Barcelona biker

I sidste uge var vi i Barcelona, og her så vi et af Europas bedste bycykel-projekter i funktion.
Bystyret har oprettet en egen organisation, der stiller cykler til rådighed for lokalbefolkningen.
Det koster 50 kr. om året at være med, og for de penge har du fri og gratis adgang til en vedligeholdt og velfungerende cykel.
Brugerne har et kort og en kode, og cyklerne står på særlige stationer. Dem er der indtil videre 150 af i Barcelona.
Du går ned til en station, sætter dit kort i og trykker en kode - og så er cyklen låst op. Så kører du, og parkerer cyklen på en anden station. Det er såre enkelt. Hvis du cykler mere end en halv time ad gangen, skal du betale 2,50 kr. i timen. Du kører naturligvis ikke på den samme cykel hver dag. De røde jernheste er nemme at indstille, så man hurtigt kan tilpasse højden. Punkterer, sætter du cyklen i stativ og tager en anden. Der er et korps af servicefolk, der vedligeholder de mange bycykler.
Systemet er fleksibelt for brugerne, og så er der en vis kontrol med det. For at få kort og kode, skal du opgive dine data, og når du tager en cykel registrerer systemet, at det er dig, der bruger den. Dermed kan du også gøres ansvarlig, hvis cyklen bliver væk eller ødelagt.
Barcelona er ikke overplastret med cykelstier. På nogle af de brede boulevarder er der gang- og cykelstier, og her bliver klokken flittigt brugt. I den øvrige del af byen kører de tohjulede på de brede fortove, og det fungerer egentlig også meget godt. Det forhindrer, at cyklisterne kører uforsvarligt stærkt.
Som gæst i byen har jeg kun det ønske, at Barcelona også åbner cykelordningen for turister. Når nu hele systemet er etableret, må det være muligt at tilbyde turister et ugekort eller et månedskort.

Der er ting, visse mænd ikke forstår

Så er der igen Tour de France, og debatten om doping har i år været mere intensiv end tidligere - i hvert fald i Danmark. Årsagen er naturligvis Bjarne Riis' tilståelse som dopingmisbruger.
Hjemme hos os holdt vi op med at se Tour de France i fjernsynet for flere år siden, og jeg følger meget overfladisk med i løbet.
Jeg mener imidlertid at kunne registrere, at mange mænd stadig er på, og nu da en dansker er kommet i den gule førertrøje gider de ikke diskutere doping mere.
"Lad cyklerne tale", udtalte en såkaldt almindelig dansker forleden på tv. Blandt andre mænd hører jeg ofte den med, at hvis alle er dopet, er vinderen jo stadig den bedste.
Det kan jeg slet ikke forstå. Slet ikke.
Doping er snyd, simpelthen. Bjarne Riis har snydt sig til en millionformue, og det bliver ikke bedre af, at andre også har snydt. 1 snyder er 1 for meget. 100 snydere er 100 for meget.
Snyder man i sport, så er man ikke sportsmand. Det er simpelthen imod hele sportens idé, hvad enten det er cykling, fodbold eller synkronsvømning. Jeg ved godt, der er gråzoner, og jeg ved også godt, at professionel sport er hård og undertiden kynisk forretning. Men tilbage hos den enkelte person står det moralske spørgsmål - er jeg sportsmand eller snyder? Det tror jeg godt, enhver eliteidrætsudøver kan svare på.
Nu hyler folk så op om, at den danske cykelrytter Michael Rasmussen bliver forfulgt af Danmarks Cykel Union, fordi han er blevet smidt af landsholdet. Årsagen er, at han 2 gange har undladt at fortælle den internationale cykelunions dopingkontrollører, hvor han opholdt sig under træning. "En administrativ fejl" lyder rytterens forklaring.
Det er jo objektivt korrekt. Men det er ikke bare et skema, han har udfyldt forkert. Det er simpelthen betingelserne for at have licens som professionel cykelrytter, Michael Rasmussen ikke har overholdt. Han og alle kollegerne ved udmærket, at de skal holde dopingkontrollørerne orienteret. Det er simpelthen en del af en cykelrytters arbejde, lige som han skal tage hjelm på og huske at have tilstrækkeligt med reservehjul. Bevares, vi kan alle sammen glemme, men to forglemmelser på noget så elementært, er altså meget mistænkeligt.
Derfor er det fint, at den danske cykelunion går solo og udelukker Rasmussen fra landsholdet. Erfaringen fra de seneste 20 år har vist, at det er meget svært at komme dopingsnyd til livs i cykelsporten. Derfor er det vigtigt, at organisationerne tager det alvorligt og ikke holder hånden over nogen.
Det må være i alle sportsinteresseredes interesse, at professionel cykling igen bliver en sportsgren og ikke en konkurrence mellem snydere.

