sætte os ind i den ubehagelige oplevelse end i den idylliske. Det er nemmere at forholde sig til en historie om et fly, der måtte vende om efter tre timer i luften end at forestille sig en flot udsigt fra en klippetop.
Eller sagt på en måde: Følelsen "Godt, det ikke var mig" er dobbelt så stærk som "Bare det var mig".
Godt, det ikke var mig, der holdt det foredrag.

onsdag den 14. marts 2012

Ding DONG - der er løn

I Tankegang ringer vi med klokken, når vi får en ordre. Så er der arbejde til os.
I DONG kommer indtægterne lettere, og derfor er der også flere penge til at aflønne folk med.
Det fremgår af de seneste dages medieunderholdning om det statslige energiselskab, at chefen har været flink til at ringe med lønklokken for at sikre sig de rigtige folk i de strategisk vigtige topstillinger.
Således kunne bestyrelsesformand Fritz Schur på et pressemøde i dag oplyse, at en af direktørerne har en fratrædelsesordning, som giver ham 20 mio. kr. i hånden, hvis han siger op eller bliver fyret.
Eldrup selv må nøjes med 17 mio. kr. for fyresedlen - hvis ellers DONG mener sig forpligtet til at leve op til kontraktens ord om fratrædelsesgodtgørelse. Bestyrelsen overvejer, om den fyrede topchef skal have en mindre godtgørelse, eller måske slet ingen. Begrundelsen for at fratage ham penge skulle i givet fald være, at han med de guldrandede direktørkontrakter har overskredet sine beføjelser.
Det er juristeri, og det ender nok med, at Eldrup får de fleste af pengene. Det er kun rimeligt, når det står i hans kontrakt. Der er ingen grund til at lave meterlange ansættelsespapirer, hvis de ikke gælder alligevel.
Næ, det urimelige og helt amoralske er, at der tilsyneladende altid står i topdirektørers kontrakter, at de skal have en masse penge, hvis de ikke duer til jobbet og bestyrelsen må fyre dem. Eller hvis de selv siger op. Jeg kan stadig undre mig over, at DRs tidligere generaldirektør skulle have en kæmpe pengesæk med, da han sagde op, fordi han havde gjort sig selv totalt til grin.
Hvorfor skal topchefer have kæmpe godtgørelser, når de stopper? Det er spild af firmaets penge. Man skal have løn for at arbejde og måske lidt bonus for at opnå gode resultater. Men det er da helt pip at forgylde folk, når de forlader foretagendet. De penge får man jo ikke noget for.
Vi taler jo ikke om folk, der må på bistandskontoret. Anders Eldrup har fået en årsløn på 5-6 mio. kr., så han lider ingen nød de første par dage. En almindelig opsigelsesperiode på 3-6 måneder, alt efter anciennitet, er vel meget rimeligt. Så kan begge parter komme videre.

fredag den 9. marts 2012

Til lykke til min kære konkurrent

I denne blog skriver jeg for det meste ikke om noget som helst.
På det emnefelt har jeg fået en kær konkurrent, nemlig min far, der fylder 83 år i dag.
Han har startet sin egen blog. Ikke sådan en på nettet, som ingen ser. Næ, de velskrevne indlæg om småt og mindre i Ulriks tilværelse bliver skrevet på A4 ark og nænsomt uddelt til den 3 børn store målgruppe.
Jeg er ret sikker på, at min blog har inspireret far til sin nye aktivitet. Heldigvis er det ikke formen, men indholdet, han går efter, så han spilder ikke tid på at sætte sig ind i de tekniske muligheder i at lægge sine nedgriflinger ud på nettet.
Han har ganske enkelt købt en elektrisk skrivemaskine, og så sprøjter han små historier ud. Herligt.
Jeg har selv ejet to skrivemaskiner; en mekanisk og en elektrisk. Begge har jeg sendt på genbrugspladsen, mens de var fuldt funktionsdygtige. Og jeg må indrømme, at jeg er en lille smule misundelig på far.
At skrive en historie på skrivemaskine er ægte fortælleglæde, og der er mere patos over det end en banal blog, som er skjult på nettet.
Den seneste historie fra den knapt så unge Glamann viser, at nutidens børn altid har kunnet dirigere rundt med deres forældre. Fars første forelskelse var klaverlærerens datter, og så gik den unge kavaler i gang med at overbevise forældrene om, at hjemmet i Troldegade i Kerteminde burde have et klaver. Ulrik mente nemlig at have et medfødt talent for netop dette prægtige instrument.
Tænk sig, de købte et.
Far begyndte at gå til klaverundervisning, hvor han helt efter planen kom til at spille sammen med sin udkårne. Og de nåede at optræde sammen, indtil pigens interesse for far falmede og satte en omgående stopper for hans interesse for sorte og hvide tangenter.
Men så havde han da sikret sig, at han kom fra et hjem med klaver.

tirsdag den 6. marts 2012

Rygning for 168 kr om dagen

Den nye regering, vil ifølge Venstre brandbeskatte danskerne. Det betyder blandt andet, at en pakke cigaretter er blevt en femmer dyrere. Det er dyrt at betale 35 eller 37 kr. for 20 smøger. Men der er nogen, som er klar til at ofre meget mere på det daglige nikotin-kick. 168 kr. om dagen har det kostet at have Lars Løkkes rygekabine i Statsministeriet. Heldigt for ham, at cigaretterne var 25 øre billigere dengang.