Aburkatid

Så er det blevet politisk agurketid for de konservative. Naser Khader har fået lov at fremsætte et par forslag, som skal give Dansk Folkeparti baghjul på flygtningeområdet, og han foreslår derfor et forbud mod burkaer.
Jeg hørte i radioen i dag, at det vil ramme ca. 50 mennesker i Danmark. Det kan være, det er er 100 - det kan også være 20.
Af dem er der sikkert nogen, der går med burka, fordi de føler sig presset til det af deres mand, og der er sikkert nogen, der gør det af helt fri vilje.
Den lille gruppe mennesker vil de konservative nu kriminalisere. Det ændrer ikke en tøddel ved deres holdning. Det puster til modsætningerne mellem os og dem, og så kan det måske give politiet en ny opgave. Forslaget betyder helt sikkert overhovedet ingenting for integrationen i Danmark.
Nå, men jeg hørte også i radioen, at et flertal af danskerne går ind for at hæve prisen på en pakke cigaretter til 50 kr. Internationale erfaringer viser, at det får antallet af rygere til at falde. Det er bevist i Norge, Sverige og England.
Færre rygere betyder et bedre liv, færre sundhedsudgifter og et sundere samfund. Her taler vi ikke om 50 eller 100 mennesker. 23 % af den voksne danske befolkning ryger. Det er over en halv million mennesker. En stor prisstigning vil formentlig betyde, at 50 - 100.000 holder op med at ryge.
Se, det er en nyhed, der har stor betydning for det danske samfund. Her kan politikerne virkelig gøre en forskel. Her kan de ændre samfundet i en positiv retning og sikre mange danskere et bedre liv.
Så det har ingen interesse.

Det er synd for Finn

Det er synd for Finn Nørbygaard. For et år siden var han - på papiret - god for flere hundrede mio. kr. I dag er han bankerot, og må sælge hus og alt andet af værdi.

Skurken i historien er Stein Bagger, for det var den vurderede værdi af IT Factory, der gjorde Finn Nørbygaards aktier i holdingselskabet JMI så meget værd.

Jeg er helt sikker på, at Finn Nørbygaard ikke har så meget som en lillefinger med i skandalen. Så det er synd for ham.

Men vi skal lige huske, at Finn Nørbygaard ikke har mistet flere hundrede mio. kr. Han har aldrig haft de penge. Han og alle andre end Stein Bagger troede, at Finn Nørbygaards investering var guldrandet.

Jeg har læst, at Finn Nørbygaard har investeret et par mio. kr. i JMI. Det er mange penge, og dem har han tjent på hel ærlig vis. Nu har han tabt dem igen, og han har også tabt de penge, han lånte, fordi han selv og banken troede på, at han var mangemillionær.

Det er synd.

Men det er ikke mere synd for Finn Nørbygaard end det er for borgere i Roskilde, som er blevet lokket eller presset til at låne penge til at købe aktier i Roskilde Bank. Aktier, der siden blev helt værdiløse. De har også tabt de penge, de investerede plus dem de lånte. Det samme gælder anpartshavere i den krakkede Løkken Sparekasse og andre ofre for udygtige forretningsfolk.

Det er synd for dem allesammen.

Du tror måske, at der kommer et men nu - at jeg vil sige, at de er ofre for grådighed, sådan som så mange påstår. Det gør der ikke. Jeg kan jo ikke vide, hvad deres motiv har været til at foretage investeringen. Måske har de lyttet til et godt råd. Måske har de gjort det for at glæde nogen. Måske har de været bundnaive. Men når jeg ikke ved, hvorfor de har foretaget den skæbnesvangre investering, gør jeg mig heller ikke til dommer over dem.

Jeg kan kun glæde mig over, at det ikke er mig.

