mandag den 26. maj 2008

Velfærd for middelklassen

Jeg har netop hørt den tidligere finans- og socialminister Palle Simonsen (K) i et interview i radioen. Han er formand for socialforskningsinstituttet og er aktiv i den frivillige sociale foreningsverden. Det var lidt af en øjenåbner, for selv om jeg ikke er enig med Palle Simonsen i alle hans synspunkter, så kan jeg fuldt ud tilslutte mig hans hovedpointe: Staten giver for meget til middelklassen og for lidt til de dårligst stillede.
Simonsen fortæller, at 5000 psykisk handicappede bor på under 20 kvm. - 500 af dem på under 10 kvm. Vi har ikke råd til at tilbyde dem en bedre bolig.
Samtidig hæver vi tilskuddet til middel- og overklassens børn i børnehaver. Det er langt dyrere, og det har vi råd til.
Hvis du nogensinde hører radioprogrammet Ret og Pligt, P1s sociale brevkasse, får du en lang række af skrækkelige eksempler på huller og umenneskelig behandling i det danske velfærdssystem. Syge, handicappede, misbrugere, anbragte børn og mennesker uden for det normale arbejdsmarked udsættes for mistillid, kontrol og manglende omsorg. Det er så pinligt, at vi andre nægter at tro på, at det er sandt. Det er en parallel verden langt væk fra middleklassens fladskærmsidyl, og det har ingen som helst politisk bevågenhed.
Palle Simonsen efterlyser en socialpolitisk debat - hvem skal vi hjælpe bedre, og hvor skal vi tage pengene fra?Jeg er helt enig. Området fortjener folkelig opmærksomhed. Det bør være vigtigere at sikre ordentlige forhold for truede børn end at forhindre offentligt ansatte i at gå i bestemte klædningsstykker.
Alene ministeriernes navne sender et signal om den politiske prioritering. Socialministeriet eksisterer ikke længere. I stedet har vi et Beskæftigelsesministerium og et Velfærdsministerium. Beskæftigelse - det er gode job til en høj løn. Velfærd - det er alle borgeres ret til en god offentlig service.
De sociale klienter har nogle behov, der er langt mere grundlæggende. De fleste af dem har et liv i et kaos, som de ikke kan se vejen ud af. Dem SKAL vi have råd og vilje til at hjælpe. Når det er på plads, kan vi andre få lidt velfærdsydelser.

lørdag den 24. maj 2008

Af skade bliver jeg træt

Da jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole i 1982, begyndte jeg at løbetræne, og jeg har holdt ved lige siden. I slutningen af 80erne var der vist et par vintre, hvor jeg gik i stå, og så holdt jeg 3 måneders meget uvelkommen pause i slutningen af 1996 efter en sprængt akillessene.
Siden 1995 har jeg haft bøvl med min venstre lægmuskel, som kan gå i krampe, når jeg løber langt. Mit venstre knæ har drillet i ca. 3 år, men jeg klarer mig med et knæbind.
Når jeg sidder her og skriver, minder det om en lang skadesliste, men det var slet ikke intentionen. Tværtimod vil jeg fortælle, at jeg nærmest aldrig er skadet - i hvert fald ikke mere end, at jeg kan løbetræne 3 gange om ugen.
Men det har jeg ikke kunnet de seneste måneder. Tilbage i starten af april fik jeg en fibersprængning på undersiden af låret. Først forsøgte jeg at ignorere den - det lykkedes ikke. Siden holdt jeg pause i 4 dage og 2 x 7 dage, men den blev ved med at komme frem. Så lånte jeg en kondicykel hjem og holdt pause med at løbe i over 14 dage. Det var surt, og det er dødkedeligt at cykle.
Nu er jeg så småt gået i gang igen. Jeg har løbet nogle ture på 10-13 kilometer og kan kun svagt mærke, at der ligger noget og lurer inde i låret. Benet får lidt massageolie, og så regner jeg med at komme op i normalt træningsleje igen om et par uger.
Når man er vant til sine løbeture og meget gerne vil løbe 40-50 kilometer om ugen i de gode sommermåneder, så er det drønirriterende at blive drillet af sådan en åndssvag skade. Lad da dem, der ikke gider træne, få fibersprængninger, så vi andre kan få lov at få vores skud endorfiner, frisk luft, frie tanker og gennemsvedede kroppe.
Jeg er simpelthen træt af at være skadet, nu hvor vejret er så godt, og der ligger så mange skønne løbeture, som alle sammen starter og slutter lige her, hvor jeg bor.
Hvis det skulle ske igen, har jeg lovet mig selv at gå til fysioterapeut med det samme, så det ikke kommer til at trække ud i ugevis på grund af mine dumme forsøg på at ignorere skaden.

