tirsdag den 27. april 2010

Æv-bæv - så er overskriften hjemme

Steen er medlem af en Facebook-gruppe, der sammenligner Pia med nazisterne. Steen siger undskyld.
Pia synes, Ole er dum, fordi han tidligere har været kommunist. Han skal ned på knæ og sige undskyld, før han kan blive minister.
Det er et par af de største sager i dansk politik i denne weekend. Politikere og medier bruger enorme mængder energi på den slags personfnidder.
Dansk Folkeparti er meget tit omdrejningspunkt for debatten, men der er masser af folk fra venstrefløjen, der deltager aktivt i den. Rent politisk er det helt uden indhold. Eneste formål er at skabe opmærksomhed om den person, der fyrer bredsiden af.
Ole Sohns politiske fortid er en sag mellem ham og SFs vælgere og medlemmer. Jeg opfatter den sådan, at den for længst er afklaret. Det er i hvert fald ikke hemmeligt, at Sohn var den unge formand, der forsøgte at reformere DKP, inden Muren, Østblokken og de europæiske kommunistpartier faldt til jorden.
Pia Kjærsgaards ærinde er at få opmærksomhed - at profilere sig i forhold til sine mulige vælgere. Det vil sige borgerlige, der er trætte af Venstre og konservative. Pia markedsfører sig med klare holdninger, og når der nu ikke lige er nu aktuelt politisk at gribe i, ja så er en rask lille gang kommunistforskrækkelse altid en god sællert.
Det er selvfølgelig lovligt. Men det er da ganske utroligt, at hun og alle andre, der benytter den billige vej til opmærksomhed, altid får fuld valuta for pengene. Så snart man siger æv-bæv om en anden toppolitiker er overskriften hjemme, debatten ruller og afsenderen har markeret sig som principfast.
Det sørgelige resultat er, at disse indholdsløse debatter fylder så meget i det samlede billede.
Jeg kan også komme med et lille eksempel fra den lokale andedam, hvor SF bruger metoden. Det er kommet frem, at LO holder 1. maj i Frederikshavn uden SF, fordi Socialdemokraterne har bedt om det. De er sure på SF, fordi Søvndals partifæller har sikret den lokale Venstreleder borgmesterposten.
Nu går de lokale SF-høvdinge ud med et forslag om, at Socialdemokraterne skal gennemføre et generationsskifte. Den nuværende gruppeformand og tidligere borgmester Erik Sørensen er ifølge SFerne for bagudskuende.
Det er lige efter Dansk Folkepartis kommunikationshåndbog. Kom med en uforpligtende og uforsonlig kritik af en modstander - så får du en masse opmærksomhed.
Kendsgerninger er kun distraherende i den sammenhæng, så det er mindre vigtigt, at Erik Sørensen ikke sidder i de partiforeningers bestyrelser, der har planlagt 1. maj sammen med LO. Og så er det vel Socialdemokraternes byrådsgruppe, der vælger sin egen formand.
SF har råbt æv-bæv, historien er hjemme, og den kan udnyttes i den løbende debat. Det er ikke SFs stil på landsplan, men der bringer de heller ikke en socialdemokratisk leder til fald.

torsdag den 22. april 2010

Nem lille sparefidus til regionen

Det offentlige skal spare, helst uden at forringe servicen. Jeg aner ikke, hvor langt, man kan nå med omlægninger, men i dag oplevede jeg på egen hånd en kundefjendsk service, som Region Nordjylland trygt kan spare væk.
Jeg har den her forbistrede skade i højre baglår. Fysioterapeuten kan ikke massere den væk, så hun anbefalede en ultralydsscanning. Op til lægen, som bevilgede en henvisning og efter tre ugers ventetid oprandt i dag den store dag, hvor der var 10 minutter til min rådighed på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn.
Den flinke læge scannede låret grundigt og kunne intet finde. Der er ikke noget galt med muskler eller sener, og der er intet mistænksomt.
Jeg fik også en glimrende forklaring om, at musklerne fæstner i bækkenet, og at det måske er dér, jeg har en skade. Det kan en ultrylydsscanning imidlertid ikke afsløre, så jeg skal i stedet have en MR-scanning. Det kan vores lokale sygehus også ordne, så jeg forsøgte på stedet at lave en aftale.
Den går ikke, Granberg.
Nej, sygehuset skal sende de indholdsløse billeder af mit lår til min praktiserende læge med en anbefaling om en MR-scanning. Så skal jeg tale med lægen, som herefter sender en henvisning til en MR-scanning på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Så kan jeg få en indkaldelse.
Jeg forsøgte at forklare den venlige sygeplejerske, at det var et helt unødvendigt bureaukrati at sætte i værk, når resultatet af lægernes indbyrdes korrespondance var givet på forhånd. Det kunne vi ikke blive enige om.
For mig er resultatet længere behandlingstid, og det er jeg MEGET træt af. Det er også mere besværligt, fordi jeg skal en ekstra tur omkring min egen læge. Så som kunde oplever jeg en dårlig service.
Som skatteyder ærgrer jeg mig over at skulle betale ekstra for en dårligere service. Min praktiserende læge får honorar, hver gang hun er i kontakt med sygehuset. Det skal hun selvfølgelig have, men det er nogle dumme penge at betale, når hendes arbejde er overflødigt.
Personalet på sygehuset bruger tid på unødvendig administration. Den tid kunne de have brugt på at behandle patienter, så ventetiden på en simpel scanning kunne bringes ned.
Overalt i det offentlige system går jagten i denne tid på besparelser. Min lille historie her er et eksempel på en helt oplagt besparelse. Regionen kan yde en bedre service for færre penge.
Jeg aner ikke, hvor mange af den slags papirbehandlinger, der fiser frem og tilbage mellem sygehuse og praktiserende læger, men det er absolut værd at kigge på.
Værsgo, Region Nordjylland, en nem lille sparefidus fra en engageret kunde.

