Skal en journalist være en objektiv iagttager, der rapporterer nøgternt om faktuelle kendsgerninger, eller må journalisten have et personligt engagement i de sager, hun skriver om?
Det spørgsmål er blevet aktuelt igen efter at Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik har fortalt, at han arbejdede som agent for den israelske efterretningstjeneste i 1950erne og 1960erne, mens han skrev for Information og Politiken.
Set med nutidens briller gik Pundik over stregen. Langt over.
En journalist på et uafhængigt dansk dagblad udfører ikke opgaver for en efterretningstjeneste. I forhold til de centrale myndigheder er journalisten den fjerde statsmagt. Man kan ikke være på lønningslisten hos dem, man skal se efter i kortene.
Pundiks og Israels historie er helt speciel. Hans læsere er sådan set ikke blevet snydt, for Pundik har altid gjort det klart, at han var på Israels side. Han har været frivillig soldat i Israel, da staten blev dannet i 1948, og han boede halvdelen af tiden i Israel, da han var chefredaktør på Politiken.
Men den principielle diskussion er stadig interessant. I denne uges udgave af Mennesker og Medier fortalte Herning Folkeblads chefredaktør Alex Nielsen om avisens store engagement i lokalsamfundet. Bladet er flyttet ind i et gigantisk mediehus sammen med biblioteket, DGI og flere reklamebureauer og andre medievirksomheder. Radiovært Lasse Jensen havde tydeligvis svært ved at forstå, at avisen skulle indgå i en slags symbiose med andre aktører. Han var bekymret på den kritiske journalistiks vegne. Kan man nu være sikker på, at avisen vil skrive kritisk om DGI eller om en aktivitet, som en af dens samarbejdspartnere er involveret i?
Det kom der en fin diskussion ud af, og det er hverken sort eller hvidt. Det er helt oplagt for en moderne lokal medievirksomhed at være en aktiv del af lokalsamfundet. Det er simpelthen nødvendigt for at overleve, fordi der er så mange andre informationsleverandører i dag. Men avisen skal naturligvis holde fast i sit særkende, som blandt andet er at være vagthund.
Vi kender det fra sportsdækningen. Herning Folkeblad holder med FC Midtjylland, og Fyens Stiftstidende holder med OB. Sådan er det. De landsdækkende aviser holder med det danske landshold og med de danske soldater i Afghanistan. Det er sådan en uudtalt aftale mellem dem og læserne/lytterne/seerne. Men det betyder ikke, at deres dækning er tendentiøs.
Det afgørende for modtagerne af journalistens arbejde er det journalistiske engagement. Brænder journalisten for at fortælle historien? Det gjorde Pundik, det gør Herning Folkeblad og det gør tusinder af andre reportere landet over. Så må de leve med beskyldninger om at være partiske.
lørdag den 27. februar 2010
torsdag den 25. februar 2010
Helle og Villy - prøv noget nyt
S og SF satte autopiloten til, da de forleden reagerede på regeringens nye plan, det såkaldte arbejdsgrundlag: Kritik, kritik, kritik. Budskabet var, at regeringens økonomiske politik ikke hænger sammen, og at arbejdsgrundlaget vanen tro mest består af hensigtserklæringer.
Det har de ret i.
Men samtidig indeholder arbejdsgrundlaget en del udmærkede forslag, som S og SF kan bakke op, eller som de tidligere selv har stillet. Blandt andet vil regeringen nu pludselig gerne hæve afgifterne på tobak og spiritus.
De to røde partiledere kunne derfor have valgt en overraskende position - at rose oplægget og erklære sig klar til at forhandle om det. Det ville dels give opmærksomhed, og så ville det bringe Lars Løkke i defensiven.
Der er to fortilfælde i nyere tid. Da Lars Løkke skulle have kommunalreformen igennem, lagde han an til forlig med Socialdemokraterne, der sammen med Venstre sidder på næsten alle borgmesterposter i Danmark.
Men inden Socialdemokraterne overhovedet var indkaldt til forhandling, havde Dansk Folkeparti sagt ja til oplægget. "Bare fortæl os, hvor vi skal skrive under". Det efterfølgende forløb var bizart. Regeringen forhandlede i realiteten med Socialdemokraterne og ændrede sit oplæg flere gange, men S endte med at stemme imod, mens Dansk Folkeparti som bebudet stemte for.
Det andet eksempel var SFs deltagelse i det seneste forsvarsforlig. Partiet havde på forhånd besluttet sig for at være med. De borgerlige ville gerne have folkesocialisterne koblet af, men det var ikke muligt, for SF sagde ja til alt. Dansk Folkeparti spøgte bagefter med, at SF også ville have sagt ja til at anskaffe atomvåben, hvis det var blevet foreslået.
