Kabaleøvelser holder ikke

Sognepræst Flemming Christensen fra Vejle blev landets første SF-borgmester i 1994 ved en nærmest sensationel aftale med de borgerlige. Han beholdt magten i 12 år og havde et fint samarbejde med de øvrige partier i byrådet.
Den unge Andreas Røpke forsøgte forleden en lignende manøvre i Region Hovedstaden, men den blev stoppet af hans partifæller, som hellere ville arbejde sammen med Socialdemokraterne. Andre steder i landet har SFere lavet tilsvarende manøvrer - og har fortrudt igen. Det gælder i Lyngby - Taarbæk og i Randers.
Forskellen på Vejle-modellen og dem, der netop er brudt sammen er den indholdsmæssige substans. I Vejle lavede Flemming Christensen og de borgerlige partier en 8-årig aftale med nogle klare visioner og retningslinjer.
De utraditionelle alliancer, som blev flikket sammen i nattetimerne efter valget i tirsdags, har mere karakter af kabaleøvelser. Tre partier laver en aftale, hvis hovedformål dybest set er at forhindre et fjerde parti i at få borgmester- eller udvalgsposter. Det kan være meget sjovt i situationen, men når man efterfølgende får ansvar for en kompliceret milliardforretning som en kommune, giver det massive problemer. SF og Venstre i Frederikshavn, som jeg har omtalt nedenfor, er for eksempel grundlæggende uenige om kommunens økonomi. Venstre er gået til valg på at spare yderligere 40 mio. kr. og på at privatisere Park & Vej, hvilket SF er lodret imod.
Kommunalpolitik er ikke som på Christiansborg, og derfor kan der sagtens laves alliancer på tværs af blokkene. Men det kræver en fælles plan og en stærk fælles vilje til at føre den ud i livet.
På samme måde som det kræver fælles retning og et godt sammenhold i rød stue og i blå stue for at opnå resultater.

Paul Rodes rustne søm

"Lad mig slå fast med syvtommersøm. SF kan ikke pege på en Venstre-mand som borgmester".
Citat: Paul Rode Andersen, spidskandidat for SF til kommunalvalget i Frederikshavn. Dato: 26. oktober 2009.
23 dage senere - dagen efter valget - pegede Paul Rode Andersen på Venstres Lars Møller som ny borgmester i Frederikshavn.
Det viste sig at være rustne søm, Paul rodede rundt med i sin værktøjskasse.
4971 stemte på SF. Til lykke til dem.

Kunsten at vaske tøj

Dette er indlæg nummer 200 på min blog, og det enestående jubilæum skal selvfølgelig fejres. Derfor har jeg tænkt mig at skrive om noget, som optager mange mennesker - og som intellektuelt set er det rene vås. Dagens emne er tøjvask.
Det har jeg haft ansvaret for her på matriklen siden 30. august, hvor Solle kom til skade. Overordnet set går det udmærket. Vi har tøj på hver dag. Det er rent og tørt, og der ligger mere i samme tilstand inde i klædeskabet.
Men zoomer vi ind på aktiviteten i vaskekælderen er billedet knap så rosenrødt. Et par hvide sokker er blevet lettere lyseblå. Et lyst håndklæde måtte have en mirakelkur med noget klorin efter en tur i tromlen med de mørkeblå kolleger og flere par uldsukker er gået fra voksen- til børnestørrelse.
Undervejs er der noget tøj, der blev vasket om, fordi det havde ligget for længe i maskinen og var blevet surt, eller fordi jeg hængte for meget op på én gang. Og der er helt sikkert tøj, som er blevet vasket ved forkerte temperaturer.
Ét problem dukker op igen og igen: Jeg får ikke tømt vaskemaskinen og vasketøjskurven ordentligt. Så når jeg har vasket blåt og bagefter vasker sort, så er der lige et par blå sokker, som får en ekstra tur med de sorte venner. Når jeg hænger tøj op, er der altid flere solister blandt sokkerne. Makkerne ligger enten i kurven eller i vaskemaskinen.
Jeg mangler simpelthen de sidste 10 procent af omhu i dette gøremål. Selv om jeg er opmærksom på mit manglende engagement i vaskesagen, laver jeg en ny lille dum fejl dagen efter.
Tro ikke, at der nu kommer en konklusion om, at mænd bør holde sig fra tøjvask. Det er både plat og dumt.
Jeg mangler præcis det samme engagement, når det gælder håndværksmæssige opgaver. Der mangler jeg i øvrigt også evner.
Men jeg synes, det vil være en fornuftig disposition at lade Solle overtage ansvaret for tøjvask, når hun igen kan gå op og ned ad trapper. Det giver simpelthen det bedste resultat og vores tøj holder længere.
Så må jeg prøve at leve med, at jeg slipper for det stykke arbejde.

