Weekendens arbejdsbi

Gå til en travl mand, hvis du vil have noget lavet i en fart.
Sådan siger min kollega Annie. I Tankegang bruger vi det som en forklaring på, at vi bliver mere effektive, jo flere opgaver, vi har. Når de hober sig op, ser det ud som om, det er umuligt at nå dem. Men når vi er igennem bunken, kan vi se tilbage på en travl og sjov tid.
Det kan være mere stressende at have for lidt at lave. Og så kan de færre opgaver tage længere tid, drille mere og medføre flere fejl. Det er pudsigt.
Jeg har travlt for tiden - og så skal jeg da lige love for, at jeg får noget fra hånden. Også i weekenden.
Jeg har bagt rugbrød og knækbrød. Jeg har vasket gulve og slået to store græsplæner. Jeg har ordnet drivhus og brænde. Jeg har også arbejdet nogle timer og været til bryllup det meste af lørdagen. Og jeg har løbet en tur og gået med hunden.
Plus det løse.
Det er utroligt, hvad man kan nå, når man fokuserer på det.
Næste weekend er fire dage lang. Fortsætter jeg i samme tempo der, kan jeg nærmest nå at udrette mirakler.
Men det gør jeg ikke. Når jeg har fri i længere tid, laver jeg meget den første dag, mindre den anden og så går tempoet helt ned bagefter. Et par ugers sommerferie herhjemme ender med, at jeg nærmest ikke har tid til at brygge kaffe, fordi jeg lige skal slappe lidt af.
Det er for resten også rigtig dejligt.

Fætter-kusinefest for løbetosser

Jeg påstår tit, at jeg løber for at løbe. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det udsagn, så det gør jeg selv.
Hvis det alene var for at løbe, var der ingen grund til at betale 600 kr. i startgebyr og ofre transport og ophold for at deltage i Copenhagen Marathon. Så kunne jeg bare have løbet mig en tur på 42,195 km hjemme på Flade Rævdalvej.
Der fik jeg mig!
Jeg var med i København forleden, og det var en dejlig oplevelse. Knap 12.000 deltagere og måske 10 gange så mange tilskuere gjorde det til en folkefest. Som ikke kunne blive til noget uden os løbetosser.
Sparta stod for et pletfrit arrangement. Der var styr på alting fra tilmelding til resultatformidling. Ruten var fin, der var ingen forhindringer, forplejningen var i orden, og hele logistikken fungerede.
Det er sjovt at løbe i det indre København. Jeg kender så nogenlunde byen, men der var nogen ting, der kom til at hænge lidt bedre sammen i mit indre københavnerkort. Det var en meget publikumsvenlig rute, hvor vi kom forbi de mest centrale steder flere gange. Vi mødte også dem, der løb hurtigere og langsommere flere gange og kunne studere dem og vurdere, om de var oven på eller i krise.
Maratonløb er andet end en præstation. Det er en fest for løbetosser. Nok er det en meget individuel sport, men det er altid sjovt at snakke med andre før, under og efter løbet. Om ruten, vejret, kriser undervejs og så om skader og dumheder.
Selv var jeg desværre leveringsdygtig i en dårlig historie. Jeg blev simpelthen skadet lige før de 37 kilometer, da jeg fik et ordentligt jag i baglåret. To forsøg på udstrækning hjalp ikke, så jeg udgik - indtil jeg kom i tanke om, at jeg alligevel skulle ud til Islands Brygge. Så hev jeg knæbindet op om låret og gav mig til at spadsere.
Selv om adskillige tilskuere opmuntrede mig til at løbe og sødt forklarede mig, at jeg godt kunne, så skulle jeg ikke nyde noget. Først 25 meter før målstregen bed jeg smerten i mig og løb i mål til ære for fotografen.
Lige efter løbet var jeg skuffet og træt af det. Det hjalp lidt, da jeg fik min tid, som lige netop sneg sig under fire timer. Og det er blevet meget bedre her bagefter. Jeg har jo gennemført løbet, og det var jo en god oplevelse 37/42 del af turen. Jeg var jo en del af fællesskabet før, under og efter.
Og jeg har lige som alle de andre en historie, som jeg elsker at underholde med. Og som man skal være løbetosse for at interessere sig for.