Jeg er så glad for min bagdel

Jeg er lidt øm bagi - bare lidt. Men det er intet at regne for den ømhed, jeg kan mærke den første søndag i august. Da afslutter jeg nemlig en todages cykeltur på 325 kilometer sammen med to svogre, Lars og John fra Esbjerg.
Fra lørdag morgen til søndag aften cykler vi fra Frederikshavn til Esbjerg - eller den modsatte vej, hvis det er søndenvind.
Det er fjerde år i træk, vi holder fælles motionsdag. Det startede selvfølgelig ved en julefrokost, hvor vi blev enige om at gå 100 kilometer på 2 dage. I praksis blev det til 75-80 kilometer i den følgende pinse, og det blev en minderig tur, som jeg ikke vil referere her.
Siden fulgte 2 år med endages gåture på 40-50 kilometer, men i år har vi igen skruet ambitionsniveauet op. Ingen af os er motionscykelryttere, og vi kører på almindelige bycykler, så det er en hård udfordring, vi har givet hinanden.
Forleden var jeg på den første træningstur. Jeg tror selv på, at jeg er i form til at klare de 325 kilometer, men jeg ved helt sikkert, at min bagdel ikke er klar. Så jeg kørte ud i det grå sommerland. Turen blev på 101 kilometer, og jeg lærte hele tre ting på de 5 timer, jeg var afsted.
1. Kondien kan godt klare turen.
2. Jeg skal huske at spise rigeligt med frugt og chokolade undervejs.
3. Det gør uhyggeligt ondt bagi.
Jeg planlægger en træningstur på ca 125 kilometer om halvanden uge. Målet er at bygge hård hud op på de strategisk rigtige steder.
Nu sidder du måske tilbage med spørgsmålet: Hvorfor gør I det?
Der fik du mig!

Bekymrede mænd i det grønne

Forleden var jeg i København og løb en morgentur i et dejligt grønt område ved Kastellet. Det var lige omkring klokken 8, så mange var på vej på arbejde.
Det må være et privilegium at starte dagen med en rolig spadseretur gennem fuglekvidder. Alligevel så det ikke ud til, at folk nød turen. Jeg mødte i hvert fald 10 bekymrede mænd i mørke jakkesæt - blå, grå eller sorte. Måske hører den bekymrede mine med til den uniform, måske har folk i mørkt jakkesæt mange bekymringer eller måske havde de bare allesammen et helt særligt problem, der ventede oppe på kontoret.
Jeg var bare ude at løbe, så jeg kunne frit fantasere over deres bekymringer. En af dem var garanteret ansat i et ministerium, som netop den dag skulle have besøg af en højstående gæst fra Finland. Det er i sig selv ikke sjovt. Jeg forestiller mig, at min bekymrede ven stod for drikkevarerne til frokosten, og nu var kommet i tanke om, at der kun var danskvand med citrus. Sæt nu, hvis finner ikke kan lide citrus.
En anden var måske ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, som ligger på Kastellet. Han havde måske lige fået en oplysning ind om to mørklødede turister, der havde fotograferet Amalienborg klokken 3 om natten. Her ude i parken gik han og bekymrede sig: Hvor højt op i systemet skal jeg viderebringe den oplysning, og hvad sker der, hvis ikke jeg gør det.
Tilbage på løbeturen kom der en meget bekymret mand i mørkt jakkesæt med en lyseblå rygsæk bagpå. Det så spøjst ud, og jeg var sikker på, at det var rygsækken, der bekymrede ham. Måske var han kommet til at have det sjovt med sin søn aftenen før og havde lovet at tage knægtens skoletaske med på arbejde i stedet for sin egen diskrete mappe. Og nu gik han der og så fjollet ud og frygtede mødet med kollegerne, og ikke mindst med chefen. Når man er fuldmægtig i et stort rederi, er det nok ikke lige sagen at rende rundt med lyseblå rygsække. Hvad vil kunderne ikke sige?
Jo, vi mænd har mange bekymringer, og dem må vi endelig ikke give magten. En god kur mod det er en rask vandre- eller løbetur i det grønne.