Succeskommunikation (R)

I går introducerede jeg et helt nyt begreb i kommunikationsbranchen - nemlig ordet succeskommunikation. Det kom til mig på en løbetur i torsdags, da jeg mentalt forberedte mig på det indlæg, jeg skulle holde i går eftermiddags.
Hvis Folketinget kunne tage sig sammen til at indføre 30 timers døgn resten af året, så ville jeg skrive en bog om succeskommunikation, for vi trænger i den grad til at få det sat i system.
Mit nye begreb er en parallel til krisekommunikation, som på få år har vokset sig til en stor disciplin. Krisekommunikation er den kommunikation, en virksomhed eller organisation skal gøre brug af, når den er i krise. Typisk vil det være i forbindelse med negativ medieomtale. Så kommer sådan nogen som mig og fortæller, at den kriseramte organisation skal indrømme en fejl, fortælle sandheden så hurtigt som muligt og gentage den i en uendelighed.
Fint nok.
Men hvad nu hvis virksomheden eller organisationen er ramt af succes? Hvordan skal den så kommunikere?
Jeg synes, det er meget mere interessant end krisekommunikation og min erfaring fra kommuner og offentlige virksomheder er, at de slet ikke er gearet til succes. De er flasket op med kritik og konflikter og er slet ikke vant til at se på sig selv som succesfulde.
Det er nu én gang sådan, at det man leder efter, er det man finder. Derfor er den første opgave i succeskommunikation at få afsenderen til at erkende sine egne succeser.
Den gruppe, jeg holdt indlæg for i går, var helt forbløffet over, at jeg kaldte den en succes. Det havde gruppens medlemmer aldrig hørt før, og de var slet ikke vant til at tale sammen på den måde.
På mødet kom vi et skridt videre end erkendelsen - nemlig til redskaberne i succeskommunikation. Her er bud nummer 1: Spred positive ringe i vandet.
Ledelsen og den enkelte ansatte eller det enkelte medlem har en kolossal forpligtelse til at omtale virksomheden eller organisationen som en succes, eller i det mindste positivt. Det lyder banalt, men du hører tit ansatte og politikere kritisere deres egen kommune i skarpe vendinger. Det er de i deres gode demokratiske ret til, og den vil jeg bestemt ikke tage fra dem. Kritik er helt nødvendig for at en organisation kan udvikle sig. Men det går nemt over i brok og fejlfinderi, og det er gift for organisationen. Det starter en ond spiral med flere regler, mere kontrol, mere mistillid, flere fejl, flere regler og så videre.
Kommunerne er generelt bedre end deres rygte, og de kommunalt ansatte er langt dygtigere og mere ansvarsfulde, end vi andre tror. Derfor har de brug for noget succeskommunikation. Det handler ikke om blind jubeloptimisme eller om at undertrykke kritik og fejl. Det går ud på at lede efter sin egne succeser, fokusere på dem og fortælle dem videre - indadtil og udadtil.
Og så går det ud på at tage ordet og fortælle den gode historie i stedet for at deltage i grædekoret.

En helt anden verden lige i nærheden

På det seneste har der været nogle uhyggelige drabssager fremme - unge mennesker, som slår helt uskyldige, forbipasserende ihjel med de bare næver, et bat eller en kniv.
Det er helt uforklarligt og noget skræmmende. Jeg plejer at berolige folk med, at helt tilfældige eller uskyldige mennesker aldrig bliver slået ihjel i Danmark. Den holder desværre ikke.
Drabsmændene - eller rettere: drabsdrengene - er ikke hårdkogte kriminelle, som er en del af en rockerbande eller en narkoliga. Det er heller ikke folk med svære psykotiske lidelser. Det er fortabte, forsømte afsporede knægte, som lever et parallelt liv.
De findes i enhver provinsby. Du møder dem i supermarkedet, på banegården og i biografen. Der kan du også møde deres forældre, som er søde og rare.
Lige for næsen af os lever nogle unge mennesker, som er ude på et skråplan, vi slet ikke kan forestille os. Når de stikker en kniv i andre, er det for sent.
En af vores venner arbejder med unge mennesker, og han fortæller, at de pågældende er kendt fra børnehaven og fra skolen. Mange gange kender politiet dem også. De kan hjælpes, hvis det sker i tide, men det er svært at gribe ind, bare fordi en dreng på 12 år har stjålet en cykel eller har været fuld til en koncert.
Men det er altså ham, der går ud af skolen i 8. klasse, begynder på et stofmisbrug og pludselig en dag er på forsiden af alle aviserne. Så får den med fuld hammer og krav om hårdere straffe og mere politi. Det hjælper ikke en meter.
Gid det var muligt og lovligt at drage omsorg for de uvorne knægte, inden de blev til slemme drenge. Også her gælder det, at forebyggelse er bedre (og billigere) end helbredelse.