Højere straffe gavner politikere

Så har folkepartiet igen fundet nogle områder, hvor det kan kræve højere straffe, og regeringen logrer som altid med halen.
Denne gang er det de heldigvis meget sjældne forbrydelser voldtægt og hjemmerøverier, der straffes hårdere. Jeg forsvarer ikke nogen som helst forbryder, men højere straffe skræmmer ingen væk. Det medvirker kun til at fylde fængslerne, så forholdene der bliver endnu mere fortvivlende.
Men det gavner folkepartiet, hvis vælgere elsker at høre om de ubarmhjertige straffe mod folk, der begår modbydellige forbrydelser.
Så er det da godt for noget.

Hysterisk mediedækning af pseudoflip

Med jævne mellemrum er der spøgefugle, som planter falske historier i pressen og bagefter morer sig med at udstille mediernes manglende kritiske sans.
Det behøver Lars von Trier ikke. Han skal bare sige et eller andet usammenhængende vrøvl på et pressemøde - så rydder han forsider på det halve af Europas medier. Et døgn efter miseren i Cannes fyldte historien i aftes en tredjedel af tv-avisen.
Den er helt uden substans. Han har mumlet noget om, at han forstod Hitler, og så har han med et stort smil erklæret, at han var nazist.
Og?
Ja, så er han blevet smidt ud fra filmfestivalen med en begrundelse, jeg ikke kender, men nok vil have svært ved at forstå.
Netop inden for filmbranchen skulle der vel være vide grænser for ytringsfriheden. Netop inden for filmbranchen skulle der vel være højt til loftet. Netop inden for filmbranchen skulle man vel tolerere neurotiske kunstneres fejltrin.
Men det kan de så ikke.
Det er da langt værre, at en højreorienteret dansk avis med fuldt overlæg trykker nogle tegninger for at provokere muslimer end at von Trier roder sig ud i noget tågesnak på et pressemøde om en film.
Ja. Det var dumt, det han fik sagt. Men det dummeste er da den hysteriske mediedækning af sådan en gang pseudoflip.

Et lærestykke om forventninger

Jeg er taget til Skive, hvor jeg i morgen formiddag holder et lille seminar om Den Gode Service for teknisk forvaltning. I min forberedelse kom jeg til at tænke på en historie, som på en meget fin måde forklarer det forunderlige ved forventninger.
For ca. 10 år siden lavede jeg servicedeklarationer for en teknisk forvaltning her i nærheden. Det var korte beskrivelser af den service, kommunen ydede på en række områder. For teknisk forvaltning var der i alt ca. 30 servicedeklarationer. Det handlede om vandkvalitet, affaldssortering og klipning af plæner på sportspladser.
Jeg stod for introduktionen hos medarbejderne, og Tankegang lavede design. Hver deklaration fyldte 1 side, og de var alle sammen bygget op efter samme opskrift.
Når medarbejderne havde udfyldt arkene, sendte de dem til mig. Så filede jeg sproget lidt til, og vi fik sat dem op og trykt.
Der kom bare ikke ret mange papirer. Det viste sig, at næsten alle medarbejdere var gået kold i den første rubrik, de skulle udfylde. Den hed: Politikerne lover.
Når jeg ringede og spurgte fik jeg en irriteret eller overbærende forklaring om, at de sandelig ikke kunne vide, hvad politikerne ville love. Jeg foreslog at skrive noget om det nuværende serviceniveau, men det ville ingen være med til. De mente, at servicen var alt for ringe, og at politikerne under ingen omstændigheder ville godkende det. Det var pinligt at udstille kommunens elendige service.
Så måtte chefen påtage sig opgaven. Han gned sig i hænderne og anførte et serviceniveau, der var mindst 10 % dårligere end det aktuelle. Medarbejderne var chokerede, men chefen insisterede og tog alle servicedeklarationerne under armen til et møde med teknisk udvalg.
Han blev nærmest klappet derfra. Politikerne var meget tilfredse med det høje serviceniveau. Nogen af dem bad om at få ekstra eksemplarer af servicedeklarationerne, så de kunne vise dem frem til møder i lokalsamfundet. Og det lå nærmest i luften, at den tekniske chef ville få svært ved at leve op til de fine løfter.
Historien viser, at god service ikke er en objektiv størrelse. Her mente medarbejderne, at den eksisterende service var elendig, mens politikerne mente, at en endnu ringere service var fremragende. Service er en oplevelse, og oplevelsens kvalitet hænger sammen med forventningerne.
Hvis du kan give kunden mere end forventet, er hun tilfreds. Hvis du ved, at din leveringstid er 5-7 dage, så lov kunden levering på højst 10 dage. Så bliver hun meget tilfreds, når varen kommer efter 6 dage. Havde du for at være flink lovet levering på 5 dage, ville hun blive skuffet.
Jeg forventer, at du synes det her er et elendigt indlæg, som du ikke kan bruge til en skid.

