Det nye Pittelkow-syndrom

Kommentator Ralf Pittelkow er så betydningsfuld, at han har fået opkaldt et syndrom efter sig. Pittelkow-syndromet er en betegnelse for folk fra venstrefløjen, som er vandret via Socialdemokraterne over på den borgerlige fløj.
I denne uge udgiver Pittelkow en ny bog, hvor han med udgangspunkt i sit eget liv analyserer det danske samfunds udvikling. Her introducerer han begrebet "den definerende klasse". Det er 68erne og de kulturradikale, som efter Pittelkows opfattelse påvirker meningsdannelsen hele vejen igennem det danske samfund.
Jeg vil gerne slå til lyd for et nyt Pittelkow-syndrom - nemlig de borgerlige kommentatorer og meningsdannere, som bliver ved med at hyle op om 68ernes og de kulturradikales enorme indflydelse.
Sandheden er, at Pittelkow selv i høj grad tilhører - ikke den definerende klasse - men én definerende klasse i Danmark. Han er kommentator på Danmarks største dagblad, hvor han hver dag udlægger teksten fra Christiansborg over for Jyllands-Postens læserskare. Han er en flittig debattør, som ofte er i radio og tv. Han holder foredrag og udgiver bøger, og har et stort publikum.
Det er Pittelkow meget, meget velkommen til. Det er også helt i orden, at han har stor indflydelse. Det får man, når man er flittig og dygtig.
Men faktum er, at Pittelkow bruger al sin arbejdstid på at definere samfundsudviklingen og at påvirke den. Der er mange andre dygtige og flittige borgerlige debattører, og de har lige som Pittelkow stor indflydelse.
Resultatet er - blandt meget andet - en stram udlændingepolitik, massive skattelettelser og en kulturkanon.
Begrebet "den definerende klasse" er sproglig manipulation fra Pittelkows side. Der findes ikke én klasse, som sætter retningen i Danmark. Der er mange, som påvirker vores samfund. Pittelkow er én af dem.
Og husk så lige, at der i de seneste 30 år har været borgerlige regeringer i Danmark i næsten to tredjedele af tiden. Det er også med til at påvirke samfundsudviklingen. Det er også med til at definere, hvad der er politisk korrekt.

Sundhedens syltekrukke

Efter en løbetur på et julemærkehjem i sidste valgkamp bebudede den nuværende og den forhenværende statsminister, at de ville slå et slag for sundheden. Danskerne skulle leve længere.
Resultatet blev en sundheds- og forebyggelseskommission, som i dag fremlægger sine anbefalinger.
Allerede inden mødet er regeringen i gang med at plaffe kommissionens forslag ned.
Cigaretter skal koste en 50er - duer ikke, siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Man skal være 18 år for at købe alkohol - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Dobbelt så høj afgift på chokolade - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Til lykke med ham.
Nu skal han så bruge energi på at forklare alverden, at han gerne vil arbejde for bedre sundhed for danskerne - men bare ikke vil følge eksperternes råd.
Vi har set det før i denne regerings tid. Man spørger nogle kloge folk til råds, og så afviser man alle de vigtigste forslag fra dem. Det mest grelle eksempel var Velfærdskommissionen, hvis forslag blev jordet på under 1 døgn.
Det er nemlig sådan på Christiansborg, at det ikke gælder om at have ret. Det gælder om at få ret, og det får man, når man har 90 mandater.
Så hvis regeringen finder ud af, at sundheden fremmes bedst ved at tillade højere hastighed på motorvejene og kan skaffe flertal for det - så er det sundhed.

