Politisk banalyse

Kilder på Christiansborg, der står hinanden nær, er tilsyneladende helt enige om, at vi står i en enestående parlamentarisk situation: de radikale laver et vigtigt forlig med de borgerlige og peger på en rød statsminister.
Nuvel, som Hilmer Baunsgaard sagde.
Det er vel ikke så kompliceret.
Hvis VKO igen får flertal, kører den blå blok uanfægtet videre.
Hvis S, SF og Enhedslisten får flertal, overtager rød blok.
Har rød blok brug for de radikales stemmer, ser Folketinget ud, som det har gjort så mange gange tidligere. Så bestemmer de radikale, hvem der skal have regeringsmagten, og så må regeringen ud at forhandle fra sag til sag for at få gennemført sin politik. Det gjorde Krag, Anker, Hartling, Schlüter, Nyrup og mange før dem.
Jamen, kan S og SF blive enige med de radikale om den økonomiske politik? Ja, de kan. For de skal.
De modsætninger, der forstørres op lige nu, skyldes partiernes ønske om at profilere sig forud for valget. S og SF skal stå sammen for at signalere et klart og stålsat alternativ til den borgerlige regering. Og de radikale skal markere sig som dem i midten, der vil splintre blokpolitikken.
De blå har ikke nogen god sag, for de fleste vælgere er godt og vel trætte af, at der altid følger en tossepræmie med til Folkepartiet, når regeringen skal have gennemført noget. Så Løkke & co kører frem med rød bloks økonomiske uansvarlighed. Den tror de selv på, men det gør den røde halvdel af befolkningen ikke.

Den vigtige nyhed om Don Ø

Så vidt jeg kunne se viderekolporterede alle de store netmedier i går en nyhed om, at Don Ø var blevet "knaldet for spirituskørsel" (Berlingskes udtryk).
Kilden var Ekstra-Bladet, som Don Ø også havde udtalt sig til.
Historien fik en fremtrædende plads på de såkaldt seriøse mediers netforsider.
Don Ø var blevet stoppet af politiet efter en anmeldelse. Alkometret viste 0,5 promille og i dag kom det så frem, at blodprøven viste 0,2. Altså helt lovlig kørsel.
Hvem på Berlingske og Politiken har bestemt, at sådan en historie skulle på forsiden? Hvilke redaktionelle principper ligger bag sådan en beslutning? Er Lisbeth Knudsen og Bo Lidegaard enige i, at det var en nyhed for de to medier?
Jeg synes, det er underlødigt og helt ligegyldigt. Jeg kan til nød gå med til at bringe historien, hvis han havde kørt spritkørsel. Don Ø er vel en slags rollemodel. Men at udbasunere den uden at kende fakta - det er ren sensationsjournalistik, som Berlingske og Politiken vel ikke går ind for?
Eller hyr?

Jeg har vundet et løb

For første gang i mit liv vandt jeg i dag et motionsløb.
Sådan en triumf kan man opnå på to måder. 1. Ved hård og systematisk træning. 2. Ved at stille op i et løb med få deltagere. Jeg valgte model 2.
Toppen af Danmark løbet havde samlet et par hundrede deltagere ved Palmestranden i Frederikshavn og jeg vil tro, at 25 af os løb distancen på 12 km. Mit løb gik udmærket. Det var i middagsheden, som jeg hader, så jeg lagde fra land i 4:25 pr kilometer. Den fart holdt jeg de første 9 kilometer, og så kunne jeg øge tempoet en anelse på den sidste af de fire rundture. Jeg tror, jeg kom i mål et par minutter før nummer to. Jeg fik en sponsorpræmie og blev fotograferet sammen med arrangøren Jan Vajhøj.
Den største glæde ved den lille triumf er, at min datter Lærke nu endelig kan være stolt af sin far. Da jeg løb mit første maratonløb i 1996 var Lærke 7 år, og jeg husker stadig hendes forventningsfulde blik, da jeg kom dødtræt hjem fra Aarhus.
- Vandt du?, spurgte Lærke.
- Nej, men jeg gennemførte, svarede jeg stolt.
- Hvad nummer blev du? lød det hurtigt fra den lille frækkert.
- Nummer 200- og et eller andet, svarede jeg.
Skuffelsen stod malet med monsterbogstaver i Lærkes ansigt. Hendes billede af far som den bedste og stærkeste i Verden krakelerede totalt.
Det har jeg nu repareret. Lærkes far er uden sammenligning Verdens hurtigste løber blandt dem, der stillede op på 12 kilometeren i Toppen af Danmark Løbet 2011.
Til lykke, Lærke.

