søndag den 31. juli 2011

Snørebånd for dummies

Den person, der opfandt snørebåndet, var uden tvivl meget innovativ, selv om det ord ikke eksisterede dengang.
Men i dag ville opfindelsen ikke blive godkendt. Snørebånd opfylder ikke nutidens krav om brugervenlighed. Folk, der ikke er praktisk anlagt, kan ikke betjene snørebånd uden at komme i problemer.
Jeg er en af de snørebåndshandicappede. Jow. Jeg kan da godt binde en sløjfe. Men det er sjældent nok. De fordømte bånd går altid op. Når man løber, er det farligt. Jeg kan fremvise flere spændende ar som følge af styrt på løbeture, hvor jeg snublede i mit snørebånd. Det ser faktisk temmelig dramatisk ud, når 188 cm og 78 kilo pludselig vælter ned på asfalten.
Så jeg binder altid dobbeltknuder. Det kan jeg også godt :-)
Men binde dem op igen? Der går det galt. Forunderligt galt.
Jeg ved med min forstand, at jeg bare skal hive i en bestemt ende - så går hele dobbeltknuden og sløjfen op på én gang.
Jeg ved også, at man kan hive i den forkerte. Det gør jeg sådan cirka 49 gange ud af 50. Og her kommer det forunderlige. I løbet af ét sekund kan sådan en dobbeltknude blive til et uoverskueligt virvar af knuder og sløjfer. Spørg ikke, hvordan jeg gør - jeg gør det bare.
Derfor mener jeg, at Verden ville blive et bedre sted at leve, hvis nogen ville være så søde at opfinde snørebånd for dummies.

lørdag den 30. juli 2011

Amsterdam - Europas bedste cykelby


Efter to år med vores elskede Stockholm var vi lidt nervøse for årets sommerferie, som gik til Amsterdam. Vi foretrækker at cykle rundt i storbyer, og alle havde på forhånd sagt, at Amsterdam er en fed cykelby. Men passer det nu også?
JA.
Amsterdam er den bedste cykelby, jeg kender og jeg tør godt kalde den Europas bedste cykelby.
Der er flere millioner cykler i Amsterdam, og det er nemt, trygt og hyggeligt at cykle rundt i midtbyen. Når man så oven i købet som jeg er anarkistisk anlagt, så finder man ikke noget bedre sted at cykle end den hollandske hovedstad.
Midtbyen er jo domineret af kanaler og vejene er smalle. Så det er helt umuligt, at bilerne kører stærkt. Vejene er ensrettede på hver sin side af kanalen. Men i Amsterdam gælder ensrettet kørsel kun for biler. Cykler må naturligvis køre i begge retninger. Her er vi inde ved kernen af Amsterdams cykelforståelse. Det gælder om at gøre det så nemt som muligt at cykle og at få trafikken til at glide. Det gælder ikke om at overholde en masse regler.
Derfor kører man mod kørselsretningen, hvis man lige er kørt forkert - ellers tager man broen over og kører med retningen, for det er nemmere.
Hvis en bil spærrer vejen, kører man lige op på fortovet (under hensyntagen til fodgængerne, selvfølgelig). Hvis der er fri bane, kører man over vejen, uanset om der er rødt lys. Der er ingen hajstriber. Ved de mange kryds, kører man frem, hvis der er fri bane og holder tilbage for andre. Det kan man gøre ved at regulere fart og retning, lige som fodgængere på en propppet gågade.
Vi kørte gaderne tynde i fem dage, og der var ingen sure miner, skråt-op fingre eller råben og skrigen. Der var kun cyklister, som kom frem uden problemer.
Der var til gengæld nærmest ingen racercykler. De fleste kører på damecykler. Det gælder ikke om at køre stærkt, og der er såmænd heller ingen tid sparet ved at drøne afsted, for der kommer hele tiden et kryds, og der er måske lidt fodgængere på kørebanen/cykelstien længere fremme.
Cykelhjelme er der heller ingen af, og der er heller ikke brug for det, for der sker stort set ingen uheld. Cykelstativer? Jo, der er nogle stænger, du kan sætte din cykel op ad, men ellers stiller du den bare et passende sted. Gerne i nærheden af nogle andre cykler - så kan det vel ikke gå helt galt.
Summa summarum: Flere cyklister, færre regler, påbud og normer - større cykelglæde og færre problemer.
Og så er det forresten billigt at leje cykler. Vi gav 50 kr. pr. døgn, hvor af knap halvdelen gik til forsikring. For det beskedne beløb rådede vi over en funktionel og driftssikker rød damecykel uden dikkedarer.

lørdag den 23. juli 2011

Terror i Oslo - hvad kan vi så lære af det?

