fredag den 30. december 2011

Endelig: Videre med affaldet

Efter 10 års reel pause med at udvikle det danske affaldssystem, sker der nu igen noget. Miljøminister Ida Auken (SF) har meldt ud, at kommunerne i deres planlægning skal til at betragte affald som en ressource, vi skal udnytte. Der er andet end energi i skidtet - nemlig materialer og stoffer, som vi kan bruge igen.
Tak for det.
Og til alle dem, der mener, at den nye regering ikke foretager sig noget, men kun snakker og bryder løfter - så er det her et af mange eksempler, vi vil se i den kommende tid. På affaldsområdet er der gået 10 år med snak om organisering. Skiftende borgerlige miljøministre lyttede til DIs ønske om at fravriste kommunerne retten til at bestemme over affaldet og til at behandle affaldet. Det brugte politikerne så tiden på, mens sortering og ny teknologi på affaldsområdet blev trængt i baggrunden.
Nu bringer miljøministeren affalds-diskussionen tilbage på sporet. Det betyder, at vi skal til at sortere mere, både derhjemme og på arbejdspladsen. Pap, papir, glas, elektronik og sikkert også plast må ikke komme i den almindelige skraldespand. Madaffald skal sikkert også afleveres for sig selv.
Kommunernes opgave er at gøre det nemt for alle at sortere korrekt. De skal tilbyde flere slags beholdere, og så skal de informere i lange baner for at vænne os til den nye adfærd.
Regeringen vil blive mødt af en masse modstand. Det er for dyrt og besværligt, det betyder en dårlig øknomi for forbrændingsanlæg, og Danmark skal ikke altid være foregangsland, vil kritikerne sige.
Jo, vi må gerne være foregangsland, men det er længe siden, vi var det på affaldsområdet. Vores naboer er kommet meget længere end os. Men det skal da blive spændende at begynde at nærme sig tyske tilstande på affaldsområdet.

onsdag den 28. december 2011

Årets anarkistiske ord

Kåringen af Årets Ord i DR-programmet Sproglaboratoriet blev en anarkistisk affære med et vellykket resultat.
Programmets lyttere og Politikens læsere havde foreslået en række ord fra 2011 og havde også stemt om dem på nettet. Tre havde samlet flest stemmer: Løftebrud, vejvrede og fedtafgift.
Et dommerpanel skulle vælge mellem de tre ord, og vinderen blev.... arabisk forår.
Forklaring: Dommeren kasserede lytternes ord. De var for negative og for spinagtige. Derfor blev dommerne i stedet enige om et andet ord - eller udtryk - som var særligt karakteristisk for 2011. Nemlig arabisk forår. Det udtrykker håb, det giver lytter og læser et klart billede, og det åbner nye sproglige muligheder (arabisk efterår, russisk vinter eller noget tredje, vi endnu ikke kan forudsige).
Ros til de tre dommere, og særligt til forfatteren Merete Pryds Helle, som var topanarkist blandt dommerne. Hun brød sig ikke om nogle af læsernes ord og holdt fast på at bryde reglerne for sin dommervirksomhed. Politikens bagsideredaktør Oliver Stilling var helt med på forfatterens linje og efter at have vredet sig lidt, gav DRs sprogredaktør Martin Kristiansen efter for de to meddommeres pres.
Løftebrud havde vundet, hvis programmets eksperter havde fulgt reglerne. Ordet har været meget brugt efter valget og er vel også et billede på den politiske stemning og debat i Danmark, som har præget tiden med den nye regering. Men det er også et politisk farvet ord, for det er mest højrefløjen, som mener, den nye regering har begået en masse løftebrud.
Vejvrede er et nyt ord for mig. Det er let nok at forstå, for det må vel betyde, at en trafikant hidser sig op over noget, en anden har gjort eller undladt at gøre. Det er ikke spor typisk for 2011.
Fedtafgift er et lidt ulækkert ord for en ny afgift, der trådte i kraft i november. Den var der lidt snak om i et par uger, men så skulle vi købe ind til julen, og så fandt vi noget andet at snakke om. Et kedeligt ord, som bestemt ikke er typisk for 2011.
Derfor: Stor ros til dommerne for at have valgt det rigtige ord. Demokrati er godt, men det har sine begrænsninger. Anarki er bestemt ikke at foragte.