Stærke tennisminder

Fra jeg var 11-21 år var tennis min primære sport, og i alle teenageårene tilbragte jeg det meste af min fritid i sommerhalvåret på Holstebro Lawn Tennis Klubs anlæg.
Årets absolutte højdepunkt var Wimbledon-turneringen i London. Danmarks Radio sendte kvartfinaler, semifinaler og finaler direkte, og vi sad klistret til skærmen.
Det var herligt at sidde indendøre for nedrullede gardiner og følge Borg, Connors, Tanner, Nastasje, McEnroe, Chris Evert, Evonne Goolagong og de andre superstjerner dyste på den bleggrønne Centre Court.
Det var også effektiv mental træning. Når vi efter fire timer foran skærmen tog op på tennisbanen, kunne serven, baghånden eller flugtningerne pludselig fungere meget bedre. Så intenst fulgte vi hvert eneste slag. Også den taktiske forståelse blev bedre af tv-kiggeriet.
Herrefinalen var et særligt ritual. Den blev spillet efter, at vi var rykket i sommerhus i Søndervig, og der havde vi naturligvis ikke fjernsyn. Det var jo et fristed.
Så vi tog sammen med den tennisglade nabofamilie ind til et hotel i Hvide Sande. Her fik min far og Jørgen kaffe, og vi drenge en sodavand eller to. Kampen kunne jo godt trække ud i 3-4 timer. Her sad vi 6 mennesker og råhyggede os og klogede os helt urimeligt om teknik, taktik og psykologi.
Det var en stjernestund.
Som voksen begyndte jeg at løbe, og tennisinteressen ebbede gradvist ud. I nogle år fulgte jeg kun min gamle sport på overskrifts-niveau.
Så kom Caroline Wozniacki.
Det er et mirakel for en tennisfan, at en dansker ikke bare er med i tennis-cirkusset, men også er helt oppe i toppen. Så i det seneste år har jeg fulgt kvindetennis intenst - og er også godt med på herresiden.
Igen er Wimbledon noget særligt. Det er ikke til at forklare. Sådan er det bare. Wimbledon er den mest prestigefulde turnering, og Centre Court er noget helt specielt.
Jeg ser næsten aldrig tennis i tv, for vi har ikke adgang til sportskanaler. Jeg har nogle gange fundet nogle internetkanaler, hvor jeg kan følge Carolines største kampe live.
Ellers foregår det via app'en på iPhone eller på en af avisernes websites. Her ser man ikke selve spillet, men får resultatet bold for bold. Det er spændende, og jeg synes selv, jeg har en god fornemmelse af kampens forløb og spillernes op- og nedture.
Skulle Wozniacki komme i finalen, sætter jeg mig om nødvendigt ind på et hotel og køber en sodavand.

Selvkritiske journalister

Journalister er blevet bedre til at modtage kritik og indrømme fejl i det kvarte århundrede, der er gået siden jeg tog min uddannelse.
Rettelser har fået en lidt mere fremtrædende plads, og der er opstået et nyt stofområde, som hedder medier. Her skriver journalister og kommentatorer om mediernes dækning i bestemte sager, om etik og om journalistikkens udvikling.
Et af de bedste eksempler er P1s Mennesker og Medier, som jeg hører hver eneste uge. Forleden handlede det blandt andet om Pressenævnet og om bøder og erstatninger. Her har mediebranchen stadig et blødt punkt.
Hvis en advokat begår en fejl, kan vedkommende få en advarsel eller en bøde af Advokatnævnet. Ved gentagelser kan advokaten endda miste sin bestalling. Tilsvarende systemer findes i andre brancher, men i medieverdenen sidder et tandløst pressenævn, hvis værste sanktion er at udtale "alvorlig kritik", som avisen kan trykke ned i hjørnet af side 2 nogle måneder efter at have bragt en grufuld løgnehistorie.
Det er ikke godt nok.
En af mediernes opgaver er at kontrollere magthavere af alle slags. Og at afsløre dem, når de laver noget snavs.
På den måde bliver medierne og journalisterne også magtfulde. Og hvis de laver noget snavs, skal de afsløres og straffes.
Der skal ikke uddeles bøder i tusind- eller hundredvis, for der skal være plads til menneskelige fejl og misforståelser.
Men i de få tilfælde, hvor journalister og medier uberettiget hænger mennesker eller virksomheder ud, fordi deres research ikke er i orden, da skal der falde en bøde eller en anden sanktion, der kan mærkes.
Det kan sammenlignes med bilforhandlere, der sælger sminkede lig og med restauratører, der varmer gårsdagens mad op igen. Journalister, der interviewer fiktive kilder, laver citatfusk eller viderebringer alvorlige anklager uden at kontrollere dem, skal have et rap over nallerne. Der kan mærkes.
Oven i kommer selve retssystemet, hvor man kan anlægge en erstatningssag, hvis bilforhandlerens, restauratørens eller journalistens fusk har medført et tab. Det fungerer allerede i dag, og her skal journalister og medier hverken stilles bedre eller dårligere end andre.
I radioprogrammet afviste branchens repræsentanter behovet for et bødesystem. Det synes jeg, de skulle genoverveje. For mig er det vigtigste argument, at pressen er en vigtig magtfaktor i vores samfund. Det er ikke holdbart i 2011, at en magtinstitution mere eller mindre kontrollerer sig selv og stort ikke kan blive straffet for sine fejl.
Det kan heller ikke være i pressens interesse.