En eller anden popstjerne er død i en ung alder.
En eller anden cykelrytter har vundet Tour de France. Han kom ind et stykke tid før en anden.
Det kunne være to store begivenheder, men for os i Norden er de helt ligegyldige. Den eneste nyhed, der fæstner sig, er massakrerne i Oslo.
Når sådan noget sker, vil man jo gerne blive klogere, så Verden kan undgå en gentagelse.
Men der er ikke noget at lære. Gerningsmanden eller gerningsmændene har ikke opnået noget som helst: Jo opmærksomhed, død og traumer. Men det eventuelle politiske budskab, der måtte være knyttet til vanviddet, er ikke nået ud og kommer det næppe. Hvis det sker, vil det ikke betyde flere højreorienterede i Norge eller i Norden.
Har vi lært noget om sikkerhedsniveauet og om efterretningstjenesternes mulighed for at dæmme op for terror? Næe. En enkelt forstyrret person - eller to - vil altid kunne dræbe mange mennesker. Kør over for rødt på H. C. Andersens Boulevard - så kan du hurtigt slå en masse fodgængere ihjel, og det vil hverken aflytning eller videokameraer kunne dæmme op for.
Eneste lyspunkt er, at vi kan glæde os over den fornuftige norske statsminister Jens Stoltenberg. Han farer ikke ud som en anden George Bush med hadefulde erklæringer, når hans land bliver ramt af en ufattelig tragedie. Stoltenberg forsvarer de (gamle) nordiske værdier, og vi ser, at høj og lav i det norske samfund opfører sig fornuftigt.
Gerningsmanden blev overmandet af norske specialstyrker. Det skete uden blodsudgydelser. Sådan vil vi helst have det i Norden. Lur mig, om han ikke var blevet dræbt, hvis det var foregået mange andre steder i Verden.
Tak, Norge. Vi er mange, der bakker jer op.

torsdag den 21. juli 2011

Tihi - politiet snydt igen

Vi danskere synes altid, det er sjovt, når den lille narrer den store. Derfor griner jeg også med, når det dag efter dag lykkes nogle gamle hippier på Thy at forhindre statens motorsavsmassakre mod 286 hektar fredet skov i Østerild Og Hjardemål Klitplantager.
I dag havde demonstranterne kaldt til svampetur, så politiet sendte kun nogle få vognfulde betjente afsted. De snu hippier satte sig på dækkene på de store entreprnørmaskiner, og politiet kunne ikke fjerne dem.
Tihi.
Politiet lover at vende talstærkt tilbage i morgen. Hippierne og deres venner kan så bruge ventetiden på at tilrettelægge deres fredelige modtræk.
Jeg forstår udmærket, at politiet farer med lempe. Der er ingen grund til at skyde med vandkanoner eller slå folk med stave ude i en plantage langt væk fra alting. Politiet skal selvfølgelig undgå at blive en del af konflikten.
Den er i sig selv meget interessant. Det er naturen mod klimaet. De mange tusinde træer i det fredede område skal ned for at gøre plads til et nationalt testcenter for havvindmøller. Der skal opføres 250 meter høje møller i stedet for de gamle træer. Det fremmer Danmarks planer om at blive fri for olie, kul og gas, og det er med til at skabe arbejdspladser hos Siemens og Vestas.
Det er svært at være modstander af sådan et projekt, men det er endnu sværere at forstå, at det lige præcis skal presses ind i et enestående fredeligt naturområde. Danmarks Naturfredningsforening - som i den grad går ind for vindkraft - har længe talt for at opkøbe landbrugsjord til formålet og foreningen har selv udpeget alternative placeringer til testcentret.
Det var dumstædigt, at de ansvarlige politikere ikke ville lytte. Så havde de undgået en rigtig dum konflikt, som til overflod ender med, at en lille gruppe hippier driver gæk med den store statsmagt.
Tihi.