tirsdag den 20. maj 2008

Borgerlige ord om 68erne

I over halvdelen af de 40 år, der er gået siden ungdomsoprøret i 1968, har de borgerlige partier siddet på regeringsmagten i Danmark.
De har således haft afgørende indflydelse på samfundsudviklingen. Venstre, konservative, de radikale og senest også Dansk Folkeparti har taget initiativ til en stor del af de love, der er vedtaget siden 1968, og de har udpget deres venner, kammerater og støtter til alle nøgleposterne i vores samfund. På den måde gennemsyrer borgerlig ideologi og tankegang hele det statslige system. Bevares, der har været flere perioder med socialdemokratiske regeringer. Den mest stabile var de knap 9 år, Poul Nyrup regerede. Men de borgerlige har siddet længere tid på taburetterne.
Det er fakta. Og det er værd at huske på, når man læser kronikker og indlæg om de såkaldte 68eres altdominerende indflydelse på det danske samfund. Borgerlige politikere og debattører forklarer os om 68ernes mangeårige hærgen i det danske samfund - om disse socialistiske samfundsomstyrtere, som styrer åndslivet, kulturlivet og store dele af den offentlige sektor.
En usandhed bliver ikke rigtig af at blive gentaget mange gange. Påstanden om 68ernes altdominerende indflydelse er simpelthen forkert. Lige som det er vrøvl, når nogen af de samme debattører forklarer os om 68ernes blinde begejstring for Sovjetunionen.
68erne var først og fremmest antiautoritære. De gik ind for at nedbryde stive normer, og de gik ind for ligestilling og demokrati. Et fåtal blev VSere, SAPere eller en anden sjov forkortelse, men det kæmpestore flertal var unge, der bare gik ind for fred, rock, sex og et frit samfund. Mange af dem blev senere Venstrefolk, konservative eller radikale, mens atter andre blev politifolk, journalister, brugsuddelere eller økonomichefer.
68erne over hele verden nedbrød nogle autoriteter, som ingen af os ønsker tilbage. Men de sidder altså ikke i hemmelige loger og styrer samfundet efter Maos lille røde.
Den politiske styring i Danmark udgår fra Christiansborg, hvor det desværre er Dansk Folkeparti og dets to støttepartier i regeringen, der kører med klatten.

søndag den 18. maj 2008

Ny komedie på Christiansborg

Så har Dansk Folkeparti igen iscenesat en tragikomisk komedie på Christiansborg. Og igen har statsministeren danset efter Pia Kjærsgaards pibe.
Han må have nogle taktiske grunde til at gøre det. For det er helt umuligt at forestille sig, at Anders Fogh anser det for vigtigt at lovgive om dommeres hovedbeklædning.
Der er tale om et ikke-eksisterende problem. I dag er der 0 muslimske dommere i Danmark, og domstolene har til dato haft 0 sager om dommeres udseende. De har til gengæld en gennemprøvet procedure for ansættelse af nye dommere, og her er netop upartiskheden den røde tråd.
Så risikoen for, at der kommer en dommer, som insisterer på at have tørklæde på i en retssal, er simpelthen ikke til stede. I årevis har jøder været dommere i Danmark, og ingen af dem har båret kalot i en retssal.
Diskussionen om dommeres upartiskhed er da interessant. Dommerne tilhører den rigeste del af middelklassen og bliver ofte beskyldt for at være hårdere over for bistandsklienter, arbejdsløse og indvandrere end over for direktører, jurister og gymnasielærere. Men det optager overhovedet ikke Dansk Folkeparti eller dens støttepartier i regeringen.
Ærindet i den aktuelle sag er alene at markere det danske samfunds modstand mod eller skræk for muslimer. Ingen detalje er for lille i Dansk Folkepartis evige kamp for at markere sig som fremmedfjendsk. Regeringen logrer lystigt, og minsandten om ikke også de fleste Socialdemokrater bjæffer med - af frygt for vælgerne.
Jeg håber, at denne sag er så grotesk, at Socialdemokraterne lægger en ny kurs. Et parti, der tager de svages parti, kan ikke deltage i den organiserede hetz mod alle ikke-danskere, som Pia & co. organiserer. Det kan godt koste stemmer at gå imod folkestemningen - og det må det så gøre. Det er værre at miste værdighed end stemmer.