Vejrudsigten: Snydt igen

- Det er med at nyde solen i dag, for i resten af påsken bliver det koldt og snevejr.
Sådan sagde en munter stemme i Radioavisen lørdag morgen. Vi har stort set haft solskin lige siden, og vi har oplevet nogle af årets smukkeste dage her på vores dejlige plet.
Den bebudede snestorm er vist også blevet aflyst, men det kan da godt være, vi får regn en af dagene. Det tager vi med.
Hvis man bruger energi på at ærgre sig over en dårlig vejrudsigt, så spilder man mange skønne kræfter. Trods mere og mere avanceret teknologi og større fokus på vejrudsigter, er det ikke mit indtryk, at de er blevet en pind bedre end i min barndom. Det passer sikkert ikke - måske er det bare fordi, vi bor i Vendsyssel, hvor det er ekstra svært at forudsige vejret.
Jeg håber, at forklaringen simpelthen er den enkle, at vejret rummer så mange hemmeligheder, at vi kloge mennesker aldrig nogensinde indser dem alle sammen. Et af naturens mange mirakler.
Et andet er noget så håndgribeligt som vores hjerne. Der bliver forskerne ved og ved at finde nye sammenhænge og funktioner, og de er slet ikke færdige. Forleden hørte jeg noget om hjernens evne til at forandre sig efter forholdene. Her ved forskerne nogenlunde, hvad der foregår, men ikke hvad der sætter det i gang.
Jeg går ind for fremskridtet, og jeg synes, det er spændende når forskerne kortlægger nyt land. Men jeg synes også, det er helt rigtigt - ja helt fundamentalt menneskeligt, at de ikke ved alt, og at de aldrig kommer i nærheden af at gøre det.
Derfor er forkerte vejrudsigter meget velkomne. Især når de lover dårligt vejr.

Papir på mit helbred

Jeg synes selv, at jeg er sund og rask, og nu har jeg også en form for dokumentation for det.
I torsdags gennemgik jeg en lille sundhedstest ved en KRAM-bod på Kommunernes Landsforenings årsmøde i Aalborg. KRAM står for Kost Rygning Alkohol Motion.
Her fik jeg målt blodtryk, lungekapacitet, fedtprocent, håndstyrke og kondital. Jeg er normal på de tre første og langt over middel på de to sidste.
Det er ikke overraskende, men det er rart at vide. Blodtryk og lungekapacitet er jeg ikke opmærksom på i hverdagen, så det er meget rart at have dokumentationen.
Det var en rigtig god oplevelse at tage testen. Der var konstant kø ved standen og både tykke, tynde, gamle og unge stillede op og lod sig kontrollere. Der var grin og latter og en rigtig fin stemning.
Det er positivt. Sundhed er ikke længere en privat sag - det er et fælles ansvar. Nok er det min opgave at holde mig selv i form, men jeg er også med til at påvirke andre, og det gør jeg med glæde uden at løfte pegefingre.
I Tankegang og vores søsterselskab Folia har vi netop besluttet at gøre virksomheden mere sund. Hvordan overlader vi til en gruppe medarbejdere. Det kan være fælles motionshold, tilskud til individuel træning, madkurser, sundere mad til vores formiddagskaffe og frokost og måske mindre kage og mere sund slik om eftermiddagen.
Vi gør det, fordi vi gerne vil bidrage til, at alle medarbejdere lever et sundt liv. Det er godt for dem selv. I Tankegang ønsker vi simpelthen, at alle kolleger har et godt liv, og der er sundhed en væsentlig del.
For virksomheden er der mange sidegevinster. Sunde mennesker har mere energi og overskud og er mere kreative og tolerante. De har også færre sygedage. Det er også muligt, at vi lettere kan tiltrække nye medarbejdere, når vi har gode sundhedstilbud.
Men økonomi og rekruttering er ikke vores motiv. Alt, hvad vi tilbyder af goder og aktiviteter for medarbejderne er drevet af et ønske om at få en god arbejdsplads. Det viser sig meget ofte at være fornuftigt rent forretningsmæssigt. Det må vi så tage med.
Det synes jeg er en sund Tankegang.

Læser du bøger?

Spørgsmålet røg ud ad munden på mig, da jeg forleden var ude at køre med en ny kollega.
Vi fik en god snak, blandt andet om Dan Brown. Min kollega fortalte, at da Vinci Mysteriet havde medført en diskussion i hans familie om religion og kirke. En spændende og livgivende diskussion, de aldrig tidligere havde haft.
Men hvorfor spurgte jeg min kollega om hans bogvaner? Ja, det var ikke gennemtænkt, men jeg tror, det er er med til at tegne et billede af en person.
Tidligere kendte jeg knap nok nogen, der ikke læste bøger, men det er meget almindeligt i dag. Især blandt mænd. Jo, de læser fagbøger og så en portrætbog med en kendt fodboldspiller.
Det er lidt pinligt at svare nej til spørgsmålet, og det er i grunden ikke så interessant. Det spændende er at høre, hvilke bøger folk læser.
Jeg kan meget nemt svare. Jeg læser de 10 % bedste bøger af dem, Solle tygger sig igennem plus enkelte andre, som kun jeg interesserer mig for. Det er dem, der handler om politik og kommunikation. Det bliver til 1-2 om måneden. For tiden er det den norske krimiforfatter Jo Nesbø, vi oplever sammen. Hovedpersonen er en fordrukken politimand, der holder sig ædru, mens han opklarer nogle ret spektakulære sager. Der bliver lagt lidt spor ud undervejs på bedste Agathe Christie manér.
Nutidens krimier har højere status end for 20-25 år siden. Det er vi ganske godt tilfredse med. Vi vil nemlig gerne være lidt kulturelle uden at kede os. Der er tykke og underholdende bøger den perfekte løsning.

