søndag den 16. april 2017

Trange tider for karetmagere

Her er noget af det, du ikke får inde i byen

Min fætters onkel var karetmager. Et stolt håndværk, som nu er ved at uddø. På sin vis er det lidt ærgerligt, men på den anden side har jeg aldrig købt en karet og kender ingen, som har gjort det. Så der er nok ikke det store behov.
Det kan vi allesammen blive enige om.

Hjerteløs kommune
Men når det gælder landsbyer i tilbagegang, er sagen en anden. Når Brugsen lukker, er det sørgeligt. Når skolen til slut lukker, protesterer landsbyens beboere vildt og voldsomt over kommunens hjerteløse adfærd.
Forklaringen er ellers den samme som med karetmagerne. Brugsen lukker, fordi omsætningen er for lav. Skolen lukker, fordi der er for få elever. Det er ikke kommunens skyld
Folk flytter fra landsbyerne ind til de større byer. De handler i byerne, arbejder i byerne og deres børn går til sport i byerne - så hvorfor ikke bo der?
Det er trist for de landsbyer, som sygner hen. Men sådan er det. Kommunen har ikke pligt til at opretholde alt det, som ikke bliver brugt længere. Hverken skoler, landsbyer eller karetmagerværksteder.

Trygt, sjovt og billigt
Det betyder ikke, at alle landsbyer skal dø. Tværtimod. Jeg håber, at rigtig mange af dem kommer til at udvikle sig. For en god og aktiv landsby er et trygt og sjovt sted at bo. Og som regel også billigt.
Livet i landsbyen skabes af menneskene i byen. Punktum. Sidder folk inde i stuerne og venter på, at nogen gør noget, dør landsbyen. Lige som Brugsen og karetmageren.

Millarder af kroner
I disse år pibler gode historier frem om aktive landsbyer, der trives og udvikler sig på grund af stærke mennesker, som bor i dem og sætter noget i gang. Og jeg kan forsikre for, at kommunen meget gerne støtter byerne i den udvikling. Der er både penge og opbakning at hente for de byer, der skaber nye aktiviteter i landsbyerne.

Der er masser af puljer og mulighed for at få finansieret store byggerier og anlægsprojekter. Vi taler om milliarder af kroner på landsplan fra EU, staten, kommuner og private fonde. Haller, mountainbike-baner, legepladser, naturstier og multihuse skyder frem overalt, hvor der er folk, som brænder for udviklingen i deres lokalsamfund.
I de byer er der færre til-salg-skilte. Og der er gerne en brugs og en skole.
Men ingen karetmager :-(


onsdag den 12. april 2017

Der er vejr, der skal trækkes

 Ingenting her - og ingenting der

I dag havde jeg en nydelig liste med opgaver, jeg skulle nå på arbejdet. De fleste kom jeg igennem, og så nåede jeg endda et par stykker til uden at have travlt. Det er et nyttigt trick for mig at lave lister, for så når jeg mere end planlagt, og jeg kommer som regel til bunds.

Et skønt program
Billedet her ovenfor er min to-do liste for påskeferien. Ingenting her og ingenting der. Der er mad, der skal spises, der er vejr, der skal trækkes, og der er søvn, der skal soves. Det er et skønt program at have foran sig.
Det betyder ikke fem dage på sofaen. Allerede på den første fridag kommer vi i tanke om et eller andet, og lige pludselig står jeg og saver noget ned eller maler et eller andet sted. Der skal nok dukke et projekt eller to op i påskeferien, og det har jeg intet imod.

Selvbedragerisk glæde
Det er skønnere at lave noget end at kigge ind i væggen. Men det er en særlig glæde at have nogle dage foran sig, hvor der ikke på forhånd ligger et program og en forventning om, at jeg skal nå noget særligt.
Der er en god portion selvbedrag i det, for jeg ved godt, at der er ting herhjemme, som vi ikke kan lade ligge, når vi får fem fridage. Men der er noget berusende ved at tænke på de mange dage, hvor vækkeuret ikke skal ringe og vi bare laver det, der falder os ind.

Frihed fra hvad?
Det er frihed. Men frihed fra hvad?  Jeg lever jo ikke et liv i fangenskab til hverdag. Tværtimod. Jeg bestemmer selv og planlægger selv min tid. Den frihed administrerer jeg ved at arbejde hver dag og sørge for at få noget fra hånden.
Det er hverdagen.
Nu kommer der så fem fridage, hvor jeg garanteret også ender med at bestille en hel del. Det kalder jeg frihed.
Hvis ikke jeg havde arbejde, ville jeg så heller ikke have nogen frihed? Eller ville jeg kun have frihed?
Godt, jeg ikke har tid til at tænke over det.

mandag den 3. april 2017

Havn og hockey


De napper forsiden igen på onsdag

Færger til Norge og Sverige og ishockey.
Det var, hvad jeg vidste om Frederikshavn, da jeg flyttede hertil.
Havn og hockey, kunne jeg have sagt. Det holder stadig stik som det særlige for Frederikshavn. Det er det, vi er mest kendte for. Det er byens identitet.