tirsdag den 19. juli 2011

Morgenritual med aviser år 2011


Vi holder avis - endda en morgenavis. Men den kommer altid efter kl. 9 her ude på landet, så til hverdag er det en eftermiddagsavis.
Her i ferien kunne det være skønt, hvis avisen var her kl. 8, så vi kunne starte dagen med en kop kaffe og avisen.
Det gør vi så alligevel på vores egen måde. Hver morgen her i ferien, laver jeg kaffe og te og hælder müsli op. Så sætter vi to os over for hinanden med hver sin iPad og læser vores aviser. Det er en lille stjernestund.
Selv om vi surfer gennem de samme sider, finder vi meget forskelligt. Jeg tror, jeg er meget slem til at scanne overskrifter i en fart, mens Solle er bedre til at fordybe sig i indhold.
Hvis hun spørger, om jeg har læst en artikel, svarer jeg som regel, at jeg har set overskriften men ikke lige fået læst hele indholdet.
Hvis jeg spørger til en nyhed, har Solle ofte ikke set den. Hun må have et selektivt blik, for jeg har gerne set den samme overskrift flere steder.
Jeg holder stadig meget af trykte aviser, men jeg må da indrømme, at iPaden er smartere til morgenkaffen. Den fylder ikke så meget, og man behøver ikke at diskutere, hvem der skal have hvilken sektion.
Men man har stadig muligheden for at dele oplevelserne og læse det samme. Og det er jo netop det hyggelige ved at dele avis.

søndag den 17. juli 2011

En bog jeg ikke kan anmelde

Jeg tror ikke, jeg duer til at anmelde skønlitteratur. Men jeg har lyst til at skrive noget om den bog, jeg knokler mig igennem her i sommer.

Min Kamp er den provokerende titel på den 46-årige nordmand Karl Ove Knausgaards 6-binds værk om - Karl Ove Knausgaard. Jeg er 550 sider henne i bind 2, og har 3'eren hjemme på et 14-dages lån.

Det er herlig læsning, når først man er krøbet ind i Knausgaards univers og har accepteret bogens præmis. Han skriver om stort og småt i sit liv, og ikke ret meget om det midt imellem. Bittesmå episoder bliver foldet ud og fortolket og sat ind i en større sammenhæng. Knausgaard fremstiller sig selv som lidt af en knudemand men som forfatter udstiller han alle sine følelser og overvejelser.

Stilistisk har jeg ikke oplevet noget lignende. Knausgaard springer frem og tilbage i tiden og mellem følelser og beskrivelser. Det virker meget spontant med en tanke, han lige får. Selv om han drøner ind og ud af alle mulige sidespor, leder han os aldrig på vildspor.
Værkets helt store kvalitet er forfatterens mentale navlepilleri. Selv om han på mange måder er en speciel person, er det meget vedkommende. Mænd er nøjagtigt lige så forfængelige, selvbebrejdende og problematiserende som kvinder. Vi er det bare på en anden måde. Vi er mindst lige så komplicerede som kvinder, måske mere, fordi vi lader som om, det hele er enkelt.

Jeg ved ikke, om du forstår, hvad jeg skriver. Jeg kan ikke forklare det bedre, for jeg er hverken forfatter eller litteraturanmelder. Knausgaard forklarer det heller ikke i sine bøger. Han viser det. Dermed overholder den journalistiske grundregel "don't tell it - show it".

Derimod kniber det gevaldigt med mit fags dyd om at skære ind til benet. De to første bøger er på over 600 sider, og der er stort set ingen handling. Der er måske lige til en tospalter i agurketiden.