søndag den 25. december 2011

Wozniacki vinder grand slam i 2012

Svømmeren Jeanette Ottesen udtaler kækt, at hendes VM-guldmedalje i 2011 var en større præstation end Caroline Wonzniackis sæson på tennisranglistens førsteplads.
Det vil jeg give hende ret i. Det er helt utroligt, hvad de danske svømmere har præsteret i 2011, og Jeanette Ottesens guldmedalje i 100 meter fri på langbane må være årets danske idrætspræstation.
Det er rigtig flot, at Wozniacki har holdt sig på førstepladsen igennem næsten hele året, men det er sket på en lidt billig baggrund. Konkurrenterne har været skadet eller har meldt afbud til turneringer, og så har de tabt på skift. Overordnet set har Wozniackis 2011-sæson ikke budt på fremgang. Hun er da også gået tibage i point på verdensranglisten.
Jeg tror på, at 2012 bliver året, hvor danskeren vinder en grand slam finale. Eller OL-guld, som må være lige så stort.
Hvorfor? Fordi det først og fremmest kræver en god psyke at kravle helt til tops i en turnering. Den har Wozniacki, og det betyder meget, at hun nu er vant til at være i rampelyset og til at være favorit hver gang. Hun har opbygget rutinen i at være under pres, og det får hun gavn i det nye år. Lige pludselig kommer der en af de store turneringer, hvor alt lykkes for hende.
Mange eksperter vurderer, at Wozniackis defensive spillestil ikke kan føre hende igennem en hel turnering. Det er noget sludder.
Hvis serven bliver lidt bedre, og grundslagene endnu dybere, så er Wozniacki god nok til at slå alle. Det er frygteligt hårdt at spille mod sådan en mur, som slår alting tilbage, og som når de mest utrolige bolde. Selv de allerbedste skal have en fantastisk god dag, hvis de kan holde det høje tempo gennem en hel kamp uden at lave for mange fejl.
Opskriften på succes for Wozniacki er at blive endnu bedre til det, hun er god til. Og så at lukke ørerne for alle dem, der bliver ved med at minde hende om, at hun ikke har vundet en grand slam.
Hvis Wozniacki klarer det, må svømmerne gerne stå for årets idrætspræstation igen i 2012. Et par OL-guldmedaljer vil da bare være fedt.

tirsdag den 20. december 2011

Komisk gråd i Nordkorea

Tv- og radioværter i Nordkorea græd som pisket, da de i går skulle fortælle nyheden om, at Den Kære Leder var død af overanstrengelse, fordi han var så dedikeret til sit folk.
Det var sjovt, ja undskyld, men det var da urkomisk. Ingen mennesker ved deres fulde fem vil i alvor stille sig op på tv og vræle over en diktators død.
Jeg kan til nød forstå, at man kan få ansatte på de statslige medier til at opføre sig sådan.
Men de censurerede tv-klip fra det lukkede land viste, at også folk på gaden var opløst af gråd over dødsfaldet. Hvorfor?
Én forklaring er, at de grædende borgere simpelthen er indforskrevet til lejligheden. De kan alle sammen være ansat i hæren og sikkerhedstjenesten. Styret har jo haft et par dage til at forberede hysteriet, da manden havde været død i halvandet døgn, inden folket måtte få det at vide.
En anden forklaring er, at mange mennesker i Nordkorea tror på historien om Den Kære Leder som nationens frelser. Det kan man faktisk ikke udelukke, og hvis det er tilfældet, er det uhyggeligt.
Manden har sammen med sin far ført landet ned i den dybeste fattigdom. Flere hundrede tusinde er døde af sult, og der er ikke antydning af politisk frihed i Nordkorea.
Militæret og én familie holder magten i et jerngreb, som minder om Saddam, Gadaffi, Mubarak og ham slynglen i Syrien. Det er helt utroligt, at det kan lade sig gøre i den digitale tidsalder, og det kan det kun, fordi landet er så ludfattigt, at befolkningen er afskåret fra omverdenen.
Den Store Efterfølger kan muligvis få magten og beholde den i nogle år. Men han bliver ikke en gammel mand som leder af Nordkorea. Styret vil bryde sammen inde fra lang tid, før han kan komme på lit de parade.
Hvis ikke det sker, er det til at græde over.