På samme måde kunne S og SF have rost Lars Løkkes og regeringens 10 visioner om Danmark i år 2020 og bedt om at komme i forhandling om dem. Jeg kan ikke forestille mig, at de to partier er modstandere af de luftige hensigtserklæringer fra visionen, og en omklamring af Lars Løkke ville have frarøvet ham initiativet.
Nu kan han vanen tro konkludere, at oppositionen ikke vil noget og så indgå sine aftaler med Dansk Folkeparti og gøre klar til et valg, hvor han maler et skræmmebillede af et uansvarligt alternativ til den nuværende regering.
Det er helt fantasiforladt og fører sandsynligvis ikke til sejr. Men det er den eneste strategi, V og K har og den har virket flere gange. Det kunne være forfriskende at prøve at bryde det gængse mønster, som vælgerne garanteret er møgtrætte af.
Det har de ret i.
Men samtidig indeholder arbejdsgrundlaget en del udmærkede forslag, som S og SF kan bakke op, eller som de tidligere selv har stillet. Blandt andet vil regeringen nu pludselig gerne hæve afgifterne på tobak og spiritus.
De to røde partiledere kunne derfor have valgt en overraskende position - at rose oplægget og erklære sig klar til at forhandle om det. Det ville dels give opmærksomhed, og så ville det bringe Lars Løkke i defensiven.
Der er to fortilfælde i nyere tid. Da Lars Løkke skulle have kommunalreformen igennem, lagde han an til forlig med Socialdemokraterne, der sammen med Venstre sidder på næsten alle borgmesterposter i Danmark.
Men inden Socialdemokraterne overhovedet var indkaldt til forhandling, havde Dansk Folkeparti sagt ja til oplægget. "Bare fortæl os, hvor vi skal skrive under". Det efterfølgende forløb var bizart. Regeringen forhandlede i realiteten med Socialdemokraterne og ændrede sit oplæg flere gange, men S endte med at stemme imod, mens Dansk Folkeparti som bebudet stemte for.
Det andet eksempel var SFs deltagelse i det seneste forsvarsforlig. Partiet havde på forhånd besluttet sig for at være med. De borgerlige ville gerne have folkesocialisterne koblet af, men det var ikke muligt, for SF sagde ja til alt. Dansk Folkeparti spøgte bagefter med, at SF også ville have sagt ja til at anskaffe atomvåben, hvis det var blevet foreslået.
På samme måde kunne S og SF have rost Lars Løkkes og regeringens 10 visioner om Danmark i år 2020 og bedt om at komme i forhandling om dem. Jeg kan ikke forestille mig, at de to partier er modstandere af de luftige hensigtserklæringer fra visionen, og en omklamring af Lars Løkke ville have frarøvet ham initiativet.
Nu kan han vanen tro konkludere, at oppositionen ikke vil noget og så indgå sine aftaler med Dansk Folkeparti og gøre klar til et valg, hvor han maler et skræmmebillede af et uansvarligt alternativ til den nuværende regering.
Det er helt fantasiforladt og fører sandsynligvis ikke til sejr. Men det er den eneste strategi, V og K har og den har virket flere gange. Det kunne være forfriskende at prøve at bryde det gængse mønster, som vælgerne garanteret er møgtrætte af.
mandag den 22. februar 2010
Kom så i gang med de medieforhandlinger
Dagens gode nyhed er, at Venstre nu er kommet med sit udspil til det kommende medieforlig. På radiosiden ønsker Venstre en planlagt overgang til DAB, større muligheder for kommercielle radioer og en adskillelse af DRs P4 og de regionale stationer.
Når det gælder mediestøtte ønsker Venstre at afsætte puljer til graver-journalistik og at støtte elektroniske medier. Det betyder formentlig mindre distributionsstøtte over en årrække.
Kulturminister Carina Christensen har bebudet et udspil om tre uger, og Socialdemokraterne er lige på trapperne med deres oplæg til de kommende forhandlinger.
Det er skønt - superskønt - at partierne nu bliver konkrete, så de har noget at forhandle om. Der er fortsat også en fornuftig tone. Jeg er helt enig, når Socialdemokraterne siger nej til at svække DR så meget som Venstre lægger op til, men jeg noterer med glæde, S-ordfører Mogens Jensen også roser dele af Venstres oplæg.
