tirsdag den 30. marts 2010

Mere for pengene i kommunerne

Mange danske kommuner kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, og der er ikke udsigt til bedring til næste år. Regeringen har varslet nulvækst i kommunerne, og det betyder reelt færre penge at gøre med. Lønninger og priser stiger, og det samme gør en række udgifter, som kommunerne ikke selv er herre over.
Derfor skal der spares, og det er en træls situation for enhver virksomhed. Selve processen kan være dræbende for arbejdslysten og energien hos de kommunale medarbejdere - og det koster penge i sig selv: lavere effektivitet, flere sygefradage og ringere service.
Det kan altså blive en ond cirkel for kommunerne at bruge en masse energi på at spare. Det er en gammel sandhed, at det er dyrt at være fattig.
Regeringen afviser også at tage ordet i sin mund. Bertel Haarder bruger en tryllesætning om, at kommunerne skal lære af hinandens gode eksempler. Hvis alle gør som de billigste og mest effektive kommuner på alle områder, er der mange, mange millioner kroner at spare.
Så enkelt er det ikke, for der kan være helt særlige grunde til, at enkelte kommuner bruger særligt mange eller særligt få penge på et bestemt område. Men det er bestemt en god pointe.
I Ringkøbing - Skjern Kommune er Tankegang og jeg involveret i en anden måde at tackle økonomien på. Her nævner vi ikke ordet besparelser, men inviterer 100 medarbejdere til at komme med idéer til at få pengene til at strække længere. "100 medarbejdere, 100 idéer, 100 millioner" er vores ambitiøse arbejdstitel. Tanken bag initiativet er, at medarbejderne er tættest på den serviceydelse, som kommunen skaber, og derfor ved de også helt præcist, hvad pengene går til. Der er endda en bagtanke, som jeg godt tør offentliggøre. Nemlig den, at mange af idéerne skal føres ud i livet på et tidspunkt. Her tror vi på, at medarbejderne har størst ejerskab til de idéer, de selv har udviklet. Derfor kan processen med at bruge pengene bedre blive til en god oplevelse for alle involverede.
Det er i hvert fald vores mål. Kommunen har i dag sendt en pressemeddelelse ud, hvor den ledende tillidsrepræsentant glæder sig over projektet og opfordrer de 100 ansatte til at gå positivt ind i arbejdet.
Vi har et mål. Vi har en opgave. Vi har 100 mennesker, som formentlig gerne vil. Det er en fin start og et rigtig godt udgangspunkt for projektet. Jeg glæder mig meget til at være med til at ændre en kedelig opgave til en spændende aktivitet.

torsdag den 25. marts 2010

Afsløring af en militær hemmelighed

Efter Søren Gades afgang er det danske forsvar faldet gevaldigt af på den med hensyn til at lække fortrolige oplysninger, som kan skade Danmarks sikkerhed.
Derfor tilbyder jeg her gratis spindoktorarbejde ved at lække operationelt taktiske notater, som indgår i oplæringen af det danske forsvar. De stammer fra en militær notesbog, som er kommet i min besiddelse.
Det er sket på følgende måde: Jeg samlede bogen op, da jeg kørte møg ud.
Ud for møddingen lå en lille plastiklomme med to små armygrønne notesbøger og en vagtplan. Jeg er sikker på, at mit lille fund har ligget under et solidt lag sne i tre måneder, og før den tid kan det have ligget i flere måneder.
Alt materialet er nu indleveret hos AVØ - Affaldsselskabet Vendsyssel Øst - som sørger for at genbruge papir og brænde plastiklomme miljømæssigt forsvarligt.
Når jeg bruger gratis blog-plads på at afsløre den militære hemmelighed, er mit motiv usselt: Hævn.
Jeg er sur på den af mig ukendte militære myndighed, som med jævne mellemrum sender soldater ud på natlige øvelser på vores private grund. Selvfølgelig må de spadsere over vores mark og vel også over vores gårdsplads, men når det foregår i det dunkleste mørke midt om natten - uden at vi på nogen måde er blevet advaret, så er det slet ikke i orden.
Der er skønt her ude på landet, men om natten kan der være bælgragende kulsort. Sidste år var der en uhyggelig episode med soldater på øvelse. Jeg var ikke hjemme, men Solle vågnede midt om natten ved, at hun hørte stemmer ude i haven. Hun lå i seng og kunne se lyskegler bevæge sig op og ned.
Når du læser dette, ved du, at det var soldater på øvelse. Men det var ikke til gætte, da Solle lå i sin seng. Puha. Jeg var død af skræk, hvis jeg havde været alene hjemme.
Soldaterne er sandsynligvis faret vild, og det er også nemt at komme til i buldermørke, men det ændrer ikke ved den uhyggelige oplevelse.
I forsvarets budget må der være råd til at orientere berørte lodsejere om, at der holdes en øvelse, hvor soldaterne bevæger sig rundt i vores område om aftenen og natten. Vi behøver ikke at få nøjagtige tider og steder, men et lille praj og et fromt ønske om, at vi viser forståelse - det kunne de godt have ofret.
Så nu må de finde sig i, at deres figur ligger ude på det store internet, fordi en af Jenserne har tabt sin notesbog på vores matrikel.
Og så en sidste ting om Søren Gade. Jeg er sikker på, at notesbogen blev tabt, mens han var minister. Så det er far dér, der har ansvaret.