fredag den 16. maj 2008

Sengelamper på hoteller

Når man skriver på en blog eller i en klumme, er der prestige i at tage emner op, som ingen tidligere har berørt. Det må gerne være en problemstilling, som mange kan genkende. Til gengæld er det - som jeg har forstået - helt ligegyldigt, om problemet er væsentligt.
Så her kommer en pointe fra mig: Vi er mange, der har problemer med at finde kontakten på sengelamper på hoteller.
Man lægger sig i den fremmede seng med en bog, og så begynder man at fumle rundt med den åndssvage lampe. Først prøver man under pæren, så kører hånden rundt på skiven, hvis der er sådan én, og bagefter følger man ledningen hele vejen ned.
Op igen og tænde loftslyset for at studere bæstet nærmere. Måske sidder der en afbryder på siden, eller der er noget smart finger-touch. Til slut kravler man rundt nede på gulvet for at se, om ledningen overhovedet sidder i en stikkontakt.
I denne uge prøvede jeg en ny variant. Den første følerunde gav intet resultat, og så fik jeg den lyse idé at kigge over på lampen ved den anden seng. Der sad en tydelig kontakt lige under pæren, men den var simpelthen brækket af på min lampe, så der var ikke noget at gøre.
Det er en ydmygende oplevelse for hundredevis af hotelgæster, og det bør branhcen naturligvis gøre noget ved. Jeg vil foreslå hotellernes forening at lave et udviklingssamarbejde med lampefabrikanterne. En anden mulighed er, at EU vågner op til dåd og tager sig af dette internationale problem. Der må kunne vedtages standarder for sengelampekontakter på hotelværelser.
Jeg er stolt af at være den første, der har opdaget og beskrevet dette problem. Jeg indrømmer gerne, at det ikke er stort, men nyhedsstrømmen fra Christiansborg viser, at væsentlighed ikke er et relevant kriterium.

mandag den 12. maj 2008

I kløerne på journalister

I tirsdags var jeg i kløerne på journalister - to hold fra Danmarks Radio. De skulle lave et indslag om meditation i Tankegang og Folia til henholdsvis Nordjyllands Radio og TV-Avisen.
Det blev en god oplevelse. Det blev en god oplevelse.
Jeg skriver det to gange, fordi det tåler gentagelse. Ofte hører man om folk, der føler sig lidt snydt eller dårligt behandlet af journalister - især dem fra tv, som klipper ens udtalelser ned til det rene ingenting og aldrig får det rigtige med.
TV-Avisen mødte med et hold på tre personer. Vi fra Tankegang og Folia tog godt imod dem og var på forhånd indstillet på at hjælpe til så godt, vi kunne. Så det blev tre timers teamwork, hvor kameramanden Eli sprang rundt for at tage gode billeder fra de helt rigtige vinkler, og hvor journalisten Stine stillede spørgsmålene igen og igen, indtil hun havde gode citater.
Vi havde et fint samarbejde, så jeg var spændt, da jeg satte mig foran skærmen kl. 21. Det blev et flot indslag med en god historie om virksomheders brug af meditation og ikke mindst med masser af gode billeder fra Tankegang.
Radioreportagen var hurtigere og nemmere, men bestemt ikke ringere. Reporteren hedder Tom, og ham talte jeg med nogle dage i forvejen, så han havde oplæg til studieværten med på et A4 ark. Så trak han tre personer hen til mikrofonen, og vi var direkte igennem i 2 x 3 minutter. Der var en klar historie og en tryg stemning, så det blev et smukt lille indslag med gode pointer fra Anne Merete fra Folia og fra mig.
Alle de negative historier om journalisters behandling af kilder er garanteret ikke forkerte, men her er altså en positiv. Jeg tror selvfølgelig på, at vores måde at behandle journalisterne på har betydning. De mennesker, vi møder med tillid, lever som regel op til den.