lørdag den 17. december 2011

Steve Jobs - sikke en historie

Jeg er ved at læse den store biografi om Steve Jobs, og det er altså en helt fantastisk historie.
I korte træk: Manden starter sammen med Steve Wozniack et computerfirma hjemme i forældrenes garage. I løbet af få år bliver det til et verdensfirma med tusinder af ansatte, som sætter nye standarder for den personlige computer. Så bliver han smidt ud, og starter flere nye firmaer. Han overtager et skrantende firma - Pixar - som får kæmpe succes med aniationsfilm og senere bliver solgt til Disney for 6,9 mia. dollars. Jobs bliver Disneys største aktionær.
I mellemtiden er Apple ved at gå helt ned, og Jobs kommer tilbage og banker firmaet op til at være et af verdens tre største brands. De opfinder iPod, iTunes, iPhone og iPad og udvikler markedets bedste bærbare computere.
Det er det ydre. Læg dertil en meget kompliceret personlighed.
Steve Jobs var frygtet af sine omgivelser. Han stillede sublime krav og brugte sprogets værste gloser om sine folk. Det meste nye, han blev præsenteret for, kaldte han "lort". Den højste ros, han kunne komme op med var "det er da en begyndelse".
Men det var alt sammen båret af en energi, en begejstring og en evig ambition om at lave det bedste. Alt var gennemsyret af hans ønske om at lave produkterne brugervenlige og lækre. Han interesserede sig for hver eneste detalje. Computerne er formstøbte eller boltet til, så man ikke kan komme til indmaden. Alligevel er der brugt hundredevis af timer på at designe kredsløbene, så komponenterne ligger smukt.
Konkurrenter, der forsøgte at efterligne Apples produkter, faldt totalt igennem, og Apple satte gang på gang standarden, både når det gjaldt funktionalitet, design og programmering.
Omkring sig havde Jobs tusinder af dygtige medarbejdere, som han pressede hårdt men også belønnede og roste til skyerne. De kunne alle sammen genkende et virkelighedsfornægtende kraftfelt, som Jobs kunne bygge op omkring sig. Tingene var som Jobs sagde, uanset hvad fakta i øvrigt var. På mirakuløs vis ændrede virkeligheden sig efter Jobs ønsker.
Og så er der manden selv, der var veganer, mediterede og aldrig holdt op med at søge efter livets mening. Han så sig selv som en oprører, selv om han i realiteten var stjernerig. På den ene side gik han altid i slidte cowboybukser og grå sweatshirts. På den anden side insisterede han på at parkere sin afgiftsfri Mercedes på handicapladserne.
Jeg kan ikke fortælle det 1/10 så godt, som Walter Isaacson gør i bogen. Ønsk dig den i julegave, eller gør som jeg: Lån den på ereolen.dk og læs den på din iPad.

onsdag den 14. december 2011

Lækage eller fortalelse?