Tak for et lærerigt besøg

I dag havde jeg besøg af et hold nordjyske ledere på efteruddannelse. Jeg skulle fortælle om innovation i Tankegang og for vores kunder. Meningen var vel, at mine gæster skulle lære noget.
Det håber jeg, de gjorde. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg lærte noget. Sådan er det næsten altid. Den mest effektive måde at lære på er at lære fra sig.
Jeg lærte noget af spørgsmål, jeg ikke helt kunne svare på. Jeg lærte noget af kritiske spørgsmål. Og jeg lærte noget af et par stykker, der spurgte om råd til deres egen situation.
Og så lærte jeg noget meget konkret om medier og målgrupper. To af deltagerne kom fra en kommune, som har vedtaget, at al kommunikation til medarbejderne skal være elektronisk. Det sparer tid og penge og er godt for miljøet.
Men de to deltagere her kom fra dagplejen, og de har det praktiske problem, at en del af dagplejerne ikke har nogen computer derhjemme. De har selvfølgelig heller ingen mailadresse, så de kan ikke modtage beskeden fra deres arbejdsplads.
Du vil måske mene, at det er dagplejerens problem, og ikke arbejdsgiverens. Sådan er det ikke i virkelighedens verden. Hvis kommunen forlanger, at de ansatte skal have en computer og skal læse mail, så må kommunen betale for det, mener dagplejernes fagforening.
Hvad man gør man som leder?
Ja, det var et par rigtig fornuftige folk, jeg havde besøg af, så de sender simpelthen breve ud, selv om det er i strid med de formelle regler. Det er nemmere og billigere og mere effektivt end en langvarig forhandling om computertillæg.
Det er da lærerigt for en kommunikatør, som gerne vil nå ud til alle målgrupper. Nogen af dem derude er utilfredse med, at de bliver påtvunget en email, mens andre klager over, at bankens app er for primitiv.
Det er et kæmpe spænd, vi skal skræve over. Gad vidst, om vi er gode nok til det? Jeg er i hvert fald ikke altid bevidst om det.
Så tak for et lærerigt besøg.

Brønderslev indrømmer fejl

I nyhedsmagasinet Danske Kommuner læser jeg, at Brønderslev Kommune har inviteret en forsker fra Aalborg Universitet indenfor for at studere kommunens fejslagne krisehåndtering i den ulykkelige sag med de misbrugte og vanrøgtede børn.
Det er glimrende, og det er super, at andre kommuner og alle vi andre kan lære af sagen.
Når det er sagt, var det altså nogle temmelig elementære kommunikationsmæssige fejl, kommunen begik i de forfærdelige dage i vinteren 2010, da sagen bragede løs i medierne.
Jeg kan huske, at jeg krummede tæer og undrede mig over kommunens strategi.
Først forsøgte borgmesteren at benægte, at der var et problem. Senere påstod hun, at det ikke var kommunens. I tredje fase gik kommunen til angreb på ministeren, andre kommuner og pressen.
Da det hele faldt til jorden, nægtede Brønderslev Kommune at udtale sig - angiveligt for børnenes skyld.
Fejl fejl, fejl, fejl.
Det er meget svært at håndtere en krise, når den samlede danske presse kører frem med det hårde skyts. Og det er fuldt forståeligt, at Brønderslev Kommune kom i problemer.
Men der fra og så til at benægte åbenlyse problemer, refleksagtigt benægte at have begået fejl, angribe alt og alle og til sidst fornærmet smække med døren - der er altså et stykke vej.
Brønderslev Kommune har lært af fadæserne. På et pressemøde forleden fastslog borgmester Lene Hansen, at hun gjorde det helt forkert i 2010, og at hun skammede sig over sine udtalelser fra dengang.
Hendes ædle motiv var at bakke kommunens medarbejdere op, men resultatet blev præcis det modsatte.
Den enkle og primitive opskrift på krisekommunikation er at skynde sig at indrømme en fejl. Det virker hver gang, og man kan roligt gøre det, for alle begår fejl. Se bare i den daglige avis

Hvad har du gjordt med din ketcher?