søndag den 18. april 2010

Et enkelt billede


Anemoner
Originally uploaded by Stener Glamann
Her er et billede. Et meget enkelt billede, som jeg tog i eftermiddags, da jeg gik tur med Bertha.
Det forestiller anemoner i en skovbund.
Det fortæller om forår.
Det viser det årlige mirakel, når naturen slipper sine mageløse kræfter løs, og det hele eksploderer i grønt. Her iblandet de små fine hvide anemoner.
For nogen forestiller det også frihed. Mange tænker på Kaj Munks smukke vise om "Den lille Anemone" fra 1943, som blev et af de stærke symboler på det frie Danmark efter krigen. Den krig, som kostede forfatteren livet.
Men for mig er det forår. Hvad er så forår?
Det er et ord, som betyder før året. Efterår er efter året. Så sommeren er året.
Men forår er også at være for året. På den måde er foråret symbolet - billedet - på det positive. På de gode kræfter, vi rummer i os, og som vi så godt kan lide at slippe løs.
Ordet er et billede, og billedet er ikke bare et billede, men et billede på noget andet og større.
Det er derfor, det visuelle er så stærkt. Jeg forsøger her at beskrive, hvilken stemning, jeg kommer i, når Vandværkskoven pludselig er dækket af de blide anemoner. Men jeg kan ikke gøre det lige så godt som billedet.
Uanset, hvad jeg skriver, har billedet magten over dig. Det har sendt dine tanker afsted. Det har været nede omkring din mave for at hente følelser og indtryk. For at hente dine fortolkninger af de smukke anemoner.
Rigtig hjerteligt forår.

torsdag den 15. april 2010

Jamen, vi læser det

Mit konservative journalisthjerte hopper lidt, når en seriøs avis som Berlingske hele dagen igennem har en historie om Reimer Bos skilsmisse i topbjælken på sin hjemmeside. En af dagens øvrige Berlingske-historier er "Derfor er en stor numse bedst".
Jeg kan surfe videre til de andre seriøse avisers websider og finde helt ligegyldige historier, som har en meget fremtrædende placering.
Over middag grinede jeg af Jyllands-Postens tophistorie: "Vulkan forsinker dronningens gæster". Tophistorie på en seriøs, landsdækkende avis! Hvad blev der af væsentlighedskriteriet? Var det virkelig det mest relevante, Jyllands-Posten havde på hjerte over middag?
Eller Politiken, som højt placeret på hjemmesiden føler trang til at meddele mig, at "Naturister ryster på hovedet af Claus og Britta" - det ser ud til at være en historie om reklame fra tv.
Jeg kunne blive ved, men det er vist ikke nødvendigt. Sladder- og underholdningshistorierne vælter frem allevegne, og har rigtig godt fat på de store omnibus-avisers hjemmesider.
Hvorfor?
Svaret er indlysende: Fordi vi læser det. Uanset, om vi vil indrømme det eller ej. Hitlisterne på avisernes hjemmesider afslører det. Står der bryster, sex eller navnet på en kendt person i en overskrift, bonner nyheden ind på Top 10, næsten uanset hvad verden ellers byder på af gebrækkeligheder.
Hvis ikke de store morgenaviser bringer stoffet, surfer læserne videre til Ekstra - Bladet, B.T. eller TV2s gossipsider.
Er de fine, gamle bladhuse med de stolte publicistiske traditioner virkelig nødt til at lefle for laveste fællesnævner? Nej, det er ikke laveste fællesnævner. Det er bare god sladder, og det interesserer næsten alle sig for. Og en omnibus-avis betyder en avis for alle. Så skal den også have det stof, som alle vil have. Derfor må vi nok leve med en prioritering af stoffet, som ikke styres af væsentlighed alene.
Vi mennesker vil gerne have både det seriøse og platte. Det beskrev min onkel Kristof meget rammende i et bramfrit lille digt, som ramte papiret for omkring 50 år siden:
Pis og lort og lokumsfryd
Sol på bondens lade
Uglegylp er visdoms dyd
Sjælens marinade

