Farlige Sass

Dagens nyhed om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse er den mest mystiske, jeg har hørt i mange år.
Socialdemokraternes nummer 2 har trukket sig som ministeremne, fordi PET ikke umiddelbart vil sikkerhedsgodkende ham. Begrundelsen er ifølge det oplyste, at Sass Larsen i sommer deltog i et møde med en rockerleder i Køge.
Hvad det møde handlede om, har vi ikke fået at vide. Og hvis det er noget privat, skal vi heller ikke vide det. Det må være straf nok, at manden træder tilbage fra sin fremtrædende position til en anonym post i Folketinget.
Når det er sagt, er det stadig meget mystisk. Hvordan er Henrik Sass Larsen pludselig blevet en farlig mand? Jeg kender ham ikke, men mit indtryk er, at han er en gemytlig person og på alle måder en fredelig og lovlydig mand. Jeg tror ikke, han har nogen forbindelse til rockere, og jeg har svært ved at forstå, at et møde med en rockerlede skulle få Sass Larsen til at udgøre nogen risiko for staten, regeringen eller andre på Christiansborg.
Politiske kommentatorer himler allerede nu op om, at sagen afslører Helle Thornings manglende dømmekraft. Det siger de hver gang, der er den mindste sag i nærheden af S-lederen. Det er en del af VO-blokkens valgstrategi at nedgøre Helle Thornings personlige egenskaber, og borgerlige kommentatorer har beredvilligt hjulpet til.
Det er træls for den kommende statsminister, men det er ikke hende, der har siddet på værtshus i Køge med en Bandidos-leder. Hun har bare taget imod en beklagelig besked og har klogeligt valgt at tage Sass Larsens beslutning til efterretning. Havde hun ikke gjort det, ville pressen have gravet og snaget i "Rockergate" fra nu af og frem til den dag, hvor Henrik Sass Larsen endelig trak sig som minister.
Og så ville de samme kommentatorer beskylde Helle Thorning-Schmidt for ikke for længst at have skilt sig af med sin belastede løjtnant.

To dage i Kulturbyen Holstebro

Torsdag og fredag var jeg til KTCs årsmøde i Holstebro. Lyder det ikke spændende? Jo det gør, for nu skal du bare høre: KTC står for KommunalTeknisk Chefforening. Altså har jeg tilbragt to dage i selskab med tekniske direktører, afdelingsledere fra miljø og teknik samt deres venner og samarbejdspartnere. Tankegang er i den sidste kategori, og det er ren guf for mig at være sammen med alle disse potentielle kunder og at fordybe mig i deres verden.
Jeg synes tilfældigvis, det er spændende og vigtigt, det som teknik og miljø arbejder med.
Men der var en ekstra gevinst ved arrangementet. Værtsbyen benytter altid årsmødet til at prale lidt af sine egne resultater og projekter, og det kan de også godt finde ud af i Vestjylland.
Holstebro er jo min fødeby, så det var skønt at høre om de mange spændende aktiviteter, der foregår i den driftige by. Og jeg blev selv en smule stolt, da borgmesteren fortalte om Giacometti-skulpturen Kvinde på Kærre, som holstebroerne kaldte "Maren å a Wogn". Den købte vores daværende borgmester Kaj K. Nielsen i 1965 for den svimlende sum af 210.000 kr., og folk i Holstebro var forargede. I dag er den over 100 mio. kr. værd og står som symbol for kulturbyen Holstebro.
Men der er kommet meget nyt til siden, og det pibler stadig frem med kunst, teater, musik og underholdning i Holstebro.
Da vi lidt søvndrukne mødte frem fredag morgen blev vi mødt af en række groteske figurer fra Holstebros eksperimenterende egnsteater Odin Teatret. De startede dagens program med en lille performance, som virkede mere opkvikkende end kaffen.
Og minsandten om ikke jeg ved middagen torsdag aften kom til at sidde sammen med to ledere fra Silkeborg Kommune, som jeg kender udmærket. Det viste sig, at de også stammer fra Holstebro, så vi sad lige og svælgede i minder og udvekslede navne fra gymnasiet.
Da jeg var barn stod der en hilsen på byskiltene, når man kørte ud af Holstebro: "Kom snart igen". Det gør jeg meget gerne, selv om skiltene nu er blevet mere kedelige og trafiksikre.