Læs den igen

Små børn elsker at få læst op. De vil helst høre og se de historier, de kender i forvejen. Jo bedre, de kender historien, jo gladere er de for at få den læst højt.
Det griner vi voksne af, og så glæder vi os over, at vi får lov at læse den elskede historie endnu engang.
Men i vores egen effektive verden, er der ikke tid til gentagelser. Der er altid bøger, vi gerne ville have læst, og som vi burde have læst. Derfor er det spild af tid at læse den samme bog to gange.
Prøv det alligevel. Det er en rigtig god oplevelse.
Solle er en skrap og flittig læser, så i sommer tog hun hele Millenium-triologien for anden gang. Jeg rystede lidt på hovedet af hende, men da vi i september var i biografen for at se Salanderfilm nummer 2, måtte jeg indrømme, at der var rigtig, rigtig meget i bogen, som jeg havde glemt. Jeg kunne nærmest slet ikke huske handlingen.
Så jeg bestemte mig på stedet til at læse "Luftkastellet, der blev sprængt", inden film 3 kommer i biografen her senere på måneden. Det gik stærkt, selv om Stieg Larssons sidste bog er på over 650 sider. Og det var en kæmpe fornøjelse. Bogen var mindst lige så god som første gang, og jeg glædede mig rigtigt til at komme i seng hver aften, for så skulle jeg være sammen med Salander i en halv times tid.
Jeg har nu erkendt, at jeg aldrig nogensinde når at tygge mig igennem alle de bøger, jeg gerne vil læse. Derfor kan jeg godt bruge tid på at læse nogle af de bedste to eller måske tre gange. Der er jo ingen grund til at kaste sig over en dårlig bog af pligt, når man har en god bog, der byder på en sikker positiv oplevelse.
Vi hører jo også god musik igen og igen.

Nedrakning af usynlig fjende

Et gammelt kneb i politisk debat er at definere en fiktiv gruppe, tillægge den holdninger og motiver og så jorde dem med sine egne gode argumenter.
Det er i årevis blevet brugt imod noget, man kalder for 68erne. De er blevet beskyldt for at have ødelagt samfundet på alle mulige måder, og det er meget bekvemt, for staklerne kan ikke forsvare sig. Der er jo ikke en gruppe eller en forening, der hedder 68erne.
Der er måske 500.000 danskere, som var 17-25 år i 1968 - men er de 68ere allesammen? Eller var der kun dem, der røg hash på Kulturministeriets trappe? Eller var det måske alle, der havde langt hår eller deltog i en demonstration?
På det seneste har Dansk Folkeparti fremhævet en ny fjendegruppe i samfundet: De kulturradikale.
Igen er det bekvemt at kritisere dem, for de kan ikke tage til genmæle. Ingen har defineret sig selv som kulturradikal, og ingen udtaler sig på vegne af de kulturradikale.
I weekenden angreb Søren Espersen de kulturradikale for at hylde imam Abdul Wahid-Petersen, selv om han ifølge Søren Espersen går ind for dødsstraf og religiøs underkastelse og er modstander af onani, alkohol og fri abort. Efterfølgende konkluderede han, at imamer er de kutlurradikales nye allierede.
Efter det postulat kunne Søren Espersen så fortælle om sit eget syn på islam og om det vanvittige i, at de kulturradikale er tolerante over for ekstrem islamisme.
Elegant formuleret og egentlig meget fornuftigt. Det er da også for galt, at de der kulturradikale sådan forsvarer kvindeundertrykkelse i religionens navn, tænker jeg.
Men så er det, jeg spørger: Er der nogen kulturradikal, der har gjort det? Jeg kan ikke mindes at have læst eller set det noget sted. Altså bortset fra Søren Espersens kronik i Politiken.
Jeg ved ikke helt præcist, hvad en kulturradikal er for en. Men sådan som jeg har forstået det, er det ikke lige islam, der er deres foretrukne diskussionsemne.Søren Espersen fremhæver selv Poul Henningsen, men har mig bekendt aldrig udtalt sig hverken positivt eller negativt om islam.
De kulturradikales knæfald for islamisk fanatisme er simpelthen et problem, Søren Espersen selv har opfundet, og som han nu profilerer sig på at advare imod. Den slags hedder med akademiske ord manipulation eller demagogi.