tirsdag den 11. juli 2017

Cyklen er altså et transportmiddel

Smil, sol og cykel

Karen Marie Pagh-Nielsen her på billedet holdt et indlæg i Tankegangs telt på Folkemødet. Da hun skulle hjem til Helsingør igen, hoppede hun på sin medbragte minicykel og kørte fra Allinge til Rønne. En skøn tur på lidt over 25 kilometer ad en kuperet rute.
Jeg havde også en cykel med til Solskinsøen og kørte en enkelt dag frem og tilbage mellem Gudhjem og Allinge. 15 kilometer, og det tog vel 5-10 minutter længere end bilturen.

Svinkeærinder og smutveje
Nogen vil mene, at Karen Marie og jeg er lidt skøre, men for os er det en rent praktisk foranstaltning. Det er skønnere at cykle en kort eller mellemlang distance end at køre i bus. Man har større frihed, kan lave et svinkeærinde undervejs, og så er det dejligt at have cyklen ved hånden. Har man kun en bil, og skal en mindre tur i byen på et par kilometer, er det jo langt mere besværligt end at cykle. På cykel kan man køre smutveje, og det tager ingen tid at parkere.

Færre cykler - flere kører bil
Desværre er vi i håbløst mindretal. Det er ren romantik at tro, at Danmark er et cykelland. Cyklismen er på tilbagetog, mens danskerne kører mere og mere i bil.
Jojo vi har en cykel eller to. Mange på min alder har en dyr racer, og i disse dage er de nærmest allesammen på vej til Paris eller en anden storby i Europa med deres firmas cykelhold. Men cyklen er et motionsværktøj - ikke et dagligt transportmiddel.
Det er en skam. Og det må vi have gjort noget ved. De er godt i gang i København, Aarhus, Odense og andre større byer i Danmark. Men i resten af landet kniber det.

Stresset start på dagen
Se bare ved vores skoler. Her holder bilerne nærmest i lag hver morgen, og forældre og børn starter dagen med at være forjagede og ophidsede.
En meget stor del af dem kunne med fordel cykle med deres børn i skole de første år. Så kan børnene selv cykle - og så har de grundlagt en vane for livet.

Fem forrygende fordele
Fordelene ved at lade børnene cykle kan jeg hurtigt opregne, for vi har netop skrevet om dem i en kampagne, der kører i Sønderborg Kommune efter sommerferien:
SUNDT - cykling giver motion og øger forbrændingen
SJOVT - cykling giver smil på læben
LÆRERIGT - børn er mere veloplagte efter en cykeltur end efter en biltur
TRAFIKSIKKERT - børnene lærer hurtigt at begå sig i trafikken
BILLIGT  - cykling koster en brøkdel af bilkørsel
For samfundet står der milliarder af kroner på spil. Beregninger fra Cyklistforbundet viser, at 1 kilometer på cykel sparer samfundet for 7 kroner. Det er både den private besparelse på benzin, og kommunens udgifter til vejvedligeholdelse. Og så er det sundhedsudgifter, sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis vores cykelkampagne i Sønderborg får en god effekt, bliver den en ren overskudsforretning for kommunen.

Det kan du gøre - nu
Jeg er tilhænger af konstruktiv journalistik, så her får du til sidst et råd til noget, du selv kan gøre: Drop alle de korte ture i bilen. En køretur på 3-6 kilometer er dyr i brændstof og belaster miljøet, mens en tilsvarende cykeltur gør dig frisk og i godt humør.


torsdag den 6. juli 2017

In the air tonight



Ingen skal beskylde mig for at være musikfreak. Det er ikke særlig hot at være fan af Kim Larsen og Shubidua. For slet ikke at tale om John Mogensen. Men de er gode.
Jeg kan køre til Købehavn og tilbage igen uden at høre andre strofer end jingler til programmerne på P1 og Radio 24Syv. Og når mine niecer fortæller om nye musiknavne afværger jeg ved at fyre en vits af om, at de nok er håndboldspillere.

Flere end i Frederikshavn Kommune
Men forleden var jeg til koncert. I Hyde Park i London med Solle og hendes store idol Phil Collins. Da vi gik glade og opstemte derfra, stor der på storskærmen, at vi havde været 65.000 mennesker sammen. Det er flere, end der bor i hele Frederikshavn Kommune.
Det var en fed oplevelse og et fantastisk show. Phil Collins har en dårlig fod, så han sad på en stol under hele koncerten. Men sikke en stemme, sikke en udstråling og sikke en fest, han var vært for. Os nede på plænen var i den grad en del af succesen. Vi sang - skreg - med på det hele, og så er der altså gang i den, når vi taler om 65.000 mennesker. Ved siden af os stod to mænd på Phil Collins alder. Den ene hoppede i halvanden time og kunne hvert et ord i alle tekste. Det samme gjaldt et ungt par, der stor på den anden side.
Når bandet slog de første toner an til et nyt nummer, jublede hele Hyde Park og folk slog et stort smil op.