Jeg tænker, der er pause

De fleste af os havde vist fået mere end nok af politik, da folketingsvalget var overstået forleden. Tre ugers valgkamp er ikke meget, men det blev så massivt dækket af medierne, at det nåede at hænge os trekvart ud af halsen.
Derfor er det dejligt, at de nye topministre har buret sig selv inde og ikke siger et kvidder om politik i en uge eller hvor længe det nu varer at udarbejde et regeringsgrundlag.
Vi kan godt tåle at tænke på andet end politik i et stykke tid. Og så er det i øvrigt helt i orden, at de drikker en masse kaffe, tænker sig godt om og lærer hinanden rigtig godt at kende. Det er også klogt, at de holder tæt, for kommer der først enkeltsager ud at køre i medierne, kan deres bagland hurtigt male sig op i et hjørne og forhindre det kludetæppe af kompromiser, som regeringsgrundlaget nødvendigvis må blive.
Alle tre partier må sluge nogle dromedarer for at få opgaven til at lykkes. Det er de garanteret også klar til, for alternativet er kaos - og et nyt valg lige om et øjeblik.
Så det er godt, at S, SF og radikale holder en tænkepause. Det samme gjorde EU, da franskmændene for nogle år siden stemte nej til Lissabon-traktaten. Da den havde stået på i lang tid, spurgte Uffe Ellemann, om tænkepause var en pause, hvor man tænkte - eller en pause fra tænkningen.
Jeg håber, Thorning og co. tænker, mens vi andre holder pause fra politik.

Valgaften blev til popshow

"Vi stiller direkte om til Østerbro, hvor vores reporter står foran Helle Thorning-Schmidts hjem". Sådan lød det flere gange på valgaftenen, og så blev skærmen overtaget af en entuastisk reporter, som kunne fortælle, at Helle Thorning-Schmidt sad inde i huset og ikke kom ud foreløbig. Huset var badet i projektører og oven over det svævede en helikopter. Sådan gik det meste af valgaftenen på begge tv-kanaler. De politiske ledere blev forvandlet til popstjerner, som skulle svare på helt ligegyldige spørgsmål. Lavmålet var da en DR-reporter først havde spurgt Holger K. hvad han følte nu. Da han venligt havde svaret noget ligegyldigt, fulgte hun op med dette spørgsmål: " Kan du ikke sige lidt mere om, hvad du føler?" Aargh. Når nu de valgte at bruge overdrevent meget tid på at følge ledernes mindste skridt, så var der ikke kræfter til det basale: at fortælle seerne, hvordan valget gik rundt omkring i Danmark. Jeg ville gerne have haft nogle resultater fra Horsens, Helsingør, Odense og Slagelse. Jeg ville gerne have dem forklaret og haft at vide, hvem der stiller op der og ser ud til at have fået et godt eller dårligt valg. Jeg ville godt have haft nogle storkreds resultater og en forklaring på dem. Hvor gik S og V frem og hvor gik de tilbage? Hvorfor? Hvordan gik det Venstre i Vestjylland, hvor Fælleslisten på et tidspunkt voksede sig meget stor? Hvorfor gik Socialdemokraterne så kraftigt tilbage i hovedstaden? Både DR og TV2 har folk der kan levere varen, og de fik resultaterne. Men de foretrak altså pinagtigt lange indslag om Villy Søvndal i en bus og Margrethe Vestager på gåtur gennem byen. Nyhedsformidling hedder det. Det er helt elementært, og på sådan en aften er der masser af rigtige nyheder. Vær venlig at fortælle flere af dem næste gang og drop tomgangs-journalistikken. Sådan føler jeg lissom.