Slut med kontraktpolitik? Og blokpolitik?

Den gode nyhed med efterlønsaftalen her til aften er, at den kan varsle et farvel til den kontraktpolitik og blokpolitik, som har hersket i den borgerlige regerings levetid.
Ingen har lovet at afskaffe efterlønnen. Konservative, Venstre og radikale har sagt, at de ønskede at afskaffe den og ville arbejde for det. Socialdemokraterne og SF har heller ikke lovet at bevare efterlønnen. De har sagt, at de ønsker det.
Den eneste, der må bide sig selv i tungen, er Pia Kjærsgaard. Hun har flere gange garanteret, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at forringe efterlønnen. Det lægger hun nu stemmer til.
Det vil være skønt, hvis vi kunne blive fri for alle de åndssvage løfter. De blokerer for en fornuftig politisk proces. Det er alt rigeligt, at partierne melder klart ud om deres visioner, holdninger og konkrete forslag. Så ved vi godt alle sammen, at der skal 90 mandater til et flertal på Christiansborg. Derfor kan ingen partier få gennemført hele sin politik.
Der til kommer, at virkeligheden kan ændre sig. En politiker kan fremsætte et løfte på et tidspunkt, hvor økonomien buldrer frem. Kommer der så en finanskrise i vejen, er løftet måske slet ikke relevant længere. Det er kun troværdigt, at partierne retter ind efter virkeligheden.
Forliget betyder også radikalt mudder i rød og blå blok, og det er såmænd ingen katastrofe. Den massive blokpolitik i de seneste 10 år har gang på gang kastet elendige løsninger af sig.
Den betonagtige blå blok må ikke blive afløst af en lige så fasttømret rød blok. Regeringen skal kæmpe for sine aftaler og skal løbende presses for at levere gode løsninger. Så snart, man tager noget for givet, slapper man af. Det gælder både den enkelte minister og hele kabinettet.
Og så er der underholdningsværdien. Det er da spændende, at vi først får et valg, hvor der er spænding om regeringsmagten og måske bagefter får en lidt højspændt situation, hvor der er tilsvarende dramatik om det politiske indhold.
Det er da langt bedre end i dag, hvor det eneste spændende er, hvilke bizarre krav, Dansk Folkeparti vil stille i forbindelse med forhandlingerne.

Vestager - Stjerne for en aften

Ingen ved, hvad forhandlingerne om regeringens nedrivningsreform ender med. Det er lige så svært at forudse som nedrykningen fra Superligaen i fodbold.
I sidste uge fik de radikales leder Margrethe Vestager hele scenen, fordi hun gik målrettet efter en aftale med den regering, som hun er opsat på at vælte. Det var bestemt også spektakulært, selv om det er den gamle radikale glansrolle, Vestager spiller.
Men i virkelighedens verden er den sympatiske partileder kun stjerne for en aften. Det er ikke hende, der afgør, om der skal være forlig. Det er Pia Kjærsgaard.
De radikale afgør stort set bare, om de vil stemme for eller imod.
Forklaringen er den enkle, at Pia Kjærsgaard sidder med de afgørende mandater. Leverer hun dem, er forliget i hus. Leverer hun ikke, er det fuldstændig ligegyldigt med de radikale. Selv ikke med Saxo Banks parti er der flertal. Sådan har det været i 10 år, og sådan er det mindst indtil næste valg.
Pia Kjærsgaard bestemmer i realiteten også, om de radikale skal med i forliget eller smides ud af lokalet. Dansk Folkeparti kan bare leve op til sine gentagne vælgerløfter om at bevare efterlønnen - så bliver der ingen aftale med de radikale. Så kan Kjærsgaard og hendes to støttepartier lave nogle stramninger af udlændingelovene plus lidt flere besparelser på velfærden. Og så står folkepartiet endnu engang som vinder.
Dels får de deres politik igennem, og dels har de fået udstillet for befolkningen, at den røde blok overhovedet ikke er enig om den økonomiske politik. De radikale er mere blå end røde, når det gælder økonomi.
Pia Kjærsgaard kan også vælge at give så mange indrømmelser, at der bliver forlig med Vestager & co. Så er splittelsen mellem de radikale og S-SF meget håndgribelig og uhyre nyttig for de borgerlige partier i en valgkamp, hvor økonomi ser ud til at blive hovedemnet.
Så mens kameraerne er rettet mod den radikale leder, kan folkepartiet i ro og mag afgøre, om det vil vinde på knockout eller point. Jeg tør ikke gætte på udfaldet.