Det vigtigste her er, at der sker noget. At partierne sætter sig omkring bordet og arbejder seriøst med stoffet. Det skulle de have gjort for et år eller halvandet siden, men de har vandret omkring den varme grød, har ventet på rapporter og har bebudet oplæg. Nu sker der endelig noget, så lovgivningen kan komme på omgangshøjde med virkeligheden. Den stadigt mere digitale virkelighed.
Som jeg kan se har Venstre heller ikke noget svar på et grundlæggende problem: Færre resurser til at skabe egentligt indhold. Dagbladene er hovedkilden til nyhedsstrømmen i Danmark, og de har det elendigt. Jo mere, de skærer ned, jo mindre originalt og uafhængigt indhold får vi. Det løser portaler og reklameradio med musik ikke.
Følg debatten om medieudspillene på http://www.journalisten.dk
Se Venstres radioudspil her: http://www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/oplaeg/Radiosiderne_medieoplaeg.pdf
Opdatering tirsdag morgen:
Endelig - Danmark får igen en kulturminister. Jeg er sikker på, at Per Stig Møller vil trække i arbejdstøjet også i denne sag.
Når det gælder mediestøtte ønsker Venstre at afsætte puljer til graver-journalistik og at støtte elektroniske medier. Det betyder formentlig mindre distributionsstøtte over en årrække.
Kulturminister Carina Christensen har bebudet et udspil om tre uger, og Socialdemokraterne er lige på trapperne med deres oplæg til de kommende forhandlinger.
Det er skønt - superskønt - at partierne nu bliver konkrete, så de har noget at forhandle om. Der er fortsat også en fornuftig tone. Jeg er helt enig, når Socialdemokraterne siger nej til at svække DR så meget som Venstre lægger op til, men jeg noterer med glæde, S-ordfører Mogens Jensen også roser dele af Venstres oplæg.
Det vigtigste her er, at der sker noget. At partierne sætter sig omkring bordet og arbejder seriøst med stoffet. Det skulle de have gjort for et år eller halvandet siden, men de har vandret omkring den varme grød, har ventet på rapporter og har bebudet oplæg. Nu sker der endelig noget, så lovgivningen kan komme på omgangshøjde med virkeligheden. Den stadigt mere digitale virkelighed.
Som jeg kan se har Venstre heller ikke noget svar på et grundlæggende problem: Færre resurser til at skabe egentligt indhold. Dagbladene er hovedkilden til nyhedsstrømmen i Danmark, og de har det elendigt. Jo mere, de skærer ned, jo mindre originalt og uafhængigt indhold får vi. Det løser portaler og reklameradio med musik ikke.
Følg debatten om medieudspillene på http://www.journalisten.dk
Se Venstres radioudspil her: http://www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/oplaeg/Radiosiderne_medieoplaeg.pdf
Opdatering tirsdag morgen:
Endelig - Danmark får igen en kulturminister. Jeg er sikker på, at Per Stig Møller vil trække i arbejdstøjet også i denne sag.
lørdag den 20. februar 2010
Sprogprogram rykker
For et års tid siden skrev jeg om skandaløse forhold i P1s sprogprogram Sproglaboratoriet. Det handlede mere om studieværten, Christoffer Emil Bruun, end om sprog. Han læste ikke min blog, så for en sikkerheds skyld sendte jeg ham en mail med mine synspunkter.
Jeg fik et totalt afvisende svar, som jeg lod ligge.
Til gengæld har programmet ændret sig markant lige siden. Nu handler det udelukkende om sprog, og det er blevet et af ugens radio-højdepunkter for mig. Det er simpelthen et virkelig godt program.
Derfor fortjener det lidt ros her. Værten læser nok stadig ikke min blog, så jeg skal nok sende endnu en hilsen til ham :-)
Forleden var laboranten taget til koncert med Michael Falch og Poul Krebs. Anledningen var en lille sproglig joke mellem de to musikere. Da de sang en duet, udtalte de ordet "drysse" forskelligt. Falch med ø og Krebs med y. Forklaringen viste sig at være, at ø-udtalen er rigsdansk, mens y-udtalen er typisk jysk (udtales med y, ikke med ø).
Det var både sjovt og oplysende, og jeg gennemførte en lille privat undersøgelse, som fem jyder deltog i. Tre brugte y-udtalen og to ø, så selv blandt os i hovedlandet er der ikke enighed.
Christoffer Emil Bruun overtog et lidt støvet program, og hans friske form mødte hård modstand blandt lytterne. Nu har han fundet balancen, så det er langt mindre kedeligt end før og samtidig holder fokus på det, der interesserer lytterne: sprog.
Jeg synes selvfølgelig, jeg har en lillebitte del af æren, men jeg er helt sikker på, at mange andre har reageret lige som mig.