Jeg stoler på politikerne

Et kontroversielt udsagn i overskriften, hvad?
I dagens samfund er det sådan, at vi skal være på vagt over for alle politikere. De er sikkert ude på at snyde os. De lyver garanteret, og alt hvad de siger, er nøje planlagt af en spindoktor.
Det indtryk får vi i medierne, men også når vi snakker med hinanden om politik. Hvor ofte har vi ikke hørt påstanden om, at de ikke er rigtig kloge inde på Christiansborg.
Drop det fis.
De er kloge - de er faktisk mere veluddannede end resten af befolkningen. De er også flittige. Jeg kender selv et par politikere, og det er utroligt, så meget de ved, og så mange sager, de har dybt kendskab til. Det kommer ikke af sig selv.
Men de er frem for alt samvittighedsfulde og ønsker af et godt hjerte at gøre det bedst muligt for Danmark.  Det tror jeg på.
Efter en meget intens valgkamp bliver det synligt for os, at politik ikke er noget, der foregår isoleret inde bag Christiansborgs tykke mure. Det er et samspil mellem politikerne og vælgerne. De løser opgaver på vores vegne, de reagerer på de behov, vi formulerer, og de står til regnskab over for os.
Jo mere tillid, der er mellem os og politikerne, jo bedre fungerer samspillet. Hvis vi tror på dem, fungerer demokratiet bedre, og så bliver det bedre løsninger.
Tror jeg på.
Derfor synes jeg, du skal give politikerne den første tillidserklæring ved at stemme i morgen. Og så synes jeg, du skal følge op med at vise dem tillid de næste fire år. Hold dig i kontakt med dem og bidrag positivt på de områder, hvor du kommer i berøring med det politiske system.
Så er jeg sikker på, at politikerne kvitterer med at arbejde godt sammen og finde fælles løsninger på Danmarks små og store problemer.

Når sproget irriterer os

Mange af os kan blive voldsomt irriterede over sprogfejl. Det kan helt fjerne opmærksomheden fra teksten eller sagen.
Jeg har hele fire oplevelser med det fra den seneste uge.
I en annonce skrev jeg: Fem mand anholdt manden.
Da annoncen havde været bragt, fik vi mail fra to personer i kundekredsen, som rettede stavefejlen. Ifølge dem skulle vi have skrevet anholdte. Det har de ikke ret i, og da vi forklarede det, accepterede de det med tilføjelsen "Det ser altså bare helt forkert ud".
Den anden kom fra Twitter, hvor en tweep kaldte en journalist for sprogspasser, fordi vedkommende havde brugt udtrykket idyllerisk. Jeg så ikke selv udsendelsen, men for mig at se, er det et absolut gangbart ord i talesprog, også på tv. Idyllerisk er noget, der er overdrevent idyllisk.
Ugens tredje sproglige oplevelse stammer fra et værdiseminar, jeg holdt forleden. Her skulle vi arbejde med nogle af virksomhedens ord, og et af dem er "proaktiv". En af deltagerne kan ikke fordrage ordet, men det forhindrede ikke en god diskussion om indholdet. Jeg skyndte mig at anerkende hendes modstand, og jeg har selv en lille rem af huden. Der er lidt floskel over "proaktiv".
Den sidste kom fra Tankegangs korrekturlæser, som ville rette stavningen "højst" til "højest". Så kom jeg op i det røde felt. Begge stavemåder er korrekte, og så synes jeg, det er frækt at rette. Den person, der har skrevet "højst", skal ikke korrekses af en, der tilfældigvis bryder sig bedre om den anden korrekte stavemåde. "Højst" giver 2.360.000 hits på Google, mens "højest" kun bonner ud med 1.300.000.
Fælles for de fire oplevelser er, at en person bliver irriteret over en sproglig detalje. Det kan man grine af eller ligefrem blive sur over. Men det er en reel følelse, som blokerer for rationel tænkning.
Sproget er noget meget personligt, og for dem, der ikke kan lide ordet idyllerisk eller proaktiv, er det ikke bare en detalje.
Jeg arbejder selv med ikke at lade mig irritere over sprogfejl. Det vigtigste er, at jeg forstår det, folk siger eller skriver. Siger jeg med hjernen. Men maven kan altså blive sur og sende galde opad i systemet.