Noget særligt
Dygtige kommunikationsfiduser har i tidens løbet fundet på andre betegnelser. Vækst og Vilje holdt i lang tid, og det er da også fint nok. Men det er ikke noget særligt for Frederikshavn. Det er havn og hockey.

Biljubel
Jeg kommer sjældent på isstadion, men jeg følger med i White Hawks' kampe. I går aftes var jeg passager i en bil fra Aarhus til Frederikshavn, mens vores hockeydrenge spillede den 6. semifinale nede i Esbjerg. Jeg fulgte med på nettet og fik det meste af bilen til at juble, da kampen endelig blev fløjtet af, og Frederikshavn havde vundet 4-3. Nu gør vi klar til den syvende og afgørende semifinale tirsdag aften på hjemmebane.

Det fordømte DM
Jeg skal ikke derud, men jeg følger med igen, og glæder mig afsindigt, hvis White Hawks kommer i finalen. Så har vi hjemmebanefordel mod Gentofte - den bedste chance i mange år for at vinde det fordømte DM, som hele sæsonen handler om.
Ishockey er en hård og meget speciel sport, som kun dyrkes i få byer i Danmark. Men den er identitetsskabende og har også betydning for en halvstuderet P1 lytter som mig. Det er ikke kun elitesport.

Fritid i kolde haller
Alle her kender en ishockeyspiller. Rigtig mange unge spiller - og så er hele familien med. For der er træning og turneringer hele tiden, og der er mange ture til Herning, Esbjerg, Haderslev og Odense. Ishockeyforældre bruger deres fritid i kolde haller.

Sofafan
Sport er fællesskab og samvær for flere generationer. Og så er det sund fysisk udfoldelse, disciplin og vilje. Det er hjerteblod - men det også kammeratskab, tak for kampen og til lykke med sejren. Op på hesten igen, mere træning og endnu mere disciplin. Denne gang tager vi dem.
Det er min by, og en del af mit liv. Selv om jeg hører til det flertal her, som mest bakker op fra sofaen. Det tror jeg, de kan mærke ude i hallen tirsdag aften. Kom så, drenge.

onsdag den 29. marts 2017

Taxa og Uber møder virkeligheden

Uber bakker ud af Danmark. Nogen glæder sig over, at en organiseret pirattaxa-virksomhed forsvinder.
Andre begræder, at vi siger nej til ny teknologi, deleøkonomi og en ny måde at hjælpe hinanden på.
Jeg gør begge dele.

Brugervenligt
Det gode ved Uber var brugervenligheden. Jeg har prøvet servicen en enkelt gang i København. Jeg fik personligt svar fra chaufføren under 1 minut efter, at jeg havde bestilt turen på appen. Vi ringede sammen, han fandt mig lige uden for lufthavnen og ledte mig hen til bilen. Han bød på en sodavand og kørte mig sikkert og hurtigt til bestemmelsesstedet. Jeg havde betalt for turen via appen. Nemt og bekvemt - og meget bedre service, end jeg nogensinde har oplevet fra noget taxaselskab.

Jeg undrede mig
Men jeg undrede mig også. Mit indtryk var, at den flinke mand levede af være Uberchauffør. Jeg tror, han kørte dagen lang. Så var han i direkte konkurrence med taxa, og så skulle han naturligvis betale skat og han skulle leve op til de samme sikkerhedskrav som sine konkurrenter. Ingen tvivl om det.
Det er ikke deleøkonomi. Det er simpelthen pirattaxa.
Deleøkonomi er, hvis man lejer sin lejlighed eller et værelse ud, når man ikke har brug for det. Når man lejer sin bil ud, eller som Uber, når man lejer den ud med chauffør. Det er ikke forretning - det er hjælp til folk, som man får en skilling for.

Erhverv eller hobbyhalløj
Hvis du køber en lejlighed for at leje den ud gennem Airbnb - så driver du erhvervsmæssig udlejning, og skal følge samme regler for det som alle andre. Men hvis du lejer et værelse ud nogle få gange om måneden, er det deleøkonomi.
På samme måde er det at køre med andre. Hvad enten det er med Uber, GoMore eller noget, du selv organiserer via en hjemmeside eller Facebook. Hvis det er dit arbejde, skal du leve op til samme lovgivning som andre professionelle chauffører. Hvis det er lidt hobbyhalløj til nogle få hundrede kroner om måneden, skal du ikke underlægges et kæmpe bureaukrati.