Billedet til dette indlæg har jeg nappet fra Flickr. Det illustrerer sprog - som er forbindelsen mellem mennesker.
fredag den 19. februar 2010
Så gik tiden da med det
I går var jeg i Aalborg og Holstebro med en kollega. Da vi kørte ind i Frederikshavn efter en lang dag med møder og kørsel, regnede vi os frem til, at det havde 3,5 time at køre fra Holstebro til Frederikshavn.
Det plejer jeg at kunne gøre på 2 timer og et kvarter. Årsagen var naturligvis snevejret.
Det var ikke anstrengende at køre, men den realistiske marchhastighed lå på 80 km/t.
Alligevel føltes tiden bestemt ikke lang. Jeg har kørt hjem fra Holstebro mange gange, og turen i går var den korteste, jeg kan mindes på den strækning.
Det skyldtes selvfølgelig det gode selskab. Min kollega og jeg snakkede hele vejen hjem, både fagligt og privat. Og en hel del ligegyldig snak.
Historien illustrerer, at tid er en underlig størrelse. På den ene side er det strengt matematisk og indiskutabelt, hvor lang tid en begivenhed tager. På den anden side kan kort tid føles lang og omvendt.
Hvor tit har du ikke prøvet at have travlt og sidde og vente på grønt lys i trafikken? Der kan 12 sekunder føles som en evighed. Omvendt kan man sætte sig foran computeren og surfe lidt og måske nappe et par spil - og vupti er der gået to timer på ingen tid. Så er 12 sekunder en evighed, mens to timer er et øjeblik.
Følelsen af tid afhænger af dig selv - og dermed kan du også selv styre det. I princippet kan du selv bestemme, at tiden aldrig falder dig for lang, eller at du ikke lader dig presse af tiden.
Det er to fornuftige beslutninger at træffe og at forsøge at leve op til. Hvis du tager situationen i lyskrydset, så skifter det ikke til grønt ved, at du råber eller trommer irritabelt på bilrattet. Det eneste resultat er, at du forstærker din egen frustration. Stress og vrede kan få dig til at køre hasarderet til fare for dig selv og andre.
Vi har allesammen travlt engang imellem, og vi har allesammen nogle kedelige, tidskrævende opgaver. Betragt det som et vilkår og lad være med at lade dig irritere over tiden.
Den er nemlig ligeglad og går bare videre, uanset hvordan du opfører dig.
Det plejer jeg at kunne gøre på 2 timer og et kvarter. Årsagen var naturligvis snevejret.
Det var ikke anstrengende at køre, men den realistiske marchhastighed lå på 80 km/t.
Alligevel føltes tiden bestemt ikke lang. Jeg har kørt hjem fra Holstebro mange gange, og turen i går var den korteste, jeg kan mindes på den strækning.
Det skyldtes selvfølgelig det gode selskab. Min kollega og jeg snakkede hele vejen hjem, både fagligt og privat. Og en hel del ligegyldig snak.
Historien illustrerer, at tid er en underlig størrelse. På den ene side er det strengt matematisk og indiskutabelt, hvor lang tid en begivenhed tager. På den anden side kan kort tid føles lang og omvendt.
Hvor tit har du ikke prøvet at have travlt og sidde og vente på grønt lys i trafikken? Der kan 12 sekunder føles som en evighed. Omvendt kan man sætte sig foran computeren og surfe lidt og måske nappe et par spil - og vupti er der gået to timer på ingen tid. Så er 12 sekunder en evighed, mens to timer er et øjeblik.
Følelsen af tid afhænger af dig selv - og dermed kan du også selv styre det. I princippet kan du selv bestemme, at tiden aldrig falder dig for lang, eller at du ikke lader dig presse af tiden.
Det er to fornuftige beslutninger at træffe og at forsøge at leve op til. Hvis du tager situationen i lyskrydset, så skifter det ikke til grønt ved, at du råber eller trommer irritabelt på bilrattet. Det eneste resultat er, at du forstærker din egen frustration. Stress og vrede kan få dig til at køre hasarderet til fare for dig selv og andre.
Vi har allesammen travlt engang imellem, og vi har allesammen nogle kedelige, tidskrævende opgaver. Betragt det som et vilkår og lad være med at lade dig irritere over tiden.
Den er nemlig ligeglad og går bare videre, uanset hvordan du opfører dig.
søndag den 14. februar 2010
Nallerne væk fra kildebeskyttelsen
Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti opfordrer på hver sin måde DR til at offentliggøre den famøse lydfil i den hastigt voksende lækagesag. Filen er en privat optagelse, som ifølge filminstruktør Christoffer Guldbrandsen dokumenterer, at forsvarsministerens pressechef lækkede oplysningen om Jægerkorpsets mission i Irak i 2007. Kilden ønsker at forblive anonym.