Til nye løbere: Bliv ved

Hver dag ser jeg masser af løbere. Det er ligegyldigt, om jeg er hjemme i Frederikshavn eller om jeg kører rundt i det jysk-fynske land. De er der om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen. Og såmænd også nogen om formiddagen.
Det er kvinder og mænd, unge og gamle, tykke og tynde (flest tynde). De fleste løber langsomt og en del af dem ser ud som om, det absolut ikke er nogen fornøjelse.
Det er det heller ikke, før man er kommet ind i en fast rytme. Kroppen skal simpelthen vænne sig til den tilbagevendende hårde belastning, som en løbetur er.
Netop nu begynder det at blive koldt og blæsende, og derfor er det nu, folk begynder at løbe mindre for til sidst at holde helt op. Undskyldningerne er nemme at finde:
- det blæser
- det regner
- det er mørkt
- det er koldt
- jeg har ikke tid
- jeg er lidt forkølet
- jeg har haft en travl dag
Hvis du er en af dem, der er begyndt at løbe her i sommer, og som netop nu har meget let ved at hoppe på undskyldningerne, vil jeg opfordre dig til at holde ud.
Husk på, hvorfor du begyndte at løbe. Var det noget med, at du følte dig i alt for dårlig form og havde været for sløv vinteren igennem? Eller måske var det noget med vægten?
De dårligdomme vender tilbage til vinter, hvis du holder op med at løbe nu. De måneder, du har brugt på din nye hobby, er spildt, hvis du ikke holder ved vinteren igennem. Og det bliver endnu sværere at komme i gang igen næste forår eller sommer.
Det var den løftede pegefinger. Nu kommer der mælk og honning og gyldne løfter.
Hvis du kan trodse regnen en måneds tid endnu, så er du kommet over hurdlen. Så er du ved at blive løber, og så er det pludselig ikke noget problem, at du har ondt i hovedet, og at det blæser. Så er løbeturen svaret på dine problemer. Så giver den energi - mens du løber og bagefter.
Så kan du glæde dig til at opleve et vellugtende og friskt efterår, den klare kolde vinterluft, det flotte hvide snetæppe, det sjapvåde gryende forår, den grønne vår-eksplosion, den lumske april og den lune forsommer. Du kan lære din by og egn at kende ved at løbe nye ture, og du kan med meget stor sandsynlighed slippe for vinterinfluenzaen og et par løse sygedage med ondt i hele kadaveret. En pænere figur undgår du nok heller ikke.
Du behøver hverken at løbe hurtigt eller langt for at opnå alle disse lyksaligheder. Du skal bare løbe 2-3 gange om ugen i det tempo, der passer dig. Tag den længste tur i weekenden - ca. 1,5 gange længere end i hverdagene. Så kommer du automatisk til at løbe hurtigere, og du får også lyst til at løbe længere.
Rigtig god vintersæson til nye og gamle løbere.