Meromsætning til PostDanmark

Da vores lille nevø Gustav for et par uger siden kom til verden, sendte vi et kort for at ønske forældre og storesøstre til lykke. Jeg købte kortet på en tankstation, hvor den unge mand også var så flink at finde et frimærke frem.
Det lød på 5,50 kr., men det viste sig efterfølgende, at brevet var tykkere end reglerne foreskriver for breve til 5,50 kr. Der skulle have været 6,50 kr. på.
Denne fejl satte et omfattende administrativt arbejde i gang hos PostDanmark. En maskine tog 2 (to) billeder af min formastelige kuvert. Modtageren fik besked om, at portoen var berigtiget og forleden fragtede vores flinke postbud så et brev ud til os. Her blev min overtrædelse afsløret, og jeg pålagt at betale den ekstra krone i porto. Så var der lige lidt administrationsomkostninger plus moms af dem, så den samlede regning lød på 34,75 kr.
34,75 kr. for 1 krones underfrankering. Vorherrebevare til hest og på lokum.
Sikke noget pjat, at en servicevirksomhed generer sine kunder på den måde. Det opdrager ikke mig til at følge deres indviklede regler. Det får mig snarere til at lade være med at sende breve, hvis det skal være så besværligt.
For nylig deltog jeg i en stor undersøgelse om PostDanmarks service. Jeg udfyldte 3-4 sider med meninger om alverdens ting. Her svarede jeg blandt andet, at jeg var meget utilfreds med at modtage morgenavisen kl. 14.30, som er blevet normal posttid hos os.
Det er da klart, PostDanmark ikke har tid til at dele post ud til kunderne, når de skal bruge så meget energi på at dunke kunderne oven i hovedet og sende fjollede ekstraregniner ud.

Til bryllup i Frankrig

Her til eftermiddag tager vi til bryllup.
Det holdes godt nok først på fredag, men det er lang pokker i vold nede i Frankrig. Vi napper en lille køretur på 2 x 1800 kilometer for at se vores nevø Morten blive gift med den dejlige og lidt gravide Kajsa.
Det foregår i Serre Chevalier, et skisportssted nær Grenoble og Torino, hvor det kommende ægtepar har lejet et hotel til deres 65 bryllupsgæster. Det var da et tilbud, man ikke kunne sige nej til.
Vi er bestemt ikke vilde med lange køreture, men vi har taget en rask beslutning om at snuppe hel turen i 1 stræk. Første stop er i Aalborg, hvor vi samler Nina og Nikolaj op, og så går det ellers sydover i etaper på ca. 200 kilometer, inden vi skifter chauffør. Aftalen er, at de to på forsæderne er vågne, mens de to andre har ret til at sove. Vi har ikke aftalt rækkefølgen, men jeg føler mig overbevist om, at Nikolaj og jeg kommer til at sidde i front i de allermørkeste timer i nat. Det fortæller min intuition mig.
Ifølge Google Maps og diverse navigatorsystemer ankommer vi til det franske hotel torsdag morgen. Så kan vi muligvis låne nogle ski og måske få et par timer på øjet inden den første fest, som holdes torsdag aften.
Brylluppet står i den lokale kirke fredag eftermiddag, og så er der lagt op til en skæg aften på hotellet. Morten er næsten altid god for et nummer ved andres fester, så mon ikke der er et par stykker, der vil hævne sig, når nu han står i sit stiveste puds.
Lørdag er der brunch, og så siger vi nok farvel til selskabet. Der er jo også 16-18 timer den anden vej, og vi vil gerne hjem i god tid, så vi kan nå at være nogenlunde friske til næste uges arbejde.
Bertha er i de allerbedste hænder hos Mariean og Ole, men vi glæder os allerede nu til at se hende igen på søndag.

PS. Billedet er fra generalprøven til brylluppet, hvor Morten og Kajsa første gang prøvede deres nye klæder.