Jeg fornemmer, at der er en ny sprogtrend på vej. Den gør op med rigtigt og forkert sprog.
Formelt set er der ingen ændring. Det talte sprog er der ingen formelle regler for, og på det skriftlige område er der en norm, som Dansk Sprognævn fastsætter gennem Retskrivningsordbogen.
Det nye er, at flere og flere sprogfolk nægter at tale om forkert dansk. Det er ikke forkert at skrive gjordt eller ketcher. Det følger bare ikke dansk retskrivning.
Jeg bruger med vilje de to eksempler. Gjordt er et super eksempel på regel-tyranniet. Det kan i den grad grad hidse sure gamle mænd op, når nogen skriver d i gjort. For de har jo lært en dum remse i skolen om netop det ord.
Jeg har også selv en rem af huden, men det er noget pjat, for det er jo ikke til at misforstå, og det er for resten heller ikke logisk. Gjore det noget, hvis der var et d for meget eller for lidt?
Ketcher er en større fejl, for der er hele to forkerte bogstaver i. Ifølge Retskrivningsordbogen staves ordet ketsjer - og ikke på andre måder.
Men hr. Jeronimus lærte ch-formen som barn, og derfor synes han ikke, det er en fejl at bruge den. Det synes jeg heller ikke, for jeg forstår fint ordet, selv om stavningen ikke følger den grønne bog.
Sproget er et nyttigt værktøj, vi bruger til at kommunikere med. Det er ikke en hammer, vi skal slå hinanden oven i hovedet med.
Så hvis din niece fra Tarm siger, at hun lå sin mobil på a fjernsyn, så har hun ikke begået tre fejl. Så har hun blot meddelt dig, hvor du kan finde hendes telefon. Hvis du uden videre forstår det, har sproget løst sin opgave.
Hvis to teenagepiger kalder hinanden for luder, så er du velkommen til at vrænge på næsen af dem. Men de kunne lige så godt have sagt skat. Det betyder nogenlunde det samme. Hvis de kaldte dig en luder, ville det være helt vildt. Lige så vildt, som hvis du sagde du til Mærsk McKinney Møller og De til mig.
Det sidste vil ikke være forkert, rent regelmæssigt. Men sprogligt vil det være en brøler.
Som ville gøre dig fortjent til at få din hale smurdt.

De skrupskøre småord

Af og på er hinandens modsætninger, men når de små ord leger med udsagnsord, opfører de sig skrupskørt.
Afkørsel og påkørsel er ikke modsætninger. Afbud og påbud har ikke noget med hinanden at gøre. Og hvad med aftale og påtale?
Det bliver ikke bedre med af og til. Afgang og tilgang - den er i vinkel. Men afbud og tilbud? Afstand, tilstand og påstand - det er tre helt forskellige ord. Og der er mere mystisk stand - henstand, opstand og forstand.
Aftag og tiltag - der kan jeg ikke påtage mig en forklaring. Affald har vist heller ikke noget med tilfald (tilfælde) at gøre. Og det er påfaldende, at udfald og indfald heller ikke har forbindelse.
Der kom vi til ind og ud. De er også tossede legekammerater. Indtryk og udtryk - og for den sags skyld aftryk og påtryk. Ikke modsætninger.
Man kan sagtens have indsigt og udsigt på samme tid. Og et indslag kan godt give udslag. Et udsalg kan give mere indsalg. Man kan have en bestemt indstilling til en udstilling. Og det kan have stor indvirken, når man udvirker noget. Jeg er ved at skrive et indlæg, hvor jeg udlægger noget - ganske vist uden at have fået pålæg om det. Pålæg får jeg til gengæld på min rugbrødsmad, men det skal du ikke tillægge større betydning. Det er der nemlig ingen belæg for.
Nå, det var et udsnit af ord med et særligt tilsnit. Slut med dette afsnit.

Hvad er der galt i at gå på stripbar?

Svenskerne hyler af forargelse over, at deres konge har forsødet sin trivielle tilværelse med et eller flere besøg på en stripbar. Hvad er der galt i det?
De fleste mænd kan godt lide at se kønne unge piger, som smider tøjet. Mon ikke flere danske prinser og et par ministre også har besøgt sådan et etablissement? Det er da temmelig uskyldigt, men det har fået de såkaldte seriøse svenske medier helt op i det røde felt og kræve kongens afgang.
Det er der slet ingen grund til. Sagen viser netop, at han løser sin opgave på glimrende vis. Kongaehusets vigtigste funktion er at underholde befolkningen. De kongelige skal optræde med ligegyldige historier i så mange medier som muligt, og her er Carl Gustav eminent.
I Danmark er der for tiden en diskussion om mediestøtten. Spørgsmålet er, om apanagen til kongehuset også skal inddrages i den debat. Hvad vil medierne helst undvære - milliardstøtten fra staten eller de mange letbenede, populære historier om de kongelige?