Politikerne er på helt gale veje, når de forsøger at presse DR. De skal holde nallerne langt væk. Kildebeskyttelsen er en forudsætning for den pressefrihed, som er så vigtig en del af vores demokrati. Enhver borger kan henvende sig til en journalist med en fortrolig oplysning og forlange at få sit navn beskyttet. Det er med til at forhindre korruption og svindel i den offentlige administration, og det er et dagligt værktøj for flere hundrede danske journalister. Talrige historier starter med et tip fra en anonym kilde. Det handler om stort og småt og behøver slet ikke at have så skandaløst et omfang som den aktuelle lækage-sag.
Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen sagde i forrige uge i Mennesker og Medier på P1, at kildebeskyttelsen er som en graviditet. Man kan ikke være 50 % gravid - og man kan ikke yde 50 % kildebeskyttelse. Jeg er helt enig, og derfor er politikernes forslag om at omgå kildebeskyttelsen på den ene eller den anden måde i den aktuelle sag håbløse.
Hårene bør i øvrigt rejse sig på enhver journalist, når politikerne begynder at lægge pres på DR, eller på TV2, Jyllands-Posten eller andre medier. I denne sag har Venstres ordfører tidligere opfordret TV2 til at fyre Kaare R. Schou, som nu er sendt på tvungen afspadsering.
Vi vil allesammen gerne høre den lydfil, og DR vil naturligvis meget gerne offentliggøre den. Det vil være en kæmpe nyhed, som kunne blive breaking news i mindst en halv dag.
Når DR holder sig tilbage, er det alene på grund af kildebeskyttelsen, og det bør alle politikere være glade for og rose DR for. Det viser, at man kan stole på DR - og på de øvrige medier. Hvis en journalist lover at beskytte en kilde, holder journalisten løftet. Det er en forudsætning, som ikke må briste.
Det har været fremme i debatten, at DR kan blive tvunget til at hæve kildebeskyttelsen, fordi der er tale om en meget alvorlig sag. Det er mest forkert og en lille smule rigtigt.
Hvis du fortæller mig en hemmelighed, og jeg lover at holde bøtte, kan politiet ikke tvinge mig til at røbe hemmeligheden eller dig. Det kan kun en domstol, hvis oplysningen er afgørende for en sag, som domstolen behandler. Hvis jeg har fået hemmeligheden som journalist, kan jeg kun blive tvunget til at vidne, hvis hemmeligheden er afgørende for en sag, hvor en person står til mindst to et halvt års fængsel.
Men der skal være en retssag, hvor journalisten er indkaldt som vidne, og journalisten kan kære dommerens afgørelse.
Så der er ingen automatik i, at journalister skal røbe deres kilder, blot fordi politikere, Forsvarsministeriet eller andre medier mener, at sagen er meget alvorlig og kan medføre flere års fængsel.
Politikerne er på helt gale veje, når de forsøger at presse DR. De skal holde nallerne langt væk. Kildebeskyttelsen er en forudsætning for den pressefrihed, som er så vigtig en del af vores demokrati. Enhver borger kan henvende sig til en journalist med en fortrolig oplysning og forlange at få sit navn beskyttet. Det er med til at forhindre korruption og svindel i den offentlige administration, og det er et dagligt værktøj for flere hundrede danske journalister. Talrige historier starter med et tip fra en anonym kilde. Det handler om stort og småt og behøver slet ikke at have så skandaløst et omfang som den aktuelle lækage-sag.
Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen sagde i forrige uge i Mennesker og Medier på P1, at kildebeskyttelsen er som en graviditet. Man kan ikke være 50 % gravid - og man kan ikke yde 50 % kildebeskyttelse. Jeg er helt enig, og derfor er politikernes forslag om at omgå kildebeskyttelsen på den ene eller den anden måde i den aktuelle sag håbløse.
Hårene bør i øvrigt rejse sig på enhver journalist, når politikerne begynder at lægge pres på DR, eller på TV2, Jyllands-Posten eller andre medier. I denne sag har Venstres ordfører tidligere opfordret TV2 til at fyre Kaare R. Schou, som nu er sendt på tvungen afspadsering.
Vi vil allesammen gerne høre den lydfil, og DR vil naturligvis meget gerne offentliggøre den. Det vil være en kæmpe nyhed, som kunne blive breaking news i mindst en halv dag.