500 meter fra scenen
Jeg skal måske lige tilføje, at vi møvede os så langt frem, vi kunne. Det var ved 2. sektion, vel ca 150 meter fra scenen. Vi kunne lige ane Phil Collins fremme på scenen, men selve showet oplevede vi på storskærmene. Der var 12 eller 15 sektioner, så der skal nok have været 10.000 tilskuere, som stod 4-500 meter væk fra scenen. Jeg er helt sikker på, at de skrålede lige så meget med som os andre.

Farvel med smil på læben
Selvfølgelig var det kaos, da vi skulle derfra. Men der var ikke et knubbet ord og ingen brok. Jeg tror, vi allesammen havde et smil på læben og masser af overskud.
Det er det, musik kan.
Det er det, jeg går glip af, når jeg foretrækker taleradio.
Og jeg fortryder ikke.

mandag den 19. juni 2017

5 år uden gratis fadøl

5 gange har jeg deltaget i Folkemødet uden at få én gratis fadøl.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og oplevet et stigende antal menige borgere deltage i debatterne.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og har oplevet engagerede debatter om væsentlige emner for vores lille trygge samfund.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også har haft det sjovt på Bornholm. Jeg har drukket op til flere glas rødvin og har hørt musik og lyttet til entertainere. Det er en del af en god folkefest.

Kritik fra folk, der ikke deltager
Men kritikken af, at Folkemødet skulle være en elitær fadølsfest præget af kendisser kan kun stamme fra folk, der ikke har deltaget. Det er simpelthen umuligt at bevæge sig rundt i Allinge i de fire dage uden at mærke alsidigheden, bredden og ikke mindst det enorme engagement, alle typer arrangører lægger for dagen. Du kan ikke gå mange meter uden at blive præsenteret for en mærkesag eller blive inviteret til et arrangement. Og stikker du hovedet inden for i et telt, står tre-fire folk på podiet og diskuterer, mens en lille eller stor flok sidder og lytter særdeles aktivt.
Det er Folkemødet. Og det er bare fedt.

Kender du de 17 verdensmål?
For mig har årets tema været FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Dem så jeg nærmest overalt, og jeg havde selv fornøjelsen at være ordstyrer til et arrangement, hvor Sønderborg Kommune tog dem som udgangspunkt.
Hvis ikke du kender de 17 mål, så kommer de her: http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/
De er gode, de er nødvendige, og det er altså fælles mål, som alle FNs medlemmer har tilsluttet sig.

En hel vinters snak om hvert mål
I den enkle udgave er de nemme at forstå, og der er klare symboler til, så de også er til at huske.
Hver især kan de 17 verdensmål foldes ud. Man kan tale om 1 af dem en hel aften eller for den sags skyld en hel vinter i forsamlingshuset.
Målene bliver ikke ført ud i livet bare ved at blive vedtaget af FN. De skal omsættes til virkelighed i landenes parlamenter, i virksomheder, organisationer, regioner og kommuner. Og blandt mennesker. Det kræver samtale, dialog og fælles idéudvikling.
Og det er netop det, der foregår på Folkemødet. Jeg er sikker på, at mange er vendt hjem fra Bornholm med fornyet lyst og inspiration til at bidrage en lille smule til at gøre verden bedre.

What's in it for us?
I Sønderborg-teltet diskuterede vi egoisme og fællesskab. En ung deltager nævnte, at folk kun engagerer sig, hvis de kan svare på spørgsmålet: What's in it for me? En klog herre appellerede til, at vi i stedet taler om what's in it for us? Og så blev vi enige om, at et vigtigt indhold for den enkelte er at være en del af et stærkt fællesskab.
Det er da langt bedre end en gratis fadøl.

onsdag den 14. juni 2017

Løb, hygge og krampe

Jeg stiller sjældent op til motionsløb, men nu er Coast2Coast blevet en kær tradition i familien. Løbet mellem Skallerup Klit og Palmestranden på årets korteste nat er en fed oplevelse, og vi glæder os til næste fredag.

Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.

Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.

3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.

Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.

Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.

lørdag den 3. juni 2017

Pyt med Trump



Twitter-præsidentens melding om, at han vil melde USA ud af Parisaftalen er værre for USA end for klimaet.
Den nation, som i over 100 år har ført an i den teknologiske udvikling, skal nu ifølge dens præsident gå tilbage til energiformer og teknologier, som hører fortiden til. Den tid, hvor de ikke vidste bedre.
Trumps vej fører til tilbagegang i USA og til isolation af det ellers så prægtige land.


Ingen indflydelse
Heldigvis tyder intet på, at manden med det sjove hår har nogen særlig indflydelse. Hverken politisk eller økonomisk. Politisk er han en amatør, og man opnår ingen resultater i den verden ved at fornærme alt og alle og være lunefuld og uforudsigelig.
Og så er det altså sådan, at Trump selv ikke med de sjoveste dekreter kan forhindre amerikanske virksomheder i at udvikle teknologier, produkter og software, der udnytter sol og vind og andre forureningsfri energikilder.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre store og små energiselskaber i USA i at tænke langsigtet og forlade kul, gas og olie til fordel for vind- og solenergi.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre de amerikanske stater i at føre en nutidig energi- og klimapolitik.