Var det Jacob Winther eller Søren Gade, der fortalte Rasmus Tantholdt om jægersoldaternes tur til Irak? Det synes at være et meget delikat spørgsmål i den såkaldte lækagesag.
Den er ved at hænge mig langt ud af halsen, og jeg har en stigende fornemmelse af, at der ikke rigtig er noget i den.
Jo, måske har en af de to talt over sig. Det er ikke så godt, men så er det heller ikke værre. De har haft et tillidsforhold til Tantholdt og har talt med ham flere gange om ugen. Det er heller ikke utænkeligt, at de flere gange har givet Tantholdt informationer under hånden. Det er ikke ulovligt og måske heller ikke engang dumt.
Det afgørende i sagen er, om der skulle være tale om en bevidst lækage for at miskreditere oppositionen. Da nyhederne om soldaterne havde været bragt i Jyllands-Posten og på TV2 beskyldte Per Stig Møller (K) SF for at have lækket fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn.
Skulle det blive bevist, at Gade/Winther havde lækket nyheden til Tantholdt for senere at kunne angribe SF, er det magtmisbrug.
Men intet tyder på, at det hænger sådan sammen. Jeg kan ikke lige få øje på et ondsindet motiv til at fortælle Rasmus Tantholdt om operationen. Jeg tror bare, det var en lille fejl - og den var i realiteten harmløs.
Forsvaret har ganske vist hævdet, at lækagen kunne bringe danske soldaters liv i fare. Det fortæller medierne i hver en lille omtale af lækage-sagen, men det tror jeg simpelthen ikke på. Taleban kan ikke forberede et eller spidsfindigt, fordi de læser i Jyllands-Posten, at et hold danske jægere er taget til et område.
Det er lige så syret som dengang forsvaret gjorde sig selv til grin ved at erklære, at jægersoldatens bog bragte Danmarks sikkerhed i fare.


fredag den 9. december 2011

24syv - Danmarks bedste snakkeradio

En uge efter Radio 24syvs premiere skrev jeg min uforbeholdne mening om den nye radiostation. Nu er det hele arbejdet bedre ind både på stationen og hos os lyttere. Så her kommer en efteranmeldelse.
24syv blev lanceret som taleradio. Jeg vil hellere kalde den Danmarks bedste snakkeradio.
Snak er mere uforpligtende og ustruktureret men også sjovere end tale. Og det er ret præcist forskellen mellem Radio 24syv og DRs P1.
Radio 24syv er sjovere, friskere og langt mere uhøjtidelig end P1. Til gengæld er P1 mere struktureret, grundig og seriøs. Vi får mere og dybere viden på P1, men der er langt mere slag i bolledejen på 24syv.
Ved de fleste af 24syvs magasinprogrammer kan lytterne ringe ind og kommentere eller stille spørgsmål. Og 24syv har ikke hård censur. Folk kommer igennem, og så må det gå, som det gør.
Et af mine nye yndlingsprogrammer er Iben og Mødregruppen om formiddagen, og her er en af de faste lyttere igennem en 82-årig mand, som fortæller nogle saftige historier, der ikke har så meget med dagens emne at gøre. Det er sjovt, og undertiden fanger Iben og hendes gæster i studiet en pointe, de kan snakke videre om.
Jeg hører FM-radio i bilen, og det er mange timer hver uge. Min foretrukne station er nu 24syv. Men jeg zapper tit over og abonnerer stadig på en stribe P1 programmer på podcast, som jeg hører uge efter uge. Dem vil jeg ikke undvære. Ved at følge dem føler jeg mig virkelig velorienteret om teknologi, erhvervsliv, medier, litteratur, kultur, sprog, historie og politik. Samme fornemmelse har jeg ikke som 24syv lytter. Der føler jeg mig godt underholdt, og jeg får nogle interessante vinkler på store og små problemstillinger.
Om morgenen og om eftermiddagen har de to konkurrerenter næsten ens programmer, og det er bare for dumt. P1 Morgen og Radio 24syv morgen er stort set ens, og det samme gælder til en vis grad Orientering og Radio 24syv Eftermiddag. Her kunne jeg godt tænke mig lidt mod og fornyelse hos en af parterne. Det er altså mange timer om dagen, hvor de er hip som hap.
For en måned siden harcelerede jeg over manglende podcast fra Radio 24syv. Jeg fik omgående svar fra stationen via Twitter :-), og det er nu bragt på plads. Dejligt, at de lytter til lytterne.