Lynudbud på radiokanaler

Radiostationen 100FM har nu fået fremkaldt en lynhurtig udbudsrunde af den sjette radiokanal - den frekvens stationen bruger nu. 100FM betaler en årlig afgift på 22,5 mio. kr. til staten. Det gør den ikke af tvang, men fordi den bød beløbet på en auktion.
Det har vist sig, at økonomien overhovedet ikke hænger sammen. Det er der to grunde til. Den ene er, at dækningen ikke er komplet, så stationen ikke kan komme ud til alle de lyttere, den har betalt for adgang til. Det er en lang teknisk diskussion, som staten og 100FM ikke er enige om. Den anden er den enkle, at der ikke er et stort marked for kommerciel radio i Danmark.
100FM har i flere omgange truet med ikke at betale afgiften. Det har fremkaldt en debat, hvor alle kyndige er enige om, at en afgift på 22,5 mio. kr. er alt, alt for høj. Selv uden en afgift kan det være svært at få indtægter og udgifter til at hænge sammen.
Men staten kan ikke bare fraskrive sig afgiften, når kanalen har været udbudt på auktion. Det vil være direkte snyd over for dem, der bød et lavere beløb.
Derfor foreslår kulturminister Carina Christensen (K) nu et nyt udbud. Og det skal gå stærkt, for 100FM skal betale næste års afgift den 1. november, og stationen kan ikke skaffe pengene. Udbuddet kan være afgjort inden 1. november, så 100FM kan køre videre eller overlade kanalen til en konkurrent uden afbrydelser for lytterne.
Det er sådan set meget fornuftigt. Staten skal naturligvis ikke tage penge for en vare, der ikke er noget værd. Men jeg er overbevist om, at patienten aldrig bliver rask, selv om operationen lykkes. Kommerciel radio i et lille land som Danmark bliver aldrig en fornuftig forretning. Det skal drives så hamrende billigt, at der kun er råd til at spille musik, og så er det ligegyldigt. Lytterne vil gerne have noget indhold.
Trods sin lille størrelse har Danmark et fantastisk radioudbud i form af 4 gode kanaler fra DR. Kommerciel radio skaber ikke højere kvalitet - det er for længst bevist. Derfor er det lidt morsomt, at Folketingets medieordførere bruger så meget energi på at diskutere radio. Alle deres diskussioner fører ikke til mere kvalitetsradio, men kun til mere radio.
For mig er der intet ideologisk i at foretrække DR frem for kommercielle radioer. Private radiostationer skal være hjerteligt velkomne til at sende på nettet og på FM-båndet, hvis der er plads. De må også meget gerne tjene penge.
Men når vi snakker public service og noget så gammeldags som folkeoplysning, så er det ikke kommerciel radio, samfundet skal satse på.

Tre hjælpsomme tosser

For et års tid siden skrev jeg om tre tosser, der havde cyklet rundt på Fyn i en hel weekend i årets værste regnvejr. Året før kørte de 300 kilometer i strid modvind for deres fornøjelses skyld - de tre tosser, hvor af de to er svogre til mig.
I år gik turen rundt om Ringkøbing Fjord, og den var bestemt ikke tosset. Vejret var herligt, der var mere medvind end modvind, og vi havde mange dejlige naturoplevelser.
40 kilometer før mål sad de tre svogre på en bænk i Børsmose og nød en tår vand og en chokoladebar. Lige som de skulle til at rejse sig, kom en dame trækkende med sin cykel. Den var flad på baghjulet.
"Skal du have hjælp? Vi har lappegrejer", lød det fra den mindst praktisk anlagte af de tre. Damen blev glad, og så fandt vi grejerne frem. Hun var 10 kilometer fra sin bil.
Vi fandt hurtigt hullet i slangen, filede lidt på gummiet, smurte lim på og anbragte en stor lap. Den sad ikke for godt, men den praktiske svoger mente nok, at det gik.
Så kunne vi ikke pumpe slangen op. Luften fes ud lige med det samme. Vi prøvede med to cykelpumper og havde også gang i noget med at sætte et nyt stykke ventilgummi over. Så fandt vi endnu et hul i slangen og prøvede forfra med lappen. Det lykkedes ikke, og i mellemtiden konstaterede vi, at der var noget galt med ventilen.
Den venligste svoger kom i tanke om, at han havde en spritny slange, så den ville de tre tosser sætte på for den venlige dame. Det er lidt kringlet med et baghjul, men vi gik frisk i gang med at skrue med det fine værktøj, som havde ligget i rygsækken hele weekenden. Flere og flere stumper blev lagt hen på bordet, men der var hele tiden en ny lille forhindring, så det skøre hjul ville ikke af.
"Er I optimister?", spurgte cykelejeren lidt ængsteligt.
"Ja, ja" lød det uden overbevisning fra tosserne. 5 minutter efter måtte vi meddele, at vi ikke længere havde noget at have optimismen i. Efter mere end 1 times fumlen måtte vi fortælle den tålmodige cyklist, at vi simpelthen ikke kunne hjælpe hende.
Tilbage var en skilt cykel, en masse skruer og møtrikker, en bekymret cyklist og tre optimistiske svogre. Første forhindring var kæden, som vi havde pillet af bagpå. Den ville ikke på igen. Foran sad den i en lukket kasse, så der skulle skrues endnu 6 skruer af for at sætte kæden på. Det lykkedes forbløffende nemt, og det tog faktisk kun godt et kvarter at samle cyklen igen.
Summa summarum: Halvanden times forgæves arbejde, sorte fingre og en forsinket eftermiddagskaffe på den dygtige svogers terrasse. Damen, der var hollænder - lige som hendes besværlige cykel - sagde pænt tak (for hvad?), og de tre tosser grinede af sig selv næsten hele vejen hjem.
Næste år går turen til Sønderjylland. Så er I advaret dernede!