Når DR holder sig tilbage, er det alene på grund af kildebeskyttelsen, og det bør alle politikere være glade for og rose DR for. Det viser, at man kan stole på DR - og på de øvrige medier. Hvis en journalist lover at beskytte en kilde, holder journalisten løftet. Det er en forudsætning, som ikke må briste.
Det har været fremme i debatten, at DR kan blive tvunget til at hæve kildebeskyttelsen, fordi der er tale om en meget alvorlig sag. Det er mest forkert og en lille smule rigtigt.
Hvis du fortæller mig en hemmelighed, og jeg lover at holde bøtte, kan politiet ikke tvinge mig til at røbe hemmeligheden eller dig. Det kan kun en domstol, hvis oplysningen er afgørende for en sag, som domstolen behandler. Hvis jeg har fået hemmeligheden som journalist, kan jeg kun blive tvunget til at vidne, hvis hemmeligheden er afgørende for en sag, hvor en person står til mindst to et halvt års fængsel.
Men der skal være en retssag, hvor journalisten er indkaldt som vidne, og journalisten kan kære dommerens afgørelse.
Så der er ingen automatik i, at journalister skal røbe deres kilder, blot fordi politikere, Forsvarsministeriet eller andre medier mener, at sagen er meget alvorlig og kan medføre flere års fængsel.
tirsdag den 9. februar 2010
Medierne spinner løs om Løkke
Normalt er medierne kritiske overfor spindoktorer, men lige for tiden er det medierne, der selv jokker rundt i personfnidder og spin uden politisk indhold.
Jeg tænker selvfølgelig på den seneste uges massive omtale af Lars Løkkes ferie. I dag holdt han så det, som tv-avisen kaldte for "hans vigtigste pressemøde nogensinde".
Det handlede om - Løkkes ferie.
Medierne er gået fuldstændig i selvsving. Manden har været bortrejst med sin familie i en uge, fordi det nu engang var den uge, hans kone kunne få fri. Danmark har fungeret fint i den uge. Der har ikke været nogen politisk krise. Der har ikke været nogen vigtige sager, som statsministeren skulle håndtere.
Jo, der er en lille komedie om en to år gammel læk om Jægerkorpsets indsats i Afghanistan. Den sag kan selvfølgelig blive kritisk for den person, der har lækket oplysningen TV2, men det er ikke en afgørende affære for staten og for statsministeren.
Og så har Pia Kjærsgaard kritiseret Lars Løkke for ikke at være dygtig nok, og hun har bedt om en regeringsrokade. Den afviste Løkke, inden han tog på ferie. Det er bestemt ikke krise for Danmark, at Pia Kjærsgaard kritiserer statsministeren. Det gør hun hver gang, han er på ferie.
De bestemmer meget inde på Christiansborg, men engang mellem skaber de også deres egen virkelighed. Bag de tykke mure bliver ingenting pustet op til en kæmpe krise, og journalisterne fiser rundt og leder efter endnu en vinkel på den samme sag. I kampens hede glemmer de, at der slet ikke er nogen sag.
Ude i virkeligheden griner vi andre bare af hele cirkusset. Jeg er helt sikker på, at al den hurlumhej ikke flytter stemmer. Vælgerne er simpelthen ikke så dumme, at de vender ryggen til statsministerens parti, blot fordi han har været på ferie i en uge.
Jeg tænker selvfølgelig på den seneste uges massive omtale af Lars Løkkes ferie. I dag holdt han så det, som tv-avisen kaldte for "hans vigtigste pressemøde nogensinde".
Det handlede om - Løkkes ferie.
Medierne er gået fuldstændig i selvsving. Manden har været bortrejst med sin familie i en uge, fordi det nu engang var den uge, hans kone kunne få fri. Danmark har fungeret fint i den uge. Der har ikke været nogen politisk krise. Der har ikke været nogen vigtige sager, som statsministeren skulle håndtere.
Jo, der er en lille komedie om en to år gammel læk om Jægerkorpsets indsats i Afghanistan. Den sag kan selvfølgelig blive kritisk for den person, der har lækket oplysningen TV2, men det er ikke en afgørende affære for staten og for statsministeren.
Og så har Pia Kjærsgaard kritiseret Lars Løkke for ikke at være dygtig nok, og hun har bedt om en regeringsrokade. Den afviste Løkke, inden han tog på ferie. Det er bestemt ikke krise for Danmark, at Pia Kjærsgaard kritiserer statsministeren. Det gør hun hver gang, han er på ferie.
De bestemmer meget inde på Christiansborg, men engang mellem skaber de også deres egen virkelighed. Bag de tykke mure bliver ingenting pustet op til en kæmpe krise, og journalisterne fiser rundt og leder efter endnu en vinkel på den samme sag. I kampens hede glemmer de, at der slet ikke er nogen sag.