lørdag den 20. marts 2010

Månedens fugl: Lårskaden

Månedens fugl i min verden er lårskaden. Den har siddet bag på mit højre ben i 5-6 uger, og den vil ikke gå væk. Jeg har gået til fysioterapi et stykke tid. I sommer klarede behandlingen skaden på et par uger, men denne gang sker der ingen fremskridt.
Det er træls. Nej. Det er PISSEIRRITERENDE.
Jeg må jo erkende, at jeg er blevet løbenarkoman. Jeg er simpelthen afhængig, og jeg har bare ikke kunne løbe siden, jeg fik den fordømte forstrækning, sprængning eller hvad hulen det nu er.
Jeg kører på kondicykel, og det er da også fint nok. Man kommer i hvert fald til at svede. På det seneste er jeg gået lidt mere seriøst til sagen med intervaltræning på den stillestående cykel: 1 minuts almindelig kørsel og 1 minuts hård spurt, 10 gange efter hinanden. Det er ganske effektivt.
Men det er stadig ikke det samme som at løbe. Her i weekenden, hvor sneen efterhånden er væk, pibler løberne frem i forårssolen. Jeg var nede i byen et par gange i dag, og de løb nærmest i rækker. Hver gang, jeg ser en løber, tænker jeg: Bare det var mig, så det har jeg tænkt 50 gange i dag. Bare det var mig, bare det var mig, bare det var mig.
Midt i det hele har jeg meldt mig til New York Marathon den 7. november. Det stresser mig overhovedet ikke. Selv om der skulle gå en måned mere med at være skadet, skulle jeg nok kunne træne mig op på 6 måneder. Og skulle skaden betyde, at jeg tager et kvarter eller en halv time mere om løbet i New York, så kommer jeg nok også over det.
Det er simpelthen bare glæden ved at løbe, som jeg savner. En jævnt hård tur på 13 kilometer, en fredelig 10-kilometer, en langsom 25 kilometer eller en udmarvende 30 kilometer. Alle de tossede tanker og gode idéer, der farer igennem hovedet, mens jeg løber ude i landskabet. Og den herlige følelse af at være godt brugt i hele kroppen, når jeg kommer hjem.
Det savner jeg.
Eneste lyspunkt er, at der er møgsmattet i skoven, så der går jeg ikke glip af noget. Måske er skaden forsvundet, når anemonerne titter frem. Det vil jeg glæde mig til.
Min fysioterapeut fortæller, at jeg skal træne langsomt op, når jeg kommer i gang igen. Det er jeg stærkt motiveret for lige nu, for jeg vil bare ikke blive skadet igen. Jeg håber, at jeg har disciplin til at gennemføre en langsom genoptræning. Det er svært, for jeg ved, at jeg bliver løbegal, når først jeg begynder at komme i god form.
Den tid den glæde.