Velkommen, lille nevø

6 dage før sin fars fødselsdag kom vores lille nye nevø til verden på sygehuset i Roskilde. Hej med dig! Vi glæder os til at se dig, høre dig og være sammen med dig mange år fremover.
Han er lidt til en side, eller også er det hans søstre og kusiner, der er det. Knægten er i hvert fald det første drengebarn i sin generation i vores lille kvist af familien.
I mange år kom der kun drenge ud af forplantningen i familien Glamann. Min oldeforældre fik to sønner. Den ene var barnløs. Den anden fik to sønner. Det var min onkel og min far, og de fik henholdsvis to og tre sønner.
I 1989 indtraf sensationen: Vores datter Lærke. Siden fulgte kusinerne Cecilie, Eline og Kamille, så nu troede vi, at det kun kunne blive til piger.
Men Louise og Gregers har altid været noget særligt, så nu er det lykkedes dem at sætte et drengebarn i verden.
Egentlig er kønnet ligegyldigt. Drenge og piger har lige muligheder for et godt liv i Danmark, men statistisk set er der en forskel. Mænd bliver ikke så gamle som kvinder. Det er fordi, vi liver mindre sundt, og det gør vi sandsynligvis fordi vi har en kortere uddannelse end kvinder.
På trods af skævheden i uddannelser er der flest mandlige chefer, ledere, folketingsmedlemmer, organisationsforMÆND og ministre, mens kvinderne helt dominerer de såkaldte bløde fag som sygeplejersker, sosu-assistener, pædagoger og lærere. Kvinderne får også mindst i løn og arbejder i kortere tid end mændene.
Gad vidst, om det er ændret, når vores nevø og hans to søstre kommer ud på arbejdsmarkedet? Jeg tror det ikke.
Når det gælder teknologi, er 20 år en evighed, og det er komplet umuligt at forudsige, hvad maskinerne vil kunne i fremtiden. Men når det handler om ligestilling, snegler udviklingen sig afsted. Vi mennesker er åbenbart bedre til at udvikle maskiner end relationer.

Jeg er ikke kandidat

Lad mig slå det helt fast: Jeg er ikke kandidat til posten som statsminister i Danmark. Jeg er ikke på vej væk som kommunikationsrådgiver i Tankegang. Jeg er ikke kandidat til nogen ministerpost.
I den kommende tid vil jeg rejse rundt og holde møder med nogle af de mennesker, der besætter ministerposter i Danmark. Det er selvfølgelig ikke for at drøfte min egen kandidatur - nej det er i Tankegangs interesse. Det er vigtigt for Tankegang at have forbindelse til de cirkler.
Det betyder så, at jeg ikke rigtig kan passe mit arbejde imens. Det er ellers et arbejde, jeg er meget glad for, og som jeg synes er meget vigtigt. Der er virkelig brug for mig i Tankegang, men i den kommende tid vil jeg altså prioritere møder med vigtige beslutningstagere for at holde mig ajour om det job, jeg ikke er kandidat til.
Jeg vil blandt andet drøfte politik med dem, og her vil jeg lægge vægt på det brede samarbejde. Det skal en kommende statsminister helt klart gå ind for. Det vil vælgerne have.
Det foregår på den måde, at regeringen stiller nogle tyndbenede forslag. Så bliver de rettet til af Pia Kjærsgaard, så der er flertal for dem. Bagefter kan de andre partier komme ind og skrive under. Hvis de gør det, kaldes det bredt samarbejde. Hvis ikke de skriver under, er de uansvarlige, og det kan regeringen jo ikke gøre for.
Den nye statsminister skal føre nøjagtigt den samme politik som den tidligere. Det skal man sige, og man skal fastholde, at det er sådan, uanset hvad man gør i praksis.
Ham, der nu forlader posten til fordel for et job, han ikke har søgt, forklarede for eksempel, at Barack Obama stod for nøjagtigt den samme linje som George Bush. Siden har Obama ikke lavet andet end at omstøde Bushs beslutninger. Men det ændrer ikke ved, at han ifølge vores statsminister viderefører Bushs linje. Det lyder ikke logisk, men forklaringen er, at statsministeren har flertal - og så har han ret.
Man kan også sende sit land i krig og erklære, at Saddam Hussein helt sikkert og hævet over enhver tvivl råder over masseødelæggelsesvåben. Når det senere viser sig at være en manipuleret løgn, kan man bare sige, at det slet ikke var derfor, man gik i krig. Bagefter kan man så underholde med, at man altid kun vil sende soldater i krig med et bredt flertal i Folketinget bag sig.
Det job er jeg som sagt ikke kandidat til.