Uber skader sagen
Det kunne Uber sagtens have taget højde for. Selskabet kunne lægge en begrænsning ind på chaufførernes omsætning, så det ikke blev til erhvervskørsel. Uber holdt stædigt fast i sin egen fortolkning af at være en app og så ikke virkeligheden i øjnene.
Uber vidste, at en del af deres chauffører overtrådte loven. De var ikke i god tro. Det har skadet deleøkonomien i Danmark, og det er jeg træt af.

Aftale med privatperson
Deleøkonomien er kommet for at blive og jeg ønsker, at den udvikler sig. Det er godt for miljøet, at vi udnytter biler, boliger og maskiner, og det bringer mennesker sammen.
Som bruger ved jeg godt, at jeg laver en aftale med en privatperson. Jeg kan ikke klage til Forbrugerombudsmanden, hvis jeg har givet min nabo en middag for at låne hans hækkesaks, og så går dyret død efter 10 minutter.
Jeg kører også med folk på GoMore. Der er jo plads i bilen, vi får en hyggelig snak. De får en billig tur, og jeg får en skilling. Der er hverken moms eller skat eller andet bureaukrati. Det er ikke et arbejde, jeg har. Det er bare organiseret blafferi mod en beskeden betaling.

tirsdag den 28. marts 2017

De er skøre, de japanere

Japansk krimi uden blod

Gennem nogle år har jeg læst en del bøger af den verdensberømte japanske forfatter Haruki Murakami. Jeg har også hørt hans danske oversætter Mette Holm fortælle om ham ved et arrangement på biblioteket.

Fantasi og virkelighed
Han er bare god. Som læser bliver jeg spundet ind i et mystisk univers, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed ikke eksisterer. Skal man forklare bogens handling til udenforstående, lyder den plat og usammenhængende. Men taler man med en Murakami-læser giver alting pludselig mening.
Han er den eneste japanske forfatter, jeg har læst - indtil for nylig. Da faldt jeg over en krimi med titlen Den hengivne hr. X. Forfatteren hedder Keigo Higashino og ifølge e-butikkens omtale var det en af de seneste års mest roste krimier.
Den var ledig på biblioteket. Det er for resten en stor fordel ved at læse japanske bøger. Der er ingen ventetid, selv ikke på de bedste bøger.

Syret historie om almindelige mennesker
Nu er jeg ved at være igennem den, og det har været en super oplevelse. Lige som Murakami tegner Higashino portrætter af nogle højst specielle personer. Vi kommer ind i et tilsyneladende helt almindeligt miljø, men historien bliver ret hurtigt totalt syret. Vi kommer ikke over i fantasiverdenen, men det er absolut heller ikke normalt. Og så er det en krimi uden politidrama. Vi ved, hvem der har begået forbrydelsen, men henimod slutningen dukker nogle totalt overraskende detaljer frem, som vender hele historien på hovedet.

Let sted at starte
Vil du gerne læse noget japansk, kan du starte med Den hengivne hr. X. Den er spændende og nogenlunde tilgængelig. Og kun lidt skør.
Får du blod på tanden, er der en hel stribe bøger fra Murakami. Begynd med Kafka på Stranden eller Trøkopfuglens Krønike. Hvis du synes, de er skrupskøre, skal du bare droppe ham. Men hvis du bliver fascineret, venter der meget mere af samme skøre skuffe.

søndag den 19. marts 2017

DR - høj kvalitet til lav pris

Jeg er en tilfreds abonnent på Weekendavisen.
For 2132 kr. om året får jeg bragt en spændende avis til døren hver fredag og kan i weekenden fordybe mig i læsestof om politik, kultur og samfund. Hver uge er der mindst én særligt interessant artikel.
Min licens koster 360 kr. mere om året. Og det er jo nærmest rystende billigt. For lidt over 200 kr. måneden får jeg adgang til:
- DRs 6 tv-kanaler
- DRs 8 radiokanaler
- Radio 24/7
- Regional tv fra hele Danmark
- dr.dk, radio24syv.dk og regionernes websider
Jeg kan se og høre det på tv, computer, telefon eller tablet. Jeg kan se og høre programmer næsten når jeg vil, og vi taler altså om et helt enormt udbud. Jeg kan hverken halvt eller helt nå alt det, der interesserer mig.

Høj kvalitet
Kvaliteten er høj. Jeg synes, DR leverer rigtig gode programmer både på tv og radio. De laver sikkert også en masse, som jeg ikke bryder mig om. Det lader jeg bare være med at se eller høre og glæder mig over, at andre har fornøjelse af det.
Det særlige ved DR og de øvrige licensbetalte medier er, at de er danske. Der er selvfølgelig udenlandske film og serier, men der er mest dansk, og vi kommer virkelig i hjørnerne af kultur, politik, livsstil, underholdning, debat og samfund. Set i en dansk sammenhæng. Sendt fra Danmark og ejet af danskerne.