Kulturpia på scenen

Dansk Folkeparti dominerer altid den politiske scene om sommeren. De har sans for overskrifter, så i Politiken forleden kunne man se Pia Kjærsgaard erklære, at hun vil egne sig fortrinligt som kulturminister. Det tror jeg såmænd, hun har ret i. Hun vil kunne sætte fut i fejemøjet og ruske op i alverdens ting. Det vil der ikke ske noget ved.

Så langt så godt.

Men i interviewet kommer Pia Kjærsgaard med en række beskyldninger og påstande, som vi hver for sig har hørt for. De bliver ikke mere rigtige af at blive samlet og gentaget af en sur partileder.

Den grundlæggende påstand er, at en eller anden socialistisk kulturelite sidder på magten og definerer, hvad der er kunst. Ved siden af står så folket og Pia Kjærsgaard og mener noget helt andet. Men de her kulturradikale får altså lov at bestemme alting i dansk åndsliv, mener altså Pia Kjærsgaard.

Hun sætter også nogle navne på: Klaus Rifbjerg og Bjørn Nørgaard.

De var også skurkene for 10 år siden og for 20, 30 og 40 år. De er altså begge to langt oppe i pensionsalderen, og selv om de fortsat er både aktive og åndsfriske, er de for længst holdt op med at tegne nogen som helst linjer for dansk kulturliv.

De to gamle fyre kommer ikke med de nye trends fra den store verden. De lancerer ikke nye udtryksformer eller fornyr sproget og formsproget. De har ikke fingeren på pulsen i de kreative miljøer.

De er sikkert stadig mere eller mere venstreorienterede, men at tillægge dem og deres gamle kampfæller fra 60erne og 70erne en særlig status i år 2009 - det er langt ude i hampen. Det svarer til at postulere, at Harald Nielsen styrer dansk fodbold.

Jeg har nævnt det før: I de seneste 40 år har vi haft borgerlige regeringer i over halvdelen af tiden. Borgerlige kulturministre har sat deres præg på den statslige del af kulturlivet.

En anden tendens er, at virksomheder i stigende grad engagerer sig i kulturlivet. Jeg tror ikke, Pia Kjærsgaard betrager dansk erhvervsliv som venstreorienteret, men det er i høj grad kulturinteresserede direktører, der er med til at præge kulturlivet.

Det er de meget, meget velkomne til. Alle spændende input til kulturens verden er velkomne. Mangfoldighed er en uomgængelig del af kulturen.

Den mangfoldighed er stærk nok til at overleve en periode med Pia Kjærsgaard som kulturminister. Det er nemlig hverken ministeren, de kulturradikale eller andre enkeltgrupper, der definerer kulturlivet. Det er os allesammen.

Årets sportspræstation

Årets hidtil flotteste danske sportspræstation kom i aftes i Rom, da OL-bronzevinder Lotte Friis vandt VM i 800 meter fri.

Det er den første danske guldmedalje på langbane, og selve løbet var fantastisk. Lotte Friis forbedrede sin egen danske og nordiske rekord med 5,82 sekunder og svømmede de 800 meter på 8 minutter og 15,92 sekunder.

Svømning er en af de mindre sportsgrene i Danmark, men på verdensplan rangerer svømning højt. Det skyldes ikke mindst nogle store navne ved OL. Danmark har altid været godt med. Mette Jacobsen huserede i den absolutte europæiske top i over 10 år, og hun kan dekorere en halv svømmehal med sine medaljer. Men hun har aldrig vundet VM på langbane.

Vejen til sådan et mesterskab går gennem træning, træning og træning. Bane op og bane ned dag ind og dag ud hver uge året rundt. Elitesvømmere indretter hele deres tilværelse efter svømningen, og de tjener ikke en herregård på deres succes.

Desværre er svømning ikke en stor publikumssport i Danmark. Det burde det være, for det er både sjovt og spændende at overvære et mesterskab. Jeg havde fornøjelsen for mange år siden, da svømmeklubben i Holstebro inviterede en sportsjournalist fra den lokale avis med klubbens succesfulde hold til DM i Herlev. Jeg fik turen og en sjov weekend sammen med de glade og dygtige svømmere.

Her oplevede jeg, at den inviduelle sportsgren også er en holdsport. Der var et helt fantastisk sammenhold i hver enkelt klub. Alle fulgte hinanden. Når klubbens svømmer kom op over vandet, heppede hans eller hendes kammerater. Det lød rigtig skægt.

Den gang var Holstebros store stjerne Lars Sørensen. Han er i dag sportschef for svømmeunionen og dermed en del af Lotte Friis' succes. Jeg er sikker på, at der er lige så stor begejstring bag VM-guldvinderen, som der var bag Lars Sørensen, da jeg for 25 år siden var med til at følge nogle af hans triumfer.