Klima - fra hot til not på to år

For bare to år siden var klima og miljø et af de vigtigste emner i den politiske debat. Det var op til klimatopmødet i København, hvor selv Lars Løkke forsøgte at fremstå som interesseret i emnet. Det gjorde han ikke troværdigt, og selv topmødet blev en fiasko for Danmark og den urutinerede statsminister.
Nu er der valgkamp, og vi hører intet om klima og miljø. Intet.
Det er ellers et godt emne, fordi det kalder på følelser, og fordi der er store reelle modsætninger mellem det, som rød og blå blok vil.
Men det hele handler om økonomi, og i det lys er politikerne måske bange for at komme til at fremstå som mindre seriøse, hvis de taler om noget så flippet som klima.
Sandheden er, at klimapolitik i høj grad handler om økonomi. Det er et af svarene på spørgsmålet: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?
Sandheden er desværre også, at det manglende politiske fokus på området er ved at ødelægge Danmarks muligheder for at blive det, Anders Fogh så kækt kaldte en grøn vindernation.
Danmark er ikke duks på miljøområdet. Danmark er ikke det land, der stiller de skrappeste krav. Danmark er ikke det land, der gør mest for at fremme vedvarende energi.
Den grønne tænketank Concito konkluderer, at Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien ligger klart foran Danmark, når det gælder om at reducere CO2 udslippet. De fire lande er for resten Danmarks største eksportmarkeder med en andel på i alt 44 pct.
Herhjemme får vi tit det indtryk, at højere miljøkrav skader industri og landbrug og dermed koster arbejdspladser. Det er et stupidt, kortsigtet argument.
Hvis Danmark for alvor arbejder med at nedsætte CO2 udslippet, vil det betyde et mindre energiforbrug i virksomhederne. Energi koster mange penge, og dermed sparer industrien store udgifter og bliver mere konkurrencedygtig.
Samtidig opmuntrer det virksomhederne til at udvikle nye produkter, som kan udnytte den vedvarende energi og spare på den øvrige. Et godt hjemmemarked er forudsætningen for at sætte en eksport i gang. Her taler vi om tusinder af arbejdspladser, og det er den mulighed, vi er ved at sætte over styr.
Det har de indset i vores fire nabolande, og læg lige mærke til, at det ikke handler om rød og blå blok.
Norge har en socialdemokratisk statsminister. Sverige, Tyskland og Storbritannien har borgerlige regeringer.
Kom i gang!

Drømmen om et offline liv

Min mor levede et helt liv uden at være på nettet. Hun så ikke en hjemmeside, sendte ikke en mail og modtog aldrig 1 SMS.
Hun levede et rigtig godt liv.
Det er 15 siden, hun døde, og i dag hørte jeg så en syret historie om en amerikansk journalist, som beordrede sin familie til at være offline i et halvt år og siden skrev en bog om denne enestående oplevelse. Seks måneder med tre teenagere uden mobil, pc eller tv. Kun fastnettelefon, bøger, brætspil og mekaniske musikinstrumenter.
15 år. Det er jo ingen tid. Men rent teknologisk er det.
Det interessante er, at teknologien er blevet en større del af vores livsform, end vi er bevidste om. På sin vis synes jeg, at jeg lever nogenlunde det samme liv som min mor, men år vi går i detaljen bruger jeg rigtig, rigtig mange flere timer hver dag med min opmærksomhed rettet mod en skærm, end fru Glamann gjorde.
Hun levede som sagt et godt liv. Det synes jeg også, at jeg gør. Men historien med den ammerikanske journalist giver mig anledning til at spørge, om it har gjort mit liv bedre end min mors - eller nogenlunde lige så godt.
For mig giver det ingen mening at smide grejet ud og vende tilbage skrivemaskinen. Men det er værd at minde mig selv om, at hele det forjættede net-univers skal være en berigelse for mig. Jeg skal ikke bare bruge det, fordi jeg kan.
Og jeg kan ikke have min fulde opmærksomhed to steder, så hvis iPadden eller telefonen får noget af min tilstedeværelse, så får eventuelle mennesker i min nærvær mindre.
Nærvær - det er når jeg er til stede med hud og hår. Fravær - det er når jeg kun er fysisk til stede.
Nå, jeg må smutte. Der kom en mail.