Ude i virkeligheden griner vi andre bare af hele cirkusset. Jeg er helt sikker på, at al den hurlumhej ikke flytter stemmer. Vælgerne er simpelthen ikke så dumme, at de vender ryggen til statsministerens parti, blot fordi han har været på ferie i en uge.
onsdag den 3. februar 2010
Dyrere smøger på plakaten
Rundt omkring i bybilledet møder vi det smilende par Helle Thorning-Smidt og Villy Søvndal, som reklamerer for dyrere smøger. "10 kroner mere for en pakke cigaretter giver råd til bedre kræftbehandling", lyder budskabet.
De to toppolitikere er lidt for pæne og ser retoucherede ud, men ellers er det en superplakat, som jeg kan bifalde af tre grunde:
1. Sundhed
2. Kommunikation
3. Politik
Sundheden først. Det er en indlysende god idé at hæve cigaretprisen med mindst 10 kr. pr. pakke. Ikke for at få penge i statskassen, men for at få flere til at holde op med at ryge og færre til at begynde. Det giver de pågældende mennesker et bedre og længere liv, og samfundet sparer sundhedsudgifter.
Kommunikationen er god, fordi det enkle budskab fortæller, at politikerne må prioritere. Det er nemt at give skattelettelser, øge servicen og indføre tilskud til dit og dat. Men det hænger ikke sammen rent økonomisk, og Danmark får i år et underskud på statsfinanserne på op imod 100 mia. kr. I den situation skal politikerne prioritere, og en fornuftig afgift på cigaretter er bedre end en skattelettelse til de rige. Synes jeg.
Endelig er der det politiske. Det er skønt, at S og SF sammen melder offensivt ud og fortæller, hvad de vil. Det er nemt og billigt at kritisere alverdens ting hos den siddende regering, men det scorer man højst billige point på. Vælgerne vil vide, hvad S og SF vil gøre i praksis, når de får regeringsmagten, og det er kampagnen et godt eksempel på.
Ja, der er nogen, som vil fare frem med, at de to røde partier blot vil hæve skatter og afgifter i én uendelighed. Lad dem bare gøre det. Det giver kun ekstra opmærksomhed til S og SF.
Den sikre måde at tabe et valg på er ikke at turde fortælle vælgerne, hvad man går ind for. Det har Socialdemokraterne haft tendens til i Foghs regeringsperiode, men det ser ud til at ændre sig nu.
Tak for det.
Så skal Løkke & co. nok dumme sig resten af vejen hen til afskedsaudiensen.
De to toppolitikere er lidt for pæne og ser retoucherede ud, men ellers er det en superplakat, som jeg kan bifalde af tre grunde:
1. Sundhed
2. Kommunikation
3. Politik
Sundheden først. Det er en indlysende god idé at hæve cigaretprisen med mindst 10 kr. pr. pakke. Ikke for at få penge i statskassen, men for at få flere til at holde op med at ryge og færre til at begynde. Det giver de pågældende mennesker et bedre og længere liv, og samfundet sparer sundhedsudgifter.
Kommunikationen er god, fordi det enkle budskab fortæller, at politikerne må prioritere. Det er nemt at give skattelettelser, øge servicen og indføre tilskud til dit og dat. Men det hænger ikke sammen rent økonomisk, og Danmark får i år et underskud på statsfinanserne på op imod 100 mia. kr. I den situation skal politikerne prioritere, og en fornuftig afgift på cigaretter er bedre end en skattelettelse til de rige. Synes jeg.
Endelig er der det politiske. Det er skønt, at S og SF sammen melder offensivt ud og fortæller, hvad de vil. Det er nemt og billigt at kritisere alverdens ting hos den siddende regering, men det scorer man højst billige point på. Vælgerne vil vide, hvad S og SF vil gøre i praksis, når de får regeringsmagten, og det er kampagnen et godt eksempel på.
Ja, der er nogen, som vil fare frem med, at de to røde partier blot vil hæve skatter og afgifter i én uendelighed. Lad dem bare gøre det. Det giver kun ekstra opmærksomhed til S og SF.
Den sikre måde at tabe et valg på er ikke at turde fortælle vælgerne, hvad man går ind for. Det har Socialdemokraterne haft tendens til i Foghs regeringsperiode, men det ser ud til at ændre sig nu.
Tak for det.
Så skal Løkke & co. nok dumme sig resten af vejen hen til afskedsaudiensen.
mandag den 1. februar 2010
Klima - nu sker der noget
I dag udløber den første frist for, at landene fra klimatopmødet i København melder tilbage til FN om deres egen indsats med at nedsætte forbruget af CO2.