tirsdag den 6. december 2011

Forsvar for de stakkels spindoktorer

Når en erhvervsgruppe bliver skældt ud i pressen og får skyld får næsten alverdens ulykker, skal der være nogen til at forsvare dem.
I disse dage går det hårdt ud over spindoktorerne. Det er synd for de kære væsener, så hvis ingen andre vil, så lad da mig tage dem i forsvar. Der er i høj grad brug for spindoktorer i ministerierne. De udfylder en vigtig faglig opgave, som de dygtige embedsmænd i ministeriet ikke kan påtage sig.
Spindoktorerne skal hjælpe ministrene med at sige tingene klart i pressen. Det er altså en vigtig opgave, ikke bare for en minister, der gerne vil genvælges, men for vores demokrati.
Medierne er danskernes suveræne hovedkilde til information om de beslutninger, vores politikere træffer. Vi skal kunne følge med i dem og forstå dem, og jo bedre en minister trænger igennem i pressen, jo bedre information får vi ideelt set om hendes sager.
Spindoktoren er en håndværker, som hjælper med at skære de politiske budskaber til, så de bliver til historier i medierne. Det er der også mange dygtige kommunikationsfolk, som arbejder med i ministerierne, men her handler det udelukkende om det faglige indhold. Spindoktoren er ministerens personlige rådgiver, som også tager politiske og taktiske hensyn.
Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at en minister skal have en sekretær - eller rettere: Et helt sekretariat, som tager sig af al praktisk planlægning. Det er en faglighed, som er helt nødvendig for at få alting til at gå op.
På samme måde er den personlige kontakt med pressen en vigtig opgave for ministeren, og der er altså en masse praktiske ting at gøre for at få det til at flaske sig. Det hyrer de nogle eksperter til med tætte forbindelser til pressen og med sikker fornemmelse for politik og den gode historie. Jeg synes, det er helt naturligt.
At der så er brodne kar i alle lejre, ja det ved vi godt.
Der findes dårlige sekretariatsmedarbejdere og dårlige spindoktorer. Når de sidstnævnte jokker i spinaten, er det meget synligt og giver deres chef kæmpe problemer.
Og så er det meget underholdende :-)

søndag den 4. december 2011

Skattesagen eksploderer

Mon der nu er en ny afsløring i sagen om Skatteministeriet? tænkte jeg, da tændte iPadden her til morgen. Det var der.
Og der vil komme flere. Måske i morgen, men helt sikkert i næste uge og ugen efter. Vi kender mekanismen. Når først en sag er betændt, går alle journalister efter den. Og når først mistanken er rettet mod en person - Troels Lund Poulsen - forvitrer forsvarsværket omkring ham dag for dag.
Anonyme eller navngivne kilder vil stå frem og fortælle om den tidligere ministers rolle i sagen. Troels Lund Poulsen kan vælge mellem pest og kolera. Hvis han fastholder sin selvopfundne tavshedspligt, fastholder han billedet af, at der er noget om snakken. Hvis han udtaler sig, skal han svare på hver eneste lille detalje og bliver senere konfronteret med sine svar i én uendelighed.
Og hvis Troels Lund Poulsen indrømmer at have gjort noget forkert, så vendes opmærksomheden mod Lars Løkke. Hvad vidste han? Hvad gjorde han? og hvad gjorde han ikke? Holdt han hånden over Troels Lund Poulsen?
Det bliver en varm vinter for Venstre.
Det er yderst ubehageligt at være midtpunkt i en pressestorm. Men det er altså også en meget alvorlig sag. Hvis det bliver bevist, at ministeren og hans folk har forsøgt at påvirke udfaldet af deres politiske hovedmodstanders skattesag og ovenikøbet har fodret pressen med fortrolige oplysninger, så er det magtmisbrug på Berlusconi-niveau.
Så har Troels Lund Poulsen fortjent at blive ristet over en sagte ild.
Og så må vi forvente af pressen, at den også kigger Lars Løkke efter i sømmene.