tirsdag den 13. april 2010

De andres dagsorden

Må man have en mening om dronningens aktiviteter, når man er republikaner?
Må man mene noget om forsvarets arbejdsform, når man er pacifist?
Må man blande sig i folkekirkens forhold, når man er ateist?
Ja, det er vel ikke forbudt at have en mening, og ja, de tre emner er relevante for alle samfundsborgere. Vi er jo med til at betale til skidtet, uanset om vi er for eller imod.
Men det bliver alligevel lidt kunstigt. Jeg hører til dem, der synes, at Dronning Margrethe skulle overlade tronen til Kronprins Frederik, mens hun stadig er frisk. Men jeg synes også, at monarkiet skal afvikles.
Jeg synes helt bestemt, at forsvaret skal gøre mere ud af den psykologiske hjælp til soldater, der vender hjem fra de Irak og Afghanistan, så de ikke får varige psykiske mén. Men jeg så hellere, at vi slet ikke havde nogen soldater.
Jeg kan også sagtens hidse mig op over danske præster, der ikke vil vie homoseksuelle eller give hånd til kvindelige præster. Men jeg er ikke medlem af Folkekirken.
Det interessante er, at de givende debatter, som flytter de store institutioner, meget ofte anføres af folk udefra. Folkekirken er vel nok det bedste eksempel. Forandringerne i den verden kommer bestemt ikke fra bisper og kirkeministre. Det er kritikere udefra, der presser kirken til at ændre sig. Og jeg skulle hilse at sige, at det går langsomt. De taler stadig et antikveret sprog og klæder sig i højtidelige kåber. Det er knapt så slemt som hos muslimer og katolikker, men det er nok fordi, Danmark ikke er et religiøst samfund.
Så man kan roligt stille sig op på sidelinjen og give sit besyv med, selv om man ikke selv er loyal tilhænger. Blot skal man vide, at man anerkender den pågældende institution ved at drøfte dens interne forhold. Så hvis ens mærkesag er at afskaffe monarkiet, skal man ikke give den kongelige familie alt for mange gode råd.

torsdag den 8. april 2010

Balir i den borgerlige

Med en kronik i Jyllands-Posten i dag byder Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl op til balir i den borgerlige lejr. Han opfordrer simpelthen regeringen til at tage sig sammen.
Lars Løkke og Lene Espersen vil ikke kommentere kritikken, men deres menige talsmænd afviser den og beder støttepartiet kritisere oppositionen i stedet. Altså automat-reaktionen.
Thulesen - Dahl kommer med en opfordring, som jeg er helt enig i - nemlig, at regeringen skal arbejde hårdt og målrettet med de problemer, som "danskerne berettiget er optaget af".
Hvad det er, fremgår ikke klart af kronikken. Men jeg vil tro, Thulesen - Dahl tænker på muslimers hærgen i Danmark, pensionisters frygt for kriminalitet og EUs regler om dyrevelværd.
Det er der ganske rigtigt mange danskere, der bekymrer sig om. Især blandt Jyllands-Postens læsere.
Men der er andre mennesker i Danmark, som er optaget af andre problemer - som vi ikke oplever, at regeringen interesserer sig for.
Jeg mener for eksempel, det er problematisk, at statens underskud eksploderer alt imens, der skal skæres ned på den offentlige service. Jeg synes, det er et kæmpe problem, at Danmark ikke går i gang med en seriøs omstilling til et grønt videnssamfund. Og jeg mener, at regeringen skal tage livtag med den store udfordring, det bliver at skaffe kvalificeret arbejdskraft i Danmark om 10 år.
Det er tre massive problemer, som optager mange danskere meget. Vi udgør ca. halvdelen af befolkningen - nemlig os, der ikke stemmer på Dansk Folkeparti og dets to støttepartier, der sidder på ministertaburetterne.
Vi er frustrerede over magthavere, der diskuterer burkaer, grænsehandel og ministres ferie i stedet for at se de reelle problemer i øjnene og forsøge at løse dem.