Det ophidsende sprog

Læserbrevsskribenter, bloggere og andre debattører kan hidse sig op over politik, særligt når de gælder de værdiladede spørgsmål som flygtninge, retsvæsen og krig/fred.
Det kan jeg forstå.
Men den samme ophidselse gælder noget så håndgribeligt som det danske sprog. Det kan virkelig få folk op på lakridserne. Med jævne mellemrum dukker der bekymrede indlæg op, hvor skribenten forklarer om sprogets sørgelige forfald.
Skal man tro disse sprogrøgtere er der to grupper i det danske samfund, som overhovedet ikke kan stave, og som til overflod ikke kender de mest elementære regler i den danske grammatik: Lærere og journalister.
Vi går ind for, at alt er tilladt. Og så bruger vi for resten (er det i 1 eller 2 ord?) alt for mange engelske ord.
Når sprogforskere og almindeligt sproginteresserede argumenterer imod regelrytteriet og for en stadig udvikling af sproget - ja så skal de lægge inbox til de mest utrolige beskyldninger.
Jeg er selv et sted midt imellem. En tekst fuld af stavefejl giver støj på linjen hos mig. Jeg tror ikke rigtig på skribenten.
Overdreven brug af engelske generer mig også. Når du skriver en tekst, må det være fordi du gerne vil have læseren til at forstå dine pointer. For mig og mange andre er det en forhindring, at jeg skal sidde og oversætte ord fra engelsk, mens jeg læser. Så et dækkende dansk ord er bedre end et smart engelsk. Men 5-10 pct. af de gode danske ord er engelske. Det er kunstigt at kalde en computer for en datamaskine og en harddisk for øøøh.... en hårdskive.
Omkring 40 % af vores danske ord er importeret fra tysk. Det skete i 1600-tallet, da det simpelthen var finere at tale tysk end dansk. I dag (tysk ord) tænker (tysk ord) vi ikke over det, og det er vel også helt ligegyldigt. Sprogene henter inspiration og ord fra hinanden. Store sprog, som mange taler, bidrager med flere ord end små sprog. Sådan er det.
Det danske sprog er komplet - det vil sige, at vi kan udtrykke alt, hvad vi har brug for. Det kan kun udvikle sig ved at tage ord og vendinger ind fra andre sprog.
Så må vi finde os i, at det nu er i orden at skrive "i sommers", og at en bjørnetjeneste både kan betyde en stor tjeneste og en velment men mislykket tjeneste.
Vi må også finde os i ligegyldige stavefejl. Ifølge Retskrivningsordbogen er det korrekt at skrive ketsjer og frås og forkert at skrive ketcher og fråds. Jeg synes personligt, de forkerte stavemåder ser mest rigtige ud, og computerens stavekontrol er ikke enig med Dansk Sprognævn. Men når det gælder stavning har sprognævnet altid ret. Det siger loven.

Farvel, Onkel Aage

I torsdags var vi til begravelse i Thyborøn. Solles onkel Aage var død efter et indholdsrigt og skelsættende liv.
Rav-Aage, som han også blev kaldt, var den stædige fisker, som i 1960erne tog kampen op imod egnens største virksomhed, Cheminova. Fabrikken væltede det ene læs gift ud efter det andet på Aages elskede Rønland. Det stank, det ødelagde plante- og dyreliv, og det slog fiskene ihjel. I dag er det komplet uforståeligt - også for Cheminova - at nogen kunne finde på at gøre noget så tåbeligt. Men da Onkel Aage rejste sagen kom han i modvind alle vegne. Cheminova og dets ejer Aarhus Universitet fejede ham af, politikere og myndigheder ignorerede ham i mange år, og befolkningen i Thyborøn skulle ikke have noget klinket. 700 mennesker var i Cheminovas brød.
I 1980erne vendte bøtten. Aage og Cheminova-gruppen fik politisk og folkelig opbakning, og Cheminova lagde produktionen om.
En af de politikere, Aage fik god kontakt med, var SFeren Margrethe Auken. Hun er præst og opfyldte Aages sidste ønske ved at stå for gudstjenesten og begravelsen i Thyborøn. Det blev en dejlig oplevelse. Margrethe Auken smilede bredt og holdt en flot og meget personlig prædiken. Hun fik det mørkklædte publikum til at grine i kirken, da hun konstaterede, at Aage var den første, der havde fået et ridderkors for at brokke sig. Alle andre har fået det for at opføre sig pænt.
Margrethe Auken er klog og professionel og gjorde det blændende. Men dagens pletskud kom ved det efterfølgende kaffebord fra Aages niece (til den anden siden end vores):
- Da jeg hørte, at Aage var død, tænkte jeg straks: Nu bliver de glade oppe i himlen.
Flottere eftermæle kan intet menneske få.