Dem der brænder, rykker

I denne uge var det 50 år siden, filosoffen Maurice Merleau-Ponty døde. Det hørte jeg om i radioprogrammet Sproglaboratoriet. Foruden den entustiaske vært fortalte en kunstner og en forsker om den enestående filosof, som jeg aldrig havde hørt om før.
I programmet Harddisken byggede værten Henrik Føhns en synthesizer, han havde købt som samlesæt for 100 dollar i USA. Det kunne han ikke finde ud af, så han opsøgte en tingbyggerklib, hvor to dygtige mænd med stor begejstring samlede tingesten på tre timer. Alle tre var helt oppe at køre, da der kom noget gyselig lyd ud af spøgelset.
Selv om jeg hverken forstår mig på filosofi eller elektronisk musik, var det fantastisk at lytte til de to programmer. Det osede ud af deltagerne, at de selv syntes, de havde gang i noget stort.
Det smittede af på mig, som pludselig begyndte at interessere mig for loddeteknikker eller forbindelsen mellem sprog og filosofi.
I næste uge er det måske gylleseparering eller principperne for valutahandel, som for en stund kommer til at optage mig, hvis jeg læser, ser eller hører nogen, der bare brænder for at fortælle om de verdener.
Det er fedt, når nogen nørder med detaljer og simpelthen ser det som en nødvendighed at indvi verden i deres viden. Mine eksempler her er lidt sjove, men forleden så vi en film om en supernørdet amerikansk forsker, Kinsey. Han startede med at indsamle, registrere og studere 1 mio. eksemplarer af en bestemt hvepseart. Siden brugte han samme systematiske metode til at forske i amerikanernes seksualvaner. Det blev et meget kotroversielt og banebrydende arbejde, som var med til at ændre hele den vestlige verdens syn på seksualitet.
Verden har i den grad brug for entusiastiske nørder.

Obama vækkede mig i morges

Præsident Obamas alvorlige røst vækkede mig i morges. I min clock-radio meddelte han mig, at amerikanske soldater havde slået Osama Bin-Laden ihjel.
Sikke en start på en ny uge.
Hvad tænkte jeg så i min søvndrukne tilstand? Jeg tænkte: Breaking News. Det er måske en erhvervsskade, men det første, der faldt mig ind var, at det her er en af årets største historier.
Mange andre har tænkt, at det var fedt, dejligt, skønt eller velfortjent, at USA nu endelig fik ram på bagmanden til terrorangrebene for knap 10 år siden.
I 10-radioavisen hørte jeg så, at folk i tusindvis strømmede til plænen foran Det Hvide Hus i Washington for at juble. Da var klokken 4 om natten lokal tid.
Det er fint, at folk er glade, men jeg tillader mig nu at være Stener Modsat på denne historiske dag. Jeg deltager ikke jubelen over mordet på terroristlederen.
Jeg går ikke ind for dødsstraf. Jeg synes ikke, det er rigtigt at straffe en nok så grufuld person ved at slå ham ihjel.
Jeg vil ikke ophøje det til en stor principiel sag, hvor USA skal for en international domstol. Obama & co. vil formentlig med en vis ret kunne hævde, at drabet på Osama Bin-Laden var en krigshandling. Og i krig slår man jo folk ihjel.
Sådan er det.
Men at juble over et menneskes død - det er langt over mine grænser. Det er uanstændigt, amoralsk og umenneskeligt. Synes jeg.
Det er måske en del af en krigslogik, men så er krigen efter min mening gået for vidt. Dem, der fører krig, hævder altid, at de gør det for fredens skyld. Hvis ikke de kan fastholde det fokus, skal de stoppe krigen. Når krigens vigtigste formål bliver at slå andre ihjel, og man så oven i købet fryder sig over fjendens tab - så er det fredelige formål forduftet.
For menneskeheden var det meget praktisk, at Hitler tog sit eget liv. Så var krigens vindere fri for at tage stilling til det moralske dilemma om hans videre skæbne. I Irak overlod amerikanerne Saddam Husseins skæbne til landet selv, som skyndte sig at dømme diktatoren til døden og henrette ham. Det var jeg også imod, men det var da praktisk for alle parter.
Det er også ganske bekvemt, at Bin-Laden nu er slået ihjel, så der ikke venter en lang og indviklet juridisk procedure.
Men principielt vil jeg fastholde, at det var forkert at dræbe ham, hvis det kunne undgås.
Vær glad for, at jeg ikke er præsident i USA. Det er jeg (glad for)