Resultatet bliver sikkert ikke imponerende. Der kommer svar fra under 50 lande, og selv om de huser over 75 pct. af jordens befolkning, er det stadig meget langt fra en global aftale. Det er træls, og det er meget utilfredsstillende, at to års intense forberedelser op til mødet i Bella Centret ender i noget nær ingenting. En uforpligtende hensigtserklæring, som få lande har sagt ja til, er milevidt fra det mål, FN og den danske regering samt hundredvis af organisationer satte op.
Alligevel er der ikke dømt total fiasko. For regeringsledere og ministre kan ikke bestemme alt. De formulerede nogle fine visioner i Rio og i Kyoto, og hvad skete der i virkeligheden? Intet. CO2 forbruget er steget siden.
Befolkninger retter sig ikke efter internationale konventioner. De handler ud fra deres egen virkelighed, og her er der nyt håb. For mens klimapolitikerne har snakket sig selv ned i skyttegravene, så har klimadagsordenen virkelig fået tag i befolkningen.
Vi bruger mindre strøm derhjemme. Vi isolerer vores huse. Vi installerer solvarme og jordvarme. Tusinder af kommuner i den vestlige verden vedtager ambitiøse klimastrategier og fører dem ud i livet. Varmeværker og elforsyninger investerer i vedvarende energi, og industrien udvikler løbende produkter, som bruger så lidt energi som muligt.
Lige om lidt skal vi til at køre i elbiler, og vi er begejstrede over udsigten til, at vindmøllerne kan hente energi til vores køretøjer om natten.
Det er en gigantisk lavine, som ingen politikere kan stoppe. Vi betragter det som sund fornuft at bruge vedvarende energi og at gøre det med omtanke.Vi ved, at kul, olie og gas løber tør. Vi ved, at vi kan klare os uden, og vi ved endda, at det ikke vil ruinere os.
Ansvarlige virksomheder er dem, der belaster klimaet mindst muligt. Vores samfunds trendsættere går ind for det grønne. Det gælder både erhvervsfolk, kunstnere og forskere. Det påvirker hele samfundet på kort og langt sigt.
Klimarevolutionen er i gang, og den stopper ikke, uanset hvor talentløst Lars Løkke klarede sig i Bella Center.
Resultatet bliver sikkert ikke imponerende. Der kommer svar fra under 50 lande, og selv om de huser over 75 pct. af jordens befolkning, er det stadig meget langt fra en global aftale. Det er træls, og det er meget utilfredsstillende, at to års intense forberedelser op til mødet i Bella Centret ender i noget nær ingenting. En uforpligtende hensigtserklæring, som få lande har sagt ja til, er milevidt fra det mål, FN og den danske regering samt hundredvis af organisationer satte op.
Alligevel er der ikke dømt total fiasko. For regeringsledere og ministre kan ikke bestemme alt. De formulerede nogle fine visioner i Rio og i Kyoto, og hvad skete der i virkeligheden? Intet. CO2 forbruget er steget siden.
Befolkninger retter sig ikke efter internationale konventioner. De handler ud fra deres egen virkelighed, og her er der nyt håb. For mens klimapolitikerne har snakket sig selv ned i skyttegravene, så har klimadagsordenen virkelig fået tag i befolkningen.
Vi bruger mindre strøm derhjemme. Vi isolerer vores huse. Vi installerer solvarme og jordvarme. Tusinder af kommuner i den vestlige verden vedtager ambitiøse klimastrategier og fører dem ud i livet. Varmeværker og elforsyninger investerer i vedvarende energi, og industrien udvikler løbende produkter, som bruger så lidt energi som muligt.
Lige om lidt skal vi til at køre i elbiler, og vi er begejstrede over udsigten til, at vindmøllerne kan hente energi til vores køretøjer om natten.
Det er en gigantisk lavine, som ingen politikere kan stoppe. Vi betragter det som sund fornuft at bruge vedvarende energi og at gøre det med omtanke.Vi ved, at kul, olie og gas løber tør. Vi ved, at vi kan klare os uden, og vi ved endda, at det ikke vil ruinere os.
Ansvarlige virksomheder er dem, der belaster klimaet mindst muligt. Vores samfunds trendsættere går ind for det grønne. Det gælder både erhvervsfolk, kunstnere og forskere. Det påvirker hele samfundet på kort og langt sigt.
Klimarevolutionen er i gang, og den stopper ikke, uanset hvor talentløst Lars Løkke klarede sig i Bella Center.
Abonner på:
Opslag (Atom)