Der er penge i det grønne
Og det er sådan, at Trump får mere end almindeligt svært ved at finde investorer til kulindustrien. Store investeringer kræver vished for en stabil langsigtet forrentning, og det er svært at forestille sig i år 2017, at kul kan være en god forretning om 10, 20 eller 30 år.
Storkapitalen - de førende amerikanske virksomheder samt pensionskasser og rige fonde har for længst indset, at olie, kul og gas ikke er fremtiden. De har lugtet, at der er penge i vedvarende energi, som ikke forurener. Og de lytter til forbrugernes ønsker. Social og miljømæssig ansvarlighed er nøgleord for de store virksomheder i dag. Klima og energi står øverst på dagsordenen i de riges lukkede klub World Economic Forum i Davos.

Højst fire år
Den virkelighed må Trump gerne lukke øjne og ører for eller skrive sjove ord på Twitter om. Men det ændrer ikke noget.
Vi andre kan bare sige: Pyt med Trump. Han er højst præsident i fire år, og der får han næppe gennemført ret meget. Hans dekreter kan trækkes tilbage den 21. januar 2021, og lovgivning bliver det svært for ham at gennemføre. Det kræver forhandlingsevner, tålmodighed og lydhørhed.
Jo længere tid, der går uden andet end svulstige erklæringer, jo færre vil lytte til ham og tage ham alvorligt. Jo flere vil sige pyt.
Både i USA og i resten af verden. 

mandag den 29. maj 2017

Nu må kommunen da

For tiden skriver min avis en del om en ulykkelig skilsmissesag. Barnet vil ikke være hos den forælder, som landsretten har tilkendt forældremyndigheden. Kommunen har anbragt barnet på en institution, hvor det ikke trives, og nu møder kommunen heftig kritik fra den anden forælder og en advokat.
Jeg omtaler eksemplet meget overfladisk, for det er ikke den konkrete sag, jeg vil kloge mig på. Det er tendensen med, at pilen lynhurtigt peger mod kommunen.

Onde folk på rådhuset?
Et barn er forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens.
Hvis forældrene ikke kan eller vil påtage sig ansvaret, gør kommunen noget på samfundets vegne. Der sidder ikke nogle onde mennesker rundt omkring på rådhusene og venter på at komme til at gøre livet surt for skilsmissebørn. Tværtimod. Kommunens medarbejdere ønsker at finde den bedst mulige løsning for barnet, og de ønsker frem for alt at give opgaven tilbage til dem, den hører hjemme hos: forældrene.
Og så har de en pligt til at overholde landets love og til at følge afgørelser fra domstolene. Det står ikke til diskussion.
Selvfølgelig kan kommuner begå fejl, men det er at vende tingene på hovedet at give kommunen skyld for et skilsmissebarns ulykkelige situation. Forældrene har skylden. Det er deres barn.

Løs det selv
Næsten dagligt ser jeg historier i medierne, hvor en part i en sag anklager kommunen for magtmisbrug, fejlbehandling eller misinformation. Og næsten hver gang er det en sag, som kommunen ufrivilligt eller nødtvungent er blevet involveret i. Klageren og hans eller hendes modpart kunne selv have løst den, hvis de havde taget ansvaret.

Forstærker modsætningerne
Der er en årelang tradition for, at medierne tager den slags historier op. Det kan give en kortvarig følelse af retfærdighed hos den, der klager sin nød til pressen. Men det løser meget sjældent problemet. Ofte vil det bare forstærke de modsætninger, der ligger bag.
Det vil være bedre for børn og naboer, hvis flere tog ansvar for selv at løse deres problemer end at overlade dem til kommunen og derefter klage over kommunen til avisen.


onsdag den 24. maj 2017

Min karriere som møver

Da jeg i mine juniordage spillede på Holstebro Boldklubs tredjehold, var jeg hverken forward, back eller målmand. Jeg var møver.
Som møver skulle jeg stå i vejen for modstanderne og møve mig ind, når der var klumpspil. De finere detaljer med afleveringer og langskud var jeg ikke så god til, men jeg var stærk og frygtløs, så jeg møvede i begge ender af banen. I vores forsvar skulle modstanderne støde ind i mig, og i angrebet skulle jeg gøre plads til de små letbenede fyre, som kunne drible, heade og alt det, der førte til mål og sejr.
Dengang havde ethvert fodboldhold en møver. På Holstebros 3. divisionshold var det ishockeyspilleren Kjeld Bjerrum, der møvede rundt uden at røre bolden ret meget. Og både i det nordjyske og på landsholdet huserede møveren over dem alle: Henning Munk Jensen.
Nu ser jeg til min store glæde, at Frederikshavn Kommune har ansat en møver. Herligt, at sådan et lidt humoristisk og billedskabende ord finder vej til et visitkort. Møverens funktion er at møve sig ind hos højtuddannede og forklare dem om de fine jobmuligheder i Frederikshavn.
----
Åh, nej.
Min fantasi har spillet mig et puds.
Frederikshavn Kommune har ikke ansat en møver. Men en mover.
Endnu et overflødigt engelsk udtryk, som lægger afstand til almindelige mennesker.
Så røg den pointe. Eller gjorde den?