tirsdag den 16. marts 2010

Den indre kage- og slikdæmon

Dengang, jeg var dreng, da fik vi noget, der hed dessert.
I dag er det alt for usundt. Dessert er noget man får, når man er i byen eller har gæster. Resultatet er, at min yndlingsret citronfromage kun står på bordet ca. 1 gang om året. Den ret er simpelthen ikke fin nok til at blive serveret for gæster og til daglig får vi jo ikke dessert.
Da jeg var dreng, var dessert, kager og slik også usundt og en lille smule syndigt. Men som jeg husker det, var det ikke på grund af fedme. Det skyldtes sukkeret, som kunne skade vores tænder.
Siden er jeg blevet så oplyst og dum, at jeg er begyndt at tro på, at kager, slik og desserter er halvfarligt og helsyndigt. Det har ikke noget som helst med min figur at gøre. Jeg er slank, og jeg tager hverken på eller taber mig, fordi jeg spiser meget eller lidt kage. Min vægt falder, når jeg løbetræner meget, og den stiger lidt, når jeg er skadet.
Alligevel kæmper jeg med indre dæmoner. Især når jeg er ude at køre Jylland tyndt. Efter mange timer på landevejen og i kommunale mødelokaler, har maven simpelthen lyst til bagerens dejlige, fede kager. En pose bolsjer eller lakridser får også tiden til at gå bedre, men det er slet ikke det bedste.
I Tankegang kører vi her i 2010 en lille kampagne med at dele Toblerone ud, når vi besøger kunder. Er vi ude på et rådhus, går vi ind ad et par ekstra døre og lægger en plade chokolade og vores visitkort. Det er nem og billig markedsføring.
Derfor står der en kasse Toblerone i bilen. Den står der hele tiden, og nogle gange oplever jeg, at de fine trekanter nærmest råber til mine tarme. Det er simpelthen irriterende, og når det har stået på i flere timer, er der jo ikke andet at gøre end at stoppe skrigeriet.
Nu behøver man jo ikke at spise en hel stang, blot fordi man har fået åbnet Tobleronen. Man kan godt nøjes med et par trekanter. Ikke sandt?
Nej, DET ER IKKE SANDT. Det er totalt verdensfjern teori. To små trekanter kan slet ikke fylde et hul ud, og der er heller ingen grund til at efterlade en åben Toblerone i bilen. Så vil mine kolleger jo opdage, at jeg spiser kundernes chokolade.
Så den ene trekant tager hurtigt den anden. Lige pludselig er der kun to hapser tilbage, og det er jo ikke værd at gemme, så ind med dem også. Aah.
Bagefter har jeg det godt i maven, men det varer ikke ret længe. En halv time efter er det som om, maven bulner ud, og så kan jeg sidde resten af vejen hjem og bande over mig selv. I denne fase er jeg helt overbevist om, at det bliver den sidste bil-Toblerone, som glider ned.
Men et par dage efter sidder jeg i bilen igen.
Det er godt, vi ikke giver vores kunder rødvin.

fredag den 5. marts 2010

Hæng alle ekstremister

Overskriften er en gammel vittighed, men den passer fortrinligt til min pointe i denne lille klumme, der endnu engang handler om politik. Hvis du interesserer dig mere for X-Factor eller kongehuset, så klik bare væk.
I lørdags skrev professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, en fin kronik i Politiken om Pia Kjærsgaards grimme retorik og den negative påvirkning, den har. Jeg tror, jeg er enig i alle hans argumenter, men jeg synes at kronikken var forfejlet.
I onsdags vandt Geert Wilders' højreradikale Frihedsparti i Holland en opsigtsvækkende sejr ved kommunalvalget. Kommentatorer og politiske modstandere gik straks i chok og kom med barske udfald mod Geert Wilders.
Det er der ingen grund til.
Min holdning er, at man ikke skal bekæmpe politiske modstandere. Man skal agitere for sin egen holdning - så klart, vedholdende og dygtigt, at folk stemmer på én.
Nu er Hildebrandt ikke politiker, men hans velmente kronik skader bestemt ikke Dansk Folkeparti. Tværtimod. Pia & co. kan glæde sig over, at endnu en af de kloge herrer fra den åndelige overklasse er sur på Dansk Folkeparti. Det passer perfekt ind i det billede, de har bygget op om sig selv som de almindelige menneskers parti. Dansk Folkeparti tager fat i de problemer, som almindelige mennesker bekymrer sig om. Dansk Folkeparti taler om de problemer på en måde, som alle kan forstå. Hvis en fin professor fra Århus ikke kan tåle at høre det, så er det bare ærgerligt - tror jeg, Dansk Folkeparti vil mene.
Tilsvarende i Holland, når de andre partier i stærke vendinger advarer mod Geert Wilders. Det er lige vand på hans mølle. De gamle magthavere, der ved bedre - dem kan almindelige hollændere ikke lide, og dem kan Wilders tale til.
Herhjemme har både Socialdemokraterne og SF i en periode forsøgt sig med en strategi om at efterligne Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Det virker heller ikke, for det er jo ikke troværdigt. Vælgerne kan godt gennemskue, at de blot hyler op om stram udlændingepolitik, fordi de ved, at den sag har et godt tag i befolkningen.
Man bekæmper ikke ekstremisme ved selv at være ekstrem. Det var forbindelsen til overskriften.
Hvis man som mange af Socildemokraternes og SFs vælgere går ind for en mere menneskelig flygtningepolitik, så må man argumentere for det. Hvis det koster stemmer, er det bare ærgerligt. Formålet med et politisk parti kan ikke kun være at få magten. Det må være at præge samfundet i en bestemt retning. Jeg synes, at medmenneskelighed er en stærk dansk værdi, som både giver et godt og et rigt samfund.
På den økonomiske politik har S og SF fundet takten. De har endegyldigt sagt farvel til skattestoppet og goddag til en egen politik. De bruger nu kræfter på at markedsføre den, så befolkningen klart og tydeligt ved, hvad den kommende regering vil arbejde for. Det er den rigtige taktik.
Hvis det så til valget viser sig, at vælgerne foretrækker skattelettelser frem for alt andet - ja, så er det bare ærgerligt.
Det er også ærgerligt, at Dansk Folkeparti og Geert Wilders tiltrækker 12,5 pct. af vælgerne. Men i stedet for at fokusere på det, er det værd at kaste blikket på de partier, som 87,5 pct. stemmer på. De kan jo bestemme. Hvis de vil.