Til gengæld er det hele ikke glemt igen dagen efter.

torsdag den 14. juli 2011

Dana Cup - en god historie for alle

1. juli 1986 startede jeg som nyuddannet journalist på Vendsyssel Tidendes redaktion i Frederikshavn. En uge efter var der Dana Cup i byen med tusinder af fodboldspillere fra hele verden, og jeg dækkede arrangementet.
Det var sjovt. Og nemt.
Nogle gange om ringede jeg til cupleder Pauli Jørgensen og fik et par historier. Og hver dag gik jeg sammen med en fotograf rundt på stadion, Fodboldvej og andre steder i byen og snakkede med spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere.
så havde jeg historier nok til mindst 1 af de store avissider, og alle var glade:
Læserne - kunne godt lide nærværende og positive historier mennesker.
Mine kolleger - kunne tage det lidt roligt, fordi jeg næsten kunne fylde avisen.
Redaktionssekretærerne - havde let ved at sætte siderne op, fordi der var mange små historier ned store billeder til.
FfI og Dana Cup - var formentlig glade for den massive dækning
Jeg - havde det sjovt og gjorde fin fyldest på mit nye job.
Så det var en win-win, inden det udtryk kom frem.

Så gik der 25 år med andre gøremål, og pludselig for et par uger siden var jeg sammen med en kollega fra Tankegang ferievikar på Kanal Frederikshavn.
Jeg lavede selvfølgelig en foromtale af Dana Cup, og den måtte nødvendigvis få den kedelige vinkel, at svenskerne svigter turneringen. Der er kun 21 hold från hinsidan med i år, og det betyder, at den 28. udgave af Dana Cup i Frederikshavn er langt mindre end tidligere.
Det er meget kedeligt, og jeg håber, at alle gode kræfter i byen vil hjælpe FfI med at vende den udvikling. Dana Cup er en helt igennem positiv begivenhed - for spillere, ledere, frivillige og frederikshavnere. Turneringen skaber liv i byen, og jeg bliver glad, når jeg ser unge mennesker i sportstøj gå grinende og pjattende rundt på Rimens Alle eller i Danmarksgade.
Dana Cup er stadig en rigtig god historie, og det må også være drivkraften i den salgsindsats, FfI og samarbejdspartnere nu skal i gang med for at sikre fremgang til de kommende års turneringer.
Selv om meget har forandret sig i de seneste 25 år, er den gode historie stadig gangbar. Så ud og fortæl den, FfI. Bed endelig andre om hjælp, så Dana Cup også fremover er en god historie for hele Frederikshavn.

onsdag den 13. juli 2011

For hårdt at løbe i et kvarter

Jeg tror ikke, jeg kan holde til at løbe i et kvarter. Jeg kan kun klare at løbe i en time eller to.
Det lyder måske selvmodsigende, men det handler om den nye træningsmetode, der pludselig blev et hit i medierne for et par uger siden.
Kom i superform på tre kvarter om ugen, lød løftet. Metoden er enkel: 10 sekunders spurt, 20 sekunders jogging og 30 sekunders gang. At gentage 15 gange.
Så får du pulsen op 15 gange, og det har større effekt på kondi og puls end en løbetur i jævnt tempo på en time.
Jeg tror fuldt og helt på metoden. Intervaltræning og tempoløb har været kendt i årevis som den hurtigste vej til bedre form.
Men det er ingen genvej, skulle jeg hilse at sige. En kollega prøvede lige metoden, og han kunne melde, at det var virkelig hårdt de sidste 4-5 spurter. Og han er altså sej og i superform, så det er absolut ikke for de dovne eller magelige.
Selv har jeg prøvet i perioder med min egen form for intervaltræning. Tæt på hjemmet har vi en djævelsk stejl bakke, der er omkring 300 meter lang. Den enkle træning går ud på at lunte ned ad bakken og løbe op i pænt tempo. 10 eller 12 ture - det er knaldhårdt. De sidste par gange føler man, at alle indvoldene er ved at sprænges, og man er træt og udaset som et helt alderdomshjem.
Hvis jeg har bestemt mig for at snuppe sådan en omgang en tirsdag eftermiddag, så skal jeg virkelig tage mig sammen. Jeg finder på alle mulige overspringshandlinger, inden jeg løber hen til den forbandede bakke.
Hvis jeg bare beslutter mig for en løbetur på 13 kilometer, så er jeg ud af døren med det samme.
Det er det mentale.
Så er der det fysiske. Interval- og tempotræning er hårdt for benene. For begyndere er det en decideret dum idé at tage 15 spurter. Jeg er temmelig sikker på, at de fleste vil få en forstrækning eller en fibersprængning.
Jeg er altid på grænsen til en skade - i baglåret eller i venstre lægmuskel - så jeg skal også være varsom. Pineriet op og ned ad bakken går måske nok hver anden uge, men 15 spurter tre gange om ugen tør jeg ikke eksperimentere med.
Og så er der lige det med fornøjelsen. Det er skønt at løbe en tur på 13 kilometer - at høre fuglene, dufte til planter og tænke på ingenting. Hvis man er i spurthelvede, bliver man nødt til at koncentrere sig 100 % om løb.
Så overhal bare. Held og lykke med træningen - på din egen måde.