mandag den 5. april 2010

iPad er her - nu mangler vi bare behovet

Skal, skal ikke.
Vi danskere har god tid til at bestemme, om vi vil købe en iPad eller ej. Siden den brølende lancering forleden har jeg været i syv sind. På den ene side ser den lille sag afsindigt smart og lækker ud. På den anden side opfylder den ikke rigtigt noget behov.
Den kan lidt mindre end min iPhone. Den er godt nok bedre at skrive på, men der er computeren jo endnu bedre.
Den ser ud til at være rigtig god til at læse e-aviser og e-bøger, men der er jo ikke rigtig noget udbud i Danmark.
Så hvis vi ser helt rationelt på det, har jeg nok ikke behovet. Indtil videre har jeg samme indstilling som en god kollega, der skrev på Twitter: "Jeg aner ikke, hvad jeg skal med en iPad. Jeg bliver nok nødt til at købe én for at finde ud af det".
Skal man så være flov over, at man bruger 3500 kr. på et produkt, man i bund og grund ikke har brug for? Ja, set i forhold til jordskælvsofrene på Haiti og børnearbejderne i Cambodia er der god grund til at skamme sig over at smide et helt årsforbrug ud på en ny elektronisk tingest.
Men i forhold til resten af mit forbrug, går det nok an. Jeg har to cykler, der begge fungerer. Vi har en dyr bil. Vi har huset fuld af lamper og pyntegenstande. Vi har klædeskabet fuldt af tøj, der kunne være købt for en tredjedel af prisen. En del af det smider vi ud, selv om det ikke fejler noget. Vi har.... Du gider nok ikke høre hele opremsningen. Du kan også bare kigge dig omkring i dit eget hjem. Det er også spækket med ting, du ikke har decideret brug for.
Den væsentligste grund til at købe en iPad er, at den er lækker. Det er også derfor, man køber en Mac og en iPhone. Det er i hvert fald helt sikkert, at Applekunder er dem, der har sværest ved at modstå fristelserne fra Steve Jobbs & co.
Hvis du har gode argumenter for eller imod købet af en iPad, hører jeg gerne fra dig. Jeg lover at lytte men ikke at lade mig påvirke.

fredag den 2. april 2010

Banalytikerne på jagt efter Søvndal

For anden måned i træk, går SF tilbage i meningsmålingerne, og det får straks ord med på vejen fra politiske kommentatorer. DRs Claus Kaae-Nielsen forklarer, at det er Villy Søvndals uheldige udtalelser om forældremøder for kvinder på Holbergskolen i København, der koster stemmer.
Banalyse kalder At Tænke Sig i Politiken det, når de gør grin med politiske kommentatorer. Og det er netop en banalyse, Villy Søvndal bliver udsat for i denne tid. Det må han leve med. Det er en del af spillet.
Fænomenet går ud på, at næsten alle kommentatorer mener det samme om den aktuelle person. Og i øjeblikket er det altså Villy Søvndal, der er i centrum. "Villy-effekten aftager" og "oprør i SFs bagland" er to af de banalyser som ofte bliver trukket frem.
Inden SF helt lukker, er det måske værd at kigge lidt på fakta. Den tilbagegang, der er tale om i den seneste meningsmåling er fra 18,1 til 17,2 pct. - altså 0,9 pct. Det er mindre end den statistiske usikkerhed, så det kan rent faktisk være, at SF slet ikke mister vælgere. Partiet ligger stadig 8 mandater bedre end ved det seneste folketingsvalg, hvor det gik kraftigt frem. Og endelig er det værd at minde om, at der er tale om en meningsmåling - ikke om matematiske fakta.
Det skal da nok passe, at SF har mistet nogle få tusinde tilhængere de seneste måneder. Men partiet har stadig gigantisk succes, og banalyserne af Villy Søvndals problemer er temmelig anstrengte.
Husk på, at de samme eksperter for få år siden dømte Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne helt ude af politik. I klumme efter klumme hørte vi, at hverken partiet eller dets leder havde nogen vision eller nogen politik, og at meningsmålingerne kun kunne gå én vej. Nu omtales Helle Thorning-Schmidt som Danmarks kommende statsminister.
Hvis SF går frem igen, så må eksperterne kaste sig over andre, og her ligger Lars Løkke lige for. Vi kan allerede nu mærke, at banalytikerne har fundet ham for let. Et par dårlige meningsmålinger - så kommer alle teorierne om Løkkes manglende visioner og om baglandets mistillid til ham.
Den eneste, som altid slipper, er Pia Kjærsgaard. Det er bestemt ikke fordi, hun er elsket af kommentatorerne. Det er bare fordi, Dansk Folkeparti aldrig oplever reel tilbagegang.