tirsdag den 6. maj 2008

AaB bliver dansk mester

Aalborg er en dejlig by - men det er Næstved, Ringkøbing og Svendborg også. Os i Frederikshavn har et ambivalent forhold til Aalborg. Det er vores nærmeste storby, og Aalborg har (lidt) flere kulturtilbud end Frederikshavn. Men det er også en lidt hånlig by, der regner sig selv som Nordjyllands centrum og eneste civiliserede sted.
Derfor kan vi nogen gange godt lide at grine af Aalborg, og andre gange kommer vi der bare af nødvendighed. Den totale anerkendelse som Nordjyllands hovedstad har vi svært ved at få over vores læber.
Når det gælder sport, holder vi bestemt ikke med Aalborg - overhovedet ikke, når det gælder ishockey. Esbjerg må hellere blive danske mestre end AaB. Håndboldklubberne i Aalborg er heller ikke vores, og volleyball interesserer os ikke.
Men det gør fodboldklubben AaB - så ubetinget. Vi er stolte af AaB, og klubberne i Vendsyssel og det øvrige Nordjylland leverer gerne spillere til det nordjyske flagskib.
Derfor er det bare fedt, at AaB styrer mod sit tredje mesteskab i nyere tid. Skønt, at de rødstribede i den grad lægger baghjul mod FCK og det øvrige slæng. Lige nu er der 9 point ned til nummer 2, så det kan og må ikke gå galt.
AaB er en professionel klub med sit helt eget koncept. For det første tiltrækker klubben de bedste spillere fra Nordjylland, og det bliver altså til nogle stykker af topklasse hen over tid. For det andet har sportschef Lynge Jakobsen en fortryllende evne til at finde talenter, som ikke er blevet foldet ordentligt ud i andre klubber - og som så bliver storstjerner i AaB.
Når de har toppet i Aalborg, bliver de som regel solgt og øjeblikket efter er en ny stjerne født i AaB. Hele tiden er der en grundstamme af slidere og gode holdspillere med en eller anden særlig AaB-ånd, som giver masser af point.
Jeg vil gerne kunne sige, at det er den særlige nordjyske egenart, der har skabt succesen AaB, men jeg tror ikke en pind på det. Det er en speciel AaB-ånd, som driver værket. Det er dejligt at følge fra sidelinjen og at sole sig lidt i succesen. Vi glæder os i hele Nordjylland til at se guldmedaljerne om halsen på de rød-hvide 24. maj - midt under karnevallet.

torsdag den 1. maj 2008

Stop pinlighederne

Årets hidtil mest pinlige Christiansborg-begivenhed fandt sted onsdag aften, da statsministeren var i åbent samråd om finansminister Lars Løkke Rasmussens pengeforbrug i sin tid som amtsborgmester.
Politikerne fra Socialdemokraterne, radikale og Enhedslisten så alvorstunge ud og med bekymret mine spurgte de til 1 eller 2 breve, som Statsministeriet tilsyneladende har modtaget om sagen.
Fogh gjorde det eneste rigtige: rystede på hovedet og konstaterede, at det ikke er hans opgave som statsminister at tjekke gamle udgiftsbilag fra et nedlagt amt.
At se Morten Bødskov fra den socialdemokratiske topledelse stå og udtale sig om alvoren i denne sag bagefter, er tæerkrummende pinagtigt.
At Lars Løkke en gang har ladet Fredriksbrg Amt betale et par casinobesøg og nogle cigaretter, som han selv skulle have betalt - det er høstbedøvende ligegyldigt for Folketinget. Og hvis nogen har skrevet et brev til Statsministeriet til sagen, er det en helt korrekt vurdering af embedsmændene, at de ikke har sendt skrivelsen videre til Anders Fogh. Han har altså vigtigere ting at tage sig til.
Det har Socialdemokraterne også. Morten Bødskov får 45.000 kr. om måneden i løn, og for den hyre må vi vælgere forlange, at han bruger tiden til fremadrettet politisk arbejde. Ellers er det et misbrug af offentlige midler, som er værre end at lade amtet betale en pakke cigaretter.
At kaste smuds på politiske modstandere er en stensikker taber-taktik. Sagen her kan skade Lars Løkke personligt, men den kan umuligt gavne Socialdemokraterne. Vi har brug for, at Morten Bødskov og hans kolleger koncentrerer sig om deres politiske arbejde - om indholdet - og om at synliggøre det socialdemokratiske bud på fremtidens samfund.