søndag den 10. juli 2011

Avisen som ingen har læst

At dømme efter de seneste dages medieomtale er der ikke et eneste menneske, der nogensinde har købt et eksemplar af den engelske skandaleavis News of the World. Høj som lav erklærer, at de aldrig selv læste avisen, og at den ikke vil blive noget savn.
Alle foragter foretagendet og dets metoder, som har været kendt i årevis.
Der er bare den lille detalje, at News of the World hver søndag er blevet solgt i omkring 2,6 mio. eksemplarer. Det er dog en slat - ca 25 gange så mange som det største danske dagblad.
Så det er ikke en undselig, fræk nicheavis, som nu bliver lagt i graven. Det er en uhyre populær nyhedskilde.
De 2,6 mio. købere er ikke blevet truet af en ond mafia til at købe News of the World. De har frivilligt trukket pengene op ad lommen. Søndag efter søndag. År efter år. Hver avis læses erfaringsmæssigt af 2,5 personer, så det er over 6 mio. englændere, som hver uge har fornøjet sig med de slibrige historier fra Murdochs håndlangne folk.
Nu er de ramt af kollektivt hukommelsestab. De kan slet ikke huske, at de har købt eller læst avisen, og de foragter den som pesten. Ja, de er faktisk dybt forargede over, at nogen mennesker kan finde på at tjene penge på den slags.
Hvad er hønen og ægget her? Laver journalisterne en avis, som rammer kundernes behov - eller skaber de et kunstigt behov? Hvis vi skulle opfinde alle aviser forfra, ville der så kun komme seriøse blade eller ville der også i den nye verden være sladdersprøjter?
Min holdning er, at læserne har en del af ansvaret. Nu kan briterne lige være forargede i en sommers tid, ligesom de var, da paparazier indirekte var skyld i Prinsesse Dianas død. Når det er lidt på afstand, snager 6 mio. læsere gerne videre i fodboldstjerners sexliv og politikeres drukture.

fredag den 8. juli 2011

Jamen, altsååå

For nogle år siden fulgte jeg et kursusforløb, hvor vi var 8 nordmænd og 8 danskere. En af fjeldaberne var revisor og løber Ove Haugen fra Larvik, og han fik en dag et vanskeligt spørgsmål.
Vores hjerne indstillede sig automatisk på at oversætte et svar fra norsk, og det var derfor hylemorsomt, da Ove lænede sig tilbage, rynkede brynene og på københavnsk sagde: "Jamen, altsååå".
Den dag gik der "jamen, altså" i det, og den følgende tid havde jeg svært ved at følge med i radioaviserne. Jeg hørte aldrig, hvad interviewofrene sagde, for de startede med at sige "jamen, altsååå", hver gang de fik et vanskeligt spørgsmål.
Det havde Ove spottet med sit sprogøre - og fordi det åbenbart ikke er et gængs udtryk på norsk. Prøv lige at analysere det. Hvad betyder "jamen, altså". Jamen er en selvmodsigelse, som betyder ja - og dog. Altså er bare en understregning, men det giver jo ingen indholdsmæssig mening sammen med "jamen"
"Jamen altså" er et pausesignal. Det fortæller bare, at man ikke lige ved, hvad man skal svare. Prøv at lægge mærke til det næste gang, du hører et interview i radio eller tv. Jamen, altså. Det bliver brugt hele tiden, og når du først har fokus på det, kan du ikke høre andet.
Læg mærke til, at dette indlæg er en udvidet "jamen, altsåå". Det handler heller ikke om noget.