tirsdag den 2. marts 2010

Serviceeftersyn til serviceteori

I podcasten kommunikationscast hørte jeg et spændende interview med Søren Bechmann. Han har netop skrevet bogen Servicedesign.
Ordet betyder design eller tilrettelæggelse af service. Altså: Hvordan servicerer virksomheden sine kunder? Bechmann fortalte en forrygende historie om en sushi-restaurant, som yder en genial service. Hvis en kunde har købt take-away og ringer og klager over, at der mangler et bæger soya, så sender forretningen uden diskussion et bæger til 4 kr. med en taxa. Det kan koste mere end hele menuen. Til gengæld giver det en tilfreds kunde, en ambassadør der fortæller om den utrolige service - og omtale i Søren Bechmanns bog og de interviews, han giver. Altså det, man kalder viral markedsføring. Jeg har også lige fortalt den videre til begge mine læsere.
Bechmann mener, at det er meget nemmere at finde eksempler på dårlig service end på god - selv om vi som udgangspunkt ikke forventer god service. Får du et stort smil fra ekspedienten eller hjælper han med at pakke din taske, så er du helt overvældet.
Service er Danmarks største erhverv, og der er en kæmpe fremtid i det. Vi skal ikke leve af at producere dippedutter men af serviceydelser. Derfor er det dejligt, at Bechmann skriver en bog om emnet.
I Tankegang sværger vi til en temmelig gammel bog af svenskeren Richard Normann - Service Management. Den er fra 1980erne og inspirerede blandt andet den daværende SAS-chef Jan Carlsson. Normanns teorier holder stadig 100 procent - men de dækker ikke længere hele spektret. I mellemtiden er der kommet et meget vigtigt led i alle virksomheders service: internettet.
I dag er vi stort set ikke i kontakt med en virksomhed uden at have tjekket den på nettet. I mange tilfælde yder virksomheden en stor del af sin service på nettet. Her kan du se varer eller ydelser, du kan bestille eller købe, du kan se medarbejderne og måske virksomhedens domicil. Du kan læse om dens særkende og værdier og sikkert læse udsagn fra (tilfredse) kunder.
Så der er ingen tvivl om, at hjemmesiden eller netservicen er en helt central del af virksomhedens service. Og så kommer det forbløffende: Richard Normann fortalte for 25 år siden, at det gælder om at involvere kunden. Jo større en del af serviceydelsen, kunden selv skaber - jo mere tilfreds er kunden. Er det ikke mageløst? Det er netop det, der sker på nettet i dag. Vi klarer selv hele ekspeditionen fra udvælgelse til betaling, og bagefter bidrager vi til firmaets markedsføring ved at give karakterer. Det betragter vi som god service. Der er endda eksempler på, at kunder svarer på andre kunders klager.
Jeg vil ikke direkte anbefale bogen Servicedesign, for jeg har ikke læst den. Men jeg har en god fornemmelse efter at have hørt Søren Bechmann.
Jeg tror, han har givet de gamle teorier et nutidigt serviceeftersyn.