Hvorfor?
Hvem kan have noget imod det? Høj kvalitet, masser af udsendelser og til en meget favorabel pris. Det kan regeringen og Dansk Folkeparti. De er enige om, at DR skal beskæres kraftigt over de kommende år.
Årsagen står ikke lysende klar for mig. Jo, vi kan spare 50 kr. om måneden, hvis DR bliver 25 pct. mindre. Men så får vi vel 25 pct. mindre udbud, og hvis private aktører skal lave det, bliver det sikkert mindst lige så dyrt.

For populært?
Kvaliteten bliver næppe højere. For år tilbage lød den massive kritik af DR, at det var for elitepræget. Nu er det omvendt. DR er blevet for folkelig. DR har de mest sete tv-programmer og radiokanalerne er suverænt mest populære. Anklagen lyder, at det er for nemt, når millionerne bare ruller ind, men det gør de altså også hos Radio 24/7, som endnu ikke er i nærheden af de store DR-kanalers lytterskare.
Der er et godt amerikansk udtryk, som hedder: If it ain't broken, don't fix it.
Det passer perfekt på mediedebatten. DR leverer høj kvalitet til en fornuftig pris, og folk er generelt rigtig godt tilfredse. Så er det ikke der, der skal sættes ind med store forandringer og nedskæringer.

søndag den 12. marts 2017

Som vi dog smider ud

Et fint gammelt møbel på lageret i Lunderskov

Hver gang, jeg ser en genbrugsbutik eller et sted, hvor en kommune samler storskrald ind, bliver jeg forbløffet. Det er kolossalt, så meget værdifuldt, vi smider ud.
Forleden var jeg på Reuse i Lunderskov, en ny kommunal virksomhed, der skal tage imod storskrald, gøre tingene klar, reparere dem og give dem videre til frivillige organisationers genbrugsbutikker.

En fin seng
Der kom en lastbil med storskrald, og de gode folk bar en fin seng ud, plus nogle lamper og diverse pyntegenstande. De kom ud i en af de store haller, hvor møbler, nips, tøj, legetøj og redskaber hober sig op.
En del er selvfølgelig håbløst umoderne, men meget kan bruges igen blot ved at blive gjort rent og arrangeret lidt fikst.
Det her er bare ét sted i Kolding Kommune. Der er måske 25 genbrugsbutikker, og så er der loppemarkeder hver weekend.
Og det værste er: Lige så meget, som bliver solgt i butikker og på loppemarkeder - lige så meget bliver kørt til forbrænding, fordi det ikke er muligt at sælge.

Røde Kors' centrallager
Røde Kors har sat det i system i sine genbrugsbutikker. Der er et centralt lager, som sender nye varer ud til butikkerne. Kan det ikke sælges, kommer det tilbage til lageret og ud til en anden butik. Når det er kommet tilbage til lageret nogle gange, bliver det brugt på anden vis. Eksempelvis bliver tøj lavet til klude. Striktøj bliver til garn, som Røde Kors' nørklegrupper tager sig af.

Computere og køleskabe
Et særligt område er elektronik. Vi smider telefoner, højttalere, radioer, tv, computere og spil-maskiner ud for millioner af kroner. Meget af det fungerer ganske udmærket, men der er kommet nyere modeller med bedre lyd og bedre integration med vores smartphones. Så det må ud.
Og så er der hårde hvidevarer. Alene på Reuse har de flere skibscontainere fulde af frysere og køleskabe. Jeg tipper, at langt de fleste af dem virker. Men de er ikke den nyeste energiklasse, og de larmer måske lidt, eller der løber lidt vand ned ad bagbeklædningen. Ut med dem.

Stor miljøgevinst
Når jeg går rundt sådan et sted, får jeg en klar følelse af, at der er noget galt i vores forbrugssamfund. Vi er rige, og det er dejligt. Forbrug skaber produktion, det skaber arbejdspladser og omsætning, som giver os flere penge at købe for. Fint nok.
Men skal vi have nyt hele tiden?
Jeg ved i hvert fald, at der er rige muligheder for at købe fine produkter brugt til næsten ingen penge. Og der er en stor miljøgevinst ved at gøre det. Nye varer skal ikke produceres og transporteres, og de brugte ting skal ikke skilles ad og brændes af til ingen nytte.
En af idéerne bag Reuse i Lunderskov er også at hjælpe flygtninge, hjemløse eller løsladte afsonere med at etablere sig i et hjem uden at sætte sig i gæld. Det håber jeg, vil lykkes. Så giver det også lidt mere mening at aflevere den brugte seng til storskrald.